Josefine Stork tester 24 timer som buddhistisk munk: Kan meditation give hende den ro, hun drømmer om?

Med 21 elektroder fordelt på mit hoved, ansigt og krop kører jeg op ad en lang smal grusvej, som fører mig til et kæmpestort rødt murstenshus. Dhammakaya Korsør Lystskov står der skrevet med store svungne guldbogstaver på facaden. Det ligner umiddelbart ikke et buddhistisk tempel, men det er det, og her skal jeg bo og meditere sammen med nogle thailandske munke de næste 24 timer, alt imens elektroderne måler min hjerneaktivitet. For hvad sker der egentlig med os, når vi lukker øjnene og mediterer?

Hjernen er som en lufthavn

Jeg er en person, som tænker rigtigt meget over tingene. Der flyver tusind tanker rundt i hovedet på mig, og min hjerne er lidt ligesom JFK-lufthavnen i New York, hvor der letter og lander fly konstant. Det er lige fra “hvad skal jeg have til aftensmad” til “er jeg egentlig god nok” og alt derimellem.

Mine tanker bliver især fodret af alt det, jeg bliver eksponeret for på min telefon. Som det første når jeg slår øjnene op, rækker jeg ud efter mit voksen-sovedyr, og så er der ellers gang i flytrafikken på øverste etage. Min venindes babybillede på Instagram får mig til at gruble over, hvornår jeg selv skal til at have de der børn. Min kollegas nye job på LinkedIn får mig til at tænke på, om de der børn kommer til at sætte en kæp i mit karrierehjul. En besked fra min far får mig til at tænke på, om han mon har det godt. En facebookopdatering fra min ven, som har friet til sin kæreste, får mig til at tænke på mit eget parforhold. Og en mail fra Coop fortæller mig om tilbud på hakket oksekød, og så er vi ved aftensmaden.

Det er bare et udpluk af de tanker, der flyver rundt i hovedet på mig, før jeg overhovedet er stået ud af sengen. Lige pludselig er der blevet sat for mange fly i luften på én gang, og så crasher de.

Jeg vil rigtig gerne lære at sætte min hjerne og mine tanker på pause og har hørt, at en af de mest effektive pauseknapper er meditation. Jeg har derfor besluttet mig for at lære at meditere af nogle af de største eksperter på området – nemlig de buddhistiske munke.

Ved en tilfældig Google-søgning finder jeg frem til et buddhistisk tempel i Korsør på Sydvestsjælland. Jeg ringer til det nummer, der står angivet under billederne af en orangeklædt munk, og får en thailandsk kvinde i røret, som hurtigt slår over på engelsk.

"Sorry, can you please repeat that," siger hun undskyldende.

"Yes ... I would like to live with the monks in your temple for 24 hours. Is that possible? siger jeg afventende.

Der er stilhed et par sekunder, og jeg forstår da også godt, hvis hun er lidt paf over mit spørgsmål. Ikke desto mindre ender det med, at jeg får lov at besøge munkene i deres tempel, hvor jeg skal bo og meditere med dem i 24 timer. Jeg er meget spændt på mit meditationseventyr, men det går også hurtigt op for mig, at jeg ikke rigtig ved, hvad det egentlig er, jeg har kastet mig ud i.

Derfor kontakter jeg forfatter, foredragsholder og meditationslærer Henning Daverne for at forberede mig på mit døgn med munkene og blive klogere på selve meditations-praksissen og dens rødder. 

Du kan lære at være i nuet

Meditation har eksisteret i tusinder af år i Østen, men kom først til Vesten og blev en del af  hippiekulturen i 60’erne. Henning Davernes historie og vejen ind i meditationspraksissen skal dog ikke findes i et hippiekollektiv, men i form af den kampsport, som han har dyrket i 20 år, hvor han har rejst verden rundt og undervist politiet og militæret i nærkamp.

"Kampsporten kommer fra Østen, og man bruger meditation som en del af træningen til at håndtere den stress, som opstår i en kampsituation. Det er den samme stress som folk, der ikke dyrker kampsport, kan opleve, hvis der f.eks. er for mange ting, man skal nå og for mange tanker. Kroppen og hjernen kan nemlig ikke kende forskel på, om man tænker på en ting, eller om man oplever det. En kampsituation og en stresset hverdagssituation aktiverer begge den del af nervesystemet, som er vores ”fight and flight”-respons – dvs. de biologiske reaktioner over for trusler og belastningsoplevelser på kroppen," forklarer Henning, der også er uddannet i traditionel meditativ praksis af en indisk guru i Østen.

