Hun skrev om at blive ”10 år yngre på 10 uger” – nu har hun lært én vigtig ting ved at blive ældre

For 15 år siden bragede Thorbjörg Hafsteinsdóttir gennem sundhedsmuren med sin bestseller '10 år yngre på 10 uger'. Nu er hun fyldt 63 år og fortæller her, hvordan hun kom relativt nemt gennem overgangsalderen med sin kombi af kolde bade, varm sauna, sund kost, muskeltræning og en særlig smørkaffe til morgenmad.

Thorbjörg Hafsteinsdóttir er vild med at bade, og sidste sommer opholdt hun sig næsten hver dag et par timer på Charlottenlund Søbads ikoniske badebro. Søbadet er inddelt i en kvindezone, en herrezone og et fællesområde, og i de kønsopdelte zoner bader og soler man uden tøj på.

Deltag i debatten her.

"Jeg var i gang med at skrive min bog, og i pauserne lå jeg og slappede af i kvindeafdelingen, som var totalt propfyldt. Vi lå som sæler på en strandbred. Vi solede os, varmede os, vendte og drejede os – og jeg ELSKEDE det.

Skal du med til årets store kvindefest?

Vi gentager succesen og fylder igen Operaens smukke foyer med højt humør til dette års ALT for damernes Guldknap - og DU er inviteret!

Lørdag den 28. oktober åbner vi dørene til Operaen og byder velkommen til årets store kvindefest.⁠

Vi begynder dagen med at byde på en forfriskende velkomstdrink og en lækker goodiebag fyldt med skønne produkter. Derudover kan du glæde dig til en dag med spændende talks, konkurrencer, det store Guldknapmodeshow med kendte kvinder (bl.a. Thorbjörg!) på catwalken, prisoverrækkelser og gode musikalske optrædener.⁠

Læs mere - og få fingrene i din billet her.

Vi var alle sammen helt nøgne, og der var kvindekroppe i alle aldre, størrelser og faconer. Alle spankulerede afslappede rundt med store bryster, små bryster, hængebryster, kunstige bryster, ingen bryster – og jeg, der faktisk har været lidt genert over mine små hængebryster, som har fodret tre børn, følte bare, at jeg hørte til.

Man taler så meget om bodyshaming, men det var der bare ikke en skid af der, og det var så fedt. Man skulle tro, at kvinder uden tøj følte sig sårbare, men nej, de udstrålede alle sammen sådan en power. Og den power, jeg ser hos kvinderne i Søbadet, vil jeg så gerne se hos alle kvinder."

Lige præcis sidste sommer var der en del debat om, hvorvidt kvinder over en vis alder kunne tillade sig at gå i bikini, og heldigvis var der en lang række kvinder 50+, der blev så rasende over, at det overhovedet kunne være et spørgsmål, at de sociale medier blev bombarderet med billeder af skønne, modne kvinder i bikini.

Thorbjörg adresserer også spørgsmålet i sin nye bog 'Sundhed har ingen alder', fordi hun i sin klinik taler med mange kvinder, der fortæller, at de føler sig oversete og oplever at ”sidde i skammekrogen”, når de har passeret 50. Thorbjörg mener, at det er som om, der stadig hersker en kulturel konsensus om, at kvinder 50+ har en ringere værdi og bliver stemplet som gamle, slidte og forvirrede, og at man altså gerne må tillade sig at udskamme dem i den alder, der vover at vise sig i en bikini eller – oh skræk og ve – helt uden tøj på.

Thorbjörg, som selv er 63 år, vil gerne være med til at gøre op med den stigmatisering, for hun gider i hvert fald ikke selv at læne sig tilbage med en lille kop kaffe, en småkage og et strikketøj, mens hun ser på verden, der passerer forbi.

