Ole Henriksen: ”Med ét gik det op for mig, at jeg var begyndt at drikke vodka hver dag"

Da Ole Henriksen var omkring 14 år, overvejede han at tage sit eget liv. Det var en blæsende og regnfuld vinterdag, og Ole var – som så ofte før – ude og gå en tur langs Limfjorden ved Nibe, hvor han voksede op. Normalt elskede han at stå ved havnen og kigge ud over vandet, men denne dag følte han sig dyster og mørk indeni, da han kiggede ud over de voldsomme bølger. Tankerne fik frit løb: ”Gider jeg det her liv? Eller skulle jeg hellere springe ud og gøre en ende på det hele?”. Han følte sig ensom og isoleret, han var meget mindre og helt anderledes end alle andre i skolen, og han havde for nylig fundet ud af, at han var tiltrukket af sit eget køn.

"Jeg havde så ondt af mig selv. Jeg havde ikke nogen at tale med, for der, hvor jeg voksede op, talte man ikke om følelser. Jeg ønskede heller ikke at være en byrde for mine forældre, selvom de sikkert ville have forsøgt at forstå, hvordan jeg havde det. Men de havde deres egne problemer, så jeg talte ikke om mine."

Ole Henriksen var fortvivlet, men alligevel valgte han livet. I stedet for at træde et skridt fremad og hoppe ud over kanten, tog han et skridt tilbage. Vendte om og begyndte at gå hjem. Og for hvert skridt følte han, at den sorte sky over hovedet hævede sig højere og højere op for til sidst at gå i opløsning.

"Når jeg ser tilbage på det i dag, kan jeg ikke lade være med at tænke over, hvad det er, der gør, at nogle mennesker hopper i den situation, og at andre ikke gør? Hvad er det, der afgør det? For mit eget vedkommende tror jeg, at der dybt, dybt nede altid har været en indre flamme i mig, som er så magtfuld og positiv, at den har overvundet alt det lort, jeg i perioder har stået i. Jeg kunne allerede som 14-årig mærke, at der var noget, der føltes godt. Jeg vidste, at der var noget bedre til mig lige om hjørnet. Og jeg vidste, at jeg nok skulle finde det. I dag elsker jeg at hoppe ud fra klipperne ved vores hus i Los Angeles og svømme, selv når der er høje bølger. Min mand, Laurence, er typen, der altid kravler forsigtigt ned ad stigen og dypper én tå ad gangen, og han siger altid til folk: ”Ole – han hopper bare i”. Og ved du hvad, det er fordi, jeg tænker sådan her: ”You can take a deep dive, men du når altid op igen, hvis du svømmer – du skal aldrig være bange”. Det er sådan min holdning til livet er," siger Ole Henriksen.

Opskriften på "The-Ole-Glow"

”Det skal føles godt”. Det er titlen på Ole Henriksens nye bog, og det er præcis sådan, det føles at møde ham. Godt. Dejligt, faktisk. ”Du ser helt fantastisk ud, sikke en smuk glød, de høje kindben og smukke øjne – ai, du har det hele”. Alt det når Ole Henriksen at sige inden for det første minut, mens vi hilser på hinanden, og selvom jeg bliver forlegen og kommer til at grine lidt for skingert, er det jo skønt at blive mødt, set og anerkendt. Det føles godt.

Ole Henriksen er en mester i at få andre mennesker til at føle sig godt tilpas, men han er også stjernen i sit eget liv, hvad det angår. Allerede som barn besluttede han sig for, at han ville leve et lykkeligt og succesrigt liv, og han var samtidig klar over, at han skulle arbejde hårdt for at opnå det. Når man kigger på ham i dag, må man sige, at det er lykkedes. Han er hudplejens rockstjerne, han hænger naturligt ud med kendte og kongelige, alle vil have en selfie med storsmilende Ole H, og gennem bøger og tv-programmer har han forsøgt at give opskriften på den særlige ”Ole-glow” videre.