Henning Daverne er meditationslærer, foredragsholder og forfatter. Han underviser i traditionel meditation men også i kampsporten kinesisk boksning, hvor meditation også er en vigtig del. Her er han igang med de meditative Qigong øvelser (Qi = livsenergi, gong = øvelser)

Det gør mig en smule forvirret. For hvis meditation både kan ske i kampsportsform og siddende i skrædderstilling sammen med munke i et tempel, så må jeg indrømme, at jeg er lidt i tvivl om, hvad meditation egentlig er? 

"Mange tror, at meditation er en specifik teknik, men det er ikke tilfældet. Meditation er en tilstand, du kan komme i, hvor du har et vågent sind og en afslappet krop. Ligesom du kan komme til Rom på forskellige måder – du kan tage toget, bilen eller du kan flyve – så er der også forskellige veje ind i den meditative tilstand. Der findes altså ikke en specifik teknik, men forskellige værktøjer til at komme ind i den tilstand, der er nuet. Det handler om, at du skal lære at genkende tilstanden og være i nuet." 

Og at være i nuet er netop min største udfordring, fordi mine tanker konstant springer i tid. Enten er jeg i fortiden, hvor jeg tænker på ting, jeg har eller burde have gjort, eller også er jeg i fremtiden med planer og ideer til ting, jeg skal eller bør gøre. Og det er ikke kun ærgerligt for mig selv, men også de mennesker, jeg omgiver mig med, fortæller Henning.

"Du kan ikke fysisk være andre steder end i nuet. Men det kan du i tankerne. Vores krop og sind laver to forskellige ting. Jeg er på arbejde, men jeg tænker på familien. Så kommer jeg hjem og er sammen med familien, mens jeg tænker på mit arbejde. Hvis du kommer hjem og krammer din kæreste, mens du tænker på noget andet, så mister krammet nuets kraft. Din partner kan mærke, at du tænker på noget andet. Børn er faktisk de største bullshits detectors. De er så glade for at mærke deres forældre og kan med det samme mærke, hvis du tænker på noget andet. De mærker, at der ikke er nogen til stede. Hvis man giver sin opmærksomhed til tankerne – til fortiden og fremtiden – så er man ikke nærværende. Men man kan træne at være nærværende og være i nuet ved at meditere.

Vi træner sindet til at være stresset

Alt det, Henning siger, vækker genklang hos mig, og det næste, han fortæller mig, synes jeg, er skræmmende. For vi lægger simpelthen ikke mærke til, at vi ikke er til stede i nuet, fordi det er blevet en så forankret del af os ikke at være det.

"Vores sind har vænnet sig til ikke at være i nuet. Det har vænnet sig til, at vi skal være alle mulige andre steder, end hvor vi reelt er. Mange tror ikke, at de har et valg, når de tænker tanker omkring fortiden om ting, de har gjort eller tanker om fremtiden om ting, de skal. Sådan er det bare, og det er et livsvilkår. Kroppen bliver stresset og udbrændt, hvis vi er for meget i den tilstand, fordi vi rent faktisk træner vores sind til at være stresset. Det er lidt ligesom et bælte, der er strammet hårdt ind, som man har gået med hele dagen og vænnet sig til. Det er først, når man løsner bæltet op, at man kan mærke, at det har været alt for spændt og rent faktisk har gjort ondt."

Jeg skal altså lære også at kunne være i nuet, og her kommer de buddhistiske munke ind i billedet.

Efter min snak med Henning Daverne er jeg endnu mere spændt på min tid i templet, og jeg sætter mig ind i bilen med en god mavefornemmelse og følelse af, at det her godt kunne blive et vendepunkt for mig. På vej ned mod Korsør har jeg dog lige et pitstop og drejer af mod Roskilde. På  neurologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital i Roskilde skal jeg nemlig mødes med hjerneforsker, overlæge og professor Troels W. Kjær, som siden starten af 00'erne har forsket i meditation, og hvordan den praksis påvirker hjernen.

Hjernens pauseknap

Der er ét spørgsmål, der nærmest flyver ud af mig, da jeg møder Troels på hans kontor.

Er det decideret usundt for min hjerne, at jeg tænker så meget?

