Efteråret har meldt sin ankomst. Selvom frakken, den lune
sweater og de lukkede sko er blevet fast inventar i hverdagsgarderoben, skinner
solen stadig ned på os, når vi cykler på arbejde, går i haven eller mødes med
veninder til en kaffe. Det er tydeligt at mærke, at den ikke brænder på samme
måde, som da vi for en måned siden solede os på stranden.
De officielle anbefalinger i Danmark siger, at man skal
bruge solcreme og opholde sig i skyggen fra april til og med september, hvor
UV-indekset er over tre, når man opholder sig udendørs. Nu er UV-indekset
nedadgående, så er det overhovedet nødvendigt at huske solcremen? Det har vi
talt med læge og ph.d. i dermatologi Cæcilie Johansen om. Hun står bag Instagram-profilen, Makeupandmedicine.dk
”UV-strålingen varierer hen over året. Fra september til og
med april ligger UV-indekset under de tre i gennemsnit. UV-indekset er et tal
uden en enhed, men som er et udtryk for, hvor længe du kan opholde dig i solen,
før du bliver rød.
Derfor anbefaler jeg heller ikke, at du skal fyre den af med
den højeste faktor hele året rundt, fordi det handler om, hvor meget
bestråling, du reelt får,” siger Cæcilie Johansen til alt.dk og fortsætter:
”Når det er sagt, er jeg også af den overbevisning, at du bør
beskytte dig med solcreme, når du er udendørs – uanset om det er den varme dag,
hvor du ligger og dyrker solen, eller en vinterdag, hvor du går rundt i et sneklædt
landskab, eller en gåtur i naturen på en efterårsdag. Med andre ord: de 3 S’er:
skygge, solbeskyttende beklædning og solcreme.”
Solbeskyttelse året rundt
Ifølge Cæcilie Johansen giver det mening at beskytte sig mod
solen og dens stråler året rundt, og det er både for at forebygge hudkræft, men
også for at forebygge den fremskyndede aldring af huden, som solens skadelige
stråler forårsager.
”Du behøver ikke at bruge solcreme, hvis du bare skal gå fra dit hjem og fem
meter ud til din bil, men er du ude i dagslys i mere end bare fem minutter, så
vil jeg anbefale at tage solcreme på. Min egen personlige praksis er, at jeg
bruger solcreme året rundt, når jeg opholder mig udendørs i længere tid ad
gangen. Og det kan bl.a. være at cykle til og fra arbejde, lave havearbejde, også
selvom det er på en bleg marts-dag, hvor UV-indekset er under tre. Det er
nemlig den akkumulerede soldosis over et helt liv, der bl.a. er udslagsgivende
for, om du begynder at udvikle hudkræft senere i livet,” siger Cæcilie Johansen.
Derudover spiller omgivelserne også ind. Jord og overflader
som fliser og asfalt reflekterer lyset med forskellig intensitet. På en
snedækket dag kan du derfor få op til 50-90 % mere sol i refleksion alene. Det
betyder, at du får både stråler direkte fra solen, der rammer din hud, men også
fra refleksioner. På den måde bliver din samlede soleksponering over 100 %.
”Så husk solcremen på grund af de farlige UV-stråler og
hudens fremskyndede aldring, som udmønter sig i nedbrydning af hudens kollagen,
pigmentforandringer og de bittesmå DNA-skader, der opstår i huden, når den
udsættes for UV-stråling. Skader, som huden og immunforsvaret kan rydde op i,
men når vi bliver ældre, er vores immunforsvar ikke lige så god til at rydde op
i alle de skader, vi får. Og så er det, at kræften får mulighed for at vokse
frem.”
Er det en god idé at supplere med solcreme i løbet af
dagen?
”Professor og overlæge på Bispebjerg Hospitals hudafdeling
Hans Christian Wulf, står bag et studie, hvor testpersonerne smurte sig ind
i solcreme, hvorefter de skulle tage et kort bad. Og der kunne de se, at testpersonerne
stadig havde omkring 50 % af solcremen på efter otte timer og et brusebad.
Men det forudsætter, at du tager nok solcreme på i første
omgang. Som tommelfingerregel siger man én håndfuld solcreme til én krop. Og 5
milliliter til at dække ansigt, hals og ører. Og fordi de fleste notorisk ikke påfører
nok, anbefales det, at påføre af omgange, første gang du tager solcreme. På den
måde får du både øget mængden, og du får dækket de steder, som du måske har
overset eller ikke fik med ved første påføring.”
Cæcilie Johansen forklarer, at faktorsystemet er ren
matematik. Og hun laver derfor følgende regnestykke, som kan forklare
vigtigheden af, at vi smører nok solcreme på.
”Kvadratroden af 49 er syv, så hvis du fx kun bruger den
halve mængde solcreme af en faktor 50, som du reelt skal, har du kun dækket,
hvad der svarer til faktor syv Når der så er gået otte timer af dagen, du har måske
svedt og tørret ansigtet et par gange, er du nede på halvdelen af syv. Derfor
er der hurtigt ikke så meget tilbage, hvis du underpåfører fra starten.”
Så planlægger du også snart at finde vintergarderoben frem
og pakke sommertøjet væk, så lad lige solcremen bliver stående på toilethylden.
Hvad er UV-indekset?
Uv-indekset er et internationalt mål for intensiteten af den
skadelige UV-stråling. I Danmark måles og beregnes UV-indekset dagligt og
omtales i vejrudsigten. UV-indekset kan bl.a. ses på www.dmi.dk,
www.solkampagnen.dk og på tekst-tv. Man kan downloade den gratis app
”UV-INDEKS” i Google Play eller App Store. I Danmark er UV-indekset højst én på
en vinterdag og højst syv på en sommerdag.
Kilde: SST