Gang på gang bliver han spurgt, hvad hemmeligheden bag hans succes er, og det er de hemmeligheder, han giver videre i sin nye bog, og som han løfter noget af sløret for her.

En barndom med modgang og vold

I bund og grund handler de alle om, hvordan man håndterer modgang. Oles opvækst var hverken glamourøs eller fyldt med penge. Tværtimod. Han var den ældste af tre sønner, faren var fabriksarbejder og moren gjorde rent i Nibe Bank.

"Mor tilhørte en generation og en tid i Nordjylland, hvor man blev strengt disciplineret. At slå sine børn var mere normalt end unormalt, tror jeg. Mors temperament kunne komme helt ud af kontrol, fordi hun lod sig frustrere af småting. Hun gik ud af skolen som 13-årig for at komme ud og tjene, hun blev gift i en ung alder, og hun fik aldrig en uddannelse. Og så blev jeg født. Hun arbejdede hårdt og var sikkert meget træt, og hvis der så var noget, der ikke gik, som hun syntes, så var det lettere for hende at slå i stedet for at tale om det.

Hun slog bare løs på mig, både i ansigtet og på kroppen, og jeg forsøgte at skærme mig med arme og ben, mens jeg skreg og græd. Som barn kan man jo slet ikke forstå det, og man tænker over, hvad man kan have gjort, som er så forfærdeligt. Men det kunne være helt små ting. F.eks. at jeg ikke kunne lide maden. Jeg var meget kræsen som barn."

Hvad gjorde det ved dig, at hun slog løs på dig?

"Det føltes jo ikke godt, og jeg havde ikke nogen at tale med om det. Det gjorde, at jeg selv blev lettere gal, irritabel og frustreret, og at mit temperament kunne løbe af med mig. Da jeg var omkring 13 år, begyndte jeg at forsvare mig og slå igen, og heldigvis betød det, at mor på et tidspunkt holdt op med at slå mig. Det gik ikke på samme måde ud over min ældste lillebror, for han havde en alvorlig øjensygdom, som han havde sin egen kamp med, og mor beskyttede ham. Min yngste lillebror er ti år yngre end mig, og der var hun holdt op med at slå."

"I dag har jeg fuldstændig tilgivet mor, at hun slog mig, for hun er en fantastisk kvinde, som havde det svært dengang. Det forstår jeg nu. Hun har også senere sagt, at det var uretfærdigt, at hun slog mig, for jeg var en god søn. I dag er vi de bedste venner, og jeg taler med hende hver uge og besøger hende altid, når jeg er i Danmark. Fordi jeg kunne se, hvor afkræftet og ulykkelig mor blev, når hendes temperament løb af med hende, besluttede jeg selv, da jeg var omkring 16 år, at jeg aldrig ville lade mit temperament styre mig. Det gik også op for mig, at de drenge i skolen, der kaldte mig tøsedreng og dværg og mobbede mig, også var styret af deres egne frustrationer, og jeg tænkte, at sådan ville jeg ikke selv være. Så selvom jeg godt kunne have ondt af mig selv, fordi ensomheden kunne være overvældende, så fik fandt jeg altid noget positivt, der kunne hive mig op."

Du må have haft et enormt drive?

"Ja, det havde jeg, og det har jeg den dag i dag. Allerede som barn satte jeg mig konstant nye mål, og jeg havde en stædighed, der gjorde, at jeg gik efter at være på toppen. Jeg var ikke god til fodbold, men jeg var meget powerful til gymnastik, og jeg kunne kravle op i tovene hurtigere end alle andre. Jeg var sådan en lille abekat, bum-bum-bum, så var jeg oppe. Børn har behov for at udfordre sig selv og anerkende de mål, de når. Og forhåbentlig får de også noget anerkendelse af andre. Sådan skal vi også være som voksne, og sådan har jeg levet mit liv. Jeg har udfordret mig selv, og jeg har givet mig selv lov til at nyde mine successer.

