"Omverdenen skal have at vide, hvad vi unge, grønlandske kvinder blev udsat for"

Bula Larsen var 14 år gammel, da hun fik opsat en spiral. Uden sit samtykke.

"”Tag bukserne af, og læg dig på briksen”, sagde de. Metalbøjlerne til benene var kolde, og jeg var nervøs.

Den danske læge sagde ”så du ikke bliver gravid” eller sådan noget. Det forstod jeg. Derefter tog han sine metalværktøjer frem, og så mærkede jeg en enorm smerte, da han lagde spiralen op. Det føltes som om, jeg havde splintret glas i mit underliv."

Bula Larsens oplevelse dengang på briksen var langt fra enestående. I løbet af ”Spiralkampagnen”, som startede i 1966, blev der opsat spiral på over halvdelen af kvinderne i den fødedygtige alder i Grønland.

I mange tilfælde skete det uden samtykke, og i nogle tilfælde blev spiralerne endda opsat, uden kvinderne var klar over det. Det skete for eksempel i forbindelse med aborter og fødsler. Så sent som i 2022 blev der på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk fundet en spiral i livmoderen på en kvinde, som ikke kendte til den. Den havde sandsynligvis siddet der i 40-50 år.

Bula Larsens forældre boede i bygden Arsuk i Sydgrønland, hvor folkeskolen kun gik til 7. klasse. Derfor var hun flyttet fra sine forældre til den større by Paamiut, hvor hun gik i skole og boede på kollegie. En dag kaldte den danske forstander alle pigerne sammen og fortalte, at de skulle på sygehuset. Mere fik de ikke at vide, men det viste sig, at de skulle have opsat spiraler.

"Hverken mine forældre eller jeg eller de andre piger var blevet spurgt, om vi ville have en spiral sat op. Vi havde seksualundervisning i skolen, men jeg kan ikke huske, at vi specifikt lærte om spiraler, eller at nogen fortalte os, hvorfor vi skulle have dem. Det var ligesom bare noget, der skete."

Bula Larsen havde over 100 kilometer hjem til sine forældre, og et besøg krævede en hård, daglang sejltur. Hun så derfor kun sine forældre i sommerferien og nogle gange til jul. Hun kunne heller ikke bare ringe til dem.

"Dengang havde man ingen mobiler, så hvis vi skulle ringe, skulle vi enten finde en mønttelefon eller ind på vores forstanders kontor og ringe derfra. Jeg ville gerne have snakket med mine forældre om det, men det kunne jeg ikke. Derefter fortrængte jeg det og prøvede at glemme det. Jeg følte, at jeg havde været ude for et overgreb."

Hun snakkede heller ikke med de andre piger på kollegiet om det. Der blev udvekslet løse bemærkninger om spiralerne og smerterne ved at få dem lagt, men pigerne havde aldrig dybe samtaler om, hvad der var sket.

"Dengang havde vi ikke rigtig en bevidsthed om, at det var forkert. Det var bare noget, der blev gjort mod os, og selvfølgelig fik vi et chok og oplevede det som et traume, men vi snakkede ikke om, at vi ikke var blevet spurgt, og at vores forældre ikke var blevet spurgt. Vi var heller ikke klar over sammenhængen. Hvorfor blev der sat spiraler op i os? Hvem havde besluttet det?"

Flere børn koster flere penge

I 1960’erne steg befolkningstallet i Grønland betydeligt. Det skyldtes blandt andet, at man havde fået et bedre sundhedsvæsen og havde begrænset børnedødeligheden. Det lyder umiddelbart som en positiv udvikling, men visse politikere var bekymrede for, at den ville blive et økonomisk problem for Danmark. Flere børn ville nemlig betyde, at der skulle bruges flere penge på daginstitutioner, skoler og sundhedsvæsen.

Samtidig viste en rapport fra 1965, at over en fjerdedel af de grønlandske børn blev født udenfor ægteskab, og at en tredjedel af de fødende kvinder var under 20 år gamle. Man frygtede derfor også, at for mange unge kvinder ville ende som enlige mødre.

