Ankerstjerne: "Jeg mistede på et tidspunkt en, jeg elskede, og det fuckede mig op"

Udgangspunkt

– Jeg blev født i Odense, men vi boede i Albertslund i de første par år af mit liv, og jeg var måske 6 år, da vi flyttede til Hundige, så jeg er en rigtig vestegnsfyr. Når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at det var et specielt miljø, fordi 9 ud af 10 af mine venner var andengenerationsindvandrere, hvis ikke de var flygtninge. I en periode var vi kun tre etniske danskere i min klasse, og i forhold til dem havde jeg den mest stabile, normale og sunde opvækst, man overhovedet kan have. Det var en underlig smeltedigel med folk fra hele verden.

– Vi boede i rækkehus i noget, der hed Grønnegården, hvor man fik venner alt efter, hvilken farve tag ens hus havde. Der var de brune tage, de gule tage og de røde, og det blev i sig selv klike-potentiale. Jeg har jo beskrevet begge sider af min opvækst, men jeg tror tit, at folk har svært ved at se nuancerne, når jeg beskriver miljøet. Det forstadsprovinsielle liv, hvor stoffer og ballade var en naturlig del af tilværelsen. Hvis du åbnede døren og havde et eller andet lille hul i dig, så var det nemt at brage ned ad den forkerte vej. Samtidig var det også en pissehyggelig opvækst med rundbold på vejene.

– Mine forældre blev skilt, da jeg var omkring 12 år. Jeg har altid tænkt, selvom det var hårdt, at det var fint, for de kunne kommunikere bedre og blev mere harmoniske efter bruddet. Jeg reflekterede meget over det dengang, og et eller andet sted gav det mening, også selvom jeg samtidig var bange. Jeg tror, at bruddet mellem mine forældre og det med at flytte rundt med min mor, hvor vi boede hos hendes forskellige veninder og sov på sofaer, var med til at forme min personlighed. Selvfølgelig gør det jo noget ved et barn eller en ung mand, når rammen om ens liv ændrer sig.

– Jeg har været ret meget oppe at slås i mine helt unge dage. Jeg kan huske en gang, hvor jeg gik rundt med to piger oppe ved Hundige Station, hvor der var en gruppe på fire-fem drenge, som havde et problem. Vi kom op at slås, og pludselig trak en af dem en kniv, og jeg kan huske tumulten, hvor jeg var nede at ligge. På en eller anden måde kom jeg på benene og måtte stikke af sammen med tøserne. Det husker jeg som en ret skelsættende oplevelse, hvor politiet også var involveret. Jeg er fra et sted, hvor man ikke melder tingene til politiet, og der kom 10 slagsmål efter det, hvor jeg hele tiden ville bevise, at jeg ikke var stikker. Det var en sommer i mit liv, hvor man enten slog igen eller blev tromlet.

– Det er først nu, hvor vi har en samtale om det, og jeg sætter ord på, at jeg egentlig tænker over det. Jeg var oppe at slås 20 gange, før jeg fyldte 18, jeg har nogle venner, der kom meget galt af sted med stoffer, og langt de fleste var involveret i bandekriminalitet.

– Jeg har altid været lidt af en drømmer og haft hovedet fyldt med alle mulige mærkelige ting. Jeg ville skrive musik meget tidligt. Hvis jeg tænker på en af de fineste ting, jeg har fået fra min mor, så er det en evne til at vide, at jeg kan. Og det er bare vildt sejt. Det har været en Pippi Langstrømpe-ting med ikke at have tænkt over begrænsningerne, men i stedet tænkt, at det kan jeg nok godt.

– Jeg havde en ven, som var meget lig mig selv, og så kan man spørge, hvorfor han endte så galt, når vi fulgtes ad? Vi eksperimenterede med de samme stoffer og kom til de samme fester og lavede de samme dumme ting. To afgørende faktorer var, at jeg havde noget at gå op i og en drøm om, at jeg ville noget med musik. Det havde han aldrig. Og så har min mor installeret en eller anden form for stopklods hos mig, som han ikke havde.

Skæringspunkt

– Jeg tror, det startede med, at min ven introducerede mig for 2Pac på et tidspunkt, sådan noget rapmusik, du ved. Før man vidste, at hvis man hørte undergrundsmusik, så hørte man ikke også Backstreet Boys, hvilket jeg har grint meget af. I dag er jeg sindssygt glad for, at jeg er lidt provinsagtig, når det kommer til det.

– Jeg kan huske, at min ven og jeg optrådte med rap til en juleafslutning på skolen i 6. klasse – ren a cappella i en aula. På vej hjem var der en af pigerne fra 10., som stoppede os, og hun var jo en ren Victoria Beckham i vores øjne, og hun syntes, det var så fedt, så jeg tænkte: et eller andet fungerer her.