"Det kan være fint nok at have mange tanker. Det er godt for hjernen at tænke, for det er det, der er med til at udvikle den, men tankemylder, hvor du bliver stresset af dine tanker, er ikke godt for hjernen. Du skal som sådan ikke være bange for, at du er en grubler, men det vil være rigtig godt for dig at lære nogle teknikker, der får din hjerne til at slappe af, og som lærer dig at give rum til tomheden." 

Troels fortæller mig, at hjernen hele tiden vil forsøge at finde en mening eller noget at beskæftige sig med, og derfor er det godt at komme ned i gear og aktivere det afslappende nervesystem, som han kalder det. Meditation kan påvirke nervesystemet og være med til at sætte det på pause.

"Nervesystemet består af en bevidst del og en ubevidst del. Den bevidste del er vores tanker, vores synsindtryk og vores handlinger, det vil sige alt sammen noget, vi styrer med bevidstheden. Den ubevidste del er det, der giver hjertebanken, pupiludvidelse og sved. Det findes i to tilstande: afslapnings og aktivitets-tilstanden. Mange af os er i aktivitets-tilstanden hele tiden, når vi går og stresser, når der er ting, vi skal nå, og når mobiltelefonen konstant distraherer os. Men det er rigtigt vigtigt også at komme over i afslapnings-tilstanden, og det er det, du skal lære hos munkene."

Munkene skal altså lære mig at aktivere mit ubevidste nervesystem og dens afslappende tilstand. Men ud over at give hjernen en pause så har Troels’ forskning også påvist, at meditation er forbundet med øget aktivitet i vores belønningscenter, og vi derfor bliver ”gladere i låget”, som han selv udtrykker det.

Det glæder jeg mig til at opleve, men én ting er, hvad jeg mærker efter 24 timer. Noget andet er, hvad min krop rent faktisk fortæller mig. Derfor har jeg spurgt Troels, om han ikke vil lave et videnskabeligt forsøg med mig for at se, hvordan min hjerne og krop påvirkes af meditationen.

Efter to timer sammen med Troels’ assistent har jeg 21 elektroder og ledninger fordelt på mit ansigt, hoved, bryst, mave og ben, som skal måle den elektriske aktivitet i hjernebarken. 

Da jeg går derfra iført en rygsæk, som gemmer på det lille måleapparat, hvor alle ledningerne er tilkoblet, ligner jeg en kombination af en meget avanceret køkkenmaskine, en astronaut i billigt outfit og en menneskelig robot. Hvad gør man ikke for videnskaben, tænker jeg og kører mod Korsør.

Munkene fra Korsør

Guldbogstaverne på det røde murstenshus fortæller mig, at jeg er ankommet til det rette sted. Dhammakaya Korsør Lystkov. Et tempel, som huser to munke, to kvindelige buddhister og nu også mig. En journalist som skal lære at meditere.

Jeg bliver taget imod af Jarun Kilee, som er tidligere munk, og han skal fungere som min tolk. Munkene er fra Thailand, og faktisk er det lidt som at være tilbage på en af mine rejser til landet, da jeg træder ind i templet. En stor pejs varmer ankomsthallen op, og overalt bliver jeg mødt af gyldne figurer og malerier af Buddha.

Husets største rum er malet hvidt med mindst 15 meter til den buede hvælving, som udgør loftet. Bagerst sidder en fire meter høj Buddhafigur i guld på et podie og hilser mig velkommen. 

Jeg bliver bedt om at skifte til en klassisk buddhistisk dragt bestående af en hvid skjorte og en ditto nederdel, og så er jeg ellers klar til at komme i zen.

Meditationspraksissen er simpel. Jeg skal sætte mig i skrædderstilling med rank ryg. Mine hænder placeres i skødet, hvor tommelfinger på højre hånd rammer pegefingeren på venstre. Jeg bliver guidet  af tolken på dansk, og han beder mig først om at lukke øjnene blidt i. Dernæst skal jeg lægge mærke til mit åndedræt og tage nogle dybe ind- og udåndinger.

Han guider mig igennem den timelange meditation, hvor min største udfordring helt klart er ikke at fokusere på de mange tanker, som kommer snigende. For hver gang jeg registrerer en tanke og beder den om at forsvinde, så kommer der en ny.

I få momenter opnår jeg en fuldstændig tankeløs ro, og her mærker jeg en helt særlig glæde i kroppen. Den følelse vil jeg gerne opleve igen og i længere tid.

