Træningsekspert: Sådan skal du træne for at leve længst og sundest
For ekspert i fysiologi og metabolisme, Mads Tærsbøl, er der ingen tvivl om, hvilken træningsform du bør prioritere for at optimere din sundhed.
HIIT, crossfit, boksetræning og yoga i alverdens afskygninger – det er blot få af de mange typer af træningsformer, som fitnesscentre landet over tilbyder.
Men hvordan finder man bedst rundt i junglen af de muligheder, hvis man ønsker at finde den træningsform, som giver dig det bedste udgangspunkt for at leve et liv, hvor du er rask og rørig så længe som muligt?
Vi har spurgt træningsekspert og performance coach, Mads Tærsbøl, som gennem sin virksomhed Peak4ever har lavet mere end 500 fysiologiske tests på danskere med vidt forskellige fysiske udgangspunkter.
”Det lyder måske lidt hårdt at sige, men de fleste vil måske sige, at de er i rimelig god form, men det viser sig bare, når man måler på deres form, at det står ret skidt til”, lyder vurderingen fra Mads Tærsbøl.
”Men det gode er, at det folk tror, der skal til for at blive sundere, typisk er alt for stressende for kroppen”.
Hvad oplever du at folk misforstår, når det kommer til træning?
"Mange tror, at man skal træne ekstremt hårdt for at blive sund og stærk, men i virkeligheden bliver kroppen og nervesystemet og hele det metaboliske aspekt meget presset ved hård træning."
"Hvis du forestiller dig, at kroppen kun har et givent batteriniveau hver dag, når du vågner, og du så oveni har et stressfuldt arbejde, så er det ikke optimalt at træne så hårdt oveni, for så hælder du mere stress på end kroppen kan kapere."
Hvordan skal man træne for at blive den sundeste udgave af sig selv?
"Uanset om du er atlet helt almindelig verdensborger – når du vil være sund og rask og leve længe, så skal 70-80 procent af din træning foregå ved ret lav intensitet og på sådan en måde, at du stadig vil kunne føre en samtale uden at blive alt for forpustet. Her er det super godt med kredsløbstræning, som du eksempelvis får ved cykling, roning, dans eller løb."
"Derudover vil det være optimalt, hvis du 1-2 gange ugentligt træner med moderat til høj puls i 20-30 min, men hvor du langt fra presser dig selv til grænsen."
"Men det skal endelig ikke misforstås, selvfølgelig kan hård træning også være gavnligt. Særligt tung styrketræning er rigtig godt for især kvinder, hvis knogler bliver svagere og demineraliserer over tiden. Her oplever jeg især, at kvinder er bange for at løfte tungt, og der skal man altså bare give den gas."
"Det handler mere om, at man ikke nødvendigvis skal træne helt vildt hårdt hele tiden for at opnå sit fulde sundhedspotentiale."
Hvor ofte skal man så træne?
"Først og fremmest skal man være fysisk aktiv hver dag. Men fysisk aktivitet behøver ikke være decideret træning. Det kan også bare være, at man hver dag får gået en tur, og hvis ikke en lang tur, så i hvertfald en kort én."
"Det kan også være en god idé at implementere gode pauser i hverdagene, hvor du måske lige rejser dig fra skrivebordet og går lidt rundt en gang imellem, så pulsen kommer op. Det bliver man også typisk mere frisk i hovedet af."