Svært ved at sige "nej" til julemad? Sådan undgår du overspisning
Det er faktisk muligt at nyde julen uden at spise (alt) for meget. Se her, hvordan du undgår at overspise – men smager på det meste alligevel.
Juletiden nærmer sig og foruden hygge, samvær med familien og gaver, så er julen for rigtigt mange også ét langt ædegilde med flæskesteg, brunede kartofler, rødvin samt risalamande og julegodter. For meget – og for fed – mad og rigeligt alkohol er rigtigt hårdt ved kroppen, og hver jul bliver mellem 50-100 danskere indlagt med hjertebanken og forstoppelse, fordi de har taget for godt for sig af juleretterne.
For at undgå overspisning og besvær med maven er det derfor en god idé på forhånd at tænke lidt over, hvad du kan gøre for at spise mindre – og måske endda nyde mere – i julen. Og husk på, at julemad faktisk kan laves og spises hele året, hvis du får lyst. Det er ikke nu eller aldrig!
8 gode råd til at undgå overspisning
1. Spis regelmæssigt
Undlad at springe måltider over for at gøre plads til julemaden. Sætter du dig til julebordet på tom mave, kommer du lettere til at overspise. Start i stedet dagen med en mættende morgenmad bestående af magre proteiner og fibre, der lægger en god bund og regulerer blodsukkeret resten af dagen.
2. Spis grønt
Det er de færreste, der overspiser i rødkål, grønkål og julens salater. Tænk over, hvor meget du fylder på din tallerken af de ting, som ”trigger” overspisning, fx fede ting som sovs, flæskesteg, men også kartofler, chips og fedtholdigt pålæg. Lad det grønne fylde ca. 2/3 af tallerkenen og erstat steg og fedt kødpålæg med gode og mættende proteiner som skaldyr, fisk og magert kød.
3. Vælg med omhu
Julebordet byder som regel på mange forskellige retter, og mange synes, at de skal smage det hele. Men ofte er det ikke alt, der er lige godt, og der er som regel noget, som du synes bedre om end andet. Start med at danne dig et overblik over julebordet og udvælg så de ting, som du har allermest lyst til – og måske ikke spiser så ofte.
4. Skær rugbrødet i fire dele
Det kan være svært at vælge ved den klassiske julebuffet. Skær derfor dit rugbrød i kvarte. Så kan du stadig smage på det meste, uden at spise meget mere end du plejer.
5. Er du sulten – eller tørstig?
Mange forveksler sult med tørst. Særligt når du spiser mere og federe mad, end du måske plejer, kan kroppen have behov for ekstra væske. Sørg derfor for at drikke masser af vand i løbet af dagen og særligt under julemiddagen eller julefrokosten. Det fylder i maven og gavner både fordøjelsen og tømmermændene.
6. Ro på!
Læg bestikket fra dig, når du tygger. På den måde tvinger du dig selv til at holde pauser og mærke efter, om du er mæt eller bare spiser, fordi det smager godt. Det tager kroppen 20 minutter at udskille mæthedshormoner.
7. Tyg maden grundigt
Der er ingen, der løber med maden – heller ikke juleaften – og der er som regel rigeligt af den. Tag dig derfor god tid og nyd måltidet stille og roligt. Vær opmærksom på at tygge maden grundigt. At spise hurtigt sætter maven på overarbejde, da den skal lave det ”grove arbejde”, som tænderne skulle have udført.
8. Høfligt "nej tak"
Hygge er ikke nødvendigvis lig med at tygge, og det er faktisk ok at mærke efter og takke nej, hvis du ikke er sulten eller føler trang til at spise (mere). Sæt dit eget ønske om at føle dig let i kroppen efter et måltid højere, end hvad andre måske måtte tænke.