– Senere i løbet af mine teen-angst-år var det Eminem (amerikansk rapper og sangskriver, red.) og gangster-rap, som talte til mig. Det handlede om at være rebel, og der var så gråt i Hundige, så det passede musikken vildt godt ind i.

– Da jeg var omkring 15 år, forærede min daværende kæreste mig i fødselsdagsgave at komme i et rigtigt studie. Det skal så lige siges, at det bare var en fyr, der havde et lager i sin butik og havde sat en annonce i avisen. Helt crazy, men jeg fik indspillet en cd, som jeg var ude at aflevere til streetwear-butikker, radiostationer og alt muligt underligt, som blev til, at jeg lærte en masse undergrundshiphop at kende.

LÆS OGSÅ: Thomas Blachman: "Jeg har aldrig været nogen utro. Det findes ikke i mig"

– Da jeg var 16-17 år, var der en fyr, der introducerede mig for Joey Moe, som jeg mødte ude på Amager i et studie. Jeg skrev et omkvæd, som viste sig at være det første fede, vi lavede. Nogle år efter blev Joey hevet med ind i Nexus, som på det tidspunkt var Nik og Jays label, og så blev jeg sangskriver. Jeg havde aldrig set mig selv som sangskriver, og jeg skrev kun omkvædet, fordi vi lige manglede det.

– Jeg har fået at vide tilpas mange gange i forskellige sammenhænge, at jeg ikke dur til noget. Alle de vilde og store ting, jeg har lavet i mit liv, har været drevet af tanken: Jeg skal fandeme vise dem. Der har været lærere, der har stået og råbt ad mig og sagt, at jeg aldrig ville blive til noget. Der har også været lukkede døre senere hen i musikbranchen. I mine værste øjeblikke får jeg behov for, at de ved, hvor succesfuld jeg er, og hvad mit ur og hus koster. Jeg slipper det gud ske tak og lov, for det er ikke et fedt sted at være. Men det er også en side, som har skubbet mig fremad.

Vendepunkt

– Jeg havde en masse venner på et tidspunkt, som enten var rocker-hangarounds eller bandemedlemmer, og der var masser af vold, men jeg følte, at det var dem, jeg hørte til. For det var sejt at være fucked up, det dyrkede jeg. Jeg husker en gang, hvor en af mine tætte venner havde en retssag med en fængselsstraf hængende over hovedet. Han havde smadret sin ekskærestes nye kæreste, og der følte jeg bare, at jeg var på det forkerte hold. Det var et wakeupcall. Efter det kom en meget barsk og hæslig tid, hvor vi gik hver til sit, fordi det var uforeneligt. Jeg har én ven tilbage fra gamle dage nu.

– I starten prøvede jeg at tage et par rockerdrenge med til et afterparty for Nik og Jay, men det duede ikke. Jeg var nødt til at adskille de to verdener. Jeg hører til her, hvor jeg er nu, selvom jeg sommetider føler, at jeg hører mere til i mit gamle miljø, når jeg møder alle kendisserne.

– I mit voksenliv har jeg prøvet at gå tilbage, for jeg har en smule survivor’s guilt, tror jeg (skyldfølelse over at have over-levet, red.). Så har jeg givet folk jobs, som de ikke kunne klare, og det er endt galt.

Holdepunkt

– Min kæreste Lise er mit holdepunkt, og det har hun været i de syv år, vi har været kærester. Vi mødte hinanden, da hun skulle spille min kæreste i en musikvideo, hvor jeg næsten havde castet hende til rollen. Hun er så god til at holde mig fast i grundtanken ved noget, ”X-Factor” for eksempel. Mens det står på, ændrer jeg holdning til tingene, og hun er virkelig god til at få mig til at huske på, hvad intentionen egentlig var. Vores liv er dejligt virkeligt nogle gange, også i kraft af det med at blive forældre. Det er bare så ægte i forhold til det cirkus, jeg er klovn i lige nu. Jeg har virkelig også brug for de der familiefødselsdage og babybade, det liv er mit rigtige liv, føler jeg.

– Af natur har jeg tendens til at hænge fast i ting, og det prøver jeg virkelig at komme efter, for det er en åndssvag måde at leve på. Jeg kan godt bære nag og være irriteret på mig selv over noget, jeg har gjort, og så vågne op om natten og tænke: nej, hvor var det dumt. Jeg har en regel om at slette sms’er, hvis det er noget, der er afviklet, og at huske mig selv på, at livet ikke kun er arbejde og showbiz.

– Jeg kunne godt tænke mig at give slip og være bedre til at tilgive mig selv. Min allerværste kritiker er mig selv. Der er en side af mig, som slet ikke føler, at jeg har lavet noget godt nogensinde, og en side, der siger: det gjorde du egentlig meget godt. Jeg er ikke typen, der går og fejrer og roser mig selv. Hvis jeg endelig har det sådan, så varer det meget kort tid. Resultater kan gøre noget godt for mig, hvis jeg for eksempel har vundet en pris eller lignende, men det varer ikke mere end en halv dag, så begynder jeg at tænke på alt det, jeg ikke har nået endnu.

