Rap, reggae og romaner: 12 anbefalinger til grønlandsk kultur 

Vil du gerne lære mere om Grønland? Så får du her 12 stykker grønlandsk kultur såsom bøger, musik og kunst, du kan give dig i kast med - anbefalet af tre grønlandske kvinder og én Grønlands-entusiast.

Den seneste tid har øjnene været skarpt rettet imod Grønland, og mange vil derfor gerne blive klogere på landet mod nord. Har du det også sådan, men ved ikke helt, hvor du skal starte, får du her en række forskellige indgange til grønlandsk kultur, historie og natur. 

Jeg har boet i Grønland i seks måneder, og landets indvirkning på mig kan næsten ikke overdrives, så jeg har selvfølgelig selv tilføjet et par punkter til listen. Derudover har jeg allieret mig med tre grønlandske kvinder, som giver deres bud på kultur fra Grønland, du kan dykke ned i. 

God fornøjelse! 

Grønlandsk reggae

Jeg har skrevet musikanbefalinger i ALT for damerne det seneste år, og bandet Sauwestari var noget af det første, jeg anbefalede.

Dengang skrev jeg blandt andet:

”Okay, grønlandsk reggae… Ikke det mest udbredte fænomen i verden, men trust me, det er godt. Sauwestari udgav deres debutalbum for et års tid siden, og siden da er deres popularitet i hjemlandet eksploderet. Og nu vil jeg så gerne slå et slag for, at du også giver dem et lyt. Det moderne take på reggae giver musik, man kun kan blive glad i låget af, og forsanger Paaliit Mølgaard har en vanvittigt lækker og dragende vokal. De dansevenlige beats bliver krydret med blandt andet guitarsoloer, rap og diverse blæseinstrumenter.”   

Siden da har debutalbummet fået lidt længere tid på bagen, men udover dét holder hvert et ord stadig.

Jeg havde selv fornøjelsen af at se Sauwestari live i Nuuk, imens jeg boede der. Siden da har de gæstet Danmark et par gange, men jeg går stadig og venter på at se dem på eksempelvis Roskilde Festivals plakat.

 

På opdagelse i de grønlandske myter og sagn

Mytiske væsener og ånder har alle dage spillet en stor rolle i Inuits kultur, tro og historier. I den illustrerede håndbog ”Bestiarium Groenlandica” bliver du præsenteret for en lang række af de underfundige – og til tider farlige – væsener, der (muligvis) holder til i Grønland. Historierne er fascinerende, og bogens illustrationer er små kunstværker i sig selv. 

Det er en virkelig underholdende og spændende måde at blive klogere på Inuitkultur på, og den er for både børn og voksne. En varm anbefaling herfra. 

”Bestiarium Groenlandica” af Maria Bach Kreutzmann fås på grønlandsk, dansk og engelsk og koster 300 kroner. Den kan købes her. Kreutzmann har også illustreret male- og fortællebogen ”Tupilak”, som er målrettet børn og skrevet af Stine Lundberg Hansen. Find den her.

 

Bestiarium Groenlandica

Stereotype forestillinger om Arktis – vendt op og ned

Lægger du vejen forbi Nordatlantens Brygge i København (hvor der for øvrigt foregår en lang række spændende ting), kan du lige akkurat nå at se udstillingen ”Du ser mig an – som jeg ser dig” af Ivínguak’ Stork Høegh.

Udstillingen byder på digitale fotokollager, der på fascinerende, humoristisk og kreativ vis leger med stereotype forestillinger om Arktis.

Udstillingen kan ses i København frem til d. 16. februar. Derefter rejser den videre til Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, hvor den åbner d. 3. marts. Læs og se mere om udstillingen her.

Du ser mig an - som jeg ser dig

En kajaktur til en anden verden

Katti Frederiksen er den første af de kvinder, jeg har lokket til at bidrage til denne liste. Hun er cand.mag. i sprog, litteratur og medier og arbejder bl.a. med bogudgivelser. Hun anbefaler bogen ”Pilu”, som er for børn og unge og er Uilu Pedersens debutbog. 

