Karina Frimodt har båret på hemmelighed i mange år - en uventet ven hjalp hende videre

De fleste kender til, at der er fødevarer, som de bare ikke kan lide. Det kan være ost, fisk eller tørret frugt, som man ikke har nogen interesse i at smage – og det uanset, hvor meget andre forsøger at lokke.

For nogen er kræsenheden dog så omfattende, at den sætter et stort præg på hverdagens måltider.

Det kender danser Karina Frimodt alt til. Siden hun var barn, har hun ikke kunnet spise bestemte fødevarer – og det har haft flere konsekvenser. Der har været tårer og kommentarer – og til sidst en frygt for at blive syg.

”Den mad, som jeg kan lide, er lidt børnemadsagtigt – det er meget simple retter,” fortæller hun ærligt til alt.dk.

Hun kan lide al slags kød, og sovs har hun det også fint med. Ris, pasta og næsten alle typer brødspiser hun også.

”Men jeg spiser ikke kartofler og grøntsager overhovedet – kun lidt agurk en gang imellem. Jeg kan heller ikke lide frugt som meloner eller jordbær. Generelt er der noget med konsistensen og lugten, som spiller ind i mine madvaner. Det er svært at forklare, for der er ingen tvivl om, at meget sidder oppe i hovedet på mig – og det er blevet en vane,” siger Karina Frimodt.

Jane var konstant træt og udmattet. En tilfældighed gjorde, at hun opdagede, hvad der var galt

I lang tid troede både Jane og hendes læge, at hun var udbrændt, men grunden til, at hendes krop lukkede ned, viste sig at være noget helt andet.

Hendes ekstreme kræsenhed er ikke noget, som hun tidligere har delt. Men hendes venner og familie ved det – og det samme gør mange af hendes kolleger.

”Alle i min omgangskreds, f.eks. på Vild med Dans og på teateret, ved det godt, så de stiller ikke spørgsmålstegn ved det længere, for de ved, at det er en del af mig. Det er, når jeg kommer ud i nye forsamlinger, at jeg støder på det igen. Jeg prøver ikke at have så meget fokus på min tallerken, for jeg har ikke lyst til at snakke om min kræsenhed, når jeg er i et nyt selskab. Det er lidt flovt at sidde og stikke til maden.”

Sidste efterår rejste hun til Sydkorea for at deltage i TV2-programmet ’Shaolin’. En oplevelse, som hun glædede sig til, men som også viste sig at være langt mere udfordrende end forventet. Der blev nemlig kun serveret vegetarmad, så for Karina Frimodt betød det, at hun måtte leve af hvide ris. Kiloene raslede af hende, men det var også i den situation, at det ramte hende, hvor meget hendes madvaner styrede hende.

”Jeg kunne jo godt mærke, at hvis jeg skulle være i det tempel i 12 dage med virkelig hård træning i 40 graders varme og uden mad, så kunne jeg ikke gennemføre det på så lidt ris hver dag. Det kunne jeg simpelthen ikke holde til. Og jeg blev bange for mit hjerte, og om jeg overhovedet overlevede, fordi det var så voldsomt.”

”Vi blev undervist af munke, og da masteren sagde, at det er vanerne, der styrer os, ramte det mig fuldstændig helt ind i hjertekulen, og jeg tænkte, at jeg er nødt til at spise. Der er også så meget konkurrencemenneske i mig, så jeg ville virkelig gerne gennemføre, og jeg ville gerne gøre det godt.”

Tvunget til at spise banan

Når Karina Frimodt ser tilbage, har madens konsistens altid betydet meget for, hvad hun kunne spise – så meget, at hendes forældre til sidst begyndte at blende maden for at være sikre på, at hun fik noget at spise. Og så er der en særlig episode i børnehaven, som har sat markante spor.

”Jeg gik i en børnehave, hvor alle fik frugt sidst på dagen, inden vi skulle høre historie nede i puderne. Jeg kunne ikke spise noget af det, men især bananerne havde jeg svært ved. Det, der skete, var, at jeg blev placeret i køkkenet og tvunget til at spise op. En gang imellem var der en sød køkkendame, som tog bananen for mig, men ellers sad jeg derude og tudede, for jeg kunne simpelthen ikke få det ned uden at kaste op.”

Sanne Salomonsen: Gør dette hver dag, og du får det skidegodt

Sanne Salomonsen er et spirituelt menneske, og her åbner hun op for tro, kærlighed, og så deler hun ikke mindst et godt råd til os alle.

En dag kom Karinas morfar og fandt hende ude i køkkenet. Hun havde ikke sagt noget om det derhjemme, men efter den dag blev hun ikke længere tvunget til at spise noget.

”Det har måske også udviklet min kontrol over, at der ikke er nogen, som skal presse mig til at spise det, jeg ikke kan lide. Og jeg har virkelig udviklet en fobi for bananer efter den episode. Når jeg træder ind i et rum, ved jeg præcist, hvor de er. Det er værst, når de bliver åbnet – det er som en stor, klam edderkop for mig.”

Som barn og ung dansede Karina Frimodt også meget, så hendes forældre lavede den mad, som hun kunne lide, fordi de ville gerne have, at hun fik noget at spise.

”På den måde har jeg også fået serveret den mad, jeg kunne lide – og det stod på helt op i teenageårene. Så flyttede jeg hjemmefra, og lige siden har jeg selv bestemt, hvad jeg har lyst til at spise. Vi har så meget mad at vælge imellem, og så er det bare let at sige, at jeg tager det, jeg godt kan lide.”

