Rikke Hørlykke: "Det er lidt gammeldags kun at fokusere på vægt, udseende og fedtprocent"
Rikke Hørlykke træner til livet. Hun træffer sunde valg for at blive en stærk, robust og overskudsagtig udgave af sig selv og vil gerne inspirere os andre til at gøre det samme, blandt andet med sin helt nye bog ” Træn til livet”. Her får du hendes bedste råd til at finde den motivation, der er så vigtig for, at du kan tage ejerskab over din sundhed og blive en vinder i dit eget liv.
Jeg tror på, at motivation i høj grad er drevet af livsfaser. Overraskende mange hiver fat i en identitet, der passede til dem, dengang de var 25, og alt det, de kunne præstere dengang. Og de har svært ved at slippe det, der motiverede dem dengang. Det var måske at forbedre en løbetid eller løfte nogle tungere vægte, men der sker bare nogle kropslige forandringer, når vi runder 30.
Hvis man bliver ved med at gå efter bedre tider eller tungere vægte, bliver man på et eller andet tidspunkt rigtig skuffet, fordi ens mål ikke hænger sammen med fysiologiens love for, hvad der sker i kroppen, når man bliver ældre.
Når vi snakker om motivation, gør du derfor dig selv en tjeneste ved at tage udgangspunkt i det sted, du er i livet lige nu, og ikke sammenligne dig selv med andre. Heller ikke med dig selv for 20 år siden. Hvad der motiverer dig, kan sagtens have ændret sig gennem årene. I dag handler det måske om, at du gerne vil prioritere din sundhed for at få mere kvalitet i dit liv.
Der er ingen tvivl om, at sundhed bør stå som en af de allerøverste ting på din prioriteringsliste. Det er mit overordnede budskab. Og det, der er så befriende dejligt ved sundhed, er, at du bliver belønnet for indsatsen. Uanset om du takker nej til en kage, stopper det rigtige i indkøbskurven eller vælger at gå en tur efter aftensmaden i stedet for at falde ned i sofaen.
Du bliver belønnet for det, og jo mere du belønner dig selv, jo mere finder du også ud af, at der findes en anden normal end den, du måske har været vant til i mange år.
Tag ansvar for din sundhed
Jeg ser sundhed som en investering i fremtiden og i de mennesker, jeg holder af. Jeg føler ikke, at jeg kan være andet bekendt over for mine børn end at gøre en indsats, så jeg bliver en sjov mor også om ti år. I stedet for at have ondt over det hele og ikke kunne noget som helst vil jeg gerne have lyst til at lave sjove ting sammen med dem og tage ud på oplevelser. Og bare være i live, faktisk.
Jeg vil også gerne undgå at blive syg. Det bliver man desværre let med vores moderne, vestlige livsstil, hvis man ikke prioriterer sin sundhed. Mange finder først ud af det, når de har fået det væsentligt bedre, end de har haft det i mange år: ”Gud, kan man også have det sådan her?” De har været så vant til at have ondt eller bøvle med et eller andet ”for sådan er det jo bare”.
Næh, sådan er det ikke nødvendigvis bare. Jeg synes, du skylder dig selv – og dem, der holder af dig – at prøve at blive den bedste, stærkeste og sjoveste version af dig selv.
Du vil have nemmere ved at motivere dig selv til at komme af sted til træning, hvis du har mærket forskellen og kan se meningen med det, du gør, så det ikke bare er noget, der virkede for dig engang, eller noget, jeg har sagt, du skal gøre. Det handler om, at du selv skal reflektere dig frem til, at du skal løbe en tur, fordi du ved, at du får det bedre bagefter, eller fordi du kan mærke, at det betyder noget for en række andre ting, du gerne vil her i livet.
Det, der virkede for mig, da jeg var 28, var drømmen om en eller anden guldmedalje. Men for mig er motivation ikke længere at stå øverst på en sejrsskammel, så jeg er et godt eksempel på, at vi ændrer os med tiden. Og først senere hen i livet har jeg fundet ud af, at det er en nødvendighed, at jeg tager fuldstændigt ansvar for min egen udvikling, fordi vi lever i et samfund, hvor det at være ”normal” ikke er særlig ambitiøst, i forhold til hvad jeg synes, der skal være normalt.
Hvis jeg bare gjorde som alle andre og var ”normal”, ville jeg ikke have det overskud, som jeg har, til alle de ting, jeg godt vil nå at prøve kræfter med. Når jeg træner og spiser ordentligt, får sovet og passer på mig selv, kan jeg også nå vanvittigt mange flere ting, end hvis jeg ikke gjorde det. Det har en afsmittende effekt på alt andet, jeg gør. Jeg tror, at alle har prøvet at være i en fase, hvor man er lidt i underskud, og så er alt bare svært, svært, svært. Når overskuddet vender tilbage, kan præcis det samme pludselig være nemt, nemt, nemt.
Så min motivation er i bund og grund at nå alt det, jeg gerne vil. Jeg er overhovedet ikke færdig med at udvikle mig. Eller med at leve. Min motivation er også, at jeg skal leve bedst muligt ud fra mine egne præmisser og præferencer og ikke ud fra andres.
