Sådan slipper du fri af din jalousi
Mange i parforhold oplever jalousi. Den får os til at gøre ting, som vi ellers aldrig ville have troet, vi kunne finde på, og den giver ondt i maven og i selvværdet. Her er 8 indsigter om jalousi, som kan hjælpe dig med at slippe fri af dens tyranni.
1. Se det som et tegn på , at du er vild med ham
At mærke et stik af jalousi, når kæresten griner hjerteligt sammen med en anden eller har optur over en kollegas sparring, er super ubehageligt, men prøv at tænke på det som et signal om, at han er vigtig for dig. Det er nærmest umuligt ikke nogle gange at mærke usikkerhed og tage livtag med tanken om, at for evigt ikke er givet i det moderne liv. Når du mærker stikket i hjertet, så tag det som en påmindelse om, at du elsker helhjertet. Denne lille oplevelse af jalousi er måske en okay måde at blive mindet om, at du faktisk er vild med ham.
2. Pas på den store jalousi
Jalousi kan vokse sig til en dominerende følelse, der styrer alt, hvad du gør. Er du på vej til at iscenesætte en nødsituation for at få ham til at blive hjemme fra firmafesten, fordi smukke Anne også er med, er det tid til at stoppe op. Pas på dig og dine følelser. Jalousi kan dræbe både dig selv indeni og kærligheden.
3. Hej, hvad vil du mig?
Hvis du bliver ved med at opleve jalousi, så tag følelsen alvorligt. Inviter den ind og forestil dig, at du inviterer den til møde. ”Hej, jalousi. Nu er du kommet forbi flere gange. Hvad vil du fortælle mig?” Måske er der et vigtigt budskab til dig i følelsen. Måske flirter din kæreste mere, end du er okay med. Måske kæmper du med sår fra tidligere? Der kan være tusind ting på spil. Find ud af, hvad følelsen er forbundet til i dig.
4. Det er bare en følelse
Nyere hjerneforskning opfatter følelser som konstruktioner forbundet til dine forventninger om, hvordan en følelse føles. Det vil sige, at din forståelse af, hvad jalousi er, også styrer, hvordan du oplever følelsen. Indviklet? Ja. Men også potentielt befriende. For i bund og grund er det ”bare” en følelse, som du, når kæresten har kigget på en andens bryster, allerede har en idé om, hvordan vil føles i dig. Prøv at slå koldt vandt i blodet, og observer dine følelser. De er bare – følelser. Du behøver hverken reagere på dem eller sætte himmel og hav i bevægelse. Du kan også lade dem være og flytte din opmærksomhed.
5. Lad ikke jalousien føre ordet
”Du vil jo meget hellere være sammen med hende. Jeg kan se det i dine øjne!” Har du nogensinde hørt noget som dette komme ud af din mund? Hvis du har, så velkommen i klubben. Tricket er næste gang at stoppe dig selv, før du siger det. Sæt tempoet ned, søde. Når du lader jalousien tolke for dig og føre ordet, er du i gang med at give den for meget magt. Hvad er egentlig det kloge valg for dig nu? At tage en samtale med kæresten om flirt og grænser? Eller acceptere, at du bliver usikker? Dit valg. Ikke jalousiens.
6. Jalousi er (ikke) forbudt
For mange er det en skamfuld følelse at være jaloux, som rimer på lavt selvværd, besiddertrang og omklamrende kvinde. Skal vi bryde den fordom lige nu og sige højt i kor: Det er okay at opleve jalousi! Vejen videre er ikke at gå og skamme sig alene. Det er at dele følelsen med dem, du holder af og har tillid til.
7. Jalousi er ikke lig med lavt selvværd
Der har været perioder, hvor lavt selvværd og jalousi blev koblet sammen, men nyere forskning pointerer, at det også kan hænge sammen med højt selvværd. Ligesom det kan lyde som en stemme, der siger: ”Jeg er ikke mere værd,” kan det altså også være en stemme, der siger: ”Jeg er mere værd.” Så hvis du er jaloux, så arbejd med det. Men du behøver ikke åbne Pandoras æske og finde 100 ting, der er problematiske ved dig.
8. Vær sammen om jalousien
Det kan være både meget smukt og udviklende, at man som par tager hånd om jalousien. Så hvis en af jer oplever jalousi, så se det som en udfordring for jer. At bære noget i fællesskabet er kernen af, hvad der gør parforholdet smukt. Tal om, hvad der udløser jalousien, og hav for eksempel en aftale om, at når det grønne monster kommer frem, tager I hinanden i hænderne og ser hinanden i øjnene i visheden om, at I er sammen om at bekæmpe det.