Tre store måltider eller mange små?
Én ting er sikkert, du skal ikke gå rundt at være sulten. Men er det sundestat spise tre måltider eller flere små?
Man kan undre sig over, at det ikke er muligt at give et forskningsbaseret svar på så enkelt et spørgsmål, men svaret er, at man ikke ved det, fortæller overlæge og professor Bente Klarlund, der mener, at der måske heller ikke ville kunne findes noget entydigt svar. Som hun siger:
– Måske er det ligegyldigt, hvor tit du spiser, bare du spiser varieret, holder vægten og motionerer. Måske er der nogle, der er som aber, som det passer bedst at småspise hele tiden, mens andre er som løver, der har det bedst med at spise et stort måltid sjældent.
Spørger man klinisk diætist Anne Louise Knudsen om, hvad hun i praksis anbefaler sine klienter, der gerne vil tabe sig, lyder svaret: fem-seks måltider om dagen, tre større og to-tre mindre.
"Jeg oplever, at folk har en tendens til at række ud efter det forkerte om eftermiddagen."
– Jeg oplever, at folk har en tendens til at række ud efter det forkerte om eftermiddagen, hvis de kun spiser tre gange om dagen. Ofte spiser folk frokost kl. 12, og hvis de så først skal spise aftensmad kl. 19, betyder det, at de når at blive meget sultne op ad eftermiddagen, og så er der stor sandsynlighed for, at de ender med at spise noget med alt for mange kalorier, når de f.eks. kommer hjem efter arbejde. I modsætning til, hvis de havde fået et lille mellemmåltid et par timer forinden. Derudover er mellemmåltiderne også en god måde at få spist flere grøntsager på. Men selvfølgelig: Hvis du har det sådan, at det fungerer bedst for dig at spise få, store måltider om dagen, og du har masser af energi, din fordøjelse virker osv. skal du selvfølgelig gøre det.
LÆS OGSÅ: Du kan træne dig til mere sexlyst