Jeg spørger derfor munken efter meditationen, om han har nogle gode tips til, hvad jeg kan gøre for at undgå de mange tanker. Han svarer, at det er vigtigt, at jeg forstår, at det er helt normalt at have svært ved ikke at tænke på noget, når man er nybegynder indenfor meditation.

På bedste metaforisk vis beskriver han, at jeg skal se mine tanker som en film. Jeg er publikum og ikke instruktør – jeg skal kun observere og ikke instruere og analysere. Munken fortæller mig også, at alt det, vi oplever og bliver eksponeret for, sætter sig som skrald i vores sind, og med meditation kan vi sortere i det skrald. Når skraldespanden er tømt, vil jeg opnå en indre ro og større kærlighed til mig selv og de mennesker, jeg har omkring mig.

Jo større ro og kærlighed, der kommer indefra, jo mindre er jeg afhængig af ydre omstændigheder for at have det godt.

Jeg mediterer i alt fire gange i løbet af den første dag i templet, og så skal jeg også lige et smut til Thailand og via Zoom meditere med en munk, som også er tilknyttet templet. Efter de fire meditationer og faste siden forårsrullerne til frokost, er det på hovedet i seng kl. 22. Hvis ikke jeg  kommer i zen efter det her besøg, så ved jeg sgu snart ikke, tænker jeg for mig selv, før jeg slukker lyset i mit lille værelse i klostret.

Mediterede sig ud af et misbrug

Du behøver selvfølgelig ikke tage helt til Korsør og bo sammen med buddhistiske munke for at lære at meditere eller for at opnå den samme effekt.

Der findes mange forskellige former for meditation og lige så mange forskellige motivationer for at meditere. Jeg vil gerne lære at meditere for at få styr på mine tanker. Andre mediterer for at afhjælpe stress og forebygge depression. Og nu skal du møde én, som brugte meditation til at komme ud af et misbrug og vendte sit liv 180 grader ved at finde den indre ro.

Han hedder Lorentz Lindemann, og han er min bonusfar. Lorentz’ mor var alkoholiseret, og han voksede derfor op på børnehjem. Den hårde rodløse barndom var en af grundene til, at han i sit tidlige voksenliv endte ud i et misbrug af både hash og hårdere stoffer. Det var alt sammen, før jeg lærte Lorentz at kende, og som han står der i køkkenet i huset ved vandet på den lille sydsjællandske ø Masnedø og brygger mig en cortado, er det næsten svært at forestille sig, at hans fix før i tiden ikke var kaffe, men hash og amfetamin. Lorentz smitter mig altid med en helt særlig ro og glæde til livet, og det er han selv overbevist om blandt andet kommer fra meditation. Det var i hvert fald det, der blev hans redning.

"En del af rejsen ud af misbruget blev for mig meditationen. For når man stopper med at tage stoffer, hvad kommer der så bagefter? Jeg brugte meditationen i stedet for at tage stoffer. Jeg brugte den til at fylde tomheden ud og holde fast i den positive forandring. Jeg skulle lære at være til og finde ud af, hvem jeg var uden stofferne. Meditationen er jo bare et andet stof, som er noget mere konstruktivt og sundt, og det hjalp mig til at holde ud at være til," fortæller Lorentz.

Selvom det var en stor forandring Lorentz var igennem, så var hans metode helt simpel. 

"Inden jeg kørte afsted på arbejde, så lagde jeg mig ned på gulvet, lukkede øjnene og begyndte at meditere. Det var en enkelt måde, og det tog måske et kvarters tid. Jeg havde mange tanker og hjernespind ovenpå mit misbrug, som var meget skræmmende, fordi det var umuligt at holde styr på tankerne. Og der kunne jeg mærke, at meditationen gjorde en verden til forskel, for det gav mig en fuldstændig indre ro."

Jeg sidder og betragter Lorentz, mens han tager mig med tilbage til sit liv for 28 år siden, og lige der går det op for mig, hvor effektiv meditation kan være. Det er ikke kun en pauseknap for det tankemylder, jeg oplever som kvinde i 30'erne. Det kan være meget mere og endnu stærkere end det. Og det er faktisk også den følelse jeg står tilbage med, mens jeg efter to morgenmeditationer står ude på munkenes badeværelse i templet og tager de 21 elektroder af efter 24 timer med meditation

Meditation og munke-brunch

Klokken er fem om morgenen, da jeg bliver vækket og bedt om at tage mit hvide tøj på og gøre klar til meditation foran den store Buddha-statue sammen med munkene. 

