Her er vejen til at skabe mere lykke i dit liv
Hverdagsgamet blev vendt på hovedet under coronanedlukningen, og det har fået mange af os til at se vores liv i et andet lys. Kan vi indrette os anderledes? Bedre? Læs med, når personlig rådgiver Daisy Løvendahl deler viden fra lykkeforskningen.
Tiden med corona har fået os til at tænke over vores liv og hverdag. For pludselig forsvandt en masse ud af kalenderen, vi var hjemme hele tiden, mere sammen med nogle få, og det gav plads til eftertanke. Mange spurgte sig selv: Hvad er egentligt vigtigst i livet og hverdagen?
Det er svært at se andre veje, når hverdagen brager derudaf, men nedlukningen har vist de fleste af os, at der er andre valg at træffe. At lykke er vigtigt, og at vi skal kunne mærke glæden og overskuddet fra det nære. For alt det andet, som giver gode oplevelser i den travle hverdag med sene møder, restaurantbesøg og biografture, kan nemt forsvinde.
Den erfaring gør, at vi tør dreje perspektivet fra, at noget udenfor os skal give os glæde, til at skabe et liv, hvor glæden vokser ud af, at vi trives i det nære. Det er nu, hverdagen bygges op igen. Spørg dig selv: Hvordan skal dit liv se ud, så du kan mærke glæde og overskud – selv når kalenderen igen fyldes, og travlheden rammer?
Ifølge forskningen om optimal menneskelig trivsel er der fem faktorer, som generelt skaber mere lykke i livet. PERMA-modellen, som kortlægger disse, er udviklet af grundlæggeren af den positive psykologi Martin Seligman. Modellen er brugt af mange, der arbejder med personlig udvikling verden over, og den er en fin vejviser til at bygge en hverdag op med fokus på det vigtigste.
P for positive emotioner
Ønsker du mere overskud, følelsen af at kunne klare det hele og tillid til din egen evne til at håndtere hverdagens udfordringer? Så er der gode nyheder. Der er nemlig forskning, der viser, at du ved at nære alt det, der giver smil på læberne, et godt grin, lethed, håb og følelsen af at være taknemmelig, får mere mental sundhed. Så hvis du nogensinde håbede på en god grund til at lægge arbejdet til side tirsdag eftermiddag og se en fjollet komedie, så er den her.
I psykologien bruges ordet emotioner til at beskrive følelsesmæssige reaktioner. At have positive emotioner får os til at blive i en konkret situation og få mere ud af den. Det vil sige, at hvis du dyrker en optimistisk tro på, at du for eksempel kan løse en opgave, så er du også mere tilbøjelig til at arbejde på den og derved ende med at klare den. Så der er god grund til at dyrke dine positive emotioner.
Se film, der får dig til at le. Grin af sjove kattevideoer på de sociale medier. Send dem til din veninde. Giv slip på det, der tynger dig, og drag et lettelsens suk, mens du trykker på Helle Joofs pyt-knap. Smil til din elskede. Løft ansigtet mod solen og se den gå ned, og tillad dig selv at tage skønheden ind. Hold håbet højt i dit liv ved at nære det, som faktisk er godt.
Skriv taknemmelighedsdagbog om aftenen, og fejr dine sejre på arbejdet. Klap dig selv på skulderen, og send luftkys til dine bryster. At nære de positive følelser betyder ikke, at du skal ignorere eller være bange for de negative. Tværtimod. Begge dele er vigtige og har sin plads. Du skal bare øve dig i at skabe en mental tilstand inde i dig, hvor alle de positive emotioner får plads til at gro, for de har så mange måder at berige dit liv på. Hvad kan du gøre dagligt, som løfter dine positive emotioner?