Det er også vigtigt for mig at sige, at der ikke er noget i vejen med at være lidt uden for flokken. Man når ofte længere i livet, hvis man skal kæmpe lidt mere. Det skal ikke forstås sådan, at jeg ser livet som en konkurrence, men de ting, jeg har oplevet, har gjort mig mere modig, og de har betydet, at jeg har besluttet, at jeg aldrig vil være negativ eller bitter. Rejsen mod succes skal føles godt, og det skal alt her i livet. Vi ved, at der kommer rutsjebaneture for os alle igennem livet, men man lærer også enormt meget af nedturene. Det er vigtigt ikke at give op, men i stedet blive ved med at prøve at finde løsninger på de svære problematikker, man står overfor."

Tag førersædet i livet

Ole Henriksen taler meget om, hvor vigtigt det er at sidde i førersædet i sit eget liv. Det prøvede han første gang, da han fik sin første tohjulede cykel. Det var en cykel, som den lokale cykelsmed havde sammensat af forskellige cykeldele, og som Ole blev præsenteret for den 4. maj 1957 om morgenen på sin seksårs fødselsdag.

"Jeg havde det som om, jeg havde vundet en guldklump i lotteriet. Det var simpelthen så spændende, jeg jublede, og jeg kunne næsten ikke vente til om eftermiddagen, hvor min far skulle lære mig at køre på den. Jeg lærte det lynhurtigt, og cyklen gav mig lige pludselig en kæmpe frihed – den kunne tage mig ud på eventyr i hele Nibe. Det føltes simpelthen godt at cykle. Jeg fandt også hurtigt ud af, at cyklen kunne bruges til akrobatik, og jeg kunne lave alle mulige tricks på den, fordi jeg allerede dengang var god til at se muligheder. Jeg har senere i livet fundet ud af, at det er en meget vigtig evne at have, for hvis man kan se muligheder, kan man være banebrydende. Cyklen kunne få mig til A til B, men jeg kunne lige så godt have det sjovt på rejsen også."

Kan man sige, at cyklen gav dig følelsen af, at du selv kunne styre?

"Ja, det er rigtigt, det kan man sige. Og da jeg blev konfirmeret, fik jeg min næste cykel, som jeg tog alene på cykeltur gennem Jylland på. Jeg taler jo så meget om ham Ole, der ikke passede ind i Nibe, og det var meget tydeligt for mig på det tidspunkt, hvor jeg også havde fundet ud af, at jeg var bøsse. Det var vildt, hvad der skete i kroppen, og jeg kunne ikke løbe væk fra det, men jeg kunne tage på cykeltur for mig selv og på den måde komme lidt væk fra det hele.

Da jeg cyklede ned gennem Jylland, mødte jeg en masse dejlige mennesker på vandrehjemmene, og jeg har aldrig haft svært ved at snakke med folk. Jeg elsker mennesker, jeg elsker at sidde her og snakke med dig, Marie-Louise, og jeg elskede at tale med alle dem, jeg mødte på turen. Der var jeg ikke lille Ole, der var anderledes. Når jeg tænker over det i dag, var det faktisk meget modigt af mig at tage på den cykeltur helt alene, men igen, mine oplevelser har gjort mig modig."

"Det er vigtigt for mig at være i førersædet i mit liv og i mit arbejdsliv. Men samtidig er det også vigtigt for mig at være en god samarbejdspartner. En god holdspiller. For man kan ikke opnå succes på egen hånd. Jeg er en teamplayer, og jeg finder stor nydelse i samarbejdet med andre mennesker. Jeg har også altid gjort alt, hvad jeg kunne, for at skabe et godt arbejdsmiljø i mit firma, og jeg har altid sørget for at anerkende mennesker omkring mig. Hvis man er glad for sig selv og anerkender sig selv, får man større selvtillid og kan lettere give det videre til andre. Man kan også nemmere gå ud og erobre verden. Ikke som en Napoleon, men ved at sætte sig nye mål."