Elektroderne sidder stadig solidt fast på min krop og måler min hjerne, som lige nu er helt sløv. Primært fordi det er helt absurd tidligt, og fordi jeg ikke har spist i 17 timer.

Livet som munk indebærer udover meditation også faste og cølibat. Sidstnævnte klarer jeg helt fint, men det er mere cocktailpølserne fra den store munke-brunch, jeg er blevet lovet, som jeg lige nu ikke kan lade være med at tænke på. 

Men sulten og trætheden forsvinder, da jeg begynder at meditere, og jeg forsvinder ret hurtigt ind i en tilstand, hvor jeg i momenter ikke tænker på noget. Jeg kan mærke, det er blevet lettere for mig kun at forholde mig til mit åndedræt, og meditationen, som varer i 30 minutter, føles nu væsentlig kortere.

Efter jeg endelig har spist morgenmad, skal jeg endnu et smut til Thailand via Zoom og meditere med munken, jeg mødte dagen forinden, og så er døgnet gået. 

Da jeg går ud af templet, har jeg et stort smil på. Jeg havde ikke regnet med det, men jeg kan simpelthen mærke en kæmpe forskel efter at have boet med de buddhistiske munke i 24 timer.

Skeptikere ville nok rynke på næsen og mumle noget omkring placebo, men placebo eller ej, så har

jeg ændret mig efter templet.

Min kæreste siger, han kan se det på mig. En større ro, han ikke har oplevet før. Jeg kan også selv mærke det. Helt konkret er jeg blevet meget bedre til at håndtere mine tusinde tanker. Altså de er der stadig, men jeg lader mig ikke påvirke af dem i samme grad. Det er som om, jeg oplever en større accept af tingenes tilstand og generelt større taknemmelighed ved alt det, jeg synes, går godt i mit liv. Jeg er dog stadig meget spændt på at høre, om man så også kan se på min hjerne, at jeg har levet som mediterende munk i 24 timer.

Den fantastiske hjerne

Hjerneforsker Troels tager imod mig på sit kontor og viser mig et stykke papir med to kurver. Den ene illustrerer mine resultater et helt almindeligt døgn, hvor jeg havde de samme 21 elektroder fæstnet på krop og hoved, og den anden kurve illustrerer det døgn, jeg boede og mediterede med munkene i templet.

Selvom det for mig bare er en masse sorte streger, kan jeg tydeligt se forskel på de to døgn.

Troels forklarer mig, at kurvens store udsving er alle de gange, jeg mediterer. Min hjerneaktivitet falder, og jeg befinder mig i en form for dvaletilstand, som kan måles på hjernen. Jeg sover ikke, men er i en tilstand, hvor jeg aktiverer min hjernes afslappende nervesystem.

Det er virkelig nogle flotte resultater, fortæller Troels mig, og jeg er også selv meget overrasket over, at man rent faktisk kan se en forskel på min hjerne.

Da jeg spørger Troels, om min hjerne så har ændret sig permanent efter at have mediteret så flittigt, svarer han, at der ikke er nogen blivende forandringer, og at der skal lidt mere til end bare 24 timer i et tempel.

"Man kunne godt forestille sig, at folk, som har mediteret hele livet, har udviklet nogle forandringer, som gør, at deres hjerne ser en lille smule anderledes ud. De har muligvis en anden måde at behandle signaler på. Men du behøver ikke leve som en munk resten af dit liv for at opnå en god effekt på din hjerne. Det er heldigvis sådan, at hjernen er plastisk og supergod til at lære nye ting. Så det kan godt være, at du stadig ikke er helt perfekt til at meditere efter 24 timer sammen med munkene, men du har lært dig nogle teknikker, som du kan tage med og arbejdere videre på."

Og det er præcis det, jeg har sat mig for at gøre. Lige siden min tid i templet har jeg mediteret næsten hver dag. Ikke lige så længe og intenst som sammen med munkene, men jeg har sat mig ned i sofaen og lukket øjnene i alt fra tre minutter til en time.

For du skal faktisk ikke meditere i mere end nogle minutter dagligt, før du vil opleve en forskel.

Og den forskel kan jeg virkelig mærke. Der er stadig gang i JFK-lufthavnen oppe i hovedet, men jeg er blevet meget bedre til at lade tankerne flyve forbi og observere dem uden at analysere dem.

Og indtil videre er de endnu ikke crashet.

Herunder kan du se, hvordan det gik Josefine Storks 24 timer som munk