”Min mormor er syg, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre”: Få 5 gode råd

"De her samtaler, som jeg har investeret i til mig selv, skulle egentligt handle om noget andet. Om hvor jeg er, hvor jeg gerne vil hen som kvinde, mit parforhold og mine drømme for mit arbejdsliv."

Tine slår ud med hænderne og siger så. 

"Jeg hader at have det sådan her! Jeg elsker min mormor så højt, men jeg kan bare ikke overskue, at hun er syg nu. Det tager mig en time hver vej til hospitalet, så jeg bruger to timer i bil efter arbejde, efter at have kørt min søn til fodbold, efter at have lavet mad til familien, mens jeg desperat forsøger at tale med min datter om dagen på gymnasiet i telefonen – for at sidde ved en seng, hvor jeg ikke kan gøre andet end at holde i hånd."

Læs også

Julie Ølgaards mor har demens: Min mor er lige her, men jeg får hende aldrig igen

Tines stemme ryster, og hun får tårer i øjnene, da hun siger: 

"Jeg ville ønske, at jeg bare kunne være der, men det kan jeg ikke. Mit nye arbejde har nul tolerance for fravær på grund af syge bedsteforældre. Jeg tager mig i at tænke på, hvornår hun dør, så det får en ende. Det er næsten uvisheden, som er det værste. At jeg ikke ved, om dette er 2 uger eller 2 måneder eller 2 år. Hun er syg af cancer, og lægerne siger, at hun ikke kan helbredes, men at de ikke kan sige, hvor længe hun kan leve."

Vi tror, vi kan planlægge os ud af alt

I mit stille sind tænker jeg, at Tines følelser er meget genkendelige. Mange af mine klienter lever liv, hvor alt kan analyseres og tages stilling til, og hvor der er meget indflydelse på livet.

Hvis vi er træt af vores arbejde, kan vi søge noget andet. Hvis livet i byen er blevet for travlt, kan vi flytte på landet. Hvis vi ikke kan lide vores bryster, kan vi spare sammen til en operation. Vi bliver hele tiden fortalt, at vi kan forholde os til vores omstændigheder og ændre dem, hvis vi ikke kan lide dem.

Vi ved, hvor lang tid det tager at tage en uddannelse. Vi ved, hvor lange ventelisterne er til vuggestuen, vi ønsker. Vi kan google os frem til, hvad andre i vores branche tjener, og vi kan sammenligne huspriser i Hellerup og Horsens og træffe informerede valg. Vi kan læse bøger om, hvor mange kilometer man skal løbe for at tabe 5 kg. Men når vi står overfor sygdommen og døden, så ved vi meget lidt. Og det kan vi næsten ikke håndtere.

Læs også

"Det sidder stadig i mig, at sygdom kan ramme, når man mindst venter det"

Jeg spørger Tine om, hvad det gør ved hende at stå overfor en situation i livet, hvor hun er så magtesløs.

Hun svarer:

"Det er så utroligt svært. For jeg plejer at handle mig ud af det svære."

Da Tine siger dette, kommer tårerne igen. Jeg lader der være stille i rummet, så hun kan mærke, at hun nedenunder alle frustrationerne og magtesløsheden er ked af at skulle miste sin elskede mormor. De følelser er vigtige at tillade sig selv at have.

Det er nok at holde i hånd

Tine og jeg taler om, hvordan det er at opleve hendes mormor blive syg, og hvorfor det er så svært for Tine ikke at kunne gøre noget. Jeg siger til hende:

Det gjorde stort indtryk på mig, da du sagde, at du ikke kunne gøre andet end at holde i hånd. Hvorfor tænker du, at det ikke er nok?

Tine smiler, da jeg spørger om dette, og jeg kan fornemme, at mit spørgsmål landede helt rigtigt. Hun siger:

"Du sidder over for 12-tals-pigen, der spillede håndbold hver weekend og gik efter pokalerne. Hende, der har lederstilling og drive. Men du har ret. At holde hende i hånden er måske det, jeg kan gøre."

Læs også

”Jeg bliver SÅ irriteret, når jeg taler i telefon med min mor...”

Hun får tårer i øjnene igen. Jeg rækker hende min hånd. Hun tager den, og et øjeblik sidder vi bare der. To kvinder, der deler følelsen af bare at være. Da Tine er ved at gå, vender hun sig om og siger: 

"Da vi holdt i hånd, kom jeg til at tænke på, da jeg var lille, og min mormor holdt mig i hånden, når jeg skulle sove. Det var den bedste og mest trygge følelse i verden. Den følelse vil jeg gerne give hende nu."

5 trin til at være der for et elsket gammelt menneske 

1. At være der har en værdi

Når man står midt i det travle liv med mange bolde i luften, kan det være svært at skaffe tiden til at være der for andres lidelse. Det kan virke helt uoverskueligt at skulle bruge timer på at køre til hospitalet eller bare sidde ved en seng og se viserne bevæge sig rundt.

Men nogle gange kræver livet den form for væren. Det kræver, at vi tør bare sidde stille en tid og acceptere, at det i sig selv har en værdi. Hvilken værdi har det for dig bare at være der?

2. Træf de svære valg

Når vi står overfor perioder, der kræver mere af os, er den direkte genvej til stress at tro, at vi skal kunne det ekstra, mens vi gør alt det, vi ellers plejer. Hvis du står i en situation, som kræver ekstra af dig, så lav liste med alt det, du skal, og streg noget ud.

Det er svært at erkende, at du ikke kan køre børnene til fodbold eller komme til din venindes fest eller bage brødet selv i en periode. Men der er visdom i at erkende, at vi ikke kan alt hele tiden.

3. Du skal ikke være alt for alle 

Den amerikanske professor Brené Brown har forsket i, hvad kvinder skammer sig over. Vi skammer os og føler os ikke gode nok, når vi ikke kan være alt for alle. Men kære kvinde. Du kan ikke være alt for alle hele tiden.

Når du har et menneske i dit liv, som er sygt eller nede, så må du prioritere at være der. Det kræver også, at du slutter fred med at være mindre til stede for andre. Det er et urimeligt krav at stille til dig selv, at du skal være der 100% på alle fronter hele tiden.

4. Vær blid ved dig selv

At stå overfor sygdom og død er utrolig hårdt. Det kan være virkelig fysisk udmattende på en helt anden måde end maratonløb og styrketræning. Tillad dig selv at hvile.

Tillad dig selv at gå en tur, se en solnedgang og tage dig tid til dig selv. Når en, du elsker, er syg, kan en anden ikke tage din plads. For det er dit nærvær, som betyder noget. For at kunne stå i det er det vigtigt, at du også passer på dig. Så prioriter de ting, som gør dig godt.

5. Alt har en ende 

En ting er sikkert, og det er, at livet ender med døden. Når du har et gammelt menneske i dit liv, så brug den tid, som er. Både på at tage de vigtige samtaler, men også på at spise den chokolade, som I spiste sammen, da du var lille, eller se på de gamle fotoalbum.

Der kommer en tid i livet, hvor det ikke længere handler om at se fremad, men om at værdsætte alt det, som er. Om bare at være nu. Når den, du elsker, ikke længere er her, vil du måske mærke, at netop det perspektiv kan berige dit liv fremover.