Stine A: ”Nu ved jeg, at jeg ikke kun er angst”

Når smykkedesigneren Stine A vågner om morgenen, scanner hun sin krop. Hun mærker grundigt efter.

Hvordan har jeg det i dag? Skal jeg køre ad motorvejen eller den langsomme vej til arbejde? Og er der noget i kroppen, der føles forkert? Er der måske noget sygdom på vej?

Det kan føles som et uoverstigeligt projekt at svinge benene ud af sengen og komme i gang, for Stine lider af udpræget generaliseret angst. Hver dag skal hun tage sig sammen for at møde livet og alle de udfordringer og krav, der hører med, når man er en succesfuld, selvstændig smykkedesigner med 136 forhandlere i Danmark. Dertil kommer forhandlere i ti andre lande og en plads på Børsens liste over gazellevirksomheder de seneste tre år i træk. En placering, der kræver noget ud over det sædvanlige.

Stine, hvis fulde efternavn er Andersen Johansen, har indvilget i at sætte nogle ord på, hvordan hun trods alt får det hele til at fungere, og en af konklusionerne er, at det handler om anerkendelse. Det er det, der får hende ud ad døren, og det er samtidig det, hun har følt, hun har manglet igennem hele sin opvækst.

Stine har inviteret hjem i sit arkitekttegnede hus nord for København, hvor der er panorama-udsigt ud over skov og sø. Her bor hun med sin mand, Peter, og deres datter, Vega. I den ene ende af huset har Stine sit værksted, og før i tiden rummede huset også hendes showroom og de ansatte. I dag er firmaet og medarbejderne flyttet til København, men Stine har bevaret sit eget arbejdsrum i huset, så hun kan sidde og udvikle sine smykker uden at blive forstyrret.

Hele setuppet er på mange måder langt fra hendes eget barndomshjem.

"Jeg er vokset op i Hvidovre. Min far var ret så glad for øl, og jeg er vokset op med, hvad der for mig var psykisk nedbrydende adfærd. Med min fars og mit forhold var det altid, som vinden blæste. Hvis jeg gjorde noget forkert eller sagde ham imod, ignorerede han mig eller kunne lade være med at tale med mig i flere dage. Jeg følte aldrig, at jeg vidste, hvor jeg havde ham.

Han blev fyret, da jeg var omkring 10 år, og det medførte en masse tumult, som mine forældre ikke forsøgte at skjule. Når jeg hørte mine forældre skændes, blev der aldrig bagefter sagt, at ja, far og jeg skændtes lige, men du skal ikke være bange. Så jeg gik alene med min egen frygt. Jeg lå på mit værelse med puden over hovedet for ikke at høre, når de råbte højt.

Mine forældre fik mig også tit til at føle, at det, jeg ville, ikke var godt nok, og jeg savnede støtte og omsorg. Nærvær måske. At de lyttede til mig. Med min egen datter kan jeg se, at jeg virkelig prøver at være obs på hende og vise hende, at jeg elsker hende meget højt, også selvom hun er urimelig og laver fejl. Og hvis Peter og jeg har diskuteret, siger jeg altid til hende, at voksne også godt kan blive uenige, ligesom hun kan blive det med en legekammerat, men at det går over.

Hold kæft, hvor ville jeg ønske, at det var blevet sagt til mig, da jeg var barn. En SÅ simpel sætning, som kunne have gjort en verden til forskel."

Tog du skylden på dig?

"Ja. Man tager jo lige præcis skylden på sig. Ufattelig mange gange. Og det har fyldt meget i mit liv. Jeg er blevet bedre til at håndtere det, men jeg kan stadig blive påvirket af ting og stemninger, der ellers slet ikke har noget med mig at gøre."

Nu begyndte du med at tale om din far, men hvor var din mor i alt det, der skete?

"Hun ..." Stine holder en pause og får tårer i øjnene.

"Hun prøvede jo at gøre det så godt, hun kunne ..."

Hun græder og skal lige samle sig.

"... og det gjorde de jo begge to. Men det har bare ikke været godt nok for mig og i forhold til min psyke. Det er så svært for mig at sige det, for jeg ved, at de sikkert kommer til at læse det, men jeg er nødt til at sige det, som det er: De gjorde det ikke godt nok for mig.

Min mor havde ikke overskud til at sætte grænser og til at sige fra over for min far, når han var tarvelig og kom for sent hjem. Hun ville helst ikke have konfrontationer med ham, så vi skulle helst bare lade ham være. Hun ville ikke have konflikterne.

