Vi har efterhånden konkluderet, at den evindelige stræben
efter at aflevere senest, hente tidligst, invitere til de sjoveste
fødselsfester, fremvise de mest næringsrige lavet-fra-bunden-øko-madpakker og
iklæde ungerne i så bæredygtig uld som overhovedet muligt efterhånden er hverdagskost,
ik?
Og lige som man gik og troede, at der ikke kunne presses mere ned over
hverken børn eller forældre, er der nu kommet en ny angstprovokerende tendens
til byen, og den hedder legeaftaler.
Ved første øjekast måske nok både hyggelig og social, men
den kan meget vel gå hen og blive ikke bare din kalenders, men også dit værste
mareridt.
Det er gået op for mig, at konceptet ikke længere kun fylder
i folkeskolen – næ nej, nu skal der også ekstra-socialiseres i børnehaven –
eller rettere, uden for børnehaven. Min datter på tre år er dagligt vidne til,
at hendes ligesindede børnehave-venner bliver hentet i mindre flokke for at
skulle lege videre i privaten.
Legeaftaler hver eneste dag
Man undres måske over, at så små børn måtte have
et behov for at blive yderligere aktiveret efter en seks-syv timers konstant
leg i et puderum eller på en legeplads. At de synes, det kunne være drøn spændende
at invadere et fremmed hjem med fremmede regler og fremmede forældre. Let’s
face it, en tre-årig, der nærmest lige har smidt både ble og sut, kan dårligt
nok mærke behovet for mad og drikke, så komikken i dette fremskyndende projekt
er da til at få øje på.
Det er ikke mange klummer siden, jeg ytrede min holdning til
de legegrupper, der er sat sammen i min søns klasse – og udspiller sig efter
skole. Jeg var ikke fan, og jeg bliver det aldrig. Men i det mindste udspiller
det sig bare fire gange på et skoleår, så det er til at overskue for både børn
og voksne.
Hvad der derimod ikke er til at overskue, er den konstante
påmindelse om, at ”alle de andre har legeaftaler hver dag” fra min otteårige dreng.
Og selv om overdrivelse ofte fremmer forståelsen i den aldersgruppe, så har han
ret. Rigtig mange af børnene har legeaftaler hver eneste dag. For Gud forbyde,
at vores små poder sendes i SFO eller måske direkte hjem efter skole uden en
plan. Uden selskab. Uden støj. Uden skærme. Uden stimuli. Uden Fortnite.
Av for den, hva?!
Når vores FOMO smitter af på børnene
Jeg ved godt, der er forskel på børn, og jeg ved også godt,
at man bare kan sige nej og passe sin egen butik. Men ser vi det i et større
perspektiv, handler det ikke om selve legeaftalen eller om den spækkede
kalender – det handler om noget, som vi midt i vores mental
load snak glemmer: Vores FOMO.
Den er efterhånden så
altoverskyggende, at den ikke bare drypper på degnen, aka vores børn – den
hældes i litervis ned over dem.
Jeg er vokset op med ”kloge børn keder sig aldrig”, og den
sætning kan mange nyudklækkede coaches og selvudnævnte børnevejledere sikkert
tale ned som absolut ikke anerkendende eller i barnets tarv. Men ikke desto
mindre virkede det. Legeaftalerne var sjældne, og det var ikke farligt eller
forkert ikke at have planer.
Klip til i dag, hvor børn går og bekymrer sig om, at der
skal ske noget. De spørger ind til næste uges kryds i kalenderen og glemmer at
være i krydset i dag. De tror, at jo flere planer og sociale relationer – jo
federe er dit liv.
Stakkels små soldater, der ser op til deres forældre, der
drøner rundt med sved på panden med den allerbedste intension om et
vidunderligt liv for særligt de yngste i familien. Is på…
Katrine Memborg
45 år, forfatter og journalist.
Hun er mor til Karl på otte år og Frida på tre år.
Bor i Nordsjælland.