Thorbjörg Hafsteinsdóttir2.jpg

Apropos kaffe, så er det alligevel det, jeg får serveret, da jeg indfinder mig hos Thorbjörg en fredag morgen i Ordrup. Men det er ikke en hvilken som helst kaffe. Det er en smørkaffe. Instant kaffe, en klat usaltet smør, en klat kokosolie og kogende vand, der er blendet sammen. Det lyder måske ret mærkeligt, men det smager faktisk fantastisk. Smørkaffen er det eneste, Thorbjörg får fra tidlig morgen og indtil frokost, og det er netop hendes rutiner og nyeste viden om sundhed og alder, vi skal tale om i dag.

Det er 15 år siden, hun bragede gennem sundhedsmuren med bestselleren '10 år yngre på 10 uger'. Dengang var hun her og der og alle vegne, og hun måtte forsvare og forklare de principper, hendes tilgang til sundhed byggede på. I dag er det en tilgang, mange sværger til, men Thorbjörg var forud for sin tid i forhold til antiinflammatorisk kost, kosttilskud, sunde fedtstoffer og naturlige antiage-produkter, og det fik hun en del hug for. Andre – som jeg – elskede den bog og købte ind på præmissen om, at man kan gøre en hel del for at være sund langt op i årene.

Hvad er det for en Thorbjörg, der sidder her i dag i forhold til hende, der skrev

'10 år yngre på 10 uger' for 15 år siden?

"Det er en Thorbjörg, der er blevet 15 år ældre, men som stadig føler sig ti år yngre."

Hun griner højt.

Det gør du simpelthen stadig?

"Altså – det ved jeg ikke. Det er jo bare mig. Men jeg kan godt høre på andre kvinder på min egen alder, at de ikke altid føler sig helt så friske, som jeg selv oplever, at jeg gør det meste af tiden. Mange kvinder i min alder har nogle issuses, som jeg ikke har, og mange er mere forsigtige, end jeg er. Det er der ikke noget galt med, skal jeg lige sige, og jeg skal passe på med, hvordan jeg taler om de her ting, for det kan hurtigt komme til at lyde som om, jeg aldersshamer, og det gør jeg bestemt ikke.

Det er totalt naturligt og normalt, at vi ældes. Det gør jeg også. Og gudskelov for det. Jeg er taknemmelig for, at jeg overhovedet er i live og ældes. Men jeg differentierer mellem det at ældes og aldring. Man kan ikke gøre noget ved, at man ældes. Det sker bare. Aldring, derimod, kan godt være unaturlig, når den er et tegn på sygdom og ubalance i kroppen, og det kan man faktisk gøre noget ved. Specielt når aldringen er unaturligt hurtig."

Og hvornår er den det? 

"Helt biologisk er den for hurtig, hvis celledelingen er for hurtig. Og celledeling, som sker alt for hurtigt i kroppen, sker på grund af noget. Det vil typisk være fordi, der er inflammation i kroppen, eller fordi der er nogle giftstoffer i kroppen, som gør kroppen syg. Det, vi kan gøre, er at biohacke vores krop med det formål at påvirke, forny og optimere dens funktioner, så det biologiske ur går lidt langsommere. Det er det, min nye bog handler om."

Selvom Thorbjörg stadig – for det meste – føler sig ti år yngre, end dåbsattesten viser, så mærker hun klart, at der er sket noget med hende over de seneste 15 år. Igennem livet er hun flyttet utrolig mange gange, og hun tror, at det hænger sammen med en opvækst, der gjorde hende lidt rodløs.

Thorbjörg Hafsteinsdóttir3.jpg

Hun blev født på Island og voksede op kun med sin mor og sine søskende. Faren var aldrig en del af hendes liv. Fordi moren var nødt til at arbejde hårdt for at sætte mad på bordet, blev Thorbjörg som 4-årig sendt til Danmark for at bo hos sin moster i et halvt år. Her lærte hun dansk og befandt sig godt, og derfor kom hun flere gange til Danmark og boede hos mosteren og hendes familie.

Da Thorbjörg blev 18 år, var hun lidt forvirret over, hvor hun egentlig hørte til, og året efter valgte hun at flytte permanent til Danmark. Hun rejste dog stadig frem og tilbage mellem Island og Danmark for at besøge familie og venner, og hun mener selv, at den lidt vilde, kreative, søgende og nysgerrige Thorbjörg blev skabt i de år. Hun uddannede sig til sygeplejerske, fik sine tre døtre, blev skilt fra deres far og måtte, på samme måde som sin mor, lære at klare sig selv.