Katti Frederiksen skriver følgende om den til os: 

“Det er historien om drengen Pilu, der skulle på kajaktur med sin far, men bliver ført væk af havstrømmen og ender i en anden, overnaturlig verden. Her møder han en række udfordringer, som han må overvinde for at finde tilbage til sin far.”

”Pilu” af Uilu Pedersen koster 250 kroner og fås både på grønlandsk og dansk. De kan begge købes hos Bog & Idé her.

”Pilu” af Uilu Pedersen

 

Kvinden fra den 5. Thule-ekspedition

Bogen “Arnarulunnguaq” er udgivet på Katti Frederiksens forlag og skrevet af arkæolog Pauline Knudsen.

Katti Frederiksen mener, at den er væsentlig at få med på listen af flere årsager:

“Den er relevant både i forhold til relationen mellem Grønland og Danmark, og hvordan kvinders roller ofte overses i historien. Alle kender Knud Rasmussen, men få kender Arnarulunnguaq, den eneste kvindelige deltager på Den 5. Thule-ekspedition. Arnarulunnguaq fortjener langt større opmærksomhed, da hun spillede en afgørende rolle i ekspeditionens succes.”

“I bogen kaster forfatteren lys over livet i Avanersuaq – den nordligste del af Grønland, ved Pituffik Space Base (tidligere Thule air base) – samt Arnarulunnguaqs liv og præstationer. Arnarulunnguaq har ikke selv berettet eller skrevet om sin deltagelse i ekspeditionen, men forfatteren formår at samle de eksisterende kilder og gøre dem til en sammenhængende fortælling om Arnarulunnguaq.”

Bogen ”Arnarulunnguaq” af Pauline Knudsen kan købes her og koster 340 kroner. Bogen er grønlandsk, dansk og engelsk – samlet i ét.

 

'Arnarulunnguaq' af Pauline Knudsen

Rockbands kamp for selvstændighed

Arnârak Patricia Bloch er forsker og Ph.d.-studerende og har derudover bijobbet som både model og skuespiller. Hun er den næste til at komme med sine anbefalinger til listen. 

Arnâraks første anbefaling er dokumentarfilmen ”Sumé: The Sound of a Revolution”. Om den skriver hun:

”Det er en fascinerende film om Grønlands første rockband, Sumé, som med deres musik blev en vigtig stemme i kampen for selvstændighed. Dokumentaren viser, hvordan musik kan være et stærkt politisk redskab.”

Du kan leje filmen her. Det koster 33 kroner for adgang i et døgn. 

Sumé: The Sound of a Revolution

 

Mangfoldighed i fotokunst

Arnâraks næste anbefaling er fotobogen ”Den stille mangfoldighed” af billedkunstner Julie Edel Hardenberg.

”Hardenberg undersøger identitet, kolonialisme og kulturelt tilhørsforhold i Grønland gennem fotografi og kunst. Hendes arbejde udfordrer stereotyper og giver et nuanceret indblik i det grønlandske samfund.”

Bogen, som blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2006, koster 250 kroner og kan blandt andet købes hos Saxo. Hos Saxo kan du også købe hendes bog ”Move on”, som portrætterer en lang række mønsterbrydere.

'Den stille mangfoldighed' af Julie Edel Hardenberg

 

Den historiske baggrund for det moderne Grønland

”I denne bog afdækker Anne Kirstine Hermann, hvordan de danske myndigheder styrede Grønland med en kolonial tankegang langt op i nyere tid, og hvordan dette har påvirket grønlændere gennem generationer. En vigtig bog for alle, der vil forstå den historiske baggrund for det moderne Grønland. Det er en grundig bog baseret på omfattende forskning og arkivmateriale."

Sådan skriver Arnârak om bogen ”Imperiets børn”, som hun ligeledes anbefaler.

