Forskningen har talt: Her er den bedste måde at aflyse en aftale med dine venner
Dårlig planlægning, social overstimulering eller ren og skær træthed. Der kan være mange grunde til at aflyse en aftale med en ven – men hvordan gør du det bedst? Det har videnskaben nu sit svar på.
En fredag aften i gode venners lag lyder nøjagtigt som det, du har brug for. Lige indtil du når til fredag, reserverne er tømt og alt, du har lyst til, er at kaste dig i sofaen. Alene.
Hvordan aflyser du så? Med en hvid løgn om syge børn, hovedpine og en imaginær snue? Eller fortæller du sandheden: At du er socialt depriveret og virkelig ikke orker at sige et eneste ord mere for i dag?
Spørger du videnskaben, skal du gøre det sidste.
En ny undersøgelse fra Michigan State University viser nemlig, at hvis vi gerne vil bevare et godt forhold til vores venner, så skal vi være helt ærlige, når vi aflyser vores aftaler med dem.
Hele 80 procent af de adspurgte i undersøgelsen har således svaret, at det ikke vil give et knæk i forholdet, hvis en aftale bliver aflyst. Omvendt ville de blive kede af det, hvis de fandt ud af, at det var sket på baggrund af en løgn.
"Vi fandt ud af, at de fleste mennesker ikke havde noget imod, hvis der blev aflyst en aftale – de bliver ikke særligt kede af det, og de forstår, at ting pludselig kan dukke op," siger William Chopik, hovedforfatter bag undersøgelsen, til HuffPost.
Faktisk behøver du ikke engang en lang undskyldning – du skal bare huske at aflyse i god tid.
"Generelt vil folk bare have besked på forhånd, og en simpel sms eller et opkald vil være fint," fortæller William Chopik.
Gode og dårlige sandheder
Findes der så sandheder, som er mere legitime end andre? Det korte svar er ja.
Dårlige eller decideret tarvelige sandheder – som at en anden ven er federe at hænge ud med, at du hellere vil på date, eller at du fik for meget at drikke i går – går ikke. Til gengæld viser undersøgelsen, at du sagtens kan forklare din aflysning med, at du er træt, overstimuleret eller bare har brug for at være alene.
Er der tale om en god ven, bør du dog lige overveje det en ekstra gang, inden du opgiver en hyggeaften, siger William Chopik i en pressemeddelelse.
”At blive aflyst af dem, vi er tæt på, kan være mere oprørende, fordi det tydeligere overtræder venskabsnormerne og kan ligne en form for social afvisning.”