Seerjagt, kontroverser og ingen vært: Alt du skal vide om Oscar 2019
Det er igen blevet tid til at hylde de største kraftpræstationer, når underholdningsbranchen søndag slår dørene op for den 91ende Oscar-uddeling. 62 film er nomineret i de 24 kategorier, og vi har samlet alt, du skal vide, om Hollywoods største fest.
Billy Crystal, Whoopi Goldberg, Neil Patrick Harris, Ellen DeGeneres og Jimmy Kimmel.
Ægte Oscar-fans vil fluks kende navnene som nogle af de mest berømte Oscar-værter gennem de seneste årtier. Men når det prestigefyldte awardshow på søndag åbner dørene til en af Hollywoods største fejringsdage, vil der ikke være nogen til at byde velkommen.
Selvom det stadig er uvist, hvordan showet åbnes, er én ting nemlig mere eller mindre sikkert:
I år er der ingen vært til at hjælpe os gennem prisuddelingen.
Mens industrien gør klar til at fejre endnu et filmår, venter verdenspressen således i spænding på, hvordan ceremoniens sædvanlige festatmosfære vil udspille sig, nu hvor der ikke synes at være nogen til at tage hånd om sagerne.
Og det er langt fra den eneste gnidning, der har præget dette års Oscar-uddeling, som allerede er en af de mest kontroversielle i historien.
På opfordring fra den amerikanske tv-kanal ABC har Akademiet nemlig med svingende succes forsøgt at genstarte showet med en række nye tiltag, der skal gøre det både kortere, sjovere og mere seværdigt – kun for at aflyse det hele igen.
Vi har her samlet alt, du skal vide om Oscar-uddelingen anno 2019.
Kontroversiel kategori
I august kunne akademiet bag The Academy Awards meddele, at de havde fundet løsningen på de stærkt dalende seertal: En ny pris, der skulle hylde årets mest populære film.
Således ville der med kategorien ”Outstanding Achievement in Popular Film” blive gjort plads til seer-darlings, som bl.a. ’Black panther’ og ’Avengers: Infinity War’.
Men den nye udmelding skulle vise sig ikke at falde i god jord Skuespiller Rob Lowe kaldte det ”filmbranchens død”, mens andre på Twitter udskældte organisationen og foreslog, at de samtidig kunne tilføje en kategori for ”hotteste filmkys”, mens de var i gang.
Allerede fire uger efter trak akademiet derfor i land og aflyste det ellers stort opslåede forsøg på at få flere seere. Begrundelsen lød, at det var for sent at introducere en ny pris, og at ideen måske kan genoplives næste år
Ingen vært - eller?
Først skulle komiker Kevin Hart have været vært for Oscaruddelingens 91ende show. Men blot tre dage efter udmeldingen var der lige pludselig ingen vært alligevel.
Komikeren måtte trække sig som konsekvens af en række uheldige udtalelser fra hans fortid, hvor han blandt andet i et standup-show skulle have gjort grin med folk fra LGBT+-miljøet.
– Jeg har besluttet at trække mig som vært for dette års Oscar, lød Kevin Harts officielle udmelding, efter hans værtsrolle mødte stor kritik.
– Det skyldes, at jeg ikke ønsker at være en distraktion på en aften, der skal hylde så mange fantastiske og talentfulde kunstnere, fortsatte han.
Gætterierne begyndte derefter at eskalere: Hvem skulle overtage rollen som frontmand/-kvinde for årets show? En officiel udmelding lader stadig vente på sig, og alt tyder nu derfor på, at årets Oscar-uddeling bliver den første i knapt 30 år, hvor der ikke er nogen vært.
Eller gør det?
De seneste dage er flere medier nemlig begyndt at spekulere i, om den garvede Oscar-vært Whoopi Goldberg kunne overtage rollen og dermed være søndagens helt store overraskelse. Rygterne kom efter ’Halløj i klosteret’-stjernen har været fraværende fra sit normale værtsjob i The View, siden det blev offentliggjort, at hun skal præsentere en pris.
Tilbage i januar skulle den populære skuespiller og instruktør desuden have sagt, at hun gerne tager jobbet endnu engang.
Goldberg var den første kvindelige solo-vært for Oscars tilbage i 1994 – en rolle, hun gentog med succes i både 1996, 1999 og 2002.
