Sådan overholder du slankekuren
Det er ikke kun din mave, der skal vænne sig til at være på kur. Det skal din hjerne også. Her giver vægtkonsulent Suzy Lena Wengel dig 10 gode råd til, hvordan du undgår, at den pludselig fortæller dig, at det er en god idé at spise en halv smørstang og droppe dagens motion.
1. Se din krop i øjnene
Hvis du er overvægtig og gerne vil tabe dig, må du først og fremmest se dine ekstra kilo i øjnene. Ellers bliver det alt for nemt for den lystbetonede del af din hjerne at bilde dig ind, at du "naturligvis skal have den lille uskyldige brownie", der står under glasklokken og gør sig til på cafédisken.
Så stil dig nøgen foran spejlet, og kig nøje på dig selv. Tag gerne hænderne i brug og grib fat de steder, hvor du gerne vil have, at fedtet skal forsvinde. Jo grundigere, du sanser din overvægt, des bedre husker du den også, når gejsten mangler, og fristelserne står i kø. Selvom det nøgne spejlbillede kan virke grænseoverskridende, er det en nødvendig proces, hvis kuren skal lykkes.
2. Find dit mål
Sæt dig nogle klare mål for, hvad du vil med dit vægttab. Måske er du så overvægtig, at du gerne vil kunne sidde i et flysæde, eller måske vil du bare gerne kunne passe en størrelse 38. Uanset hvad, så formulér tre klare mål, og skriv dem ned, hav dem i dit hoved, og gentag dem for dig selv igen og igen. På den måde får den intellektuelle del af din hjerne nogle uundværlige argumenter for, hvorfor du ikke skal droppe træningen, når den impulsive del af hjernen fremlægger det som en oplagt mulighed. Det handler om, at fornuften skal sejre.
3. Tag et førbillede
Ud over at have nogle mål for, hvor du vil hen med dit vægttab, kan det også hjælpe at have et klart billede af, hvad du vil væk fra. Så hav gerne nogle førbilleder af dig selv inden for række-vidde og mærk efter, hvordan du får det, når du ser dig selv sådan. Hæng eventuelt et førbillede op på det skab, hvor du gemmer børnenes fredagsslik, så du ikke kan undgå at se det, når du torsdag aften efter børnenes sengetid lusker ud for at spise deres Kinderæg. Eller sæt et førbillede på køleskabet, så du lige tænker dig om en ekstra gang,
inden du tømmer det.
Se også på fitliving.dk: Træn efter din alder
4. Vej dig med måde
Hold øje med resultater, men med måde! Intet er så motiverende som vægttab, og intet er så demotiverende som en vægt, der viser det samme tal igen og igen, når du er på kur. Så husk, at vægten svinger helt op til et par kilo, og at du i 80 procent af alle tilfælde, kun taber dig i hver anden uge, når du er på kur. Så – hvis du kan – gå kun på vægten hver anden uge, og hold samtidig øje med, hvor mange cm der forsvinder rundt omkring på kroppen. Hvis dit mål er at kunne passe en bestemt kjole, kan du også hoppe i den hver 14. dag, så kan du fysisk mærke, hvordan du kommer tættere og tættere på målet.
5. Lav lækker mad
Lad sund, lækker mad motivere dig. I stedet for at skovle en lige-gyldig portion pasta i dig, så se måltidet som mere og andet end noget, der bare dækker dit behov. Gør det til en nydelse og en oplevelse, og sæt en ære i at servere noget lækkert og sundt for dig selv.
6. Find ligesindede
Lad dig inspirere af andres succes og sundhed. Se nogle af de mange programmer i fjernsynet, hvor du kan følge mennesker på vejen mod det store vægttab. Eller køb et livsstilsmagasin, hvor der er fokus på sundhed, vægttab, madopskrifter og motion. I stedet for at få nedtur når du ser de slanke, sunde kvinder i magasinerne, så lad dig inspirere. Og selvom det kan være svært for dig at gå i fitnesscentret, fordi alle er "så slanke og veltrænede", så gør det alligevel, og brug også det som en inspiration (og find samtidig ud af, at mange ser ud ligesom dig). Tal også med dine slanke veninder. Deres vaner og tanker smitter!
LÆS OGSÅ: Susy Wengel: Sådan tabte jeg 40 kilo
7. Bliv klogere
Hav den rigtige viden. Når du ved, hvad du gør, er det også lettere at bevare motivationen. Så i stedet for at sidde på Facebook og spilde tiden med at læse statusupdates om alt fra fiskefrikadeller til for mange fadøl, så brug tiden på at google ord som kostfibre, proteiner, kulhydrater og sundt fedt.
8. Kend din sult
Bliv dus med din mave. Er du overvægtig, har du sandsynligvis også mistet fornemmelsen for, hvornår du er mæt. Så sørg for at lære din mave at kende, så den kan motivere dig til at sige stop, når du har fået nok at spise. Først og fremmest skal du lære at skelne mellem sult og tørst, hvilket faktisk kan være ret svært, da de to følelser kan minde meget om hinanden. Så prøv at drikke et glas vand, hvis du føler dig sulten efter at have spist, for at se om det hjælper. Læg også mærke til, hvilke mængder der egentlig gør dig mæt, og giv maven tid til at registrere det, hvilket kan tage op til 20-30 minutter.
9. Hold styr på kalorierne
Sæt dig ind i, hvor meget du kan spare på kaloriekontoen ved f.eks. at droppe ting som småspisningen, når du står og laver mad. Og find ud af, hvilke råvarer, der mætter og nærer mest, frem for dem, der bare er fyldt med tomme kalorier eller vand. Der må godt gå lidt sport i det – det virker godt på motivationen.
10. Vær realistisk
Sørg for, at du får succes ved at have realistiske forventninger til dig selv. Er du typen, der ikke orker at gå ned i et fitnesscenter eller løbe lange ture, så find et alternativ, der passer dig. Støvsug huset (husk fodpanelerne og kom godt ind under sengen), eller lav øvelser foran fjernsynet i stedet for bare at sidde i sofaen med slap kæbe og hængende øjenlåg. Hvis du hver dag sørger for succeser i det små, bevarer du også motivationen.