Sundhedsstyrelsen og Grønlandsministeriet igangsatte derfor en ”familieplanlægningsindsats”, som gik ud på at anbringe spiraler i livmoderen på så mange grønlandske kvinder som muligt. Spiralerne blev opsat på kvinder – eller piger – helt ned til 12-årsalderen, og på fem år blev der sat ca. 4.500 spiraler op.

Indsatsen virkede. I forbindelse med spiralkampagnen faldt fødselstallet i Grønland. Det fortalte Grønlandsminister A.C. Normann i en tale i Folketinget i 1970, hvor han især gav spiralen æren for udviklingen – eller afviklingen.

Herhjemme affødte spiralkampagnen altså ros, imens den i Grønland affødte smerte og traume.

Om Bula Larsen

• Uddannet lærer og har en bachelor i sprog, litteratur og medier.
• Hun arbejder som dansk/ grønlandsk-oversætter og bor i Aarhus.
• Hun er 65 år og har adoptiv-datteren Aviaja på 27 år.

Stor spiral og store smerter

Om aftenen, da Bula Larsen havde fået lagt sin spiral, græd hun sig selv i søvn af smerte og chok.

"Jeg havde mange smerter omkring en uge efter, at spiralen var blevet sat op. Og selv da de første smerter var væk, var det som om, jeg kunne mærke den. Jeg kunne mærke, at der var noget i min livmoder. Måske fordi spiralen var alt for stor til mig."

Den spiral, Bula Larsen fik sat op, var af mærket Lippes Loop. I modsætning til de T-spiraler, man bruger i dag, var Lippes Loop rent faktisk formet som en spiral – eller et dobbelt-s. Den var lavet af plastic og fandtes i fire forskellige størrelser. I Grønland havde man dog kun adgang til den største af dem, størrelse D. De var beregnet til kvinder, der havde født – ikke til 14-årige piger som Bula Larsen.

Ifølge Kasper Aaboe, cheflæge på afdeling for gynækologi, fertilitet og fødsler ved Rigshospitalet, er det ikke farligt at få anlagt en stor spiral, men det kan give smerter.

"Livmoderen er en muskel, som især er stærk, hvis den ikke har været udvidet i forbindelse med en fødsel. Det er derfor, man førhen har haft en tommelfingerregel om, at man kun lagde spiral på kvinder, der havde født.

Det kan gøre ondt at få anlagt en stor spiral, fordi man skal udvide livmoderen så meget, og efterfølgende kan man have smerter, fordi livmoderen er så lille og stram, at der måske nærmest ikke er plads til spiralen i livmoderen. Men det er ikke som sådan farligt."

Han understreger, at nutidens spiraler og det hylster, man fører dem ind med, er markant mindre, end det var tilfældet med Lippes Loop. I dag kan man derfor roligt få lagt spiral, selvom man ikke har født.

Sagde nej til spiralen

På nogenlunde samme tid, som Bula Larsen gik med sin smerte i Grønland, gik en 15-årig pige rundt i Skanderborg med nedslået blik. Hun skammede sig så meget, at hun ikke turde snakke med nogen eller kigge på folk. Hun følte, at de ville kunne se det på hende. Se, at hun havde fået spiral.

"Jeg kunne ikke snakke om det. Jeg ville bare glemme det. Fortrænge det. Jeg turde ikke engang fortælle det til mine forældre eller søskende."

Det fortæller Britta Mortensen, som i 1974 gik på ungdomsskole i Danmark. Hun var flyttet fra hjembyen Ilulissat i Grønland, fordi folkeskolen kun gik til 9. klasse, og hun gerne ville uddanne sig videre.

"En dag kom forstanderens kone over til mig og spurgte, om jeg havde haft sex med nogen. Jeg var 15 år og havde ikke rigtig sex, men var måske begyndt at opleve en lille smule, så hun sagde, at jeg skulle have en spiral. Jeg sagde nej, fordi jeg havde hørt, at spiraler var beregnet til folk, der havde fået børn, og det havde jeg jo ikke endnu. Men jeg fik at vide, at det skulle jeg, og det ikke var noget, jeg bestemte."

”Hvor skulle jeg løbe hen?”

Da det var tid til at få spiralen lagt, blev Britta Mortensen hentet ind på forstanderindens kontor. Hun fik at vide, at hun ikke måtte fortælle nogen om det, og en mandlig lærer skulle køre hende til sygehuset.

