Helena Ekström.

Helena kæmpede med udbredt lidelse: "Det var, som om nogen talte et fremmed sprog til mig"

Helenas hørelse blev gradvist dårligere, og hun havde svært ved at høre, hvad der blev sagt både på arbejdet og privat. Til sidst søgte hun hjælp og fik et høreapparat, som fungerede godt fra starten. ”Det var en rigtig wow-følelse!”, siger hun.

Helenas hørelse blev gradvist dårligere, og hun havde svært ved at høre, hvad der blev sagt både på arbejdet og privat. 

Til sidst søgte hun hjælp og fik et høreapparat, som fungerede godt fra starten. ”Det var en rigtig wow-følelse!”, siger hun.

Helena Ekströms høreproblemer begyndte at snige sig ind på hende i en moden alder:

"Når jeg drak kaffe med kolleger, bemærkede jeg, at de kunne høre telefonen ringe i det andet rum, men det kunne jeg ikke. Og når jeg var til yoga, opfattede jeg ikke altid, hvad læreren sagde. Så blev jeg klar over, at der var noget galt," siger Helena Ekström, der arbejder som selvstændig ejendomsmægler.

Helena gik til lægen, og det viste sig, at hendes hørelse var så dårlig, at hun havde ret til høreapparat. Hun fik et høreapparat, og det fungerede godt fra første dag.

"Det var slet ikke svært, faktisk opdagede jeg næsten ikke, at jeg havde det på. Det er endda sket, at jeg har glemt høreapparatet og er hoppet ind i brusebadet, hvilket jo ikke er så smart."

"Da jeg fik høreapparatet, var det en wow-følelse. Tidligere anstrengte jeg mig for at opfatte, hvad andre sagde. Det var lidt, som om nogen talte et fremmed sprog til mig, så jeg havde behov for en tolk for at forstå.

Men da jeg fik høreapparatet, kunne jeg slappe af og behøvede ikke længere at gætte, hvad folk omkring mig talte om."

Lille og pænt

Både Helenas mand og mor har høreapparater, så det var ikke en fjern tanke at få et selv.

"Nutidens høreapparater er ikke, som de plejede at være. De er så små nu om dage, og kun en lille tynd ledning er synlig – resten af høreapparatet er skjult bag øret. 

Men jeg kan huske, at min mor for mange år siden havde en stor model, der hylede. Sådan er det ikke længere. Og batterierne holder nu en uge, så man behøver ikke at lade dem op så tit."

Gennem sin arbejdsplads kom hun i kontakt med audiolog Johan Nordquist, som viste hende, at der findes flere hørehjælpemidler end høreapparater. Hun forelskede sig i en mikrofon, der ligner en kuglepen.

"Den er virkelig smart. Når jeg har husfremvisninger og kundebesøg, går folk jo ofte foran mig og vender ryggen til, og så har jeg svært ved at høre, hvad de siger.

Så jeg sætter ”pennen” fast på min notesbog og retter den mod dem, der taler. Og hvis jeg sidder i møde, lægger jeg ”pennen” på konferencebordet. Fordi den fungerer som en forstærker, er det nemt at høre, hvad der bliver sagt rundt om bordet.

Tidligere, da jeg red, hængte jeg ”pennen” om halsen på ridelæreren, så jeg kunne høre instruktionerne uden det mindste problem, selv om han stod et godt stykke væk."

Slapper mere af

Helena mener, at livet er helt anderledes i dag, hvor hun har forskellige slags hørehjælpemidler.

"Jeg kan slappe mere af nu og bliver ikke så træt som før, hvor jeg skulle anstrenge mig for at høre."

Nogle miljøer er stadig lidt sværere end andre, f.eks. en stor restaurant, hvor det summer af stemmer. Men hun ved, hvordan hun skal justere mikrofonen i sit høreapparat, så det ikke opfanger al lyden. Og hun har lært at sætte sig med ryggen til en væg, så der ikke kommer lyde bagfra.

"Det er dumt at vige tilbage for at søge hjælp. Jeg kender 75-årige, der hører dårligt, men ikke vil have høreapparat, fordi det er pinligt. Men ingen synes, det er pinligt at gå med briller, så hvorfor skulle det være pinligt at bruge høreapparat?"