"Hvis kvinder så lidt mindre på telefonen og lidt mere på deres partner, ville der være færre skilsmisser"

Der er noget huleagtigt over Anna Ekbergs skrivested i 2300 København S. Noget maskulint. Stribet tapet, mørke bogreoler fyldt med uhyggelige krimier, mørke palisandermøbler og et skakbræt på sofabordet. En stor, sort tavle på væggen dækket med kryptiske kridtnoter. Hvem er hun mon, hende Anna, som skriver om parforhold, utroskab og skilsmisse? Jeg ved det faktisk godt, for "Anna" har allerede budt velkommen i skikkelse af to høje og meget lidt feminine mænd. Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich. Måske endnu bedre kendt under pseudonymet A.J. Kazinski og dermed forfatterne til en lang række bloddryppende og storsælgende krimier. Men der er lige en pause i mordgåderne. De sidste par år har de to forfattere nemlig skrevet to romaner om noget, de selv har tæt inde på livet: Parforholdet. Det skønne. Det svære. Det opløste. Og til det har de opfundet det nye pseudonym: Anna Ekberg.

"Kærlighed for voksne" er Anders' og Jacobs aktuelle roman, og den handler om et ægtepar i 50'erne, der gennem en årrække har kæmpet for deres kræftsyge søn. Moren har ofret hele sin karriere, og da hendes mand kommer og fortæller, at han er blevet forelsket i en yngre kvinde, stiller hun ham stolen for døren på en måde, som ikke skal afsløres her.

Anders: – Bogen handler om alle de afsindig komplicerede følelser, der kan opstå i et kærlighedsforhold. Kærlighed er så kompliceret, at man næsten burde lovgive om det, men så kunne man ikke bestille andet end at tilbringe sit liv i en retssal.

Jacob: – Det handler om, hvad det er, der er puttet ned i den kasse, hvorpå der står "Ægteskabet". Der er forhåbentlig noget kærlighed og noget seksuel tiltrækning, men der er også en masse praktik og økonomi.

Anders: – Og på et tidspunkt er man kommet så langt i livet, at der måske ikke er så meget gang i kærligheden og i sengen, og hvad så, når den ene har ofret mere end den anden på ægteskabets alter? Kan den anden så vende det hele ryggen, eller er man forpligtet til at stå det igennem, hvis der opstår kriser?

Er der scener, der bygger på jeres egne oplevelser?

Jacob: – Der er rigtig mange følelser og tanker, som helt klart er taget fra noget, vi selv har oplevet i nogle næsten lignende situationer.

Utroskab?

Anders: – Selvfølgelig har alle, der er i et langt forhold, oplevet at være tiltrukket af andre. Men det en af de åbenlyse sandheder, som vi bliver nødt til at lukke ned for. Man kan ikke leve med den.

Jacob: – Jeg var til et selskab, før jeg blev skilt, hvor vi sad fire-fem par sammen. Pludselig siger en af kvinderne: Jamen, er det ikke rigtigt, at det er fuldstændig umuligt at gå igennem et ægteskab eller parforhold uden at forelske sig i andre? Og alle sad bare og kiggede underligt ned i bordet. Ingen havde lyst til at sige jo, det har du ret i, men der var heller nogen, der kunne sige, at det var helt forkert.

Hvad betyder det for jer, at I skriver om parforhold under et kvindepseudonym?

Anders: – Det giver os mulighed for at skrive om det helt nære, fordi vi lige kan skjule os bag en anden identitet. Og når folk – herunder kærester og ekskoner – læser "Kærlighed for voksne" og spørger, er det din eller Jacobs oplevelse, er det gode jo, at vi kan dække os ind under hinanden. Nej, nej, det har ikke noget med mig at gøre, jeg var slet ikke på kontoret den dag, ha, ha.

Glemte at se potentialet

Anders og Jacob har kendt hinanden igennem syv-otte år. De begyndte at skrive sammen i 2010, og det tætte samarbejde omkring romanerne har også bragt dem tæt sammen personligt. De har fulgt hinanden gennem nogle år, hvor først Anders' og siden Jacobs parforhold har fyldt meget, og de har brugt hinanden til at komme igennem de svære perioder. Anders blev skilt fra sine børns mor i 2010, siden blev han gift med Joy, men skilt igen efter 14 måneder. I dag er han dog sammen med Joy igen, men de er ikke gift, og de bor ikke sammen. Jacob flyttede i november sidste år fra sine tre børns mor. De havde været sammen i 20 år og gift i syv, og han er stadig i en proces for at finde sig selv som fraskilt og alenefar.