En bedre udgave af dig selv
Der er faktisk ofte nogle, der siger til mig: ”Skal du nu ikke også passe lidt på dig selv og slappe lidt af på sofaen?” Det er jo i manges øjne måden, man passer på sig selv på, men det er det slet ikke for mig.
Jeg tror, at det ligger lidt i vores tid og kultur, at det rigtige at gøre er at trække stikket. Mange bliver ramt af stress i disse år og tvunget til at trække stikket, og derfor tænker folk måske, at det også ville være godt for mig at slappe lidt af, når jeg har så travlt.
Men stress rammer, når man ikke er i balance og ikke er robust nok til at håndtere den store byrde af arbejdsmæssige eller private udfordringer, der ligger foran en hver dag. Jeg kan også godt have travlt, og jeg kan også godt synes, at jeg har alt for meget om ørerne i perioder, men jeg har aldrig haft det sådan, at jeg ikke kan sove om natten.
Jeg tænker: ”Det, jeg ikke når i dag, det når jeg i morgen. Og hvis ikke, så er min mand og mine børn stadig sunde og raske, og jeg skal nok få fikset tingene på sigt.” Jeg tror på, at min sunde livsstil og mine år i et professionelt elitehåndboldmiljø har givet mig den robusthed, og det er jeg meget taknemmelig for.
LÆS OGSÅ: Anna Bogdanova: Bare fem minutter om dagen giver bonus på energi og krop
Det motiverer mig også, at jeg har to unger og en mand, jeg gerne vil være noget for. Jeg gider ikke at blive sat ud af spillet, fordi jeg glemte at gøre mig umage med mig selv. Og det gælder både fysisk og mentalt. Det handler om, at jeg gerne vil være skarp og rummelig og ikke have for kort lunte. Jeg vil ganske enkelt være en god udgave af mig selv, og det handler slet ikke om, hvor mange centimeter, jeg måler om livet. Det er meget større end det.
Mange tror, at når man lever så dedikeret, som jeg gør, så handler det hele om vægt og fedtprocent. Men jeg stiller mig stort set aldrig op på en vægt, og fedtprocent er ikke noget, jeg får målt i tide og utide. Jeg har et godt fundament, fordi jeg har levet af min krop, ja. Men det er jo slet ikke det, jeg vågner op og tænker på om morgenen.
Jeg synes, det er lidt gammeldags kun at fokusere på vægt, udseende og fedtprocent. Det er rigtigt, at et hurtigt vægttab kan være motiverende som en kickstarter, men jeg oplever typisk, at det er nogle andre ting, der har mere værdi, og som gør folk glade. Når jeg coacher og træner folk i Hørlykke Performance, handler det i bund og grund om at give dem en uddannelse, så de bedst kan skabe den ramme, som deres krop og sind har brug for, og det prøver jeg altid at inspirere dem til at tænke lidt over.
Tag ja-hatten på
Hver morgen, når jeg vågner, reflekterer jeg lidt over, hvilken dag jeg gerne vil have. Helt bevidst. Det er noget, jeg har øvet mig på i rigtig mange år, for det er jo ikke et mindset, jeg er født med. Det er noget, jeg har trænet, siden jeg ikke var særlig gammel. Alt det, jeg har opnået gennem livet, er kommet gennem øvelse og ved at have ja-hatten på så meget som muligt i stedet for at være en sur mokke.
I stedet for at fokusere på det, der ikke kan lade sig gøre, fokuserer jeg på alt det andet, som faktisk godt kan lade sig gøre, og som jeg kan være med til at præge eller bestemme over. Det er et helt konkret værktøj, jeg bruger hver eneste dag.
Et andet værktøj, jeg bruger, er at fokusere på de mange enkelte valg, der skal tages i løbet af en dag. For mig er det klart en motivationsdriver, at jeg ikke bare bliver overrumplet af noget, der sker, og så bagefter tænker: ”Hmmm, hvor kom det fra?” Jeg vil gerne selv have indflydelse på, hvordan tingene arter sig, og at sørge for det, er motiverende for mig.
Jeg kan godt lide at have indflydelse, og jeg nyder resultatet meget mere, hvis jeg har skullet kæmpe lidt og finde nogle ekstra ressourcer frem. På den anden side har jeg også lært at lade være med at forberede mig FOR meget. Hvis jeg forbereder mig ned i mindste detalje, mister jeg faktisk noget autenticitet, passion og drive i det, jeg gør – ting som er med til at skærpe min motivation. Det handler igen om at træffe bevidste valg.
Sommetider støder jeg på kunder – særligt i mit onlinetræningsunivers – som har meget selvdestruktive tanker. Dem prøver jeg at hjælpe til at begynde at tænke anderledes og til at anskue de udfordringer, de løber ind i, på en ny måde.
