Pernille Harder: ”Det var ikke sket, hvis jeg havde heddet Per”

Hun er verdens dyreste kvindelige fodboldspiller og flere gange kåret som Europas bedste. Men da Pernille Harder som fem-årig driblede rundt på fodboldbanerne for Tulstrup-Faurholt IK, drømte hun om, at hun hed Per. For allerede som barn vidste hun, at vejen frem som professionel fodboldspiller ville blive lang og hård – især som pige.

”Jeg havde ikke nogen enkel vej i forhold til, hvilke valg jeg skulle tage, da jeg var yngre. Jeg kunne godt mærke, at jeg var bedre end de andre piger, men der fandtes ikke noget talentakademi, jeg kunne komme på, hvor der ville være de rigtige trænere, rådgivere og fysioterapeuter. Så jeg skulle selv finde ud af, hvad jeg kunne gøre,” siger den i dag 29-årige Pernille Harder.

Hun valgte at rykke til Viborg, fordi de havde et godt hold, senere spillede hun i Skovbakken, mens hun samtidig trænede med FC Midtjyllands drengehold.

”Man så mange skader på piger i en tidlig alder. Det ser man desværre også stadig i dag, og det skyldes, at de ikke har de rette rådgivere, som kan fortælle dem, at man fx skal træne sine baglår ekstra meget for at undgå korsbåndskader. Når jeg selv blev skadet, måtte jeg fx google ’ømt forlår’.

Det var ikke sket, hvis jeg dengang var et stort talent, som hed Per, for så var jeg 100 % kommet på FC Midtjyllands Akademi, fra jeg var 13 år.”

Manglede nogen at se op til

Det var helt naturligt, at det blev fodbolden, som endte med at blive Pernille Harders fritidsaktivitet som barn. Både far, mor og storesøster spillede nemlig allerede, så som fem-årig blev hun meldt ind i den lokale klub i Tulstrup.

”Jeg har altid elsket fodbold, og allerede som helt lille syntes jeg bare, at det var pissesjovt. Og så havde jeg ret tidligt en stor drøm om, at jeg ville være professionel fodboldspiller. Jeg ved ikke, hvor den drøm egentligt kom fra, den var der bare, og så gjorde jeg alt, hvad jeg kunne for at blive det.”

Da Pernille Harder var teenager, var der ikke mange kvindelige fodboldspillere, som hun kunne sammenligne sig med eller se op til.

”Der var heller ikke samme mediedækning dengang som i dag, men jeg kan huske en brasiliansk fodboldspiller, Marta Da Silva, som blev kåret som verdens bedste spiller fem år i streg. Hun var en dygtig spiller og var meget i rampelyset, så måske var det hende, som gjorde, at jeg fik den drøm om, at jeg også kunne blive verdens bedste.”

I dag er der ingen tvivl om, at Pernille Harders drøm er gået i opfyldelse efter lidt over 10 år som professionel. Og nu er det hende, som kan være et forbillede for landets fodboldspillene piger.

”Jeg har lige været på fodboldcamp i sidste weekend, hvor jeg spurgte pigerne om, hvad deres drømme med fodbold er, og drømmen for dem alle er at komme til England og spille i Chelsea. Og sådan er det jo, de ser, hvad der kan lykkedes for mig, og så er det, hvad de drømmer om. Og det gør mig glad at kunne inspirere.”

Artiklen fortsætter under videoen...

Kæmper for samme mulighed

Pernille Harder er anfører for det danske landshold, men det er ikke kun på alverdens fodboldbaner, at hun går forrest. Hendes succes bruger hun også i kampen om at nedbryde de grænser indenfor ligestilling, som hun selv har oplevet.

Debatten om ligestilling mellem kvinde- og herrefodbold har kørt i mange år – der er blevet talt om forskellen i løn og spillernes vilkår, nogle synes, at kvindefodbold er kedeligt, fordi det går lidt langsommere, andre savner en fankultur.

Men faktum er, at kvindefodbold først kom ind under DBU i 1970’erne – et forbund, som ellers har eksisteret siden 1889. Det danske kvindelandshold spillede fx også for første gang på Danmarks nationalstadion, Parken, d. 24. juni i år, da vi mødte Brasilien, som optakt til EM.

”Jeg tror, at årsagen til, at der er så stor forskel mellem mænd og kvinder, er, at herrefodbold historisk set er så meget ældre end kvindefodbold,” siger Pernille Harder og fortsætter.

”Der, hvor jeg synes, at det er uretfærdigt, er i forhold til træningsvilkår og mulighederne for at lykkedes. Når jeg i dag møder de unge piger og alle de talenter rundt omkring i Danmark, ville jeg ønske, at de havde de perfekte muligheder for at blive så gode som muligt, for deres potentiale er kæmpe. Men de vilkår, der skal til, for at de kan få udfyldt deres potentiale, er der bare ikke lige nu, men det er der for drengene,” siger Pernille Harder.