"Han fik besked på ikke at lade mig gå alene. Han skulle følge mig hele vejen op til lægen og vente udenfor konsultationslokalet, imens lægen opsatte spiralen på mig, og så køre mig tilbage. Jeg har aldrig været oprørsk, og jeg var vant til at adlyde autoriteter, så det faldt mig ikke ind at gøre modstand. Og med en lærer, der fulgte mig hele vejen, kunne jeg ikke rigtig slippe. Så skulle jeg løbe væk, og hvor skulle jeg så tage hen?"

"På sygehuset blev jeg lagt på en briks med spredte ben. Så lå jeg dér og følte mig som et meget uværdigt menneske. Jeg sagde til lægen, at jeg ikke ville have en spiral, men han svarede, at det skulle jeg, for det havde han fået ordre på. Jeg havde ikke noget at skulle have sagt."

Efter hun fik lagt spiralen, begyndte Britta Mortensen at få voldsomme menstruationer og menstruationssmerter. Dem havde hun ikke været plaget af, før hun fik spiralen.

"Nogle gange, når jeg fik menstruation, kunne jeg næsten ikke stå op, fordi det gjorde så ondt. Jeg blødte pludselig virkelig meget og skulle nærmest skifte bind hver time – også om natten. Og så fik jeg hovedpine og blev svimmel, men på ungdomsskolen var der ingen kære mor. Hvis ikke man havde feber, skulle man i skole."

Spiralen sad forkert

Da Britta Mortensen var fyldt 18 år, forsøgte hun at få fjernet spiralen hos en læge i Grønland, men blev afvist med ordene: ”Vi fjerner ikke spiraler på unge piger”. Hun blev ved med at være generet af den og kæmpede især med de voldsomme menstruationssmerter. Et års tid senere gik hun derfor til lægen igen, denne gang i Danmark.

"Lægen kunne ikke finde nogen spiral, men jeg vidste jo, at den var der, så han sendte mig til røntgen. Og der var en spiral, men den sad forkert, og snoren var væk, så lægen måtte lokalbedøve mig for at få den ud."

"Da spiralen endelig blev fjernet, var jeg meget lettet. Jeg følte mig befriet og fik håb for, at smerterne ville forsvinde. At al smerten ville være slut. Og så begyndte jeg at få en mere normal menstruation igen."

Foruden den fysiske smerte forbundet med spiralen og menstruationen påvirkede spiralen Britta Mortensens sexliv, som kun så småt var begyndt at spire.

"Efter at jeg fik lagt spiralen, ville jeg ikke røres dernede. Jeg skammede mig og turde hverken have sex eller at tale med nogen om det. Så i et par år efter havde jeg ingen kærester og ville ikke være sammen med fyre."

Bula Larsen i Paamiut havde også svært ved intimitet. 

"Jeg havde en oplevelse af, at der var blevet begået et overgreb mod mig. Det gjorde så ondt. Og da jeg blev seksuelt aktiv, kunne både min partner og jeg mærke spiralen. Det gjorde det svært for mig at være intim med folk."

Om Britta Mortensen

• Har en handel- og kontoruddannelse.
• Hun er seniorpensionist og arbejder ved siden af som tolk.
• Sammen med manden Erik har hun datteren Lis og sønnen Kenneth.
• Hun bor i Aakirkeby på Bornholm.

Barnløshed kan skyldes underlivsbetændelser

Efter Bula Larsen havde fået anlagt spiral, havde hun gentagne gange infektioner i underlivet. Det kan ifølge Kasper Aaboe, cheflæge på afdeling for gynækologi, fertilitet og fødsler ved Rigshospitalet, skyldes spiralen.

"Når man lægger en spiral op, er der risiko for, at man fører bakterier op i livmoderen. Derfor er der i ugerne efter en øget risiko for infektion, så det kan sagtens være derfor, hun har fået underlivsbetændelse."

"Bakterier kan godt lide at sætte sig på fremmedlegemer såsom spiraler, så hvis man får betændelse et sted, hvor der er et fremmedlegeme, vil man normalt fjerne det. Hvis en patient i dag har betalt flere tusind kroner af egen lomme for en hormonspiral, kan man godt fagligt forsvare at behandle med antibiotika og se, om man får ordnet underlivsbetændelsen første gang.

