motion

10 gode grunde til at dyrke motion: Derfor skal vi have pulsen op

Har du lyst til at få mere bevægelse ind i din hverdag? Måske kan en af disse ti gode grunde til dyrke motion få dig i gang.

1. Forebygger kræft

Adskillige undersøgelser viser, at motion og bevægelse er kræftforebyggende. Det gælder også helt almindelige gåture. En rask gåtur, der får pulsen op, fremmer fx din sundhed og forebygger en lang række sygdomme – inklusive 13 typer af kræft.

2. Du styrker din hjerne

Motion er supergodt for hjernen og kan fx være med til at reducere risikoen for Alzheimers. Ifølge forskere ved bl.a. The Salk Institute i Californien kan træning føre til flere nerveceller i hjernen. Mus, der blev sat til at benytte særlige løbehjul, oplevede for eksempel en vækst af nye nerveceller.

3. Reducerer risikoen for nyresten

Selv små mængder fysisk aktivitet kan reducere risikoen for nyresten med op til 30 procent. Ifølge University of Washington School of Medicine kan effekten opnås ved at gå to til tre timer om ugen.

4. Giver bedre søvn

Amerikanske forskere undersøgte søvn- og træningsvaner hos kvinder og mænd fra 18 til 85 år. Resultaterne tyder på, at mindst to en halv times moderat til intens træning om ugen kan føre til en markant forbedring af søvnen. De, der trænede, var også mindre trætte i løbet af dagen.

5. Færre smerter

Personer, der er fysisk aktive, har færre kroniske smerter end inaktive. Og endnu bedre: Enhver form for motion og bevægelse hjælper, det er lige meget, hvad du laver, så længe du gør noget.

6. Bedre mentalt helbred

Fysisk aktivitet er godt for det mentale helbred og kan medvirke til at forebygge og mildne fx depressioner og panikangst.

7. Stærkere knogler

Fysisk aktivitet opbygger knoglemasse, mens inaktivitet gør skelettet mere skørt. Al fysisk aktivitet er godt for skelettet, men det bedste er aktivitet, der kræver øget vægt, såsom tungt muskelarbejde eller god gammeldags styrketræning.

8. Forebygger hjerte-kar-sygdomme

Regelmæssig fysisk aktivitet mindsker risikoen for at få hjerte-kar-sygdom. Fysisk aktive har ifølge Hjerteforeningen sammenlignet med inaktive personer bl.a. 20-30 procent lavere risiko for iskæmisk hjertesygdom, som er en betegnelse for de hjertesygdomme, der skyldes forsnævring af de årer, der forsyner hjertet med blod og ilt.

9. Styrker immunforsvaret

Undersøgelser fra bl.a. University of Illinois viser, at gåture i skoven styrker immunforsvaret. Det er sandsynligvis naturens ro og tryghed kombineret med fysisk aktivitet, der er så godt for kroppen.

10. Kreativiteten blomstrer

Undersøgelser fra Rhode Island College og Frontiers in Human Neuroscience viser, at en gåtur har en god effekt, hvis du har et problem, eller hvis der er noget du overvejer. Og hvis problemet ikke er løst, når du kommer hjem, så tag bare en tur til.

Vi vil gerne ha' pulsen op

Er du aktiv 150 minutter om ugen ved moderat intensitet eller 75 minutter ved høj intensitet? Det er det antal minutter, WHO anbefaler, at voksne er fysisk aktive. Det er dog en stor del af os danskere, som ikke lever op til anbefalingerne.

55 procent af alle mænd og 61 procent af alle kvinder over 16 år opfylder ikke WHO’s minimumsanbefalinger for fysisk aktivitet. Til gengæld vil 68 procent af disse mænd og 73 procent af disse kvinder gerne være mere fysisk aktive.

Kilde: Den Nationale Sundhedsprofil, Hjerteforeningen