Parterapi: ”Skal vi blive skilt eller blive sammen?”

"Jeg er gået fra ham, men er kommet i tvivl, om det er den rigtige beslutning. Så vi er her for at finde ud af, om vi skal give det en ekstra chance, eller om det er bedre for alle, at vi skilles."

Ordene kommer fra Charlotte, som er i 40’erne. Hun sidder lidt uroligt i sofaen og gnider håndfladerne mod hinanden. Jeg retter opmærksomheden på hendes mand Lars, som sidder roligt og kigger opmærksomt på hende.

"Hvad kunne du ønske dig?" Spørger jeg ham. Svaret kommer promte:

"At få redskaber til at vise, at jeg elsker og vil Charlotte, og at vi kan redde vores familie. Jeg vil gøre ALT for, at vi bliver sammen."

Parret er et typisk par i 40’erne. De har to børn i 8-10-årsalderen, og de har hus, have, familie, gode venner, aktivt liv, masser af ting på to-do-listen. Hun har skiftet job for fem år siden. Efter mange år i en presset performancebranche med overarbejde og overnatninger ude og mange aftenaktiviteter vågnede hun op med hjertebanken og stresssymptomer.

Hun tog konsekvensen og sagde op og begyndte på en personlig udviklingsrejse. Nu prioriterer hun i langt højere grad at tage den med ro, og hun har fundet et job, der giver mening for hende, og hvor der er mere plads til fordybelse. Han er fortsat i samme gænge, og det virker, som om de mangler noget fælles fodslag.

"Fortæl mig lidt om jeres situation", opfordrer jeg.

"Skal jeg starte?" Spørger hun. "Ja, det er du nok bedst til", svarer han.

"Jamen, som sagt blev jeg syg, sagde op, begyndte på meditation og fordybelse, og fandt en stor værdi i det spirituelle. Nu virker det, som om at Lars ikke rigtigt er fulgt med, som om han bare er gået i stå, og jeg føler ikke, at jeg kan finde ham. Han gemmer sig udenfor og laver en masse projekter i huset og i haven, men vi er aldrig sammen – det er, som om han undgår mig og os, vi laver aldrig noget sammen mere."

"Kan du genkende det", spørger jeg Lars.

"Ja, det kan jeg godt. Jeg føler hele tiden, jeg ikke kan gøre noget rigtigt. Og så er det nemmere bare at gå ud og lave noget udenfor. Det ved jeg da, jeg kan finde ud af … Så hvordan har du det? – Rigtig dårligt", svarer Lars.

"Jeg forstår faktisk godt, at Charlotte er træt af det hele. For jeg er jo nærmest blevet usynlig og deltager ikke i noget – jeg arbejder bare."

Parallelle liv

Hvad er forskellen på før og nu? Hvad var det, der fungerede, da det fungerede? Spørger jeg parret. Charlotte svarer:

"Før var vi gode til at lave projekter sammen, og så snakkede vi meget om vores arbejde. Vi arbejdede jo indenfor samme felt og brugte meget tid på at sparre og tænke tanker sammen og udvikle nye ting. Og så var vi faktisk gode til at holde pauser sammen. Jeg har altid taget mig af det indenfor, og Lars af det udenfor, men vi var så gode til at holde frokost og pauser sammen og ligesom mødes lidt der."

"Er der mere?"

"Ja, vi var også gode til at tage på kajakture og vandre. Det gør vi heller aldrig mere …"

"Det lyder, som om I har mistet eller glemt det, I var fælles om og derfor har mistet kontakten. Kan der være noget om det?"

"Ja", siger Charlotte.

Læs også: Parforhold: Er han den rigtige for mig?

"Det er, som om vi lever parallelle liv og ikke har noget til fælles. Og så føler jeg mig ensom. Derfor har jeg tænkt, at det måske er nemmere bare at være sig selv … Altså, det at bo sammen og stadig føle sig ensom, det er virkelig skidt ... Jeg opfordrer parret til at lave en fælles liste over de ting, de synes, er sjove at lave sammen. Der, hvor de føler et fællesskab. Og så begynde at få lavet nogle rutiner med at prioritere samværet.

"Det, tror jeg, er en god ide. Den er jeg med på", svarer Lars.

Parret laver en liste som hjemmearbejde, hvor de finder ting, de kan gøre sammen. Og ved fælles hjælp får de sat både par- og familieaktiviteter i kalenderen. Til den opfølgende samtale fortæller de, at de langsomt er ved at føle sig tættere på hinanden. At de nu arbejder på at få et stærkere fællesskab frem for at gå fra hinanden