Slankekur Frk. Skrump Kreta

Slankeboost på Kreta: Vægttab og ren velvære

Fyldige fetasalater, meditativ ro, motion, mørk chokolade og ugentlige boostdage med få kalorier. ALT for damernes journalist Marie-Louise Truelsen har været på slankeboost på Kreta og er kommet retur med fornyet energi og en kur, der dur. Her får du tips til selv at komme i gang.

Jeg har elsket og hadet slankekure, så længe jeg kan huske. Jeg har meter efter meter af slankebøger i reolen, og jeg har prøvet dem alle. Droppet de fleste. Tabt og taget på. Da Frk. Skrump – alias diætisterne Majbritt Louring Engell og Alice Apel Hartvig – pludselig tilbyder et syvdageskursus på Kreta med fokus på netop vægttab, stabilt blodsukker, træning og mental ro, er jeg derfor straks fyr og flamme. Det må prøves. Det samme må deres nye bog "Frk. Skrump – 10 ugers boostkur, tab 10 kilo", som efter planen skal være den sidste slankebog i min reol. Jeg tager en veninde under armen, rejser til Kreta, og kommer hjem som et mere fokuseret menneske.

LÆS OGSÅ: Her er tre gode grunde til, at du ikke skal være bange for kulhydrater

Dag 1

Vi er ti kursister, der mødes kl. 03.30 i lufthavnen med teamet bag Frk. Skrump. For nogle er det starten på en helt ny livsstil, for andre er det et boost til et forløb, der allerede er i gang. På Kreta kører vi i minibus til Kissamos, som ligger vest for Chania. Det enkle hotel ligger ganske øde lige ud til en lang strand, der er tom, så langt øjet rækker. Roen kan indfinde sig.

Vi får en skøn, skøn græsk salat med feta, et hårdkogt æg og lidt kød med brune ris. Majbritt gennemgår madens sammensætning, for det er meningen, at vi i den kommende uge skal lære at lave "den rigtige tallerken" uden at tænke så meget over det. Efter frokost er der udpakning og så en times undervisning med slankepsykolog Tina Egevang. Vi hører om de psykiske faktorer ved overvægt, om psykisk sult versus fysisk sult, vægthistorik, misbrug, afhængighed, vaneændring og meget andet. Super interessant og skønt, når undervisning kan foregå i en strandstol med havets bølger i baggrunden.

Vi er nogle stykker, der går en tur langs stranden inden aftensmaden, som består af en salat med bl.a. kål og avocado, stegt fisk samt en stor tomat fyldt med krydrede ris og en lille hvidløgspasta. Efter aftensmaden slutter en lang dag med pulstræning ved poolen efterfulgt af yogastræk og afspænding.

Dag 2

Dagen starter 7.30 med let løb. En halv time. Så er der morgenmad. Elverbrød – et brød med særligt højt indhold af kostfibre og protein – samt skinke og ost, æg, græsk yoghurt med mandler og lidt frugt. Kan det virkelig være rigtigt, at jeg må blive SÅ mæt? Derefter er der en fysisk test, som skal gentages sidst på ugen, for at vi kan se, om vi har forbedret vores fysiske form. Løbetest, planken, pushups, wallsit. Jeg ender i kategorien "god" i planken, i "top" i wallsit og "over middel" i pushups. Sådan, styrketræningen derhjemme giver pote. Og så snakker vi ikke om, at konditallet ikke var helt, som jeg havde drømt om. Det må være varmen. De næste mange timer går med hardcore undervisning i ernæring, kun afbrudt af frokost, som består af græsk salat, æg, kylling, grillede grøntsager og lidt kartofler. Derefter motion, lidt afslapning, aftensmad – kålsalat, fisk og lidt pasta med tomatsauce – og en dejlig aftenmeditation.

