”Jeg føler mig kun elsket og værdifuld, når jeg har en kæreste”
Har du lagt mærke til et særligt mønster i dine parforhold, som gentager sig igen og igen? Peter kommer i terapi efter et brud med en kæreste og opdager, at hans mønster hænger sammen med, at hans mor forsvandt, da han var helt lille.
Peter er lige kommet ud af en kærlighedsrelation, der har varet i 10 måneder – den var lidenskabelig og fyldt med op- og nedture. Han er ked af det og i sorg over den tabte relation. Og han er kommet i terapi, selv om han virker utilpas med situationen.
"Jeg har noget modstand over at være her."
Hvad handler den modstand om?
"Jeg tror ikke, jeg har lyst til at acceptere, at det er slut."
Hvordan føler du lige nu?
"Jeg føler mig ked af det, grådlabil og har en slags presset følelse i brystkassen."
Hvad er det for en følelse i brystkassen? Har det en form, farve og bestemt fylde?
"Ja, det sådan stråler ud og op …"
Peter viser det med hænderne.
Siger det noget til dig?
"Ja noget med, at drømmen om at være sammen er ovre, og det at give noget til hinanden er slut. Og det, jeg har haft at læne mig opad, forsvinder."
Hvad gav det dig at være i den relation?
"Jeg tror, det gav mig tryghed, omsorg og nærhed."
Så du har overladt ansvaret for tryghed og omsorg til en anden?
"Nej ikke tryghed, men omsorg og nærhed."
Hvad betyder nærhed og omsorg for dig?
"At jeg har ro?"
Hvordan har du det, når du har ro?
"Det er sådan, jeg helst vil have det, jeg vil bare gerne have ro."
Så det at føle ro har du givet et andet menneske ansvaret for?
"Ja, det er virkelig dumt. Det er ligesom nemmere bare at få det fra et andet menneske."
Når du får det, hvordan har du det så?
"Så føler jeg mig elsket og værdifuld, og at jeg er ok."
Hvad er det, det andet menneske gør?
"Hun elsker mig og får mig til at føle, at jeg er ok."
Det giver dig følelsen af at være elsket? Er det den, du savner?
"Ja det er det måske nok."
Så det, du længes efter, er ikke kun ro, men at føle dig elsket?
"Ja og være i balance – men det skal være nogle andre, der elsker mig, det kan jeg godt se er en stor opgave."
Fortæl mig om den længsel efter at blive elsket.
"Jeg har ikke følt den længsel så meget, jeg har jo altid været i forhold uden pauser imellem. Længsel er et nyt ord. Der er få mennesker, jeg har følt mig elsket af. Faktisk kun min far og mine bedsteforældre."
Hvad med din mor?
"Hun var der ikke – hun forlod os, da jeg var helt lille."
Hvordan er det ikke at føle sig elsket af sin mor?
"Det er ensomt. Jeg føler mig ikke meget værd."
Så kan man forestille sig, at du i dine relationer til kvinder ubevidst leder efter den kærlighed og følelse at være værdifuld, som du ikke føler, du fik fra din mor?
"Jamen det er jo helt galt – det kan de jo aldrig leve op til, og det er jo ikke deres ansvar."
LÆS OGSÅ: ”Mit lave selvværd ødelægger mine parforhold”
Hvad tror du kunne hjælpe dig?
"Måske jeg skulle lære at elske mig selv?"
Så hvordan kan du give dig selv følelsen af at være elsket, have værdi og ro, når du mangler den moderlige omsorg?
"Jeg kunne begynde at være mere omsorgsfuld overfor mig selv og ikke være så hård ved mig selv. Lade være med at forlade mig selv og tilsidesætte mig selv?"
Var det det, din mor gjorde?
"JA, og nu gør jeg det samme."
Så hvis du begynder at give sig selv mere omsorg og er mildere ved dig selv og bliver hos dig selv og prioriterer dig selv, vil du så føle dig mere værdifuld og elsket?
"Ja, det giver mening."
Fordi vi i barndommen er så afhængige af vores forældres kærlighed, gør mange af os som voksne også afhængige af vores partners kærlighed. Vi har brug for vores partner til at bekræfte os, elske os ubetinget, rumme os og give os det, vi har brug for. Det er en meget sårbar rolle at sætte sig selv i, og man kan faktisk sige, at vi ubevidst beder vores partner om at give os den kærlighed, som vores forældre ikke formåede. Det kan de desværre ikke. Den tid er forbi.
De eneste, som kan elske os ubetinget og dække vores behov og sætte vores grænser, er os selv. Peter fik indsigt i, hvordan han overførte behovet for at føle sig elsket til de kvinder, han var i relation med, og at han derfor gjorde sig selv afhængig af at skulle have noget fra dem for selv at have det godt. Han blev bevidst om, at han savnede mors kærlighed, og det, at hun havde forladt ham som lille, havde sat sig i ham som en følelse af ikke at være værd at elske.