Sådan påvirker træning din hud & dit hår

Sådan påvirker træning din hud & dit hår

Hvordan påvirker det huden, når du sveder under solen på løbeturen eller cykler gennem byens bilos? Og hvad med dit hår, når du svømmer i klor eller saltvand? Det og meget andet svarer eksperterne på her.

Hud:

Hvordan påvirker træning din hud?

Huden bliver belastet ved træning. Det skyldes primært, at du sveder, og sveden indeholder skadelige affaldsstoffer. Derudover kan det efterfølgende brusebad også have en negativ effekt, fordi både vand og sæbe udtørrer din hud og påvirker dens barrierer. Det betyder, at du skal være ekstra opmærksom på hydrering generelt og drikke rigeligt med vand, men også bruge en fugtighedscreme med aktive ingredienser som ceramider for at beskytte hudbarrieren.

Hvad skal du gøre inden træning?

Sæt håret op, og rens ansigtet. Naturligt talg og rester af makeup gør det sværere for huden at komme af med de affaldsstoffer, der skader den. Derudover kan blandingen af sved og makeup have en irriterende effekt på huden. Har du fedtet eller uren hun, er det derfor særlig vigtigt, at du husker at rense. Her er en vatrondel med miceller cleansing water en nem løsning on the go. Træner du udenfor, skal du altid benytte en creme med solfaktor. Er dine hormoner i ubalance, eller døjer du meget med pigmentforandringer, vil det være en god idé også at bruge en kasket.

Og efter træning?

Det vigtigste er at komme i bad så hurtigt som muligt. Sved og vådt træningstøj har en uheldig effekt på huden og kan for eksempel føre til akne-udbrud. Husk også at bruge badesandaler. De fleste, der bliver smittet med neglesvamp eller fodsvamp, bliver det i offentlige bade. Og så undgå at røre ved dit ansigt,  når du lige har trænet. Der er meget med sved og snavs på for eksempel træningsmaskinerne i et fitnesscenter, som kan irritere din hud. Og rens altid apparaterne, før du tager dem i brug.

Hvordan renser du bedst huden, når du har trænet i byen?

Studier viser, at forurening fra bilos fører til dannelse af frie oxygen-radikaler, som er kendt for at have en skadende effekt på huden, fordi den både nedbryder hudens kollagen og reducerer dannelsen af ny kollagen. Det betyder, at du helst skal benytte en rens, der er beriget med antioxidanter og påføre en creme beriget med anti-oxidanter efter din afrensning.

Har træning nogle gavnlige effekter på huden?

Der findes studier, som viser, at mere end tre timers træning om ugen kan forebygge aldring af huden og måske endda holde aldrings- processen tilbage. Så hold fast i dine træningsambitioner, men husk at rense og pleje både før og efter din motion.

Hvordan plejer du huden efter en svømmetur?

Klorvand fjerner hudens naturlige fedtstoffer, hvilket kan føre til irritation og dehydrering af huden især i ansigtet. Det resulterer ofte i tørhed, rødme og eksem. Sørg derfor for at tage et bad lige efter, du har været i poolen. Vask huden med milde og fugtgivende produkter. Tænk fugt, beskyttelse og genopbygning.

Hår:

Hvordan plejer du bedst hår, der ofte bliver sat op og gennemsvedt?

Det er afgørende, at dit hår er tørt, inden du sætter det op. Helt generelt er dit hår for sart til at blive sat op vådt, men det gælder særligt for alle med skandinavisk hår, som nemt kan knække omkring elastikken. Prøv ikke at stramme håret. Lav hellere en fletning. Det holder godt og belaster ikke håret.

Behøver du at vaske hår efter hver træning?

Det er meget individuelt og afhænger af, hvor meget du sveder ud gennem hovedbunden. Hvis du sveder let, kan en tørshampoo være en god løsning, særligt hvis du skal ud efter træning. Sveder du meget, så vask hår de dage, hvor du træner for eksempel tre gange om ugen. Men ellers er det ikke nødvendigt at vaske hår mere end en til to gange om ugen.

Hvad gør du med hår, der er udsat for klor og saltvand?

Klor er skrap kost for håret, så svømmer du meget, bør du gemme al dit hår i en badehætte. Vask det ellers grundigt, så kloret kommer helt ud, og brug en kur. Så undgår du, at det bliver helt grønt. Saltvand gør derimod næsten alt hår pænere. Forkæl dit hår med en hårkur, som nærer, men ikke tynger håret, og brug den en gang om ugen, og gerne mere.

Hvordan passer du bedst på dit hår i solen?

Der findes en del styling-produkter med solfaktor, men en hat er altid den bedste beskyttelse

Om eksperterne

Michael Zangani er dermatolog, uddannet læge fra Universitetet i Oslo og overlæge på Norges største hudafdeling, Rikshospitalet. Han har flere års erfaring inden for plastikkirurgi og hudsygdomme og har arbejdet på flere store akne-centre i USA såsom University of California, UCLA og University of Miami.

Christina Coco Cournede er ejer og stifter af Holistic Beauty. Hun startede i beauty-branchen allerede som 17-årig og har opbygget en særlig ekspertise i forhold til bryn, hud og kroppens velbefindende. Hun er avanceret hudterapeut, underviser i hudpleje og arbejder som skønhedsvejleder.

Marianne Jensen er en af branchens mest anerkendte hårstylister og har stor erfaring fra internationale modemagasiner, er backstage til Copenhagen Fashion Weeks mest toneangivende shows og så er hun den, Helena Christensen ringer til, når hun skal have sat de smukke lokker i Danmark.