I dag har vi bl.a. lært, hvor vigtigt det er at slutte både frokost og aftensmad af med 10 gram mørk chokolade 70 procent for at få det søde, der lige mangler i måltidet. På den måde bliver kroppen helt tilfredsstillet. Ja tak! Det er tankevækkende, så mæt jeg føler mig hele dagen. Derhjemme føler jeg sult en times tid efter et måltid, og jeg begynder at tænke, at jeg måske ikke spiser så rigtigt, som jeg går rundt og tror, at jeg gør.

Her til aften skal jeg tænke nogle tanker om vægthistorik og glædesvurdering for at forberede min samtale med slankepsykologen i morgen.

Dag 3

Dagen begynder som alle dage med intervalgang eller løb, og så den store morgenmad. Programmet i dag er individuelt, og jeg når at gå en lang tur på en times tid med et par af de andre, inden jeg kl. 10 mødes med min diætist Majbritt. Majbritt kender mig hjemmefra, men det er skønt at få en lidt længere snak. Vi aftaler, at jeg derhjemme skal sætte mængden af mad op, den rigtige mad vel at mærke, så jeg er mæt hele tiden, som jeg er her på Kreta. Jeg spiser simpelthen ikke nok derhjemme, og så falder jeg i med de forkerte ting, når sulten melder sig. Jeg skal også sænke tempoet, når jeg spiser. Jeg spiser alt, alt for hurtigt. Jeg skal sætte æggeuret til 20 og må først være færdig med måltidet, når det bipper.

Vi aftaler også, at jeg kun skal "booste" tre gange om ugen. Fire er urealistisk med mit ret så sociale liv. At booste vil sige at have en dag, hvor man kun spiser 800 kalorier. Frk. Skrumps nye bog handler netop om, at det gælder om at variere mængden af kalorier hen over en uge, på den måde snyder man kroppens forbrænding og opnår et bedre og hurtigere vægttab. Jeg lærer også, hvordan jeg skal få Elverbrød til at smage godt. Elverbrød er "gratis", da der er så mange fibre i, at det ryger lige igennem systemet. Jeg elsker brød og at kunne spise denne slags brød uden dårlig samvittighed er fantastisk.

Efter frokost – græsk salat, en stor kødbolle, hvide bønner og tzatziki – har jeg min første session med slankepsykologen. Jeg er ærligt talt lidt i tvivl om, hvad vi skal snakke om, men da vi kommer i gang er halvanden time slet ikke nok. Vi laver min vægthistorik, der begynder ved fødslen. Hvad er der sket i mit liv, og hvordan har det påvirket min vægt? Super interessant pludselig at kunne se et mønster i nogle ting, jeg ikke har overvejet før. Jeg glæder mig til næste session, hvor vi kan få skåret ud i pap, hvordan jeg så kan bruge det konstruktivt. En vigtig erkendelse er, at mine slankebøger og min nærmest akademiske interesse for slankekure faktisk er en hobby for mig. Jeg skal finde noget, der kan erstatte det, for selvom det er en spændende hobby, er det også en hobby, der har det med at forvirre mig, fordi jeg afprøver det hele.

Efter en skøn massage hos Kamilla, der også er en del af Frk. Skrump-teamet, er der fællesundervisning i mentaltræning med Majbritt. Vi lærer at sige "yes, jeg har lavet en fejl", hvis vi falder i og spiser noget forkert. Vi skal bare komme videre med det samme. Et forkert måltid er ikke det, der ødelægger alt. Og vi lærer, at vi skal vælge vores nydelse med omhu. Hvad er det helt præcis, vi virkelig sætter pris på, når vi har vores fridag? Sådan en har man nemlig også på Frk. Skrumps boostkur. For mit vedkommende er nydelse f.eks. en Summerbird flødebolle. Og hvornår sætter jeg pris på den? Det gør jeg en aften sidst på ugen i hyggeligt selskab med familien. Og hvad er så ligegyldige kalorier? Det er f.eks. kedelig kage på jobbet, som jeg bare spiser, fordi den er der. Eller bland selv-slik. Det lyder banalt, men jeg kan mærke, at det gør en forskel inde i hovedet. Det vil blive nemmere at sige nej tak.