Anders: – I takt med at vi blev ældre, og alt det med familie og kærlighed blev mere kompliceret, begyndte vi at bruge mere og mere tid på det hver morgen, når vi mødtes på kontoret. Det var sådan halvanden times fællesterapi, og en dag sagde jeg til Jacob: "Skal vi ikke bruge det her til noget? Vi bruger sgu så meget tid på at snakke om det, skal vi ikke give det en form?". Det blev til "Den hemmelige kvinde", vores første bog under navnet Anna Ekberg.

Anders, hvorfor fik dit første ægteskab en ende?

Anders: – Jeg tror, vi glemte at se potentialet i hinanden. Det blik, man bliver mødt med af den anden, skal være et blik, der taler en op. Det er i virkeligheden kærlighedens potentiale, at man sammen med den anden får muligheden for at blive den bedst tænkelige udgave af sig selv. Den anden kan godt få øje på sider i en, som man ikke engang vidste, man havde. Og så fremelske dem. Det holdt vi op med. Sanne, min ekskone, troede ikke rigtig på, at jeg kunne lave et skifte fra filminstruktør til forfatter, og jeg støttede ikke hende i de musikalske drømme, hun havde, og i hendes ønske om at sige op på Konservatoriet. Vi troede ikke længere på hinanden. Og det mener jeg ikke, man bør leve i. Vi var lige gode om det, og i dag er vi meget gode venner. Men som par var vi færdige.

Hvordan var det brud?

Anders: – Det var en katastrofe. Vi havde ikke skændtes, der var ikke vrede og surhed, og derfor var det ikke noget, andre havde fået øje på. Det skete bare helt stille. Og derfor blev børnene simpelthen så chokerede. De raserede hele lejligheden. Og vi havde endda gået til psykologforberedelse i, hvordan man siger den slags på den rigtige måde...

Jacob: – I havde været i træningslejr...

Anders: – Ja, men det kunne vi godt stikke op et vist sted, for børn stiller mange spørgsmål. Man synes ikke, man kan sige alt, og derfor svarer man kun halvt eller kvart. Man kommer med søforklaringer, for der er ting, man ikke skal dele med sine børn, men lige meget hvad, så flår man sine børn frem i tiden. De er nødt til – alt, alt for tidligt – at skulle forstå et voksenunivers, og det er frygteligt og helt afsindigt hårdt.

LÆS OGSÅ: Marie Louise om sin skilsmisse: "Vi havde altid gjort alle de ting, som terapeuterne sagde"

Sindssygt at være alene

Jacob var med på sidelinjen igennem Anders' skilsmisse. Han kommer selv fra en familie, hvor man bliver sammen.

Jacob: – Så jeg var faktisk uforstående over for det. Skilsmisse har aldrig rigtig været en mulighed i min familie, så jeg havde aldrig rigtig tænkt over det før. Jeg havde det sådan, hvordan fanden orker du alt det her, Anders? Der var så meget praktisk bøvl og en mur af problemer. Men sådan er det jo, og det er derfor, man ikke skal blive skilt, før man er helt henne ved den kant, hvor det ikke længere en mulighed ikke at blive skilt. Og der nåede jeg så hen syv år senere.

Hvordan var det at erkende det?

Jacob: – Det har været totalt grænseoverskridende og underligt. Jeg flyttede fra vores hus og hen i en lille lejlighed på Amagerbrogade, og de første måneder følte jeg mig i en mild form for sindssyge. Nogle dage var jeg enormt glad og nogle dage totalt nede. En lille smule skør, faktisk. Efter 20 år er det så sindssygt pludselig at stå der alene. Det er noget med at skulle ud og blive et helt nyt menneske. Det er Ground Zero. Man starter forfra på alle måder.