Han kunne være så nedladende over for hende. Min mor er en smuk kvinde, og alligevel kunne han finde på at nedgøre hende. Han var så grænseoverskridende på alle måder, og jeg har også måttet høre på en masse snak om sex, pornostjerner og utroskab. Ting, som et barn bare ikke skal høre på. Da jeg begyndte at komme i puberteten, grinede min far af alle de ting, man som pige ikke har behov for, og han grinede også, når jeg fortalte, at jeg blev mobbet i skolen. Han tog mig bare aldrig seriøst. Og han kunne blive irriteret over alting. F.eks. at jeg ikke ville være pressefotograf, som han syntes, jeg skulle være. Jeg følte ofte, at jeg var i vejen. Og jeg følte mig sjældent god nok."

Stines forældre blev skilt efter 28 års ægteskab. Hun har kun haft sporadisk kontakt med sin far de sidste par år, og moren er for nylig blevet ramt af alvorlig sygdom.

Selvom Stine synes, det er frygtelig svært at tale om sin opvækst, er det nødvendigt at gøre det for at forstå, hvor hendes angst og mindreværd kommer fra. Og for at forstå, hvordan hun selv prøver at gøre tingene anderledes i sit eget liv.

Du siger, at du også blev mobbet i skolen?

"Det var ikke fordi, jeg ikke havde venner, og jeg havde i perioder veninder, hvor jeg nærmest søgte det symbiotiske. Nok fordi jeg manglede en form for symbiose med min mor. Jeg følte ikke, at hun roste mig eller sagde, at jeg var dejlig eller smuk. Men ja, jeg blev også mobbet. Jeg kan huske, at de sagde, at jeg havde ”fødeben”. Altså sådan nogle ben med fremtrædende blodårer. Det er ikke sjovt at få at vide, når man er 12-15 år, og det betød, at jeg helt holdt op med at vise mine ben. Jeg gik stort set aldrig med på stranden, og hvis jeg gjorde, så var det i joggingtøj. Jeg havde også synlige blodårer her foran på brystet, så det dækkede jeg. Jeg følte mig også altid klam, ufin og ikke rigtig nok."

Hvor længe stod det på?

"Indtil jeg blev 40 år ..."

Hold da op?

"Ja, jeg smed først tøjet, da jeg blev 40, men så begyndte jeg til gengæld også at vise både ben og kavalergang, ha ha."

Hvad skete der, da du blev 40?

"Jeg tror bare, at jeg nåede til et punkt, hvor jeg tænkte, at min krop var min alder værdig. Jeg har aldrig fået diagnosen ”depressiv”, men jeg var virkelig ked af det, indtil jeg blev kæreste med Peter som 28-årig. Jeg havde kendt ham siden skoletiden, og jeg så utrolig meget op til ham. Han var altid vild med sådan nogle modeltyper, da vi gik i skole, og det var jeg jo ikke ligefrem. Så jeg har lidt for sjov sagt til ham, at han var med til at vise mig alt det, jeg ikke kunne leve op til. Dengang tænkte jeg, at ham ville jeg aldrig kunne få."

Har du siden spurgt, hvad han tænkte om dig dengang?

"Han syntes, at jeg var fascinerende og spændende, som han siger. På et tidspunkt tabte jeg mig, og så gav han mig et klask bagi og sagde: ”Go’ røv, der”. Det oplevede jeg som en anerkendelse. Og det var jo det, jeg hele tiden higede efter. Jeg kunne også bedst lide at have mandlige lærere, som jeg også søgte anerkendelse hos. Helt klassisk, fordi jeg ikke fik anerkendelse af min far. Jeg gik konstant rundt med et kæmpe hul i maven, og selvom det blev fyldt op af en god bemærkning den ene dag, var hullet i maven allerede tilbage dagen efter."

Hvordan håndterede du al den smerte i de år?

"Jeg hørte musik og græd. Og da jeg var 23 år, begyndte jeg at gå hos en psykolog."

Stine har lige siden været i behandling hos såvel psykologer som psykiatere, og hun lærer hele tiden mere om sig selv og sit eget reaktionsmønster. Hun lider af generaliseret angst, som er karakteriseret ved mere eller mindre konstante niveauer af bekymring og anspændthed, oftest med udspring i almindelige hverdagssituationer.

Hun har også på et tidspunkt fået diagnosen borderline, som betyder, at man har en emotionel, ustabil personlighedsforstyrrelse og mangler grænser. Stine ved ikke helt selv, hvad hun skal mene om den diagnose, for ja, hun er klar over, at hun stadig er emotionelt ustabil, men hun er imod tanken om at putte folk i kasser på den måde. Hun vil hellere have, at man fokuserer på, hvad man kan, og hvilken form for hjælp der kan understøtte det.

"Jeg har f.eks. lært at stille spørgsmål og sige fra. Det kunne jeg slet ikke som yngre, fordi jeg oplevede, at min mor blev irriteret, og min far ikke talte til mig, når jeg gjorde det. Og ja, man får nogle gange ondt i maven af at sige fra, men det er det eneste rigtige. Det ved jeg i dag, og jeg gør meget ud af at fortælle Vega, at det er ok, at hun siger fra."