Thorbjörgs rescue kit til overgangsalderen

  • Drop sukkeret til hverdag.
  • Reducer mængden af frugt, og spis hellere friske og frosne bær.
  • Skær ned på almindeligt brød, spis hellere palæo- eller ketoflexbrød, som har væsentligt lavere indhold af kulhydrat og stivelse.
  • Spis kun tre gange om dagen og inkluder tilstrækkeligt med protein og sunde fedtstoffer. 
  • Spis broccoli og blomkål tre gange om ugen og økologisk tofu 1-2 gange om ugen.
  • Drik én kop grøn te eller matcha te dagligt.  
  • Husk D-vitamin hele året. 
  • Træn dine muskler! Giv dem noget tungt at arbejde med. Du kan godt!
  • Stræk dig smidig hver dag! Alle led skal bevæges, så de ikke stivner.
  • Sov 8 timer hver nat. Hvis du vågner midt om natten og går ind i ”chatrummet”, så tæl får eller baglæns fra 100. 
  • Slut fred med din fantastiske krop og elsk den, som den er, og med alt det, den kan. Det er hverken din alder eller dine deller, som styrer. Du gør! 
  • Livet er kort! Vær taknemmelig for hver eneste fødselsdag fra nu af!

"Gennem årene er jeg flyttet fra et sted til et andet, fordi jeg ikke rigtig kunne finde ro. Jeg synes også, at det er sjovt at lære nye områder at kende og at indrette nye boliger og være skabende på den måde, men måske har de mange flytninger alligevel være en form for flugt. Jeg ved det ikke, og jeg går egentlig heller ikke op i det, men jeg kan i hvert fald mærke, at jeg ikke længere har lyst til at flytte så meget rundt. Og jeg skal ikke blive ved med at fise frem og tilbage mellem Danmark og Island. Jeg har fået et barnebarn og har nummer to på vej, og så vil jeg gerne blive, hvor jeg er."

Hvordan mærker du ellers din alder?

"Jeg kan godt se på mig selv, at jeg er blevet ældre. Og så er jeg måske ikke helt så fandenivoldsk, som jeg har været. Jeg hviler mere i mig selv. Og jeg ønsker mere ro."

Hun holder en lille pause.

"Jeg ønsker faktisk bare HELT ro. Jeg er blevet sådan en ro-hungrende type. Det simple og enkle liv er meget tiltalende for mig. Jeg har altid oplevet mig selv som en meget privat person, men jeg synes, jeg er blevet endnu mere privat nu. Selv om jeg godt kan lide det, kan det at skulle gå ud og holde foredrag for mange mennesker koste mig meget mere i dag, end det gjorde for 15 år siden.

Der er kommet en form for introverthed i mig, og jeg dyrker den ved at lave yoga og meditere. Jeg tænker meget over den indre balance, og jeg tænker over, hvad formålet med mit liv egentlig er. Jeg finder mere glæde og tilfredshed i små konstellationer. Det kan være en vandretur i bjergene med få mennesker. Eller ved simpelthen bare at være alene og sidde og kigge ud over havet. Det er det, der tiltaler den mere introverte Thorbjörg i dag. Og det er en god ting, tror jeg.

Er den måde at være på kommet gennem overgangsalderen?

"Jeg tror ikke som sådan, at det har noget med overgangsalderen at gøre. Det handler mere om modenhed, erfaringer og livsværdier. Jeg gik tidligt i overgangsalderen, jeg var 48, og det var ret smertefrit for mig. Jeg tror, det var fordi, jeg havde en god livsstil, hvor jeg trænede og spiste sundt og på den måde gjorde mange af de ting, der fremkaldte den samme reaktion i kroppen, som østrogenet ellers havde gjort.

