Abdel i et brev til sit yngre jeg: "Du vil finde den rigtige kærlighed dagen efter..."

Kære Abdel,

Du har en stram plan, og den skal følges. Lige nu forsøger du at være et menneske, der kan elskes og selv elske på den rigtige måde. Også selvom der kommer ting i vejen. Kærlighed. Forkert kærlighed.

Men den forkerte kærlighed findes ikke. Eller måske rettere: Den rigtige kærlighed ikke findes. Og kan ikke planlægges. Det vil du opdage.

Lige nu river og flår en masse hensyn og forventninger i dig. Du er familiens førstefødte. Du kom ind på studiet, mens du gik i gymnasiet – og om lidt er du landets yngste journalist. Der er ikke noget at sige til, at du bare har lyst til at tonse derudaf, præstere, feste med drengene, købe lejlighed, blive studievært og skubbe de svære valg til side. Og jeg skal ikke dømme, hvad der er rigtig for dig lige nu. Men du skal vide, at alt det svære ikke forsvinder af at blive skubbet foran dig. Og endnu vigtigere: Alt det svære ender med at blive en gave.

Du vil opleve, at mennesker kan elske flere forskelligrettede ting på samme tid. Det kan du også selv. Lige nu tror du, at du skal være så dansk som overhovedet muligt, og du har brugt store dele af din barndom og dit ungdomsliv på at være rigtig dansk. Du har forsøgt at gøre din arabiske familie mere dansk, end I egentlig behøvede at være, og du har tænkt meget på, hvad andre tænker om dig. Om din madpakke var kikset, om dit tøj så flygtningeagtigt ud. Det forstår jeg godt, for sådan er børn. Men du skal stoppe med det nu, ikke først om ti år. Du skal omfavne din baggrund, og du skal aldrig, aldrig nogensinde tro på dem, der vil tvinge dig til at vælge. Det vil der komme rigtig meget af op igennem dine 20'ere og 30'ere – ja, det er sådan set allerede i gang. Du skal vide, at det er løgn. Du kan godt være både dansker og libaneser og palæstinenser. Du kan elske flere lande, flere traditioner og virkelig meget forskelligt mad. Det sidste vil din kropsvægt lære på den hårde måde... ;-)

LÆS OGSÅ: Cana Buttenschøn om sin ungdomsspiseforstyrrelse

Lige nu gør du alt, hvad du kan for at undgå at blive forelsket i en ven fra journalisthøjskolen. Til gengæld kæmper du en hård kamp, så du kan blive rigtig forelsket i en veninde fra samme årgang.

Du tror, det er den eneste måde, du selv kan blive elsket af verden på. Som mand, som muslim og som populær medstuderende. Lige nu tør du slet ikke overveje, at der er en anden mulighed, for du ser kun sorg, skam og fordømmelse forbundet med det. Men du vil erfare, at menneskerne i dit liv kan rumme langt mere, end du tror. De kan godt rumme, at du er homoseksuel. Dine venner, selvfølgelig. Men også din familie. Dine forældre vil have brug for tid, men det har ikke noget med deres kærlighed til dig at gøre. Se det som noget godt, at de lige skal sunde sig og ikke vender dig ryggen eller drager forhastede konklusioner. Det er der nok mennesker, der gør – især om 13 år, hvor du sidder og skriver det her brev. Så glæd dig over deres betænkningstid og refleksion, og brug selv tiden, efter du har sagt det til din familie, på at finde dig til rette med dig selv. Brug ikke deres tøven som en undskyldning for selv at tøve, selvom det kan føles som det letteste. Brug tiden på at undersøge den kærlighed, som du nu kan være ærlig om. Stop med at skamme dig. Skam kommer ikke fra Gud, men fra mennesker. Din kærlighed er også rigtig, og den store kærlighed venter derude, også selvom det ikke altid føles sådan.

Det, du skal gennemleve i de næste år, kommer til at teste og danne din personlighed, og det kommer til at gøre dig godt. Husk det, når det ser allermørkest ud. Når du hulker, ryster og frygter. Når du tvivler på, at en god Gud kan finde mening i at gøre dig til en minoritet i minoriteten.

Men dét kommer til at gøre dig stærk som en okse, og din stemme kommer til at hjælpe andre mennesker. Du vil finde den rigtige kærlighed. DIN rigtige kærlighed. Den kommer dagen efter, du slipper din stramme plan. For kærligheden er mere rummelig, end du tror. Det kommer til at være det hele værd.

Med venlig hilsen

Abdel