Hvornår oplevede du første gang angst?

"Jeg var ved at uddanne mig til pædagog, og Peter og jeg skulle flytte sammen. Jeg hadede uddannelsen, men Peter syntes, at jeg skulle gøre den færdig, så jeg fik erfaring med at fuldende noget. Jeg var meget sortseer og ufattelig usikker, og til sidst endte det med, at Peter gik fra mig. Vi var fra hinanden i fem uger, og så fandt vi sammen igen og flyttede sammen.

Men i den periode oplevede jeg angst for første gang. Jeg følte, at mit hjerte holdt op med at slå, og jeg turde ikke sove om natten af angst for, at det skulle stoppe helt. Jeg skulle til Bornholm på et tidspunkt, men turde pludselig ikke tage færgen. Jeg fik snurren i armene, og jeg var hele tiden bange for at få kræft. Der var sådan nogle irrationelle og vanvittige tanker hele tiden. Jeg begyndte at gå til lægen hele tiden, og til sidst fik jeg noget medicin for at blive beroliget. Der var jeg nok i starten af 30’erne. Jeg stoppede først med medicinen, da jeg gerne ville være gravid, og det gik faktisk fint med at undvære den."

Hvordan viser angsten sig i dag?

"Jeg mærker angsten hver dag. Generaliseret angst viser sig på mange måder, men jeg føler, at dødsangsten fylder mest. Jeg er bange for at flyve, fordi jeg er bange for at falde ned. Jeg er bange for at tage toget, fordi jeg frygter terror. Jeg er bange for at blive ramt af alvorlig sygdom. Jeg er bange for at tage motorvejen, fordi jeg to gange har oplevet at få tunnelsyn, mens jeg kører bil. Jeg tør ikke stå på vandski. Og jeg er bange for at være alene hjemme, for tænk, hvis der kom nogen, der ville slå mig ihjel."

Så du afholder dig fra en masse ting på grund af angsten?

"Ja, det gør jeg nok. Jeg har faktisk syntes, at det har været rart med corona, fordi man ikke har skullet rejse og har kunnet være meget hjemme.

Jeg tror, at angsten i virkeligheden stammer helt tilbage fra en dag i køkkenet i mit barndomshjem, hvor min far sagde: ”Vi er sgu også så uheldige i vores familie”. Det sidder virkelig dybt i mig. Faktisk tror jeg ”bare”, at det var nogle økonomiske udfordringer, de havde lige i den periode, men fordi der ikke blev talt om tingene, gik jeg selv og baksede med det. Og så voksede det sig stort inde i mit hoved. Kunne det være mig, der blev ramt af kræft? Kunne det være mig, der blev overfaldet en dag? Når vi nu var ”så uheldige i vores familie”. Det er det, jeg mener med, at man skal huske at stille spørgsmål og sige fra. Ellers kommer alt ud af proportioner."

Stine har altid elsket at lave smykker. I femte klasse annoncerede hun, at hun gerne ville være guldsmed. Hun startede firmaet STINE A Jewelry i 2002, men frem til da sad hun også altid og viklede smykker og designede. I perioder har smykkerne nærmest fungeret som en form for terapi, og den dag i dag er hun fuldstændig vild med at designe og udvikle smykker. Hun kan slet ikke holde op med at få idéer til nye øreringe, armbånd og kæder, og hun har succes med sin passion.

I 2011 begyndte smykkerne at blive produceret i Thailand, der kom forhandlere til, og Peter trådte ind i firmaet for at tage sig af økonomi, salg og administration. Alle de ting, som ikke siger Stine noget som helst, men som det jo er helt nødvendigt at have styr på i en konstant voksende virksomhed.

Da Stine i begyndelsen arbejdede hjemmefra, gik hun somme tider på arbejde i nattøj, men det blev en af medarbejderne på et tidspunkt lidt træt af. I dag møder Stine op på kontoret i København, når det er nødvendigt, og når hun føler overskud til det, og andre dage sidder hun hjemme og arbejder. Fleksibiliteten er vigtig.

Hvordan lykkes du med at stå i spidsen for en virksomhed, når du samtidig skal deale med al din angst?

"En af drivkræfterne er, at der er nogen, der køber mine smykker. Det er der ingen tvivl om. Måske er det lidt underligt, men jeg kan godt lide at sidde og glo på min webshop og se, hvor mange ordrer der er, og hvad folk køber. Jeg synes, det er sindssygt sjovt, og det giver mig virkelig blod på tanden. De andre i firmaet forstår det vist ikke helt."

Hun griner.

"Men for mig er det vigtigt, for når jeg kan se, at der er kunder, der gerne vil have mine smykker, så giver det mening at blive ved. Mine smykker bekræfter mig. Det savn, jeg altid har haft i forhold til at blive anerkendt, bliver mindre eller forsvinder, når jeg ser, at mine smykker sælger.