Vi skriver også et postkort til fremtiden. Mit er til om syv uger. Det skal være et anerkendende postkort, hvor jeg roser mig selv for de fremskridt, der er sket i løbet af de uger. Når jeg så tager det frem på den planlagte dato, skal det gerne være en selvopfyldende profeti. Spændende.

Dag 4

Morgenløb eller morgengåtur i intervaller. I dag har vi fælles undervisning i boostkuren fra den nye bog. Men først læser vi vores postkort fra i går op. Jeg får fin respons fra de andre, særligt på den del, der handler om at skille mig af med "hobbybøgerne", når jeg kommer hjem. Og så skal jeg i øvrigt holde op med at investere i nye bøger, som skal afprøves. Jeg tror på, at jeg har fundet vejen til stabilt blodsukker nu, for jeg oplever jo, at den mad, vi spiser her, holder mig mæt hele dagen og fjerner sukkertrangen fuldstændig.

En del af dagens undervisning er en meget interessant øvelse, der går ud på at lave et "årshjul". Jeg skal simpelthen plotte alle de dage og perioder ind i en kalender, hvor jeg ved, at jeg skal på ferie eller til store arrangementer. Der er overraskende mange lyserøde overstregninger i min kalenderoversigt for resten af året. Rejser, sommerhusture, runde fødselsdage og så videre. Når alle disse ting er plottet ind, kan jeg danne mig et overblik over, hvornår jeg reelt har mulighed for at booste, og hvornår jeg skal køre basisdage. Samtidig kan jeg også pludselig se, hvorfor det kan være så forbandet svært at smide de kilo. Der er jo et liv, der spænder ben hele tiden! Men ved planlægning og overblik kan man håndtere det, og øvelsen gøres færdig ved, at jeg markerer, hvornår jeg vil gøre hvad. Det skal hjælpe mig til rent faktisk at udføre det i praksis, når jeg kommer hjem. Vi taler også om, hvordan små weekendrejser skal håndteres i forhold til maden, så det hele ikke skrider.

Dag 5

Fridag og dejlig tur til Chania med flere af de andre kursister. Vi har fået det virkelig sjovt sammen, så det er herligt med en tur, hvor der er fokus på shopping, snak og frokost på havnen. Græsk salat og rejer i hvidløg overholder forskrifterne, og vi siger nej tak til brødkurven – vi har allergi, siger vi – det er et trick, min veninde altid bruger, og så bliver man ikke fristet. Tilbage på hotellet er der sol, afslapning og for mit vedkommende en lang gåtur for at holde gang i kroppen. Jeg har behov for at bevæge mig, heldigvis, det giver jo noget ekstra på kalorieforbrændingskontoen. Spændende, hvor meget jeg egentlig har tabt mig. Jeg føler mig tyndere, og min mave føles i topform på alle fronter. Til aften får vi en salat med rødkål, appelsin, gulerod og mandler samt lam og lidt kartofler. Og så det obligatoriske stykke mørk chokolade, som virkelig hjælper i forhold til ikke at få lyst til noget sødt senere.

Dag 6

Morgengåtur, morgenmad og derefter individuelle samtaler. Jeg taler med Majbritt om, hvad det har betydet at være her på Kreta. Det giver et andet læringsafsæt, når man er en gruppe sammen i flere dage. Og det giver mere intensitet. At lytte til andre og deres udfordringer giver en refleksion over ens eget liv. Også selvom de andre kursister har nogle andre udfordringer end en selv.

