Det var en kæmpe,
personlig mavepuster, da Ann Eleonora Jørgensen fik konstateret brystkræft –
især fordi hun vidste, at det ville fylde lige så meget hos hendes børn. Det
fortæller hun og datteren Carla Eleonora Feigenberg om i et stort interview til
ALT for damerne, nummer 38.
“Jeg tror, at en del af
mig gerne ville fremstå stærk. Jeg ville gerne beskytte mine børn. Og at give
den besked er det værste, jeg har prøvet. At skulle gøre dem så bange og ikke
kunne love dem noget,” siger Ann Eleonora Jørgensen, og datter Carla Eleonora
Feigenberg fortsætter:
”Altså, jeg blev jo
bange. Det bliver man jo. Og det går ikke væk. Samtidig var jeg også rigtig
optaget af ikke at vise det for meget overfor min mor. Jeg tror tit, at man som
pårørende føler, at man ikke skal belemre den, der i forvejen er syg, med hvordan
man selv har det, så man prøver at være tapper og udstråle, at det hele nok
skal gå. Men sygdommen er hele tiden i ens tanker.”
I sygdomsårene skabte mor
og datter en fælles metafor for sygdommen. Den blev nemlig til en rovfugl, der svævede
over hovedet, som man enten kunne vælge at kigge på eller lade være. Den blev
til en bevidsthed om døden, som man ikke kunne stikke af fra.
”Den fugl blev
introduceret den dag, min mor fortalte, at hun havde fået kræft, og det har
bare været vildt hårdt og svært. Der har været perioder, hvor jeg har været
bange på sådan en måde, at det føltes som om, mit indre frøs til is, og hvor
jeg bare gik rundt og ventede på, at det tøede op igen. I de perioder var det
svært at tænke, okay, vi skal nok komme igennem det her,” siger Carla Eleonora
Feigenberg til ALT for damerne.
Som at få et nyt sæt øjne
For at håndtere den nye
rovfugl, der konstant befandt sig over Ann Eleonora Jørgensens hoved, måtte Carla Eleonora
Feigenberg finde på måder at være der for hende, som kunne få de mørke tanker
væk.
”Den sygdom kan hurtigt
komme til at overtage alt, og jeg tænkte, at det måtte være enormt hårdt for
dig, hvis jeg så også pludselig var en anden. Så jeg havde meget brug for, at
vi stadig kunne snakke om nogle flotte gardiner eller bage nogle kanelsnegle.
Ja, at vi lavede almindelige ting. Snakkede om almindelige ting,” fortæller
Carla Eleonora Feigenberg.
De almindelige ting, de
lavede sammen, gjorde, at Ann Eleonora Jørgensen satte mere pris på de små hverdagsting i livet, som fx når tomatplanten var vokset fra at være en centimeter høj til
pludselig at bære tomater, fortæller hun.
Sygdommen blev grundlaget
for et nyt, ændret livssyn, som også skulle vise sig at bringe mor og datter
tættere sammen.
”For mig betyder det, at
jeg ved, at jeg har meget, jeg skal nå stadigvæk. Så lad os nu komme afsted og
gøre de ting, vi gerne vil, der er ingen grund til at udskyde noget,” siger Ann
Eleonora Jørgensen.
Og dét syn er Carla enig
i. Hun er også blevet opmærksom på, at der er andre ting, som er vigtige for
hende nu, end de var før sygdommen. Det gælder bl.a. at beskæftige sig med
noget, der virkelig giver mening, og hvor hun har noget på hjerte.
“Opmærksomheden omkring
de her ting er det positive, der kommer ud af, at ens liv pludselig bliver sat
i perspektiv på en voldsom måde af sygdom. Livet er nu.”
I 2021 blev Ann Eleanor Jørgensen erklæret kræftfri.
Læs hele interviewet
med Ann Eleonora Jørgensen og datteren Carla Eleonora Feigenberg på linket nedenfor. Her fortæller de mere om at være mor og datter, hvordan Carla
følte sig som gæstestjerne i sine forældres liv, efter de blev skilt, og at
gemme en fuckfinger i sin lomme. Du kan finde artiklen i vores digitale magasinunivers, Flipp.
