høreskader

Langvarig stress kan give alvorlige høreskader: Derfor skal du stoppe op

Kan stress sætte sig i ørene? Ja, forklarer stressforsker. Støjfølsomhed og tinitus på grund af stress er langt mere almindeligt, end mange ved af. Få her de bedste råd til at forebygge høreproblemer.

Det er naturligt at høre dårligere, når man bliver ældre. Øret bliver slidt og ældes ligesom resten af kroppen. En dårlig hørelse kan også skyldes arvelige faktorer.

Men stress synes også at spille en stor rolle – du kan læse om Anna Sälls oplevelse med dette her: Anna blev næsten døv af stress. Nu forsøger hun at advare andre.

"Stress har større indflydelse, end vi tidligere har forestillet os," siger stressforsker Dan Hasson, hvis forskning i stress og høreproblemer på Karolinska Institutet i Sverige har fundet en sammenhæng mellem langvarig stress og høreproblemer.

"Det anslås, at mindst 800.000 danskere har problemer med hørelsen. Cirka 300.000 har et høreapparat og har brug for hjælpemidler. Men det er mere almindeligt hos dem, der er udsat for forskellige former for stress og sover dårligt," siger forskeren.

"Personer, der er udsat for langvarig stress og har svært ved at slappe af, har større sandsynlighed for at få høreproblemer," siger Dan Hasson. 

"En teori bag sammenhængen er, at stress forårsager små betændelsestilstande i øret, som sammen med genetisk sårbarhed gør det mere modtageligt for sygdom."

Dan Hassons forskning viser også, at der er en klar sammenhæng mellem følelsesmæssig udmattelse og tinnitus.

"Langvarig stress og tinnitus går hånd i hånd."

Et socialt handicap

Tidligere undersøgelser har vist, at der også er en stærk sammenhæng mellem langvarig stress og overfølsomhed over for lyd. 

"At føle sig utilpas i støjende omgivelser og have svært ved at tolerere lyden af fx tv’et og klirrende bestik kan være tegn på midlertidig eller mere langvarig støjoverfølsomhed, kendt som hyperacusis."

"Støjfølsomhed er mere almindeligt, end du måske tror, og en stor del af det kan være forbundet med stress. Du er måske ikke engang klar over, at du er følsom over for lyd. Du undgår simpelthen omgivelser med lyde, som du finder ubehagelige. Hvis du ikke får hjælp, kan det blive et socialt handicap."

"Hvis du vil beskytte dig selv mod høreproblemer, er det vigtigt at få nok hvile og at kunne slappe af efter at have været stresset."

Stressforskeren anbefaler vejrtrækningsøvelser som det mest effektive redskab til at hjælpe dig med at slappe af hurtigt.

"For du kan ikke have angst, mens du trækker vejret dybt, forklarer han. Det kan være så simpelt som at tage dybe indåndinger og lave enkle åndedrætsøvelser (se boksen)."

"Sørg for, at du får den hvile og søvn, du har brug for, og undgå for meget stress. Du kan også beskytte dine ører og få specialfremstillede ørepropper."

"Du kan få dem for få hundrede kroner. De fungerer som en slags filter, der tager toppen af ubehagelige lyde. Og hvis du bliver følsom over for lyd og har svært ved at tåle hverdagens støj, er det på tide at teste din hørelse og måske overveje, om du har brug for at hvile dig og slappe af."

Stress ned på få minutter

  • Læn dig tilbage og åbn brystet for at få masser af luft.
  • Se op med åbne øjne (det gør det sværere at gå ind i en stærk negativ følelsesmæssig tilstand).
  • Træk vejret ind gennem næsen og dybt ind i maven i fem sekunder, hold vejret og udånd i ti sekunder.
  • Efter blot tre eller fire vejrtrækninger begynder du at slappe af.