Anders: – Hvis man skal bryde et tabu – og nu må det ikke blive overskriften på artiklen – så kan man sige, at der i en skilsmisse er utrolig meget sorg, skyld og skam, men der er også mange dage med en fuldkommen eufori over at have fået muligheden for at gendanne sig selv til fabriksindstillingerne. At kunne sige, hey, hvordan var det nu, jeg var, før jeg prøvede at indrette mig i et andet menneskes univers? Jeg flyttede hen på Kazinskis kontor, da jeg blev skilt. Nogle dage græd jeg mig i søvn, andre dage hoppede jeg rundt i sengen med armene over hovedet. Så dobbelt var det.

Jacob: – Jeg har hørt fra mange venner og bekendte gennem de seneste måneder, og alle siger eller skriver sådan noget med, at det må være forfærdeligt, og hvor er det synd, I er gået fra hinanden. Og ja, det er det, men der er også andre sider af det. Der er jo en grund til, at man bliver skilt. Man kunne sagtens tage nogle andre briller på og sige, hvor var det godt, I fandt den rigtige løsning. Når det er sagt, så har jeg også været ved at gå til af skyld. Jeg kigger på mine børn og tænker: De kommer fra det hus, vi købte et år før, vi blev skilt, og nu sidder de i den lille lejlighed på Amagerbrogade halvdelen af tiden. Hvad fanden har jeg gjort?

Anders: – En skilsmisse er et nederlag og fem års økonomisk deroute. Jeg mener også, at beslutningen om, hvorvidt man skal skilles eller ikke skilles, er den eneste seriøse beslutning, moderne mennesker bliver stillet overfor. Det er den eneste beslutning, der for alvor går ud over andre mennesker. Og det er en beslutning, som ikke kan gøres om, heller ikke selvom man flytter sammen igen. Man har for altid ødelagt børnenes billede, man har revet dem ud af deres barndom og smadret noget, som ikke kan sættes sammen igen på samme måde. Uskylden er væk.

Jacob, havde du og din kone også være i parterapeutisk træningslejr for at sige det til børnene på den rigtige måde?

Jacob: – Nej, men jeg havde googlet lidt, hvordan man håndterer det. Og så havde vi den fuldstændig klassiske scene, hvor børnene skulle sætte sig i sofaen og mor og far havde noget, de skulle fortælle. Børnene reagerede på nogle helt vildt besynderlige måder. Vores ældste søns første kommentar var, at mor da ikke havde råd til at bo i huset alene. Vores datter, som slet ikke er på facebook, sagde, jamen mor, så skal du ændre din status på facebook til single. Og den lille begyndte at græde helt sindssygt over den alvorlige stemning. Vi gik ud og spiste om aftenen, vi var meget optaget af, at nu var vi en skilsmissefamilie, der skulle få det til at fungere. Men vi sad bare og kiggede på hinanden, og der var en underlig trykket stemning, og børnene var decideret i chok. Det var vi også selv. Og som Anders siger, når det først er ude, kan man ikke trække det tilbage.

Hvad var grunden til, at I gik fra hinanden, Jacob?

Jacob: – 20 år er for det første en del år. Vi havde købt et hus i tre etager året forinden, og det sidste halve års tid var jeg ubevidst bevidst omkring hvilken etage min kone var på. Og så prøvede jeg at være på en anden etage. Det er et meget dårligt tegn. Jeg følte en helt ubegribelig ensomhed. Vi var som to spøgelser, der gik rundt i det samme hus.

Hvordan har jeres ekskoner det med, at I snakker og skriver om det her?

Jacob: – Hun ved det ikke. Det taler vi ikke om. Det er mere praktik.

Anders: – Jeg tror sgu, det er okay. Det kan godt være, jeg er naiv omkring sådan nogle ting. Men jeg kommer med en bog til efteråret, der hedder "Samtaler jeg har haft med min kone", og den handler om alt det, vi snakker om her. Det ved de begge to, så hvis det her interview bliver et problem, så tør jeg slet ikke at tænke på den bog, ha, ha.

LÆS OGSÅ: Pilou Asbæk: "Jeg er mere forelsket end nogensinde"

Kærlighedens udløbsdato

Når Anders og Joy blev skilt efter kun 14 måneder ægteskab handlede det meget om de familiemæssige relationer. Hverken Anders' far eller Joys mor bifaldt deres forhold, og det blev for svært at navigere i. Selve bruddet var ret dramatisk.