LÆS OGSÅ: Cecilie Uttrup Ludwig: "Vi skal kæmpe for, at kvinder kommer på tapetet, for det har vi fortjent"

Der er ellers flere og flere piger og kvinder, der spiller fodbold, men i Danmark er der stadig ikke mange kvindelige trænere på sidelinjen på eliteniveau. Det viste DBU’s diversitetsundersøgelse fra 2020, hvor det også kom frem, at tre ud af fire piger og kvinder mener, at det er nemmere at være mand end kvinde i dansk fodbold. Undersøgelsen beskriver bl.a. en hverdag, hvor pigerne ofte kan stå og se over på drengene, som træner på langt bedre baner, har bedre træningstider og bedre uddannede trænere.

Og det er netop, hvad Pernille Harder gerne vil have lavet om på.

”Det er virkelig noget, jeg ønsker, der vil kunne ændres i den nærmeste fremtid, nemlig at der vil være lige så gode vilkår for piger og kvinder, så der allerede fra omkring 12-13 års-alderen vil være de rigtige rådgivere, fysioterapeuter og trænere. Og at der på seniorniveau er de samme vilkår for kvinder, som der er for mænd i dag.

De vigtigste værdier i mit liv er, at alle mennesker skal have de samme muligheder for at lykkedes, og det er der bare ikke i dag – desværre,” siger Pernille Harder.

Milliard i forskel

Og så er der debatten om ligeløn, som også huserer indenfor fodbold. Men for den danske fodboldspiller, som efter skiftet fra Wolfsburg til Chelsea i 2020 blev verdens dyreste kvindelige fodboldspiller til en købssum på omkring 330.000 euro - svarende til 2,6 millioner kroner, er ambitionen ikke at rykke op på samme lønniveau som verdens dyreste mandlige fodboldspiller (Neymar: 1.655 mia. kroner).

”Man kan snakke ligeløn og alt det her, men der er forskellen bare alt for stor lige nu, især hvis man taler klubfodbold. Der kan jeg godt tænke, at de i herrefodbold tjener så vanvittigt mange penge, at de nærmest ikke har brug for alle de penge. Og det er jo ikke kun sammenlignet i forhold til os – det er også sammenlignet med hele verden.”

For Pernille Harder er ambitionen i stedet at kunne tjene så mange penge, at man kan leve af fodbolden OG have mulighed for at lave en form for pensionsopsparing. Og det gælder ikke kun hende selv – forhåbentligt er hendes egen kontrakt med engelske Chelsea et vigtigt skridt på vejen for kvindefodbolden, så endnu flere kan leve af sporten.

”Jeg ønsker, at man i kvindefodbolden kan tjene så meget, at man kan leve af det, og at man heller ikke føler en stress, når man stopper med at spille fodbold, for at man skal finde et nyt arbejde med det samme for at kunne få tingene til at hænge sammen økonomisk.

Det vil være optimalt, hvis man i stedet har et sikkerhedsnet, som gør, at man har tid til at kunne finde ud af, hvad man skal, når man ikke kan spille fodbold mere. Derfor ønsker jeg, at man tjener så meget, så det ikke kun er lige til dagen, men at man kan lægge penge til side som en form for pensionsopsparing. Det er det lønniveau, jeg ville ønske, at der var overalt i kvindefodbolden,” siger hun.

Spiller for Danmark

Men det er ikke kun på klubniveau, at der er forskel i både løn og vilkår. DR kunne i 2020 fortælle, at kvinderne fik cirka 80.000 kroner hver for at nå frem til EM-finalen i 2017 – og at herrerne fik mere end én million for at nå ottendedelsfinalen ved VM året efter.

Pernille Harder har i flere år gjort opmærksom på forskellene – hun har flere gange kommenteret på ønsket om, at kvindelandsholdet bliver betalt på lige fod med de mandlige landsholdsspillere – fx har Sverige, Norge, Island og Finland indført ligeløn på A-landsholdene. Og til Politiken har hun tidligere udtalt følgende om deres vilkår, når de er afsted for Danmark.

”Når vi med landsholdet tager på samling, vil vi bo på et ordentligt hotel. Vi vil have ordentlige fodboldbaner. Vi vil ikke mellemlande tre gange og flyve midt om natten, fordi det er det billigste.”

I dag fortæller hun, at vilkårene er blevet bedre for kvindelandsholdet.

”Men det er jo alle de ting, som jeg gerne vil have, skal være på lige fod med herrerne, for så kan man også forvente det samme af os,” siger den danske anfører.

