Så meget tabte Jeanette sig med en personlig træner
Jeanette Ringkøbing Rothenborg har i otte uger fulgt personlig træner og ernæringsekspert Louise Bruuns regime, hvor sukker, hvede, mælk og frugt er bandlyst.
Jeanettes livsstil før kuren
Jeanette har dyrket aerobic og styrketrænet i flere år, har løbet ca. 5 km et par gange om ugen i et års tid og cykler 16 km 3-4 gange om ugen til og fra arbejde. Synes selv, at hun lever relativt sundt. Spiser meget sjældent kage eller is, får varieret aftensmad, men når hun er træt og presset af arbejde, ryger viljestyrken. Mange aftener ender derfor foran computeren med arbejdsopgaver og en håndfuld Matadormiks, skyllet ned med et glas rødvin eller en diet coke. Efter middagsmaden døjer hun tit med udspilet mave, så hun føler sig som en gravid i 4. måned. Drikker fast 1-2 cafe latte om dagen. Går i seng mellem kl. 23-24 hver aften og står op 6-7 timer efter.
Jeanettes kur: En personlig træner og ernæringsterapeut
Louise Bruun, personlig træner og ernæringsterapeut, har sammensat en striks madplan, som følges de første 14 dage. En plan, hvor sukker, herunder også frugt- og mælkesukker, og kulhydrater er bandlyst. Det vil sige nul brød, pasta, ris, kartofler, slik og kage. I stedet består kosten af proteiner i form af kød fra især fisk og fjerkræ og grøntsager. Efter de første to uger tillader Louise Bruun enkelte kulhydrater, som udelukkende er meget fiberholdige og sammensatte – f.eks. brune ris og andre fuldkorn. Men fokus er stadig at få en blodsukkerstabiliserende kost, der ikke bare giver en konstant mæthedsfornemmelse, men også påvirker hormonsystemet – ikke mindst ved, at der dannes færre eller slet ingen stresshormoner.
Jeanette skal løbe 2-3 gange om ugen á 30 minutter, inkl. intervaltræning med indlagte spurter. Hver anden dag styrketræning i fitnessmaskiner eller hjemme på stuegulvet med øvelser for mave, baller, lår og overarme. Og så dikterer Louise Bruun mere søvn og en mindre stressfuld hverdag.
– Jeanette skal styrketræne frem for at løbe, for løb er heftigt for en stresset krop. Styrketræning går langsommere og sætter hele kroppen i et lavere gear, og det har Jeanette brug for, før hun kan tabe sig, understreger Louise Bruun.
LÆS OGSÅ: ALT tester: Sukkerjunkie på afvænning
Jeanettes dagbog
Uge 1-2
Jeg føler mig topmotiveret. Efter tre fødsler er maveskindet bare aldrig blevet det samme igen, og ellers velmenende mennesker spørger tit med sødmefulde smil i øjnene, hvornår jeg har termin med nummer fire. Så nu på kur, selv om jeg ved, den bliver svær at holde. Det er snart ferie. Tiden, hvor jeg ofte hygger i sommerhus med kaffe og rødvin, men det vinker jeg farvel til for i stedet at pakke små poser med rejer ned i tasken til de sidste par dage på jobbet inden ferien. De små bæster vil Louise have, at jeg skal snacke af et par gange om dagen. Svært at spise diskret over tastaturet, og min taske lugter af fisk i det åbne kontorlandskab. Som dagene går, savner jeg mindre og mindre min obligatoriske bolle med ost om morgenen. Den gjorde mig alligevel hurtigt sulten igen. I stedet spiser jeg omelet med gulerødder eller 2-3 skiver parmaskinke uden fedt og en halv grapefrugt. Alternativt laver jeg hurtige bærsmoothies med soyamælk. Allerede i løbet af nogle dage opdager jeg, at mæthedsfornemmelsen varer helt indtil frokost. Og fordi jeg ikke længere spiser brød, pasta, ris og kartofler om aftenen, opdager jeg også, at jeg vågner om morgenen med en god, stabil fornemmelse af at være mæt. Hvis lækkersulten griber fat i mig om aftenen, tager jeg et glas myntete og spiser eventuelt lidt nødder. Efter et par uger dropper jeg nødderne. Føler mig så mæt efter den protetinholdige aftensmad, at det ikke er nødvendigt at spise inden sengetid.
Uge 3
Nu har jeg egentlig “lov” til at spise, som jeg gjorde førhen i weekenden, for Louise kører en 80/20-taktik, der går ud på, at man skal leve sundt i de fem hverdage, og så er det tilladt at skeje lidt mere ud i weekenden. Men jeg holder fast i mine nye kostprincipper hele ugen, for det er motiverende, at min mave ikke længere bliver så udspilet som før, hvor maveskindet ligefrem kunne gøre ondt, hvis jeg havde spist brød, ris eller pasta. Og i øvrigt har jeg nu tabt omkring 3 kg. En del af vægttabet er sket på maven, og det plejer ikke at være dér, jeg taber mig først.