Kan det ikke være stressende somme tider?

"Jo, og jeg hører flere og flere tale om, at de er stressede, men jeg tror, det sker, når man føler, at man ikke selv styrer. Når man føler, at andre har sat sig i førersædet i ens liv. Der kommer også en modreaktion til det at have travlt, f.eks. er jeg glad for, at jeg har kunnet tage min hudpleje og udbrede det til wellness, for det er der brug for. Hvis du ikke føler dig godt tilpas og sund, kan du ikke se godt ud. At vedligeholde en stærk og sund krop gør en kæmpestor forskel, især når folk bliver ældre. Der er så mange mennesker, der klager over, at de ikke kan sove, og jeg tror, at det ofte er fordi, kroppen ikke bliver brugt nok. Og så er det vigtigt, at du jævnligt stopper og spørger dig selv: ”Hvordan har jeg det i dag?”."

Vodka hver dag

Netop det spørgsmål – hvordan har jeg det i dag? – er Ole Henriksen ret god til at stille sig selv. Og det blev meget aktuelt op mod jul i 2017, hvor han på trods af konsekvent sund kost og masser at motion begyndte at føle sig udmattet om eftermiddagen. Det kunne være alderen, tænkte han, men det troede han alligevel ikke rigtigt på, og det ville han heller ikke acceptere.

"Så jeg begyndte at tænke, okay, hvad spiste jeg i går? Fik jeg tung mad sent om aftenen? Havde jeg drukket alkohol? Hvad kunne det være? Og med ét gik det op for mig, at jeg var begyndt at drikke vodka hver dag. Jeg har altid elsket vodka on the rocks, der er ingen sukker i, så man får ikke tømmermænd, og det smager bare så godt i et dejligt, smukt glas. Jeg plejede at nyde sådan en drink fredag og lørdag, og måske på en ferie, men pludselig gik det op for mig, at jeg var begyndt at få en vodka hver aften. Og i USA er der typisk ikke bare to centiliter i en drink, det er nærmere det dobbelte. Når jeg gangede det op med antallet af dage hen over en måned, blev det til rigtig, rigtig meget vodka."

"En aften var jeg til en stor fest, hvor der var masser af dejlige drinks. Jeg var ikke selv i bil, så jeg fik en drink. To. Tre. Og da jeg kom hjem til Laurence senere på aftenen, var jeg sådan ”wuuu… heeej Laurence – jeg tror, jeg er fuld”. Jeg opdagede, at jeg havde tis på mine jeans, så jeg skyndte mig op i bad, og mens jeg stod der i brusekabinen, kunne jeg mærke det hele spinne. Jeg sagde højt til mig selv: ”Ole, dit lille svin… ha ha". For det var jo lidt sjovt lige der, men næste morgen skulle jeg tidligt op og fungere. Efterfølgende blev jeg ved med at tænke på den aften og på, at jeg drak for meget vodka i hverdagen, og dagen før nytårsaften sagde jeg til Laurence: ”Jeg tror, jeg holder en pause med alkohol”. Og det har jeg gjort lige siden."

Har du så kunnet mærke en forskel?

"Ja, jeg lover dig, det er vildt! Den der træthed, jeg var begyndt at mærke, er helt forsvundet. Jeg føler, at kroppen er blevet renset på en helt anden måde, og jeg har energi og overskud til min træning igen. Laurence er glad for vin og drikker et glas, når vi er ude, og jeg kunne ikke drømme om at dømme ham eller andre. Folk skal nyde det og gøre, hvad de har lyst til, men jeg holder mig til vand."

Jeg synes, det er overraskende, at du, som er indbegrebet af sund livsstil, kom ud i et så relativt stort forbrug af alkohol, hvad skete der, tror du?