Giv dig selv 30 dages ”feel fucking good”-boost
I de næste 30 dage skal du gøre en ting hver dag, som gør dig glad. Det må gerne være en lille ting som at læse dit yndlingsblad i en solplet 20 minutter eller købe en kaffe på vejen hjem og bare nyde den i ro. Alt, som gør dig glad, tæller. Træning, en smuk bluse, læbestift, en telefonsamtale med en veninde, synet af blomster på dit bord og langsom aftendans i stuen med din elskede.
Tag et billede af det, som booster din glæde hver dag, og mærk, hvordan du enkelt kan løfte din lykke i små skridt ved at tillægge de små ting større værdi. Når de 30 dage er ovre, så reflektér over, om du kan mærke en forskel.
E for engagement
Er der noget bedre end at være engageret? Føle passionen for noget pulsere gennem dit blod? Ikke hvis du spørger videnskaben om optimal menneskelig trivsel. At være engageret er faktisk en nøgle til mere lykke. Engagement handler om at skabe tid til fordybelse. At bruge dine styrker som menneske og engagere dig i det, som du tror på.
Om det er kunsten at lave sublim pasta derhjemme eller holde en månedlig bogklub eller arbejde frivilligt som lektiehjælper eller støtte op om den lokale boldklub er op til dig. Men engager dig i noget, som betyder noget for dig. Husk også at afsætte tid til det, du er engageret i. For uden dedikeret tid bliver det bare endnu en idé, som du ikke får handlet på. I samme åndedrag vil jeg også minde dig om magien i at arbejde uforstyrret.
Dybt engagement kan ikke opstå, mens du multitasker. Så sluk mobilen, og styr impulserne om lige at være et andet sted også. Vær her. Hvad kan du vælge til, som giver dig en følelse af at leve et engageret liv?
Et liv uden passion er kedeligt
Der er en helt særlig glæde i at dyrke det, du elsker, og som du tror på. Hvad er det for dig? Glem alle ideer om, at det ville være mere nobelt at engagere dig i 7.u’s forældreudvalg, og tillad dig selv helt uden dom at give dig selv tre timer om ugen til en ting, som du brænder for. Værsågod. Her er tre timer. Hvad vil du bruge dem på? Når du tillader dig selv at dyrke din passion og engagere dig i noget, opstår der en dyb glæde, som får et liv uden til at virke kedeligt.
R for relationer
At have nære relationer er essentielt for et godt liv. Faktisk er det ifølge forskning lavet på Harvard University af professor Daniel Gilbert den væsentligste faktor for lykke. Alligevel har mange mennesker under pandemien kæmpet med ensomhed. Lad os være ærlige. Vi er ikke altid gode nok til at prioritere dem, vi elsker.
Derfor er dette en kærlig opfordring til ikke bare at føle, at kærligheden er det vigtigste i livet, men rent faktisk at handle på det. Se dine venner, tal med dine forældre, brug tid med dine børn, og kys din kæreste. Find måder at have dem, der virkelig betyder noget for dig tæt på. Om det er faste aftaler om hverdagsmad, løbeture sammen eller søndagsfilm er op til dig. Hvilken relation vil du prioritere højere?
Vælg venskaberne til
Pandemien har lært mange af os om vigtigheden af de gode venskaber, som holder ved, selv når verden lukker ned. Nære venskaber er lidt ligesom planter. De skal vandes, og kun de færreste kan overleve uger uden næring. Derfor er det vigtigt, at du ved, hvem der er din indercirkel, og at du værner om dem.
Lav faste aftaler. Deltag i hinandens liv. Sig ja til de små, korte møder. Sov i hinandens hjem, og drik morgenkaffe sammen. Lad tiden sammen være andet og mere end ren hygge. Ikke fordi der er noget galt i drinks, gode middage og sjov. Det er fantastisk! Men det kan ikke stå alene. Og det kan slet ikke erstatte dybe, ægte venskaber.
M for mening
Hvis livet virker meningsløst, så kan vi ikke finde lykke. Der er en direkte sammenhæng mellem at opleve, at du ved, hvad der er vigtigt i dit liv og følelsen af glæde. Du kan nemlig godt klare 10 timers overarbejde eller sige nej til en nat ude, fordi du vil spare pengene, hvis du ved, hvorfor du gør det.