LÆS OGSÅ: Rikke Hertz: Brug 7 minutter hver morgen med denne øvelse – og få energi i krop og sind
Jeg forsøger at gribe dem i den virkelighed, de er i, som ofte handler om undskyldninger og forklaringer på, hvorfor de ikke lige har fået trænet eller spist hensigtsmæssigt. Og så prøver jeg at få dem til at reflektere over det ved at stille dem spørgsmål den anden vej og guide dem hen mod det, de kan gøre noget ved og træffe bevidste valg om.
Jeg kan ikke gøre noget ved, at de har det på en bestemt måde, men jeg kan forsøge at hjælpe dem til at se lidt anderledes på det at leve sundt, passe godt på sig selv i hverdagen, træne og spise. Hvis de synes, det er svært, forsøger jeg at få dem til at tænke på de dage, der faktisk gik godt. Hvor de f.eks. fik spist den mad, jeg havde givet dem opskrifter på, eller fik fulgt et af træningsprogrammerne.
Og så spørger jeg: ”Hvordan havde du det der? Kunne du mærke en forskel i overskuddet? Og hvad var det så, der gjorde, at du spiste sukker en anden dag?” Når jeg spørger sådan, finder de selv svaret på, hvorfor de måske kom til at overspise en bestemt dag. Den viden kan de bruge næste gang, når samme situation opstår. Jeg har jo ikke svarene på alting i folks liv, men jeg har meget erfaring at trække på, fordi jeg har set så mange forskellige rejser og processer hos mange af de mennesker, jeg arbejder med til daglig.
Motivation skal komme indefra, og jeg siger ofte til folk, at de skal huske på, at de ikke skal træne og spise på en bestemt måde for min skyld. De behøver ikke forklare over for mig, hvorfor de ikke gør det, jeg opfordrer dem til. Jeg er ikke ligeglad med, om de kommer i mål, og jeg er ikke ligeglad med dem som mennesker, men jeg er ligeglad med, om de tog ti gentagelser af en øvelse eller to.
Jeg er mere interesseret i den læring, de får med sig, og hvordan de har det. Jeg har folk i træningslokalet, som selv efter flere års træning bare skal have det overstået. Dem kan jeg godt finde på at spørge: ”Hvorfor er det, du er her? Er det for min skyld? Fordi det behøver du ikke. Mig skal du ikke please. Du skal være her for din egen skyld.”
Drop kuren – mærk glæden
Et er at finde motivationen til at kickstarte en sund proces, noget andet er at finde motivationen til at holde ved. Tænk over, hvad der motiverer dig mest, når du skal holde fast i dine gode resultater. Er det faste rammer eller fleksibilitet? Er det at have en aftale med en ven om at træne sammen? Er det muligheden for at shoppe ind på et yogahold eller andet, som du får spontan lyst til? Når du bliver opmærksom på, hvad der betyder noget, kan du prioritere det.
Jeg oplever, at det er meget forskelligt, hvad der fylder hos folk. Nogle vil have meget præcise rammer, andre tager hurtigere ejerskab og får træningen shufflet ind i hverdagen uden de store problemer. Men gør dig selv den tjeneste at få overblik over, hvornår det fungerer bedst for dig, for det er et rigtig godt værktøj, der gør det nemmere for dig at holde den kontinuitet, som er nødvendig, når du vil ændre livsstil.
Hvis man vil tabe sig, er det f.eks. helt misforstået, at man i tre hårde måneder træner som en gal og spiser ekstremt lidt for derefter at falde tilbage til de vaner, man havde før. Det kan måske være en god kickstart eller motiverende at se en stor forandring på relativt kort tid, men det er ikke en livsstilsændring at behovsudsætte på den måde, men en overlevelsesperiode. Det er en kur, simpelthen, som du kun venter på at få overstået, så du igen kan give den gas med alt det, der ikke var sundt for dig.
Jeg har trænet flere op, der gerne ville stå i en bestemt kjole til et bryllup, og en begivenhed som et bryllup kan være en kæmpe motivationsdriver. Men det går op for de fleste, at det er processen og den læring, der ligger i den, der er det brugbare. Den kan de nemlig stadig få glæde af på den anden side af brylluppet, når de skal holde vægten og den sunde livsstil. De har lært at gribe sig selv, så de ikke falder så dybt.
Der kommer helt sikkert perioder i dit liv, hvor du ikke kan være 100 procent dedikeret, fordi noget andet kræver ekstra opmærksomhed, men vær ambitiøs, og husk dig selv på den erfaring, du har med dig. Kan du ikke træne fem gange om ugen, kan du måske klare tre. Eller to. Holder du fast i en del af din nye livsstil, når du er udfordret på andre områder, bliver vejen tilbage ikke så lang, som hvis du slipper tøjlerne helt.
Det handler om at nå derhen, hvor du ikke tænker: ”Åh nej, nu skal jeg hen at træne”, men i stedet tænker: ”Yes, nu skal jeg satme hen at hente noget energi, så jeg kan være verdensmester i mit liv. Så jeg har overskud til mig selv og til dem, der betyder mest for mig, og så jeg i øvrigt også lige kan passe den kjole til festen om tre måneder.”