Imens vi venter, kan du se eller gense Whoopi Goldbergs åbningsshow i 2002:
Ekstraordinært stort pres
Manglen på en vært har tilsyneladende lagt pres på Akademiet i forhold til at sikre store A-list skuespillere til årets Hollywood-fest.
Et pres, der ifølge flere medier er endt i en skræmmekampagne, hvor skuespillere efter sigende skulle være blevet presset til ikke at vise sig til andre prisuddelinger inden Oscar-uddelingen.
Således kunne skuespillernes fagforening, Sag-Aftra, forleden fortælle, at de havde modtaget flere meldinger om, at der var blevet lagt et ”ekstraordinært og uberettiget” pres på deres medlemmer.
Men det har ikke afholdt Akademiet bag Oscaruddelingen for alligevel at få deres vilje.
Det betyder, at vi bl.a. kan glæde os til at se kendisser som Michael B. Jordan, Michael Keaton, Helen Mirren, Pharrell Williams, Paul Rudd, Queen Latifah, Barbra Streisand, Serena Williams, Javier Bardem, Emilia Clarke, Laura Dern og Melissa McCarthy på den røde løber.
Usexede kategorier uddeles i reklamepausen
Holdet bag årets show kastede sig igen med hovedet først ind i en shitstorm, da de i januar meldte ud, at de ville spare tid ved at udelukke fire kategorier fra selve live-visningen.
Således ville de ”usexede” kategorier ’Bedste Filmfotografering’, ’Bedste Filmredigering, ’Bedste Live Action Kortfilm’ og ’Bedste Makeup og Hårstyling’ i stedet blive uddelt under reklamepausen for på den måde at ramme 180 minutter mod de normale tre timer, plus.
Reaktionerne var ikke desto mindre sydende – både fra offentligheden og fra en række anerkendte instruktører, som Martin Scorsese, Spike Lee, Christopher Nolan og Quentin Tarantino, der efter sigende skulle have sendt breve til Akademiet, hvori de forklarer, hvor essentiel en del af filmprocessen de fire kategorier er.
Derfor måtte Oscar-akademiet - endnu engang - trække i land og undskylde. Og hvad betyder det så for dig?
Du kan glæde dig til endnu et show på den gode side af tre timer, når festlighederne tager fart på søndag.
Lady Gaga til undsætning
Kontroverserne fortsatte, da Akademiet afslørede, at de i år kun ville vise optrædener fra to ud af de i alt fem nominerede til prisen for ”Bedste Sang” – de to radiohits ’Shallow’ fra ’A Star Is Born’ og ’All the Stars’ fra ’Black Panther’.
Det blev dog hurtigt lavet om, og allerede dagen efter kunne holdet bag showet melde, at alle de nominerede sange alligevel vil blive opført live på søndag.
Rygterne lyder, at det er selveste Lady Gaga, der skulle have krævet alle nominerede spilletid. Hun skulle angiveligt have truet med ikke selv at ville optræde, hvis ikke alle fik mulighed for at være med.
Foruden de fem nominerede er der i år også en sjette optræden, som tager musikalske kegler. Legendariske Queen vil nemlig optræde i selskab med Adam Lambert, fordi filmen ’Bohemian Rapsody’ er nomineret i en række kategorier. Rygterne går endda på, at Queen vil åbne showet!
Hvem løber med hovedprisen?
Alle kontroverser lagt til side, så er årets helt store debatemne, hvem der vil vinde den prestigefyldte pris for ’Bedste Film’.
Og her synes sort/hvid-filmen ‘Roma’ at være absolut storfavorit, hvilket vil gøre den anmelderroste, mexicanske produktion til den første ikke engelsksprogede film, der i så fald vil løbe med hovedprisen.
Men intet er endnu skåret i sten. Gætterierne lyder nemlig på, at ’Romas’ udgivelse på Netflix taler imod en sejr, mens også komediedramaet ’The Favourite’ samt biografbaskeren ’A Star Is Born’ og racefilmen ’Blackkklansman’ er blandt favoritterne til at løbe med hovedprisen.
Alle er de nomineret i en række kategorier med 'The Favourite' og 'Roma' i spidsen med hele 10 nomineringer.