Så selvom østrogenet var væk, havde jeg stadig energi, en god fedtforbrænding, fokus, glæde og overskud, fordi jeg spiste antiinflammatorisk og bevægede mig. Jeg tror i højere grad, at den nye Thorbjörg har meldt sin ankomst, fordi jeg har oplevet mange kriser. Mange nederlag. Og jeg har oplevet flere stressperioder, også i løbet af de seneste 15 år. Det er til tider svært at være selvstændig erhvervsdrivende og være sådan en foregangsperson eller pioner, som jeg har været.

Der er meget at leve op til hele tiden, og jeg har opfattet det som en forpligtelse at blive ved med at dele min viden og inspirere, når der nu er så meget, man kan gøre for at have det godt og f.eks. komme nemmere igennem overgangsalderen."

Hvilke kriser har du været igennem?

"Jeg har haft perioder, hvor jeg har arbejdet alt, alt for meget og derfor har jeg været nødt til at trække stikket helt i nogle perioder, fordi jeg fik stress. Meget tankevækkende, at jeg selv kan ende i den situation, når det netop er noget af det, jeg sidder og hjælper andre kvinder med i min klinik. Men den selvindsigt, jeg har fået, kommer dem til gode.

Jeg har også oplevet mange tab i de senere år. Venner, som pludselig er døde. Pigernes far, som jeg havde kendt, siden jeg var 18-19 år, og som var min gode ven og mit livsvidne, døde i 2020, og det er jeg ikke helt kommet mig over endnu.

Jeg mistede også min mor sidste år. Hun var gammel og mæt af dage, men det er svært at miste sin mor, uanset hvornår det sker. Jeg kan stadig tænke, hov, jeg skal lige ringe til hende og fortælle et eller andet. Men det kan jeg jo ikke."

Forsiden af '10 år yngre på 10 uger' var i 2008 prydet af et billede af Thorbjörg i trusser og en kort top, der afslørede en meget stram mave. Underoverskriften

på forsiden lød bl.a.: ”Sexet for evigt med naturens egne midler”.

Har din motivation for at holde dig sund ændret sig gennem de 15 år, der er gået

siden din første bog, hvor det måske handlede meget om den flotte krop?

"Først og fremmest var – og er – min motivation i forhold til alt, hvad jeg gør, at blive her på jorden længst muligt – især nu, hvor jeg er blevet mormor, og tiden går alt for stærkt. At holde mig ung og at vise, at det kan man godt.

Hvad er biohacking og hormesis?

Biohacking et andet udtryk for måder og metoder, som påvirker eller trigger forskellige funktioner i din krop.

Professionelle hackere sniger sig ind i computere og ændrer forskrifter og digitale programmer. Det kan du også gøre, men her er computeren bare skiftet ud med din egen krop. Du kan hacke din biologi på forskellige måder med det formål at påvirke, forny og optimere en funktion.

Kroppen skal stresses på forskellig vis. Og her taler vi om den kortvarige,

milde og gode stress, som også hedder hormesis.

Thorbjörg anbefaler målrettet hormesis og biohacking med følgende midler og metoder:

  • Kort og langvarig faste.
  • Regelmæssig motion.
  • Ketose.
  • Regelmæssige havbade året rundt.
  • At gå udendørs i korte ærmer, også når det er koldt.
  • Varm sauna op til 100 grader 1-2 gange om ugen.
  • Regelmæssig yoga og vejrtrækningsteknikker.
  • Specifikke tilskud, som hacker hjerne, gener, hormoner og mikrobiom.
  • Specifikke hacks og hudplejeprodukter til hudens struktur og glød.

Læs mere i bogen 'Sundhed har ingen alder'.

Sundhed har ingen alder.jpg

Man kan godt være biologisk yngre, hvis man gør nogle bestemte ting. Og den flotte krop … øh, jeg ved ikke, om jeg nogensinde har tænkt, at jeg havde en flot krop. Jeg havde en udmærket krop dengang, og det har jeg stadig, men jeg har også nogle krav til, hvordan min krop skal se ud."

Hvilke krav er det?