”Imperiets børn” af Anne Kirstine Hermann koster 330 kroner og kan blandt andet købes hos Lindhardt & Ringhoff.

'Imperiets børn' af Anne Kirstine Hermann

Stærk, personlig fortælling

Arnâraks sidste anbefaling til listen er bogen ”Manifesti” af Aka Hansen, som hun skriver følgende om: 

”En stærk og personlig fortælling af filmskaber Aka Hansen, der sætter fokus på grønlandsk identitet, aktivisme og dekolonisering. “Manifesti” er både en kunstnerisk og politisk refleksion over Grønlands nutid og fremtid – en bog, der inspirerer til debat og handling.”

”Manifesti” koster 320 kroner og kan købes her.

'Manifesti' af Aka Hansen

Et billede af Grønland nu

Den næste kvinde, hvis anbefalinger jeg vil give videre, er Maya Siauluk Jacobsen. Hun er tatovør med speciale i traditionelle inuit-tatoveringer, hvilket hun blandt andet også holder foredrag om. Hendes første anbefalinge er forfatteren Niviaq Korneliussen. Om hende skriver Maya Siauluk Jacobsen følgende: 

"Niviaq Korneliussen er en utroligt talentfuld forfatter. Hendes bøger giver et billede af Grønland nu."

Du kan finde bøger af Niviaq Korneliussen her. I 2021 fik hun Nordisk Råds litteraturpris for bogen "Blomsterdalen". 

Blomsterdalen af Niviaq Korneliussen

 Smuk og tankevækkende kunst 

Maya Sialuk Jacobsens næste anbefaling er en billedkunstner, som hun skriver således om: 

"Paarma Olsvig Brandt er en af mine yndlingskunstnere fra Grønland. Hendes værker er både smukke og tankevækkende."

Der er ikke på nuværende tidspunkt nogen udstillinger med Brandts værker i Danmark, men du kan følge med på hendes Facebook-side her. Paarma Olsvig Brandt var desuden scenograf på kortfilmen "Ivalu", som var nomineret til en Oscar i 2023. 

Rap med noget på hjerte

Den sidste anbefaling på listen - og fra Maya Sialuk Jacobsen - er rapperen Josef Tarrak. 

"Josef Tarrak er en ung rapper, som sætter lys på problemer, følelser og hjemhørighed. Han leverer sine tekster på nutidens slang. Det i sig selv er et opgør mod påstanden at grønlandsk er et døende sprog. Han er iøvrigt en blændende dygtig skuespiller og er med i flere teaterstykker sat op af Freeze Productions, som altid leverer kanon teater kunst om og med grønlændere." 

God fornøjelse

Som du kan se, er der masser af grønlandsk kultur at give sig i kast med, så det vil jeg lige straks overlade dig til. Inden da vil jeg blot lige nævne, at ”Det grønlandske hus” findes i både København, Odense, Århus og Aalborg og bl.a. afholder diverse spændende arrangementer og sælger grønlandske produkter.

Besøg også gerne Nordatlantens Brygge, hvis du er i København. Her kan du blive klogere på og opleve kultur fra både Grønland, Island og Færøerne. 

Om bidragsyderne

Katti Frederiksen

Cand.mag. i sprog, litteratur og medier fra Grønlands universitet, Ilisimatusarfik. Driver konsulentvirksomheden Iperaq, hvor hun bl.a. arbejder med bogudgivelser.

Katti Frederiksen

 

Arnârak Patricia Bloch

Ph.d.-studerende ved Statens Institut for Folkesundhed og forsker med speciale i selvmordsforebyggelse.

Arnârak Patricia Bloch

 

Maya Sialuk Jacobsen 

Tatovør med speciale i traditionelle inuittatoveringer samt autodidakt forsker og foredragsholder.

Maya Sialuk Jacobsen

Sara Kirstine Hald

Journalist og svært begejstret for Grønland. Har boet i Nuuk i seks måneder under sin praktiktid. 

Sara Kirstine Hald i Nuuk