I juli skal anførerbindet og landsholdstrøjen på igen, når kvindelandsholdet spiller ved EM i England – og der håber Pernille Harder, at danskerne vil heppe med.

”Jeg håber, at vi kan skabe samme nationale følelse, som vi oplevede sidste sommer, hvor hele Danmark fulgte herrerne. Man kunne se på dem, at de følte den støtte og lige meget, hvordan det gik, elskede danskerne dem. Det gjorde også, at de følte, at de kunne spille mere frit.

Og det er den følelse, man gerne vil have; at man bliver elsket for den indsats, man gør på banen, og at man kan sige, at man giver alt, hvad man har. Jeg tror, at det var det, som danskere syntes var fedt med herrerne sidste år. Og jeg håber, at det smitter lidt af på os, og at vi også kan gå ud og vise, at vi har den samme indstilling, når vi går ud på banen, og at vi spiller for Danmark.”

Et kys går viralt

Det var også til en slutrunde, at Pernille Harder i 2019 fik stor opmærksomhed fra danske og internationale medier. Men det var ikke på grund af præstationer på grønsværen. Danmark var ikke kvalificeret, men det var det svenske landshold, hvor Pernille Harders kæreste, Magdalena Eriksson, og det svenske landshold netop havde slået England i VM-bronzekampen.

Magdalena Eriksson gik hen til alle de glade svenskere, som stod på tribunen, sammen med den danske fodboldstjerne, der iført svensk landsholdstrøje, var klar på at fejre sejren. Det gjorde de med et kys, som blev bemærket af flere internationale medier, hvor historien trak overskrifter.

”Jeg kan huske, at vi var meget overraskede, for vi havde ikke forestillet os, at det skulle være et billede, der gik viralt. Det var jo bare en naturlig handling, efter Magda havde spillet den kamp til VM, at jeg ville gå ned og sige tillykke og give hende et kys, som man jo gør,” mindes Pernille Harder.

”Det er blevet et meget powerfuldt billede, og efter det billede begyndte vi at få en forståelse for, at vi har meget at kunne sige, og som vi kan ændre på. Vi fik rigtigt meget positivt respons, både fra medierne, der sendte det rundt, men der var virkelig mange personer, som skrev til os, at de var megainspirerede, og de syntes, at vi var megaseje ved at gå forrest, og hvor meget det betød for dem. Så det var en øjenåbner for os om, at vi kan hjælpe nogen mennesker ved at være os selv og at være åbne om vores seksualitet.”

Rollen som forbillede – både som fodboldspiller på banen, men også udenfor som Pernille – betyder meget for hende. Og den åbenhed kommer bl.a. også til udtryk på Pernille Harders instagram, hvor hun poster billeder af sit liv som fodboldspiller, men også private billeder sammen med sin kæreste. Da hun skiftede til Chelsea, blev de to nemlig klubkammerater igen – og nu bor de sammen i den engelske hovedstad.

”Min kæreste og jeg er meget åbne om vores forhold og prøver at være en inspiration til, at man skal være den, man er, og elske den, man elsker. Og det budskab bruger jeg min platform på at få bredt ud.”

Pernille Harder og Magdalena Eriksson har netop været på forsiden af det engelske modemagasin, ELLE. Klædt i lyserød tyl og fodboldstøvler sætter de fokus på, at fodbold skal være for alle, uanset niveau, baggrund eller seksualitet.

LÆS OGSÅ: Sarah Mahfoud: "Det har været grænseoverskridende at vise sårbarhed"

”Det er et supervigtigt budskab for mig, for det er jo nogle af mine core values, at alle skal have mulighed for at gøre det, de vil og for at få succes i livet – lige meget hvilken seksualitet, hudfarve, køn du har. Billedet er super powerfuldt og viser bare det hele. At fodbold er for alle.”

”Som kvinde føler man altid, at der er nogle kampe, man skal tage – specielt i forhold til ligestilling og lige muligheder. Der har vi i fodbold skulle kæmpe meget for at få bedre vilkår, og gør det stadigvæk. Men der er også kampe i forhold til racisme og homofobi. Heldigvis synes jeg ikke, at jeg oplever samme niveau af racisme og homofobi, som man gør i herrefodbold. Og det er en rigtig positiv ting ved kvindefodbold, at vi er meget inklusive, og at der er mere diversitet og mangfoldighed.”

Du har ikke oplevet homofobiske tilråb fra tilskuere, eller at det er svært at springe ud?

”Nej, jeg føler, at kvindefodbold har det varemærke, at man kan være den, man er. Der er mange, som er sprunget ud i kvindefodbold, hvor det samme ikke gør sig gældende i herrefodbold. Selvfølgelig har herrefodbold flere fans, men der er mange af dem, som kan råbe ting, der gør, at herrefodbolden ikke er så mangfoldig, fordi man ikke tør være den, man er.”

