Ditte Winkel og Josefine Stork

Sexbrevkasse: Min partners erektion forsvinder hurtigt. Hvad kan vi gøre?

I podcastserien, Tænd for mig, har vi fået sexolog og parterapeut, Ditte Winkel, til at svare på jeres spørgsmål. Det indebærer blandt andet spørgsmålet om, hvad man kan gøre, hvis ens partner har problemer med erektionen.

Er der et særligt spørgsmål om sex, som du gerne vil have svaret på? Sådan spurgte vi vores læsere på ALT for damernes instagram for et par uger siden, og det resulterede i en lang række gode spørgsmål i indbakken, blandt andet hvad man kan gøre, hvis ens partners erektion begynder at forsvinde lidt for hurtigt.

Herunder kan du læse Ditte Winkels råd til, hvad der kan gøres, hvis erektionen daler undervejs.

Min partners erektion forsvinder hurtigt. Hvad kan vi gøre?

"Det interessante her er, om problemet går hånd i hånd med rejsningsbesvær i begyndelsen af samlejet. Hvis rejsningsproblemet finder sted fra start af og under samlejet, så skal I ind og finde ud af, om det er af fysisk eller psykisk karakter.

Det kan man bl.a. undersøge ved at være opmærksom på penis om morgenen. Oplever din partner det, der kaldes ”mekanisk” morgenrejsning? Altså at penis ofte er stiv om morgenen uden, at det skyldes liderlighed, men blot en naturlig blodtilstrømning?

Hvis svaret er nej, kan problemet være fysisk fx åreforkalkning, skal din partner gå til lægen. Hvis svaret er ja, er det oftest af psykisk karakter.

Hvis vi nu antager, at det er psykisk karakter, kunne et forslag være at gøre brug af en penisring. Når først penissen er blevet hård, og blodet har flydt til selve penis, kan I sætte en penisring ved roden og testiklerne og derved fastholde rejsningen. Nogle synes, det er sjovt at lege med, mens andre føler det strammer og gør ondt, og så er denne løsning ikke for jer.

Har du også et spørgsmål?

... som du gerne vil have svar på? Så skriv til journalist Josefine Stork på stork@alt.dk

Et andet godt supplement er at træne bækkenbunden. Inde i vores blodbaner sidder der små veneklapper, som sørger for, at blodet ikke løber tilbage i den forkerte retning, og når mænd træner deres bækkenbund, træner de blandt andet den lukkemuskulatur. Ergo kan det gøre rejsningen hårdere samt mere stabil.

Er din partner i tvivl om, hvordan han gør, kan I finde nogle YouTube-videoer til inspiration, eller læse mere her.

Bækkenbundsøvelser er desværre noget, som har fået et ry for kun at være til kvinder, som ikke kan holde vandet tilbage efter en graviditet eller for de ældre kvinder, som er urininkontinente. Det er smadderærgerligt for bækkenbunden er en muskulatur ligesom fx. din biceps, og den kan derfor styrkes ved træning.

En anden mulig grund til at erektionen forsvinder undervejs, kan skyldes præstationsangst eller tankemylder. Er jeg god nok? Er jeg hård nok? Kan jeg tilfredsstille hende godt nok? Og det i sig selv kan få erektionen til at falde. Hvis det er blevet en selvopfyldende profeti, og noget som opstår ofte i soveværelset, skal han have noget faglig sparring for simpelthen at få brudt tankemønstret. Det kan I evt. gøre sammen i parterapi, hvis du har lyst til at være med, eller han kan gøre det alene hos en sexolog.

Generelt lægger vi - både mænd og kvinder, alt for meget pres på mandens rejsning. En penis skal bære så utroligt meget ansvar, og det er ikke rimeligt at de 18, 22 eller 11 cm skal bære så meget. Jeg er helt med på, at der sidder meget selvværd og selvtillid i den penis, og det negligerer jeg ikke, men derfor kan det også hjælpe ikke at lægge så stort pres på en rejsning.

Så hvis erektionen aftager, kan I fx istedet nusse og kysse lidt. Der er heldigvis meget andet nydelse, som kan finde sted i et samleje.

Om eksperten

Ditte Winkel er parterapeut og sexolog. Hun har sin egen praksis, hvor hun møder både par og individuelle klienter og afholder foredrag og workshops om sex og kærlighed for både virksomheder og privatpersoner. Ditte Winkel er ekspert på ALT for damerne-podcasten "Tænd for mig” om den kvindelige seksualitet og er fast hus-sexolog på Go’morgen P3. Læs mere på Dittewinkel.dk

Om podcasten

Covers 300x300 px 2.jpg

Journalist Josefine Stork og sexolog Ditte Winkel har en mission.

I podcasten ”Tænd for mig” vil de forsøge at aftabuisere kvinders seksualitet ved at have en ærlig og åben samtale omkring sex. For selvom vi skriver 2021 er der stadig tabuer forbundet med det at være kvinde og have lyst til sex og dyrke sex og tale om sex og om nydelse.

I hvert afsnit inviterer de en kendt kvindelig gæst ind til en snak om alt fra sexlyst, sexfantasier, onani og jagten på orgasmer og får gæstens egne personlige erfaringer og betragtninger.

Lytterne bliver også en del af snakken, når Ditte og gæsten svarer på spørgsmål fra Alt for damernes instagramfølgere i en sex-brevkasse.