Når du tager magten i dit liv og handler på det, som giver dig mening i livet, så står du virkeligt stærkt. Og nærer fundamentet for din lykke. Ikke den kortvarige lykke, som suser gennem blodet efter et godt kys eller en følelse af at være smuk i en ny bluse. Men den dybe lykke, der handler om at leve et autentisk liv. Hvad giver dig mening i livet?
Læg mærke til, hvor der allerede er mening i dit liv
At tale om mening i livet kan virke så uoverskueligt stort, at den første reaktion bare bliver at bede om mere chokolade og tænde for Netflix. Men giv mig lige tre minutter, før du går den vej. Der er allerede mening i dit liv. Måske føler du det, når du ser en smuk solnedgang og mærker dine børns hænder i dine. Måske mærker du det, når du sammen med dine kollegaer får løst en opgave og tænker ”vi klarede det”. Læg mærke til, hvor der allerede er mening, og dyrk det mere.
A for at lykkes
Kender du følelsen af at nå et mål? At tænke ”hell to the yes to jubiii kay jæææ”? Altså, den der følelse som sportsfolk har, når de når målstregen og får ufattelige mængder ny energi til at kaste armene over hovedet og skrige af fryd? Det er det ”at lykkes” handler om. At sætte mål og nå dem. At beslutte dig for at løbe en kilometer længere per tur og gøre det.
Eller hente dine børn tidligere hver fredag og lave din arbejdsuge om, så det er muligt. At kysse din kæreste dybere og lære ham at give dig endnu mere nydelse. Alle mål er velkomne. Sæt det lige nu sammen med en tidslinje for, hvornår det mål skal være nået. Hvad vil du gerne lykkes med, inden året er omme?
Sæt et mål, og læg en plan
Vælg en ting, som det vil give dig virkeligt meget glæde at opnå i dit liv. Du bestemmer hvad, men du skal skrive det ned, som du gerne vil lykkes med, så det er krystalklart, hvad du vil. Så hvis du skriver ”mere nærvær”, så konkretisér, hvad der skal til for, at du oplever mere nærvær. Hvis du skriver ”mindre travlhed på arbejdet”, så gør det tydeligt, hvor meget eller hvordan du vil arbejde, så det føles perfekt og ikke for travlt. Når du har beskrevet dit mål, så læg en strategi for, hvordan du vil nå det. Husk at store forandringer kommer i mange små skridt.
H … og så et H
Lige nu er der indenfor forskningen om optimal menneskelig trivsel en stor debat om, hvorvidt PERMA-modellen skal tilføjes et H for helbred. Jeg er for, så du får det her. H handler om din krop og dit fysiske velbefindende. Det er egentligt meget simpelt. Hvis du har ondt i ryggen hver dag, så trækker det mange kræfter og meget glæde ud af dig. Beslut dig for at bruge din krop aktivt hver dag. Om du svømmer, hinker, løber eller laver solhilsen er op til dig. Men brug din krop. Hvad kan du gøre dagligt, som vil give dig bedre energi og større fysisk velvære?
Små skridt eller 10.000 skridt
Der er en masse viden om træning alt efter, hvad du vil med din træning. Mit budskab er derfor noget andet. Helt simpelt. Gør noget. Hvis du tager mange skridt hver dag, bliver de nemt til 10.000 om dagen. Hvis du cykler, træner med kettlebells eller danser salsa flere gange om ugen, så er det godt. Et trick til at få prioriteret helbredet er at vælge en måde at værne om det på, som passer til det liv, du har. Så slip ambitionerne om, at du kan gå til fitness tre gange om ugen, hvis du er presset på tid. Så gå til arbejdet i stedet. Pointen er denne: Brug din krop, som du kan i dit liv.