Siden Sara Maria Franch-Mærkedahl var teenager, har hun
kæmpet med angst. I dag har hun fået bedre kontrol over tankerne og den angst,
der til tider har styret hendes liv. Men kampen mod angsten har givet hende en
naturlig nysgerrighed på sindet og den mentale trivsel. Det fortæller hun i det
nye FIT Living.
Den nysgerrighed har resulteret i både podcasts og bogen
”Lev livet” om hendes vej til at overkomme angst. I dag er hun aktuel med en
app, Melio, der har fokus på mental sundhed. Appen har hun udviklet sammen med
ernæringsekspert og løbecoach Gitte Høj.
”Vores ambition er, at vi vil lave noget, der kan skabe
bedre mental trivsel. Først og fremmest noget forebyggende, fordi vi synes, at
vi er blevet alt for gode til at symptombehandle i vores samfund i stedet for
at tage problemerne i opløbet. Det skal være en informationsplatform, som folk
kan gå ind og ud af for at finde inspiration, men som også skal kunne fungere
som motivation til at skabe en lille ændring, hvor der er brug for det. Det
skal gerne være en platform, hvor folk ved, at hvis de skal finde noget om
mental sundhed, så downloader de Melio,” siger Sara Maria Franch-Mærkedahl.
Skjulte angsten i mange år
Selv skjulte Sara Maria Franch-Mærkedahl sin angst i mange
år for både familie og venner. Udadtil lignede hun en, som havde styr på
tingene, men indadtil kæmpede hun mentalt. I dag har hun valgt at være åben om
sine udfordringer, fordi hun gerne vil være med til at nedbryde fordomme og
skabe forståelse.
”Jeg vurderede længe, om jeg skulle fortælle min historie,
for det var jo ikke kun overfor fremmede mennesker, jeg gjorde det. Det var
også over for min egen familie, som ikke alle vidste, at jeg havde angst.”
Sara Maria Franch-Mærkedahl følte, at angsten var noget, som
hun selv måtte klare, og at det nok bare var hendes lod i livet.
”Jeg havde en tanke om, at det måske bare var sådan, at
tilværelsen var for mig, for man kan jo ikke kun flyve på alt det gode, vel? På
et tidspunkt blev jeg selvfølgelig opmærksom på, at der var andre mennesker,
der også havde det sådan, og jo mere synligt, det blev i samfundet, jo mere
tændtes der en ild inden i mig for at prøve at gøre en forskel, for jeg ønsker
vitterligt ikke, at nogen får det, ligesom jeg har haft det – eller endnu
værre.”
Vil gerne hjælpe andre
Og netop en app som Melio er noget, som hun manglede i sin egen
søgen efter værktøjer til at styrke sin mentale sundhed. Appen indeholder bl.a.
videoer og podcasts med folk, der fortæller deres personlige historier med mentale
udfordringer som angst, stress, overgangsalder og sorg. Derudover er der samlet
faglig viden og gode råd fra eksperter på de forskellige områder.
”Vi håber, at vi kan
inspirere til at ændre det, som udfordrer folk, men uden at det skal blive en
stressfaktor. Hvis du for eksempel har brug for at få opbygget en bedre
søvnrytme, kan det ikke nytte noget, at du får et skema med fire øvelser, du
skal lave hver aften, for hvis du så ikke når dem, vil det føles som en fiasko.
I stedet handler det måske om at gå i seng bare 10 minutter tidligere, end du
plejer, og når det så er blevet en vane, kan du tage yderligere et lille
skridt. På den måde skaber du forandring med de skridt, der passer til dig, for
vi er alle sammen forskellige, og vores måder at ændre vores mønstre på er også
forskellige. Og ingen løber et maraton fra første dag,” siger Sara Maria
Franch-Mærkedahl.
De to kvinder håber, at appen kan blive et trygt sted at
søge information, og at det samtidig også kan være et fortroligt sted at gå
hen, hvis man ikke har lyst til at fortælle andre, hvad man kæmper med.
”Jeg vil virkelig bare gerne have, at der er en bedre
trivsel. Jeg har altid tænkt, at når jeg selv fandt ro, så ville jeg gerne
hjælpe andre med at finde deres balance, og hverken Gitte eller jeg kan
forestille os noget andet, vi hellere vil arbejde med end det her.”
Sara Maria Franch-Mærkedahl
TV- og podcastvært og
foredragsholder, forfatter,
tidligere vejrvært og
tidligere model.
Hun har
netop lanceret appen Melio
med ernæringsekspert og
løbecoach Gitte Høj, som
hun også har skrevet bogen
”Boost dit løb” med. Appen
har fokus på mental sundhed
og kan downloades i Apple
Store og Google Play.
Hun er
44 år og mor til Kastanje og
Vega på 15 og 12 år og kæreste
med skuespiller Nicolaj
Kopernikus.