tab dig gå

Rikke tabte 25 kilo på 9 måneder ved at gå ture

Efter at have prøvet at utal af diæter, fandt 50-årige Rikke Stobberup en sund livsstil, der virkede. Ved at skrue op for det grønne og gå masser af ture, tabte hun sig 25 kilo på ni måneder.

Da Rikke Stobberup i sensommeren 2022 tilmeldte sig et mindset-forløb, blev det en kæmpe øjenåbner for hende.

Hun havde gennem årene forsøgt sig med et utal af diæter og fitnesskure, men på det tidspunkt vejede hun mere, end hun nogensinde havde gjort, og var slet ikke glad.

"Jeg havde gået og sagt til mig selv, at jeg var sådan én, der ikke kunne lykkedes med et vægttab. At jeg havde rygrad som en regnorm, men nu lærte jeg, hvordan jeg kunne styre mine tanker og ændre mine vaner. Og det gav mig troen på, at jeg kunne nå i mål med et vægttab."

Så den 10. januar 2023 besluttede Rikke Stobberup sig for, at NU var det nu: Hun satte sig et mål om at tabe sig 25 kilo, og denne gang skulle det være på en simpel måde.

"Jeg ville kunne spise en Knorr-lasagne sammen med mine børn, og så bare skrue lidt op for grøntsagerne og lidt ned for det “usunde”. Og i stedet for fitness ville jeg gøre noget, der gjorde mig glad. Jeg elsker at gå og har altid gået meget, så jeg gik og gik og gik," fortæller Rikke med et smil.

Gåturene gav ro

I starten var det små ture på et par kilometer tre-fire gange om ugen, men i takt med at det begyndte at blive forår, fik Rikke mod på at gå længere ture.

Hun gik nu fem-otte kilometer hver gang, og havde endda en måned, hvor hun nåede helt op på 270 kilometer i alt.

1.jpg
Rikke går ofte en tur, som ender ude på en mole, hvor hun kan stå og kigge ud over Horsens Fjord.

"Jeg fik det så godt i kroppen af at gå, og samtidig gav det mig ro indeni. Jeg kunne mærke, at jeg savnede det, de dage, hvor jeg ikke kom afsted. Der er en skøn sti, hvor jeg bor, der fører ud til skoven og ender ude på en mole, hvor du kan stå og kigge ud over Horsens Fjord. Det er så fredfyldt," fortæller Rikke.

Sammen med gåturene havde hun fokus på sin kost. Hun talte kalorier i starten for at finde ud af, hvor meget mad, hun cirka skulle have i løbet af en dag, men det var de små vaneændringer, der var de vigtigste.

Det hele handlede om at ændre spisevaner til noget, hun kunne forsætte med resten af livet. Hvis der for eksempel var kage på arbejdet, tog hun kun et stykke, hvis hun virkelig havde lyst.

"Jeg begyndte at rate kagerne. Hvis det for eksempel var jordbærtærte, var det en klar 10’er, og så måtte jeg tage et stykke, mens jeg i virkeligheden sagtens kunne undvære andre kager. Jeg måtte gerne få det, men jeg ville faktisk hellere tabe mig," forklarer Rikke.

Tro på sig selv

Efter ni måneder nåede Rikke i oktober sit mål. 25 kilo var tabt.

"Det var virkelig fedt, men jeg fandt ud af, at processen derhen faktisk havde været lige så fantastisk som at nå målet. Jeg gjorde meget ud af at fejre de små sejre undervejs. Hver gang jeg havde tabt mig 5 kilo, måtte jeg få en lille præmie. Det kunne være nyt tøj eller et par nye sko, der gav mod på mere," forklarer Rikke.

3.jpg
Rikke med tre par ens jeans i tre forskellige størrelser. Hun er gået tre størrelser ned og har det tredje par på nu.

I dag lever Rikke stort set på samme måde som under vægttabet. Hun har dog tabt sig yderligere tre kilo, og er lige så stille begyndt at skrue lidt op for maden igen.

"Jeg har fået det så meget bedre i min krop, men det vigtigste er, at det har givet mig meget mere selvtillid og højere selvværd, fordi jeg har gjort det. Det har givet mig en kæmpe tro og styrke på, at jeg kan det, jeg sætter mig for. Nu står verden bare åben," fortæller Rikke begejstret.

Da hun startede sit vægttab, oprettede hun instagram-profilen @mindsetvaegttab, hvor hun har dokumenteret hele sin vægttabsrejse, og nu vil hun også gerne inspirere andre.

Derfor har hun lavet et forløb på 12 uger, hvor hun lige nu guider en gruppe på 11 kvinder til vægttab, mere energi og mere livsglæde.

"Det føles fantastisk at nå sit mål, og den følelse vil jeg gerne give videre til andre," siger Rikke.

3 gode gåtip fra Rikke

  1. Start i det små Kom ud og gå nogle små ture til at starte på, og så kan du lige så stille bygge på.
  2. Gør gåturene til noget rart. Du behøver ikke at gå uafbrudt fra start til slut. Tag dig tid til at sætte dig på en bænk, træstamme eller stor sten og nyde en lille pause, inden du går videre. Eller tag en veninde under armen og vend verdenssituationen, mens I går.
  3. Gå, når det passer dig Jeg gik ofte efter aftensmaden fra 19-20, hvor det var skønt at komme ud, og så kunne jeg stadig nå at komme hjem og slappe af på sofaen. Så jeg følte ikke, at jeg gik glip af noget.