"Det var blevet en belønning for mig. Når jeg kom hjem efter en hård arbejdsdag, var det bare sååå deeejligt at sidde der med en skøn drink. Sip. Sip. Sip. Men pludselig kunne jeg godt se den anden side af mønten, og wauw – det var ikke godt. Og fordi jeg er blevet ældre, så mærkede jeg det også meget tydeligt. Jeg kunne også se det på min hud, jeg så mere træt ud og havde poser under øjnene. Men nu – nu er det bare pow-wow!"

Hvad gør du så i dag, når du skal slappe af efter arbejde? 

"Belønning er noget meget psykologisk, og jeg besluttede, at jeg ville skifte min vodka-belønning ud med en ny vane. En varm kop rød, afrikansk te. Eller hybente. Det hjælper mig til at slappe af, og det giver mig noget godt i stedet for at tage noget fra mig, som alkoholen gjorde. Jeg arbejder stadig, og det er vigtigt for mig at fastholde en livsstil, der tillader mig at være aktiv på alle fronter. Det forventes af mig, at jeg yder en indsats på et meget højt niveau, og det vil jeg gerne kunne blive ved med, så længe jeg arbejder."

Pensionsplaner for fremtiden

Ole Henriksen går som katten om den varme grød, da jeg spørger ham, hvor længe han så har tænkt sig at blive ved med at arbejde. I 2011 overtog den franske luksuskoncern LVMH hans hudplejebrand, og siden har han været brandets kreative direktør og goodwill ambassadør.

"67 år er ikke gammelt nu om dage, men realiteten er jo, at jeg har været et voksent menneske i mange, mange årtier, og at jeg har nået en alder, hvor mange mennesker går på pension. Min kontrakt med LVMH udløber i februar 2020, og så er spørgsmålet, hvad der sker. Jeg kan vælge at træde tilbage, og de kan vælge at sige farvel og tak til mig. De kan også vælge at sige, at de gerne vil forlænge kontrakten, og hvad vil jeg så? Jeg er stadig et vigtigt led i firmaet, men på den anden side er der også så mange andre dygtige mennesker. Folk dør jo eller forsvinder, og firmaet fortsætter. Der er ingen, der er uundværlige, og det er godt lige at tænke over. Jeg tror, det bliver svært for mig at sige nej, hvis de ønsker, at jeg skal fortsætte, for jeg elsker mit arbejde, mine kollegaer og alle de udfordringer, der er."

"Samtidig kunne det også være dejligt, hvis Laurence og jeg fik mere tid sammen, så vi kunne rejse og nyde livet lige på den måde, vi har lyst til. Det er også tillokkende."

Og der er noget med, at I har købt lejlighed i København?

"Ja, det var Laurences idé. Vi sad i baren på d’Angleterre en dag, og pludselig begyndte Laurence at tale om, hvor meget han elsker Danmark. Og så spurgte han: ”Hvorfor køber vi ikke en lejlighed her?”. Så nu har vi købt en lejlighed på Sankt Annæ Plads, så vi har vores eget sted, når vi er i Danmark. Og så sælger vi nok vores skønne hus i LA og køber en lejlighed derovre i stedet for, hvor der ikke er så meget at holde, når vi nu skal til at være mere her i landet."

Fotografen er ankommet, og Ole Henriksen er begejstret over, hvor flot en fyr han er. Han giver tydeligt udtryk for det med en stribe af komplimenter, og vi er tilbage ved det særlige ved Ole Henriksen. Han SER andre mennesker og anerkender dem.

Men hvad ser du, når du kigger dig selv i spejlet?

"Jeg kigger og siger: ”Ole, han er ikke helt normal”, ha ha. Man ved aldrig, hvad der ligger om hjørnet med mig. Jeg er så glad for, at jeg ikke hoppede ud i vandet dengang i Nibe, for jeg elsker livet så meget, og jeg er et meget taknemmeligt og lykkeligt menneske. Min livsrejse har været et euforic high, og de nedture, der har været, har jeg lært så meget af."