Anerkendelsen er min drivkraft. Der er også en stor tilfredsstillelse i selve processen med at designe og udvikle smykkerne. Og så holder jeg meget af friheden i mit job. Jeg kunne aldrig have et almindeligt arbejde fra 8-16. At være selvstændig og selv at kunne bestemme er helt afgørende for, at jeg kan fungere.

Det er også vigtigt, at jeg har de rigtige mennesker ansat. Jeg er ikke god til at styre folk, jeg bliver meget let irritabel, og jeg får det dårligt, når jeg skal konfrontere medarbejderne med, at jeg gerne vil have noget gjort på en anden måde. Jeg har aldrig lært at håndtere konflikter. Så nu har jeg ansat en, der er meget bedre end mig til at tale med medarbejderne. Jeg er slet ikke uddannet til at være leder, men det er hun. Hun er skidegod til at formulere tingene diplomatisk og sødt, for hun er ikke på samme måde følelsesmæssigt involveret i virksomheden, og det er rigtig godt. Det er jo slet ikke fordi, jeg ikke værdsætter mine medarbejdere, det gør jeg i høj grad, og jeg giver dem tit små gaver for at vise, at jeg er glad for dem. Men jeg egner mig ikke til chefrollen."

Hvordan er det at arbejde sammen med Peter?

"Peter er sindssygt dygtig. Han har et overblik, som jeg aldrig formår at få, og han har is i maven. Han går op i, at vi har en veldrevet forretning, det har jeg aldrig rigtig gjort, men jeg gør det måske lidt mere nu end før. Jeg har opnået at få min el-drømmebil, det havde jeg aldrig troet, at jeg skulle få, og nu har vi opnået et økonomisk råderum til at gøre mange af de ting, vi har drømt om. Det er jo sjovt. Men penge har aldrig været min drivkraft.

Parløbet med Peter er afgørende for, at firmaet kører så godt, for han er ikke bange for at tage nogle svære beslutninger, som er nødvendige for at tilpasse sig markedet og firmaets udvikling ved f.eks. at sige, at nu skal forhandlerne købe fire af hver style i stedet for en, eller at smykkerne stiger lidt i pris, når guldet stiger. Jeg er ved at dø, når det sker. Jeg kan slet ikke holde det ud, for tænk nu, hvis butikkerne og kunderne så ikke vil have det. Men hold kæft, han er sej, Peter, jeg beundrer ham virkelig. Og uden Peter sad jeg her sgu ikke."

Udover at glæde sig over, at virksomheden går godt, har Stine også for nylig lært, at det er vigtigt, at hun gør noget godt for sig selv. Det var en kvindelig psykolog, der sagde det til hende, og det har hun taget til sig.

"På et tidspunkt så jeg kun smykker, når jeg så mig selv. Og så blev jeg hunderæd for, hvad jeg egentlig var uden mine smykker. Den tankegang har jeg heldigvis ikke mere, for psykologen boostede mig ved at fortælle mig, at jeg er så meget andet end mine smykker. At jeg er smuk, dejlig, skøn og dygtig, og at jeg skal huske også at gøre gode ting for mig selv. Det var virkelig godt for mig at begynde at tænke sådan. Jeg har altid søgt nogen, der kunne guide mig, for det føler jeg, at jeg har manglet fra mine forældre. Jeg føler ikke, at jeg har haft dem til at vise mig livets vej på den måde, som jeg synes, det skal gøres af ens forældre."

Hvad begyndte du så at gøre for dig selv?

"Jeg elsker at tage billeder til Insta, tegne, rydde op, sætte ting pænt op eller løbe mig en tur. Og at lave smykker, selvfølgelig. Jeg kan glemme angsten lidt, når jeg laver noget, jeg godt kan lide. Jeg har også gået hos en psykiater, som har spurgt mig: ”Hvem er du, når du vågner om morgenen, udover din angst?”. Og det er jo også et godt spørgsmål at tænke over. Jeg har altid savnet at få at vide, hvem jeg er, fordi jeg ikke oplevede at blive spejlet i min barndom. Jeg ved godt nu, efter mange års refleksion, at mit kreative og sensitive sind har været en udfordring for mine forældre og måske har krævet en del mere omsorg og forståelse, end de har kunnet stille op med."

Hvad er svaret på spørgsmålet – hvem er du?

"Det svar søger jeg stadigvæk. Men jeg ved, at jeg ikke kun er angst. Sådan har det ikke altid været. Før så jeg kun mig selv som et problem. Det gør jeg ikke mere. Jeg øver mig hele tiden i at værdsætte alt det, jeg kan, i stedet for kun at fokusere på det, jeg ikke kan."