"Nu er det Maria Lucia 2.0, jeg skal finde"
Efter Maria Lucia Heiberg Rosenberg blev mor, skulle hun lande i sin krop på ny. Men hun har brugt al den tid, der skulle til, for hun har indset, at det ikke nytter at stresse kroppen, som hun tidligere har gjort.
Jeg skal lytte til min krops signaler – og respektere dem. Det er det, sundhed handler om for mig. Sundhed er også den skønne følelse, som jeg får efter en hård træningstime, hvor jeg kan mærke, at jeg har bevæget hele min krop.
Livet skal leves, og det skal være plads til. Der er dog ikke nogen tvivl om, at jeg personligt har det bedre i de perioder, hvor jeg både er i god form fysisk og mentalt. Det siger næsten sig selv, at i jobs hvor man lever af at bruge sin egen krop så fysisk og mentalt, som jeg gør i mit, er det essentielt at kende sin krop, dens signaler, svagheder, styrker osv. Det gør i hvert fald jobbet mere håndgribeligt og lettere, hvis man er stærk på de områder, inden man kaster sig over en stor rolle eller et sangparti. Men det er klart, at jeg ikke altid er i lige god form.
Jeg blev mor i juni 2020, og jeg må indrømme, at jeg først nu føler, at jeg er ved at lande i min krop igen. Jeg har haft mulighed for ikke at stresse med at skulle tilbage, men kunne lytte til min krop og give den tid til at lande. Det priser jeg mig meget lykkelig over.
Et af mine problemer var tidligere, at jeg qua mit job fik stresset min krop godt og grundigt med at skulle præstere. Det er nemlig en verden, hvor man konstant bliver målt og vejet – bogstaveligt talt, når jeg skal have kostumer på. Derfor kan man vel sige, at behovet for at se ud på en bestemt måde har ændret sig for mig. Efter min graviditet har jeg trænet, fordi jeg ville og savnede det. Det var ikke, fordi jeg SKULLE. Nu er det Maria Lucia 2.0, jeg skal finde, og jeg er nu endelig landet i et flow, hvor jeg træner 3-4 gange om ugen.
Igennem mit liv har jeg erfaret, at det faktisk mest er den mentale kamp og diskussion med mig selv, som jeg har inden træning, der skal overvindes. Når først jeg kommer afsted, så giver jeg alt det, som jeg kan den dag. Jeg kan mere, end jeg tror, at jeg kan overskue. Så nu planlægger jeg mine træninger sådan, at de kun i yderste nødstilfælde kan aflyses – for når jeg aflyser træning, så aflyser jeg noget dyrebart overfor mig selv, og det føles som et svigt af selvværdet.