”Det har også stået på i så mange år nu, at jeg allerede har besluttet mig oppe i mit hoved, at jeg ikke kan lide det. Hvor jeg for 20 år siden måske havde smagt på det, er det blevet en vane for mig at sige, at det kan jeg ikke lide – og så vælger jeg det bare fra. Jeg væmmes ikke ved det – jeg har bare besluttet mig for, at jeg ikke kan lide det.”

Karina har altid spist meget – bare kun ting, hun kunne lide. Det har aldrig bundet i et fokus på vægt, og hun har altid levet et aktivt liv. Det har bare ikke været så sundt i forhold til at få en alsidig og sund næring.

”Min læge har også været efter mig i forhold til at spise mere alsidigt og at få vitaminer.”

Julie Berthelsen: "Min vægt er gået op og ned konstant - sådan skal det ikke være længere"

Julie Berthelsen er på en helt ny rejse i sit liv. En rejse mod en sundere og mere balanceret livsstil, hvor det hele ikke handler om resultater, men om at skabe et langtidsholdbart fundament for krop og sind. Og selvom det kræver tålmodighed, elsker hun hvert et skridt.

Den ekstreme kræsenhed har også været en stopklods for hende i mange sociale situationer. Der har været middagsselskaber og restaurantbesøg, som hun har takket nej til, fordi der ikke er noget på menuen, hun kan lide.

”Det kan være irriterende, hvis jeg er ude at spise i et selskab, hvor jeg ikke kender dem så godt, hvor jeg sidder og stikker i maden, og spiser mig mæt i kød og brød, for det er der som regel på menuen – og så ligger resten tilbage på tallerkenen.”

”Mange er uforstående overfor, hvorfor jeg ikke bare kan spise det. For dem er det den mest logiske ting – om ikke andet så bare at smage på det. Men jeg ved allerede, at hvis jeg får det ind i min mund, så er jeg overbevist om, at jeg vil kaste det op. Så der har altid været meget fokus på min kræsenhed, hvor de enten bliver forargede over, at jeg ikke bare spiser det, og andre synes, at det er min egen sag.”

”Med tiden har jeg fundet ud af, at det er meget lettere at lade være med at lægge fokus over på min tallerken, for så skal jeg ikke sidde og forklare, hvorfor jeg ikke spiser det hele,” siger Karina Frimodt.

Ramte bunden

I Sydkorea kunne hun mærke energien blive mindre og mindre – og de hvide ris gav hende slet ikke den næring, hun havde brug for. Så trådte skuespiller og med-deltager Thomas Bo Larsen til.

”Han blev en god ven og støtte for mig dernede. Han var god til at presse mig – på den helt rigtige måde. Han fortalte om sin egen historik og om det at være helt nede og ramme bunden. Dernede var jeg, så nu kunne jeg kun kravle opad.”

Emma har menstruel migræne: "Der er dage, hvor jeg må opgive alt"

Der skulle gå mere end 10 år, før Emma Libner endelig fik en forklaring på sine månedlige anfald af hovedpine, opkast, lysfølsomhed og sortnen for øjnene. Nu taler hun højt og åbent om menstruel migræne for at ruske op i de tabuer, der stadig ligger gemt omkring kvinder og hovedpine – og for at lette vejen for andre med sygdommen.

Thomas Bo Larsen foreslog hende, at hun kunne tage bare én ting hver dag, som hun skulle smage på.

”Det kunne jeg bedre overskue – at tage én ting. Og så blev det stille og roligt mere og mere fra dag til dag. Jeg snød min hjerne. Thomas smagte en ting før mig og sagde, at det smagte lidt som en madpandekage – og det kan jeg jo godt lide, så det bildte jeg mig ind, mens jeg smagte. Der var helt sikkert noget grønt i den, som jeg aldrig nogensinde har spist før. Men jeg kunne trigge min hjerne til at sige, at jeg skulle smage den. Og så tænkte jeg, ja, det smager som en madpandekage, og så behøvede jeg ikke at vide mere.”

Efter Karina Frimodt er kommet hjem, har hun stadig lyst til at udvikle sine smagsløg og gøre op med de gamle vaner.

”Thomas er en stor del af, at jeg er kommet videre, og jeg er ikke bange for det længere. Jeg er også blevet nysgerrig. Når der bliver serveret noget, så vil jeg gerne smage på det. Og sådan har jeg ikke haft det i over 40 år. Det er en stille og rolig proces, så jeg kan have mig selv med i det. Jeg kommer aldrig til at spise bananer, men forleden bestilte jeg en thai-ret med både bønnespirer og broccoli i – det havde jeg aldrig gjort før.”

Der er mange, som har skrevet til Karina, efter hun åbnede op om sin kræsenhed i programmet.

”At der kommer fokus på ekstrem kræsenhed, gør det måske mere okay. Kræsenhed handler ikke om, at man er mærkelig, besværlig og underlig, fordi man ikke kan spise som alle andre. Jeg er ofte blevet mødt af, at jeg da i det mindste bare kan smage. Det burde være det letteste i verden, men det er en stopklods, og det er en psykisk ting, der trigger din hjerne. Og du skal måske så langt ud, som jeg var, før du får lysten til at forsøge at ændre det. Og jeg vil anbefale alle andre at sætte sig et realistisk mål, som jeg gjorde ved at skulle smage én ting hver dag.”