"Jeg vil ikke være alt for overvægtigt. Og ja, det har noget med udseendet at gøre, men det handler mest af alt om, at jeg ved så meget om, hvad for meget sukker, simple kulhydrater og stress kan gøre i kroppen i forhold til insulinfølsomhed, hormonbalance og metabolisk sundhed. Så det ville stride imod mit mål om at være her så længe som muligt, hvis jeg vejede for meget.

Når det er sagt, så er jeg godt klar over, at der findes mange overvægtige mennesker, som bliver 90 år, men det er ikke, hvad jeg gerne vil. Jeg vil gerne kunne blive ved med at bevæge mig, for jeg elsker at gå en tur, og jeg elsker at træne og svømme. Sådan har jeg altid haft det.

Jeg var igennem en operation i december sidste år, som betød, at jeg i en periode ikke kunne træne, som jeg plejer, og det var jeg træt af, men nu er jeg i gang igen og håber, at jeg snart er tilbage i den form, som jeg plejer at være i. Det er vigtigt at sige, at mine kriterier for, hvordan jeg gerne vil have, at min krop ser ud, netop er mine. De kriterier siger ikke noget om, hvordan jeg synes, at andre skal se ud. Det er totalt op til folk selv, hvordan de har lyst til at leve deres liv. Jeg har noget viden, og jeg har noget erfaring, som gør, at jeg lever på den måde, jeg gør, og det er også den viden og erfaring, jeg deler ud af, hvis folk har lyst til at høre om det."

Når man taler med Thorbjörg og mærker hendes energi, ser, hvordan hun stråler, og hører, at overgangsalderen næsten gik hendes næse forbi, får man lyst til at gøre nogle af de samme ting, som hun gør. Jeg gør i hvert fald.

Hvordan ser en typisk dag ud for dig?

"Jeg har nogenlunde den samme rutine hver dag, for jeg elsker rutinen. Nogle gange falder jeg fuldstændig ud af den, men jeg er ret hurtig til at komme ind i den igen. Og det er faktisk det, jeg ønsker, at alle kvinder skal tage til sig, hvis ikke andet. At lære rutinen.

Når vi har den på rygraden, er det nemt at komme tilbage, hvis man slipper den nogle dage. Så altså, jeg står for det meste op ved 6-7-tiden om morgenen. Jeg tager mine kosttilskud – collagenpulver og carnitin – og tre gange om ugen tager jeg derefter til HIIT træning i Fælledparken. Jeg træner udenfor året rundt uanset vejret."

Thorbjörg Hafsteinsdóttir7.jpg

"Når jeg kommer hjem, får jeg min smørkaffe og drikker en masse vand. Jeg spiser ikke om morgenen, fordi jeg er af den opfattelse, at det er sundt at faste indtil frokost. Nogle vil mene, at jeg bryder fasten med smørkaffen, men det mener jeg ikke, for det er kun fedt, jeg får, og min krop er vant til at være i ketose, hvilket betyder, at den forbrænder fedt.

Jeg arbejder indtil ved 13-tiden, eller hvornår jeg nu bliver sulten, og så spiser jeg dagens første måltid. Det er enten rester fra dagen før eller f.eks. kogt kyllingebryst med grøntsager. Broccoli, blomkål, courgetter, rød peberfrugt, aubergine – hvad jeg nu har – og med masser af koldpresset, økologisk olivenolie.

Det er meget simpel mad. Jeg får også tit tyndt skåret ribeye, som jeg lige steger på panden. Klimaaktivisterne bliver nok sure nu, men jeg er glad for ribeye både til frokost og aftensmad. Dertil får jeg også grøntsager og måske en bearnaise- eller hollandaisesovs. Jeg har også altid frossen kuller i fryseren, som jeg hurtigt kan koge. Dertil masser af grøntsager og smør.

Jeg får et tilskud af fiskeolie hver dag, for jeg spiser ikke så tit fed fisk her i Danmark. Jeg synes, det er for dyrt. Men jeg kan godt finde på at spise lækre sardier fra dåse. Den gode kvalitet i koldpresset olivenolie. Sardiner er en af de reneste fisk, vi kan spise, for den er nederst i fødekæden."

