Snyd dig til mere energi i hverdagen
Der er intet som en rejse, der kan kan lade energibatterierne op. Men har du ikke råd eller mulighed for at emigere midlertidigt til sydens sol, så er der heldigvis andre og mere lettilgængelige genveje til at tanke lidt mere energi i hverdagen.
1.Meditation fra morgenstunden
Morgentræning kan være en genial vej til at få energiniveauet i top. Men hvis du synes, det virker lidt uoverskueligt at stå op en mørk morgen for at løbe en tur, så hop i stedet med på meditationsvognen. Download app’en Headpace, som guider dig gennem 10 minutters meditation, inden en ny dag starter. Så er hjernen og kroppen klar til nye udfordringer.
LÆS OGSÅ: Få en flot krop på 15 minutter med Michelle Kristensen
2. Træning giver dig lykke
Den følelse du får, når løbeturen eller styrketræningen er i hus, er fantastisk. Du føler dig lidt som en superwoman, der kan klare alt, ikke sandt? Årsagen er, at træningen får din krop til at udskille lykkehormoner, som får dig til at se lysere på dagen og giver dig energi, som ikke en gang fem kopper kaffe kan levere. Og energiboostet er endnu større, hvis du tilmed lægger træningen udenfor, så du samtidig kan få glæde af den friske luft.
3. Spis mad der giver energi
Det lyder så helligt, når man siger, at mad skal give god energi, men der er en grund til, at det bliver italesat så ofte. Mad, der er rigtig mad – altså sådan noget mad, der holder dit blodsukker stabilt og ikke kan holde sig frisk i flere år – det vil give dig en følelse af, at du kan overskue mere.
Vi har alle prøvet at starte mandag morgen efter en hyggesøndag med take-awaypizza, cola og bland selv-slik og så føle, at mandagen er helt uoverskuelig. Dit energiniveau vil være helt anderledes, hvis du havde spist en aftensmad bestående af laks og grøntsager og sluttet af med en kop the. Dermed ikke en opsang om, at du aldrig må spise take-away. Selvfølgelig må du det – du bestemmer jo selv. Men i perioder, hvor du er ekstra træt og energiforladt, så ville jeg springe de knap så sunde måltider over og spise mad, der giver dig det, du har fortjent.
LÆS OGSÅ: Spis dig fuld af sundhed & energi: De 6 bedste powerfoods