Nanna smed medicinen: Jeg ville ikke være her uden sund kost og motion
For de fleste er angst en naturlig reaktion på noget farligt. Men hos 1-2 % af befolkningen kan angst lamme følelser, tanker og handlinger og gøre det svært at fungere i hverdagen. Mød Nanna, Christina og Heidi, som har fundet hver deres måde at leve et godt liv med deres angst.
Folkeskolen var svær for Nanna Nør. Hun følte ikke, hun passede ind, og ofte ville hun ikke i skole. I 10.klasse lå hun ofte i sengen og græd, når hun skulle afsted, men da hun begyndte at hyperventilere og blev ukontaktbar, fik Nannas mor nok og ringede til lægen.
"Lægen sagde, jeg havde en depression, og jeg fik antidepressiv medicin. Men den gjorde mig bare ligeglad. Jeg følte ingenting og fik alligevel anfald af angst", fortæller Nanna, hvis mor fik hende videre til psykiater, og her fik Nanna den rigtige diagnose.
Nanna er ikke deprimeret, men har angst og socialfobi.
Ingen kan lide Nanna
Sådan føler Nanna i hvert fald selv. Hendes angst udløses nemlig af andre mennesker, og når hun skal præstere noget.
"Jeg føler, at jeg skal præstere 110 procent, mens andre kan nøjes med 100 procent. Og jeg bildte mig selv ind i mange år, at folk ikke kunne lide mig, bare jeg var mig", fortæller Nanna, der heller ikke kunne gå i butikker eller tage offentlige transportmidler uden at få svedeture og hjertebanken.
Den angstdæmpende medicin gjorde hende mere klar i hovedet, og hun fik perioder med ro, men de var ikke lange nok.
"Jeg røg i et hul efter hvert angstanfald, og det tog mig en uge at komme ovenpå igen. Jeg kom kun gennem HF, fordi min mor hjalp mig så meget", siger Nanna og tilføjer:
"Den fik heller ikke for lidt med alkohol. Man glemmer, hvor skidt man har det, men dagen efter mærker man det 200 procent. Jeg har haft mørke perioder, min mor fortæller om, som jeg ikke selv kan huske."
Annonse
Naturens endorfiner
Da Nanna begyndte på en ny uddannelse og flyttede til en anden by, fik hun også en ny læge. Og det blev hendes redning. Han tilbød hende, som den første, en alternativ løsning.
"Han sagde, at når man dyrker motion, producerer man de samme endorfiner i hjernen, som angstmedicinen kan. Hvorfor skulle der gå så lang tid, før nogen fortalte det? Jeg ville straks i gang med at løbe", fortæller Nanna, der gik hjem og meldte sig til et halvmaraton et år senere.
Annonse
Hun havde aldrig løbet, så venner og familie rystede på hovedet, og lægen sagde "mindre kunne da også gøre det". Men nej! Nanna ville ikke længere lade sig styre.
"Mit mål var, at når jeg løb det halvmaraton, ville jeg være stoppet på min medicin. Så jeg trænede på livet løs, begyndte at spise sundere og droppede alkohol", fortæller hun.
21 km og medicinfri
Da Nanna meldte sig til halvmaraton, havde hun taget medicin i seks år og levet rigtigt usundt.
"Da jeg kom i mål, græd jeg. Ikke kun fordi jeg kunne løbe de 21 kilometer, men fordi jeg var medicinfri, og det har jeg været i over tre år nu", siger Nanna, der i dag arbejder deltid og har eget firma ved siden af. Og de fleste dage tænker hun faktisk ikke over, at hun har angst.
"Jeg er stolt af mig selv og tror ikke, at jeg ville være her uden sund kost og motion. Men man skal være virkelig motiveret, for ingen kan gøre det for én. Jeg ville ikke længere være "hende med angst" eller styret af angsten", fortæller hun og slutter:
"Jeg slipper nok aldrig af med min angst, men jeg har lært den så godt at kende, at jeg ved, hvordan den driller mig. Jeg har lært at sige fra, og jeg ved, at det er okay at sige: "Nu kan jeg ikke mere".