Efter frokost har jeg den opfølgende pskykologsnak. Og hold da op. Lidt af en øjenåbner. Vi vender tilbage til mine "hobbybøger", for de viser sig at være hele omdrejningspunktet. Når jeg læser slankebøger, giver det en pause, det giver tid til mig selv, det giver fagligt input om et emne, der interesserer mig, men mest af alt giver det mig en drøm. Drømmen om den slanke krop. Det er simpelthen en fortælling med mig selv som hovedperson. En slank hovedperson, når sidste side er vendt. Hvis jeg slipper de bøger, hvad skal jeg så sætte i stedet, som kan give mig det samme?

Vi når frem til, at jeg har en kreativ åre, som har været lukket ned i mange år på grund af for lidt tid, men nu er børnene store, og der er ved at komme lidt luft i kalenderen igen. Måske skal jeg gå i gang med at lave de collagebilleder, jeg har haft lyst til i mange år. Jeg ved, at kreativitet giver det flow, som jeg elsker. Jeg fortæller Tina, at jeg vil gøre tre ting, når jeg kommer hjem. Jeg vil give langt de fleste af slankebøgerne væk. Kun beholde dem med de gode opskrifter. Og så vil jeg lave en kasse med alt, hvad jeg skal bruge til collagerne. Den tredje ting er, at jeg skal prøve at huske mine drømme. Tina spørger, om jeg har drømt noget siden forleden dag. Sjovt nok kan jeg huske nattens drøm, som handlede om, at jeg havde tabt en tand. Tina bliver helt begejstret, for den drøm viser noget om, at de ting, vi har talt om, er de rigtige.

At jeg er parat til at give slip for at komme videre. Resten af eftermiddagen går med Majbritts festfyrværkeri af et salat-mixing-kursus. Hun fortæller om ingredienser, tilberedning og gode toppings. Vi spiser det hele til aftensmad sammen med lækker kylling, og slutter dagen af med undervisning i antiinflammatorisk kost og en dejlig aftenmeditation.

Dag 7

Morgengåtur, morgenmad og så fysisk test. Flere har forbedret sig siden første test, og der bliver givet highfives. Det er fedt at dele glæder og sorger på sådan et kursus, hvor folk kommer godt ind på livet af hinanden. Efter en lille pause er der undervisning. Vi taler om værdier og værdikonflikter. Super spændende at finde ud af, hvad der virkelig betyder noget for en i forhold til vægttab, og hvordan man giver de værdier liv. Det er også interessant at identificere værdikonflikterne. F.eks. flødebollen fredag aften, som er lig med hygge, men som også føles forbudt. Lær at prioritere de værdier, der er vigtige, og tænk dem ind i ugens program, er mantraet. Hyggen er vigtig, og ja, så følger der en flødebolle med, men det er der plads til. Den stund betyder meget mere end en tilfældig snack i forbifarten.

Vi evaluerer ugen og bliver så hentet i bus og kørt til en restaurant med en betagende udsigt og skøn mad. Igen lader vi brødkurven gå urørt ud. Vi spiser dog den lille og meget søde kage og får lidt vin. Det er dennes uges nydelse, og vi har jo lært, at den skal vi – ja – nyde.

Næste livsstilsboost på Kreta bliver i pinsen 2017, og muligvis også i efteråret 2016. Prisen er 13.995 kr. eksl. fly, men inklusive fuld forplejning, vejledning, træning mv. ALT for damerne var inviteret med på kurset af Frk. Skrump. Læs mere på Frkskrump.dk.

LÆS OGSÅ: Det sker der i kroppen, når du har hovedpine

LÆS OGSÅ: Sådan får du det dobbelte ud af din træning

LÆS OGSÅ: Fylder du din krop med skrald?

"Frk. Skrump – 10 ugers boostkur, tab 10 kilo"

Majbritt Louring Engell er professionsbachelor i human ernæring og master i fysisk aktivitet. Alice Apel Hartvig er autoriseret klinisk diætist. Sammen driver de klinikken Frk. Skrump. Bogen koster 250 kr. og udkommer på Politikens Forlag. Se mere på Frkskrump.dk.