Kærester med anføreren

Pernille Harder er uden tvivl blevet et symbol på kampen for ligestilling i fodbold, bedre vilkår og åbenhed i forhold til seksualitet. Hun har kæmpet hele karrieren for selv at komme til tops, men også for at bane vejen for andre piger, som vokser op med samme drømme, som hun havde hjemme i Thulstrup.

Hun betegner sig selv som meget stille og rolig, når hun skal beskrive den private side af sig selv.

”Jeg elsker at være sammen med mine venner og familie. Jeg er et meget stort familiemenneske, og når jeg har fri, vil jeg meget gerne hjem og ses med mine nevøer og min familie. Og så er jeg en stor livsnyder. Jeg elsker at rejse rundt i verden, spise god mad og bare nyde livet.”

Da ALT for damerne møder hende, er hun hjemme hos familien i Ikast, inden turen går til en miniferie på Mallorca sammen med kæresten.

”Der er mange ting, man ikke kan, når der er kampprogram, træningsprogram osv. Så jeg bruger gerne mine ferier på at tage ud at rejse. Selvfølgelig skal jeg holde mig i gang nu, hvor der snart er EM. Men ellers handler det om at slappe af, spise god mad og have en stille og rolig morgen, hvor jeg får drukket en kop kaffe og læst en bog. Alle de små ting, som jeg nyder. Derhjemme i England har vi altid en fast rutine efter kamp, at vi tager hjem, bestiller sushi og nogle cola zero og så ser vi Netflix og slapper af. Afkobling er noget, vi bruger meget tid på.”

LÆS OGSÅ: Louise Burgaard: ”Jeg har brugt for lang tid på at gøre, som andre gjorde”

Magdalena Eriksson og Pernille Harder mødte hinanden i 2013, da de spillede sammen i den svenske klub, Linköping. Efter nogle år som langdistancekærester blev de genforenet i Chelsea, hvor Magdalena Eriksson er anfører, når de to spiller sammen på banen, og det er nok de færreste, som ikke ville kunne se det lidt besværlige i at skulle arbejde så tæt med sin kæreste. Men det er ikke et problem ifølge Pernille Harder.

”Vi bruger meget tid sammen, når vi både bor og træner sammen, men heldigvis kan vi godt lide at være sammen. Det positive er, at vi ved præcist, hvad hinanden går igennem – både de positive og negative ting, og vi er gode til at hjælpe hinanden. Men vi har aftalt, at vi ikke skal tage arbejdet med hjem. Når vi kommer hjem, kan vi godt snakke fodbold, men det skal ikke være omkring Chelsea, det kan være om andre kampe, vi ser i fjernsynet. For vi kan begge godt lide at snakke om fodbold.”

”Nu har vi gjort det”

Når karrieren som professionel er ovre, vil det ikke også være et farvel til fodbold – i hvert fald ikke, hvis det står til Pernille Harder.

”Jeg vil helt sikkert gerne blive i fodboldverdenen og give noget tilbage ved fx at bruge og dele ud af den erfaring, jeg har lært gennem min karriere – både i forhold til karrierevalg, og hvordan man bliver en af de bedste i Europa og verden. Der er jo ikke mange, der ved, hvad der helt præcist skal til, men det gør jeg, for jeg har gjort det på egen hånd.”

Et af de allerstørste øjeblikke i Pernille Harders karriere som fodboldspiller er netop også et øjeblik, som opsummerer det, som hun har drømt om og kæmpet for hele sit liv.

Vi skal tilbage til EM i 2017, hvor det danske kvindelandshold kom til finalen.

”Vi oplevede hele rejsen på banen, men også udenfor banen, hvor opbakningen fra danskerne udviklede sig undervejs.

Jeg kan huske, da vi kom tilbage og blev budt velkommen på Rådhuspladsen af alle de mennesker, der var – den var jo helt fyldt. Det var et stort øjeblik for mig personligt, for jeg har altid har drømt om at få den anerkendelse fra befolkningen.

Jeg kan huske fra helt lille, at jeg undrede mig over, at der aldrig var noget i fjernsynet eller i radioen om kvindefodbold.

Og når der var sportsgallaer, var alle andre sportsgrene med, undtagen kvindefodbold.

Jeg drømte om, at en dag skulle kvindefodbolden også være med, og lige der på Rådhuspladsen, hvor jeg kiggede på alle de mennesker, der var mødt op, tænkte jeg, at nu har vi gjort det, nu ved folk, hvem kvindelandsholdet i Danmark er.”