Men hvis vedkommende kommer tilbage med underlivsbetændelse for anden gang, piller man spiralen ud. Og hvis der er tale om en kobberspiral, som er billigere end en hormonspiral, tager man den ud med det samme, der opstår infektion."

Foruden generne ved underlivsbetændelse kan gentagne infektioner ifølge Kasper Aaboe føre til, at man bliver infertil

"I dag vil det ikke være lægefaglig standard IKKE at fjerne en spiral, hvis en kvinde får mere end én underlivsbetændelse efter at have fået spiralen lagt. For man ved, at gentagne tilfælde af underlivsbetændelse øger risikoen for, at man får svært ved at blive gravid."

Lukkede æggeledere og hormonpiller

I 1989 mødte Bula Larsen en dansk mand, og de blev stormende forelsket. Efter bare to måneder blev de gift, og senere besluttede de sig for at få børn, men uden held. I 4-5 år forsøgte de at blive gravide. Bula Larsen blev undersøgt på hospitalet, hvor man fandt ud af, at hun havde lukkede æggeledere. En tilstand, der blandt andet kan forårsages af gentagne underlivsbetændelser.

Læs også

I dag vil Christina ikke længere skamme sig over, at hun har en kronisk sygdom

"Der var en lillebitte åbning i den ene æggeleder, men lægen mente ikke, at den var stor nok til, at der kunne komme et æg ned, så jeg blev opereret, men der skete stadig ikke noget. Så prøvede de at give mig hormonpiller, men det hjalp heller ikke."

"Det var den mest smertefulde periode i mit liv. Jeg ville så gerne have et barn og brugte så mange kræfter på at prøve på at blive gravid, men det mislykkedes hele tiden. Det var en stor psykisk smerte og sorg, for jeg kunne mærke så tydeligt i kroppen, at jeg gerne ville have et barn. Jeg havde tre søstre, som alle fik børn. Da jeg fik at vide, at den yngste var gravid, kunne jeg ikke gøre andet end at synke sammen på gulvet og græde."

Trods de mange forgæves forsøg fik Bula Larsen og hendes mand heldigvis et barn til sidst via adoption.

"Der er alligevel så mange børn i verden, der har brug for forældre, men ikke har nogen. Så vi kontaktede kommunen og blev godkendt, og to et halvt år senere hentede vi vores datter i Kina. Så lykkedes det mig endelig at blive mor."

Gav afkald på kokkedrømmen

For Britta Mortensen var det ikke drømmen om børn, der brast – dem fik hun uden problemer to af – men derimod drømmen om at blive kok.

"Jeg havde altid ønsket mig at blive kok. Det var mit største ønske. Sådan en rigtig hotelkok, der laver god, flot mad. Imens jeg var på ungdomsskole i Danmark, var jeg til samtale med en fra Grønlandsministeriet for at snakke om, hvad der skulle ske, når jeg var færdig. Jeg fortalte, at jeg gerne ville i lære som kok og fik at vide, at det krævede, at jeg først var et år i huset hos nogen."

Inden da havde forstanderindens kone imidlertid sagt til Britta, at hvis hun nogensinde skulle i huset, skulle det være hos dem, og det ville Britta ikke.

"Jeg var så hadefuld over for hende, fordi hun havde fået mig til at få spiralen, så jeg ville ikke være i huset hos dem. Og jeg skulle nok bare have sagt til ham fra Grønlandsministeriet, at jeg egentlig gerne ville i huset, men at jeg bare ikke ville være ved forstanderen og hans kone, men det gjorde jeg ikke … Så jeg måtte finde på noget andet at lave og startede på Ikast Handelsskole i stedet."

Brud på menneskerettigheder

Britta Mortensen og Bula Larsen er to ud af 143 grønlandske kvinder, der har sagsøgt den danske stat for brud på deres menneskerettigheder i forbindelse med spiral-opsættelserne. De har hver især søgt erstatning på 300.000 kroner. I spidsen for kvinderne står advokat Mads Pramming, som især beskæftiger sig med sager om myndighedernes svigt af borgerne.