Anders: – På et tidspunkt, da Jacob og jeg var på bogmesse i Rumænien, sendte Joy mig en elektronisk skilsmissebegæring, som jeg nægtede at underskrive. Jeg troede på, at vi nok skulle finde ud af det. Men det blev sværere og sværere for os at ses, jeg syntes ikke, at Joy prioriterede vores forhold, og det endte med, at jeg som ren provokation sendte en skilsmissebegæring til hende. Og så skrev hun sgu under!

Hvordan var det?

Anders: – Jeg var fuldstændig knust. Jeg blev så rasende, at jeg kørte hen til Østre Anlæg og tyrede vielsesringen ud i søen. Der ligger den stadig.

Og nu er I sammen igen?

Anders: – Ja, både min far og Joys mor er døde, og Joy og jeg elsker hinanden højt. Men vi har valgt stadig ikke at bo sammen. Joy har også børn, og jeg tror ikke på sammenbragte familier. At bringe to komplicerede stykker urværk sammen og så forvente, at alle tandhjul kan klikke ind i hinanden, det sker ikke. Der er så mange ting i hver familie og måder, man er sammen på, og det at bo sammen er bare at invitere til total destruktion på kort tid. Man har svært ved at holde af den andens børn på samme måde, som man holder af sine egne, og så kommer de stakkels børn til at vokse op med en pap-et-eller-andet, der er pisse irriteret. Når børnene er flyttet hjemmefra, kan vi flytte sammen.

Hvad tænker I om kærligheden i dag?

Anders: – Jacob og jeg var i Uganda for nogle uger siden og lave research til vores næste Anna Ekberg-bog. Vi var på vej gennem bushen, og pludselig pegede vores chauffør på nogle fugle og sagde: Kan I se de to fugle? Når den ene dør, flyver den anden fugl 300 meter op i luften, lægger vingerne ind til siden og styrter mod jorden for at slå sig selv ihjel. Det skrev jeg hjem til Joy, og hun skrev tilbage, at det jo næsten er kærlighedens bevis. Så ja, selvfølgelig er kærligheden mulig, og den er et must.

Jacob: – Jeg har haft masser af kærlighed i mit 20 år lange parforhold. Kærligheden findes, men det kan godt være, der er en udløbsdato på den. Den uendelige kærlighed er måske en myte. Men... det kan også godt være, at den findes. Jeg vil i hvert fald gerne finde kærligheden igen.

Anders: – Jeg elskede også min første kone, men det gik galt, tror jeg, fordi livet er indrettet så vanvittigt i vores del af verden, at man har små børn samtidig med, at der kommer fuld fart på karrieren. Hvis jeg skulle gøre noget om i dag, ville det være at få hjælp til rengøring, madlavning og børn.

LÆS OGSÅ: Andreas Bo: "Jeg tror på det tilfældige kærlighedsmøde"

Den andens behov

På spørgsmålet om hvad henholdsvis kvinder og mænd generelt kan blive bedre til i et parforhold, svarer Anders, at kvinder skal lægge telefonen og de sociale medier mere fra sig og være til stede. Mænd skal især blive bedre til at læse fiktion.

Anders: – At læse fiktion fremmer empatien, og man bliver automatisk et dybere og mere forstående menneske, hvis man læser fiktion. Mange mænd er blevet nogle uinteressante tossehoveder, som skal se at få slukket for sportsnyhederne og "Games of Thrones" og få åbnet en bog.

Jacob: – Og så skal mænd blive bedre til ikke at lade sig kue. Jeg kender rigtig mange parforhold, hvor kvinden er klart den stærke. Det er ikke, fordi det er en stor kamp, men kvinder har bare ofte en tendens til at tage magten, fordi de kan. Jeg kender masser af mænd, som hopper og springer for deres kone hele tiden, og som ikke kan finde ud af at sige hende imod. Og så sker der det, at kvinden mister respekten for manden, som så ikke kan forstå, at hun pludselig ikke længere gider knalde. Mænd skal blive bedre til at være mænd.

Anders: – Jeg har fundet ud af, at hvis parforholdet skal fungere, skal der være to mennesker, der går mere op i den andens behov end i egne behov. Jeg oplever det som enormt befriende at tænke over, hvad Joy har lyst til at spise i weekenden, og hvad hun har lyst til at lave. Og når hun tænker på samme måde, går det hele så vidunderligt op. To mennesker, der tænker mere på hinanden end på sig selv, så kører det.