team rynkeby cykler til Paris

På cykel til Paris: At stole på andre og glemme frygten

At cykle på landevej sammen med andre kræver mere end en god form. Man skal også turde give slip på frygten. Læs, hvordan det går Caroline her,

Efter nogle ture på landevejen begynder jeg nu at føle mig mere og mere tryg ved hele projekt 'at køre til Paris om ca. 3 måneder'. Vi har cyklet på landevejen en del gange, og hver gang rykker jeg ved mine fysiske og mentale grænser.

Tillid er i min verden noget, man opbygger. Mange af mine venner og veninder har jeg kendt i rigtig mange år, og jeg stoler 100 % på dem. Grunden til, at jeg nævner det med tillid, er, at jeg nu skal stole 100 % på mennesker, jeg ikke kender.

Vores træning er nemlig ikke kun at cykle lige ud af landevejen og slå hjernen fra som robotter. Vores træning er ligeså meget det mentale mindset. Når vi sætter kursen mod Paris, skal vi kunne ligge helt tæt på hinanden som perler på række. Man skal stole på, at den, der kører foran én, ikke laver en pludselig opbremsning eller glemmer at fortælle, hvis der er et kæmpe hul i jorden.

Jeg begynder at forstå, hvorfor alle siger, at man bliver en del af  'Rynke'-familien. Vi ser hinanden i pressede situationer, hjælper hinanden, hvis man har en dårlig cykeldag og får vendt stort og småt på vores ture. Det er en klub som mange andre, men med mottoet; "Alle ud - alle hjem", Man bliver en del af en familie, hvor alle hjælper til lige meget hvornår.

Jeg stoler mere og mere på dem, jeg cykler med, og vi er alle blevet grundigt instrueret i de tegn eller råb, som vi giver hinanden. På den måde ved man, hvad der foregår hele tiden, uanset hvor man ligger henne i feltet. Der er mange signaler, man skal bruge, så vi undgår uheld og er til mindste gene på landevejen.

Da jeg var yngre, havde jeg ingen frygt, men jeg kan godt mærke, at når vi kører, og det pludseligt går ned af bakke, er jeg lidt forsigtig. Selv om vi ikke har bjerge i Danmark, går det pænt stærkt, når man kommer ned af en bakke med ca. 40 km i timen på cykel. Men jeg kan mærke, at mine grænser rykker sig hver gang, og det bliver federe og federe bare kaste sig ud i det og nyde vinden i håret.

FAKTA

Caroline Nexøe Larsen cykler i år til Paris sammen med Team Rynkeby. Her på bloggen kan du læse om, hvordan det går hende fra at være nybegynder på jernhesten til at nå målet.

Læs mere om Team Rynkeby på www.team-rynkeby.dk

Se også facebook-gruppen Team Rynkeby København