"Det er en kæmpestor krænkelse, at man som stat går ind og laver et indgreb i børns underliv ud fra nogle økonomiske tanker. Det har været et stort psykisk traume for mine klienter og har føltes som et overgreb. Derudover har det medført fysiske skader. Alle 143 kvinder har haft fysiske gener af spiralerne, nogle af dem invaliderende smerter. En tredjedel af dem har fået fjernet livmoderen efterfølgende, og halvdelen har haft skader på æggelederne."

Den danske stat mener, at de skal frifindes og vil ikke påtage sig ansvaret for sagen. Det blev meddelt i maj i år, og derfor går sagen nu videre til domstolene. Det overrasker ikke Mads Pramming, som dog mener, at kvinderne har en stærk sag.

"Jeg tror, vi vinder. Og det siger jeg ikke bare for at være kæk. Jeg synes, vi har en vanvittigt god sag, fordi det er beviseligt, at spiralkampagnen har fundet sted. Det er der både læger, embedsfolk og ministerier, som har skrevet om."

Ifølge ham bliver det store spørgsmål, om retten vælger at tro på kvindernes beretninger.

"Hvis vi får ret i, at de har fået spiralerne uden samtykke, er der ingen tvivl om, at det er en menneskeretlig krænkelse. Det tror jeg sådan set, at alle er enige om. Så spørgsmålet er, om det er rigtigt, hvad kvinderne fortæller. Det tror jeg på, at vi kan bevise, at det er. Dels ved hjælp af deres journaler, dels fordi deres mundtlige forklaringer er bevis i sagen.

Hvis det var en enkelt kvinde, der sagde, at det var sket imod hendes vilje, ville retten måske sige ”det kan vi ikke være sikre på, når det kun er dig, der siger det”, men når 143 kvinder fortæller nærmest den samme historie, så ville det jo kræve, at retten sagde ”vi tror ikke på nogen af jer”. Derfor synes jeg bevismæssigt, vi står rigtig, rigtig godt."

Indenrigs- og Sundhedsminister Sophie Løhde skriver følgende om sagen i en mail:

"Spiralsagen fra Grønland er et mørkt kapitel i vores fælles historie, og den har haft store konsekvenser for de grønlandske kvinder. Derfor er det også vigtigt, at vi kommer til bunds i sagen. Mit håb er, at den kommende retssag vil bidrage til, at det sker."

Vil have fred i sindet

Bula Larsen er gået ind i sagen, fordi historien skal frem i lyset.

"Jeg mener, omverdenen skal have at vide, hvad vi unge, grønlandske kvinder blev udsat for. Det smertefulde ved at få opsat en spiral uden vores eget eller vores forældres samtykke. Det er et overgreb, og det kan ikke bare gå i glemmebogen. Det er jo ikke engang så mange år siden."

For Britta Mortensen handler det også om at sikre, at noget lignende ikke sker igen.

"Jeg håber, at sagsanlægget kan være med til endegyldigt at slå fast, at man ikke gør sådan noget mere. Og at det kan være med til at vise, at vi er i samme båd i Rigsfællesskabet. At der ikke er så meget forskelsbehandling mere. Hvis vi vinder sagen, vil det vise, at man lytter til grønlændere."

De 143 kvinder har sammenlagt søgt erstatning for ca. 43 millioner kroner. Hvis de vinder, skal nogle af Britta Mortensens erstatningspenge bruges på psykologsamtaler.

"Hvis man bor i Grønland, bliver man tilbudt gratis psykologsamtaler, hvis man har fået en spiral imod sin vilje, men det gør vi, der bor i Danmark, ikke. Så nogle af pengene skulle bruges på dét. Og så ville jeg være god ved mig selv."

Selvom erstatningen ville være et kærkomment plaster på såret, er kvinderne enige om, at det ikke handler om pengene.

"Det handler om undskyldningen. Det handler om, at den danske stat skal anerkende, hvad de har gjort ved os. Hvor meget smerte, det har påført os. Erstatningen ville vise, at de mener deres undskyldning seriøst og tager ansvar for det overgreb, der er blevet begået imod os. Hvis den danske stat siger undskyld til os, får vi fred i sindet," siger Bula Larsen.