"To dage om ugen dyrker jeg yoga på et eller andet tidspunkt af dagen, helst hot yoga, for jeg er glad for varmen. Jeg bader også i havet to-tre gange om ugen året rundt og går i sauna bagefter. Kolde bade og varmen i saunaen sætter gang i fedtforbrændingen, og det er simpelthen en måde at biohacke sin krop. Når man sidder tre gange 15 minutter i saunaen, svarer det til, at du lavede en god cardiotræning i en halv time.

Det er bare meget mere afslappende, og det er en god løsning for dem, der ikke gider træne, eller som måske ikke kan træne. Jeg går også mange ture i løbet af en uge. Jeg skal simpelthen ud hver eneste dag. Jeg ved godt, at jeg er heldig, at jeg arbejdsmæssigt er min egen herre, og at det kan være svært for andre at passe så mange ting ind, som jeg gør, men man kommer langt ved at prioritere det, man godt kan lide at lave, og som gør en godt. "

Thorbjörgs ugeprogram kan nok tage pusten fra mange, hvilket hun godt er klar over. Derfor er hendes umiddelbare budskab også, at man ”bare” skal gå i gang der, hvor man nu kan.

Thorbjörg Hafsteinsdóttir5.jpg

"Som de siger hos Nike: Just do it. Altså, det mener jeg virkelig. Der er så mange forhindringer, som får lov til at rumstere i hovedet på mange kvinder, fordi de skal diskutere så meget med sig selv. Kan jeg nu tillade mig at sige det? Kan jeg tillade mig at have det her på? Kan jeg tillade mig at tage tøjet af? Kan jeg overhovedet finde ud af at træne? Alt muligt. Lad være med at tænke så meget. Hvis du tror, noget bliver godt for dig, så gør det. Gå bare i gang med træningen eller den sunde kost. Du kan altid holde op igen, hvis du synes, det bliver for kedeligt eller for krævende.

Men husk også, at det at ændre noget i sit liv, som ikke fungerer, det ER krævende. Det kommer ikke af sig selv. Og det er okay, at det er krævende. Jeg ved ikke, hvorfor at ”krav” er blevet sådan et buzzword i forhold til, at man endelig ikke skal gøre noget, hvis det kræver en ekstra indsats, eller hvis man risikerer at lide et nederlag. Life is tough. Og det er forandringer også.

Men hvis det lykkes – NÅR det lykkes! – så er det helt fantastisk. At være i øjenhøjde med livet og tage styringen selv er noget af det bedste, synes jeg. Lige så vigtigt som det er at kunne formulere et nej, lige så vigtigt er det også at kunne formulere et ja. Jeg forsøger i hvert fald hele tiden at sige ja til mig selv. Og ja til mine behov.

Det kan være et nyt eventyr, som jeg er ret god til at kaste mig ud i, men det kan også være et ja til mig selv, når jeg har brug for at hvile eller trække mig tilbage. Eller ja til mig selv, når jeg har en offday og bare har lyst til at spise is fra morgen til aften. For sådan nogle dage har jeg også. Jeg siger, ja, Thorbjörg, gør du bare det, hvis det er det, du har brug for. Og jeg gør det uden skamfølelse eller dårlig samvittighed. Det er livet alt for kort til.

Hvem er Thorbjörg Hafsteinsdóttir?

Ernæringsterapeut, certificeret coach og yogalærer. Afholder kurser og foredrag og har klienter i sin klinik. Forfatter til bl.a. '10 år yngre på 10 uger', 'Spis dig yngre' og 'Boost din vitalitet' og 'Ketoflex'. Se mere på Thorbjorg.dk.

Aktuel med bogen 'Sundhed har ingen alder', som udkom den 13. april på Politikens Forlag.

Hun er 63 år og med egne ord lykkelig single. Har tre voksne døtre fra et tidligere forhold samt et barnebarn på tre år og et mere på vej.

Og jeg ved også, at jeg ikke bliver hængende i den isbøtte i flere uger, netop fordi jeg har mine sunde rutiner, som jeg så let kan vende tilbage til."