Uge 4
Jeg synes, det har været benhårdt at følge de første fire uger. Kaffe og rødvin hænger i den grad sammen med ferie og sommerhus, men jeg har været standhaftig og holdt mig fra de forbudte sager, lavet min styrketræning og skålet i vand og myntete med mand og venner. Når det har været allersværest at skulle inhalere duften af kaffe og rødvin uden at smage, har jeg tænkt på Louise – og hvor halvslattent det ville føles at mødes med hende næste gang, hvis jeg var akkurat lige så langt fra de tonede overarme og strammere maveskind, som første gang vi mødtes. På madsiden har det været nemt, for Louise har udstyret mig med så mange lækre opskrifter, at det slet ikke føles som en straf at skulle skære kulhydraterne væk.
LÆS OGSÅ: Så meget tabte Camilla sig med slankebog
Uge 6-7
Jeg har stået på hovedet i køkkenskabene og skrottet usunde sager som pasta og Digestivekiks – varer, som ikke bare er dårlige for mig, men som egentlig heller ikke gavner de øvrige familiemedlemmer. Det er ikke sådan, at min mand og børnene nu er kommet på tvangsdiæt, jeg er bare blevet endnu mere bevidst om, at der er madvarer, som ikke er specielt gode for nogen af os. I det hele taget kommer der flere og flere bønner og grove grøntsager på middagsbordet. Til alles fornøjelse. Jeg har tilladt mig selv at drikke kaffe igen. Det er simpelthen for stor en nydelse til, at jeg vil leve uden. Men minimælken er skiftet ud med soyamælk. For nylig smagte jeg en latte med mælk, og den virkede næsten halvslimet i munden. Jeg er også begyndt at spise lidt brød igen. Glutenfri, for Louise mener, at mine tidligere problemer med oppustet mave kan skyldes intolerens. I øvrigt spiser jeg kun 1/4 af den mængde brød, jeg spiste før. Jeg forsøger virkelig også at gå tidligere i seng, så min krop ikke er i underskud, og derfor har svært ved at blive slankere. Men det er svært. For med tre børn og et krævende job er jeg automatisk i svingninger og kan hele tiden arbejde mere for at føle mig lidt mere på forkant dagen efter.
Uge 8
Jeg troede aldrig, at jeg skulle komme til et punkt, hvor jeg ikke havde lyst til at gå på fangst i sønnernes fredagsslik. Men der er jeg nu efter i to måneder ikke at have rørt så meget som en vingummibamse. Forleden smagte jeg faktisk en vingummi, men spyttede den ud igen. Gjorde bare ikke noget godt for smagsløgene mere. So long Haribo!
Status er, at jeg har tabt 6 kilo og er gået en buksestørrelse ned. Jeg kan gå i et par jeans, som jeg købte for et par år siden, og som dengang sad stramt. Nu hænger de på hoften. Jeg er ikke åleslank, men jeg kan helt klart mærke, at jeg er blevet tyndere og lettere, og mine overarme er strammet op. Og så er det efterhånden lykkedes mig at være til en del forældremøder og andre sammenkomster UDEN at andre mødre har spurgt, om en søn nummer fire er på vej. For at holde fast i toningen, har jeg købt et par håndvægte, så jeg kan fortsætte Louises øvelses hjemmefra, nu hvor jeg ikke længere mødes med hende i træningscentret. Jeg har bestemt tænkt mig at fortsætte i det her 80/20 spor, hvor det er okay med rødvin i weekenden og groft brød og grove ris, men til hverdag står den på vand og proteiner – og det smager jo godt. Jeg ser det faktisk ikke længere som en kur, men som en varig kostomlægning, jeg ikke længere tænker så meget over. Det føles bare naturligt at spise det, der er bedst for min krop. Og sådan vil jeg også gerne have det – det skal ikke være noget, der fylder for meget i tankerne. Der er så meget andet vigtigt her i livet.
Den store udfordring bliver så bare at undvære Louise. Jeg er nemlig ikke et sekund i tvivl om, at jeg har kunnet gennemføre programmet, fordi jeg har skullet stå til ansvar overfor hende – og indrømmet, også overfor bladets læsere. Men det har især været en hjælp, at Louise så systematisk har fulgt mig på sidelinjen. Til gengæld har hun coachet mig så godt, at jeg burde kunne stå på egne – og nu lettere – ben.