Ulla fik hjertesvigt: ”Jeg stod med mine brochurer i hånden og troede, jeg skulle dø”
En blodprop i hjertet kan ændre livet radikalt. Det ved Ulla alt om, men hun har valgt at fokusere på alt det gode, livet heldigvis stadig indeholder.
I 2001 gennemlevede Ulla Løkkegaard den mest forfærdelige nat i sit liv. Hun kunne ikke trække vejret og havde ondt hen over brystet, og hun troede, at hun skulle dø. På et tidspunkt besvimede hun på badeværelsesgulvet, og da hun vågnede igen, tænkte hun: ”Det er mit hjerte, den er gal med”.
Hvor hun fik den tanke fra, ved hun ikke. I årene op til den forfærdelige nat havde hun været ved lægen et utal af gange, for hun kunne mærke, at noget ikke var, som det skulle være. Hun kunne næsten ikke holde til at gå på trapper, når det blæste, måtte hun støtte sig til husmuren hele vejen hen til bilen for ikke at vælte, og efter arbejde faldt hun udmattet omkuld på sofaen.
Lægen spurgte hver gang: ”Ryger du?” Og når Ulla svarede ja, konstaterede han, at så var det jo nok derfor, og så fik hun endnu en gang antibiotika mod kold lungebetændelse.
Efter den skæbnesvangre nat forlangte Ulla at få sit hjerte undersøgt. Lægen mente egentlig ikke, det var nødvendigt, for hvorfor skulle en kvinde på 44 år pludselig få hjerteproblemer? Modvilligt gik han med til det og kunne konstatere, at hjerterytmen ikke var helt god. Herefter fik Ulla lavet en EKG, som bl.a. måler hjerterytmen. Den viste, at noget var helt galt, og hun røg videre til hjerteafdelingen på Bispebjerg Sygehus.
"Her blev jeg indkaldt til et møde hos en overlæge. Han sad der bag sin computerskærm og uden så meget som at kigge mig i øjnene, fortalte han, at jeg desværre havde hjertesvigt. Jeg fik recept på en masse piller og blev så ellers gennet ud på gangen igen. Her stod jeg så med mine brochurer om hjertesvigt i hånden og troede, jeg skulle dø. Hjertet holder dig i live, og når det svigter, så dør du vel," fortæller Ulla, som stadig her 21 år efter oplevelsen får tårer i øjnene ved tanken.
Mødte lægen i sit liv
Men pillerne hjalp umiddelbart ikke, faktisk fik Ulla det blot værre og værre.
"Jeg gik fra at være en stærk erhvervskvinde til et vrag, der intet kunne. Jeg gik stadig på arbejde som filialchef, for så meget af min identitet var hængt op på det. Men jeg kunne intet andet. Når jeg kom hjem, kollapsede jeg fuldstændig på sofaen. Tidligere gik jeg til dans og vandaerobic, det kunne jeg slet ikke længere."
Til sidst måtte Ulla slå i bordet over for overlægen og kræve at blive ordentligt undersøgt. Gennem en blodåre i lysken blev et lille kamera sendt ind i kroppen på hende for at kigge på hjertet. Herefter stod det klart, at Ullas ene hjertekammer stort set ikke fungerede. Hun havde sandsynligvis haft en blodprop, som ikke var blevet opdaget i tide.
"Nu skulle jeg så igennem en bypassoperation. Igen troede jeg, at jeg skulle dø, men den gik da heldigvis godt. Endnu engang blev jeg sendt hjem med en masse brochurer, som jeg ikke turde læse," siger Ulla.
Efter operationen troede hun, at hun ville blive sit gamle jeg, men der var lang vej fra den Ulla, der knapt kunne holde til at gå ned og handle og så til den aktive karrierekvinde, hun havde været før i tiden. Hun ville bare tilbage og leve sit gamle liv.
"Jeg opsøgte lægen igen og sagde: ”Jeg har det stadig ikke godt, operationen må da være gået galt”, men det påstod han, at den ikke var," siger Ulla, der herefter blev tilknyttet rehabiliteringsafsnittet på Bispebjerg Hospital.
Annonse
"Og her mødte jeg lægen i mit liv! Som den første så og forstod hun mig. Hun sagde: ”Ulla, du får det ikke som før. Du skal på pension, for du er kronisk hjertesyg”. Jeg tænkte først, at hun da måtte være rablende vanvittig. Selvfølgelig skulle jeg da tilbage til mit arbejde," siger Ulla og fortsætter:
"Men med tiden forstod jeg dog, at hun havde ret, og at jeg skulle se at få skabt mig et så godt liv som muligt under de nuværende betingelser. Jeg måtte selv tage ansvar herfra," fortæller Ulla.
Annonse
Vil gøre en forskel
For operationen var ikke gået galt, faktisk ville Ulla sandsynligvis have været død uden, men da hendes ene hjertekammer ikke fungerer, kommer hjertet aldrig til at pumpe som et normalt hjerte.
Da Ulla indså det og accepterede, at hun også var nødt til at tage pillerne, kunne hun begynde at bygge et nyt liv op igen.
"Jeg fik tilkendt førtidspension og for første gang i mit liv, stoppede jeg op og gav mig tid til at tænke over, hvad der egentlig var vigtigt for mig. Jeg har altid været meget social, det er jeg stadig, men jeg er gået fra at have mange bekendte til at have få, men meget nære venner. I dag omgiver jeg mig kun med folk, der giver mig glæde og energi."
"Dem prioriterer jeg til gengæld højt. Jeg elsker at invitere til middag, men hvor jeg før gik op i, at alt skulle laves fra bunden, køber jeg mig til meget, eller jeg laver en gryderet på forhånd. Det vigtigste er det sociale samvær."
Ulla fandt også et andet hjertebarn, for hun ønskede ikke, at nogen skulle gennemgå det samme mareridt som hende.
"Jeg ville gøre en forskel. I dag tager jeg derfor rundt på hjerteafdelingerne og taler med patienter og pårørende. Jeg holder foredrag, og jeg blevet en del af lægernes og sygeplejerskernes uddannelsesforløb. Jeg fortæller min historie, så de lærer at se det fra patientens vinkel."
Ulla ville selvfølgelig gerne have været sit frygtelige forløb foruden, men hun har genfundet sin livsglæde og føler, at livet stadig er værdifuldt.
"Jeg har et godt liv. På nogle områder faktisk et bedre liv end før. Jeg forsøger at leve godt med de begrænsninger, jeg nu engang har. Jeg har lært at økonomisere med kræfterne. Jeg fokuserer på mine venner, min mand, min træning og på at hjælpe andre. Og – vigtigst af alt – en gang imellem at kunne rejse til Australien, hvor min datter, svigersøn og barnebarn bor."