– Både anerkendelse og kærlighed fra folk, jeg ikke kender, lander lidt samme sted, for jeg forholder mig til det, men tager det ikke helt ind. Jeg bliver selvfølgelig rørt og stolt, men jeg glemmer det, ligesom jeg glemmer platinpladerne og awardsene, hvilket, jeg tror, er meget godt. Derfor hænger platinpladerne også ude hos min mor.

– Et eller andet sted har jeg en kerne, der fortæller mig, at jeg ved, hvem jeg er. Jeg spejler mig mere i min kæreste, venner og familie, som er med til at forme, hvad jeg synes om mig selv.

Bristepunkt

– Jeg mistede på et tidspunkt en, jeg elskede, og det fuckede mig op. Det kom bag på mig, hvor voldsomt det kan være at skulle tackle sorgen. Hvis ting har været hårde, er jeg typen, som sætter næsen i sporet og putter al min energi og mine tanker ind i mit arbejde, og langt hen ad vejen går det fint. Tiden bliver en pude rundt om sorgen, men jeg knækker og går i stykker, hvis ikke jeg dealer med det.

– Jeg har både været hos psykolog og i sorgterapi, og så fandt jeg yoga, som har været en stor del af mit liv siden. Min telefon er låst inde i et skab i 90 minutter, når jeg laver yoga, og alene det er godt og sundt for mig. Jeg er tilpas dårlig til yoga, og jeg skal koncentrere mig sindssygt meget, så jeg ikke falder. I mine teenageår ville jeg gerne være en bøf, men nu handler det om, hvad det gør ved mit hoved. Lise siger, at jeg skal passe min træning, fordi jeg er lidt mere large og glad, hvis jeg lige får den time.

Blødt punkt

– Min datter Leona er mit bløde punkt. Jeg har aldrig prøvet at føle så meget – det er ligesom i sangene og filmene. Det er som om, at jeg først har udviklet de der nervebaner, der skal forestille at være følelser, nu. Det er sjovt, dejligt og udfordrende, og er du gal – jeg smelter dagligt over et blik eller noget, hun er i gang med at lære. Hun griner for tiden, og livets peak er bare, når en lille baby lærer at grine. Hun starter selv smilene nu, og det har jeg det for fedt over. Så kan jeg se billeder af hende fra for tre uger siden, hvor jeg bliver helt rørt.

LÆS OGSÅ: Christopher Læssø: "Jeg fik nok min datter, før jeg var klar"

– Mens hun var i maven, snakkede min kæreste og jeg om, at det tager noget tid at vænne sig til at blive forældre, men sådan havde jeg det slet ikke. Fra det splitsekund, hvor jeg så hende, virkede det hele så selvfølgeligt.

– Jeg kunne vildt godt tænke mig at få et barn mere, hvilket er vildt at sige efter de tre måneder, vi har haft. Det har været okay vildt. Jeg bliver nok 70 i stedet for 85 år, for det har været sådan et hektisk år, men det til trods måtte der godt komme en mere, for hold kæft, hvor er hun bare sød.

Dødt punkt

– Jeg ved ikke, hvad der skal ske med min solokarriere som Ankerstjerne lige nu. Jeg har skrevet en meget sigende linje om det: ”Hvad skal jeg sige, når jeg ikke længere er naboens søn, når mit liv er alt for let, plus min dame er for køn”. Meget af det, jeg har skrevet tekster om, er ikke min virkelighed nu, så hvad skal jeg skrive om? Jeg har ikke lyst til at gå tilbage og hente noget fra Hundige.

– Når det kommer til musik, har jeg fundet ud af, at jeg er mest glad, når jeg ikke selv er i fokus. For det giver en enorm stor tilfredsstillelse og ro at kunne bruge min erfaring til noget. Alle fejltrinnene og alle pejlemærkerne har jeg, så dem kan jeg give videre til andre. Det med at skrive om sig selv og sit eget liv, det er begrænsende på en eller anden måde. Når jeg hjælper en anden artist, kan jeg se tingene i et andet perspektiv.

– Jeg tror, at en kunstner per definition er lidt navlepillende. Man beskæftiger sig meget med billeder af sig selv, hvad man siger i interviews, og hvordan man performer, så man forholder sig enormt meget til sig selv. Jeg er helt klart nået til et mætningspunkt, hvad det angår.

Endepunkt

– Jeg vil gerne lave noget godt. Helt inde i sjælen har jeg behov for at lave noget, som jeg er stolt af, som jeg kan kigge tilbage på og tænke er fedt, når jeg er gammel og grå. Jeg har lavet nogle sange, som, jeg synes, hører til der. Noget andet kunne være at få en artist igennem ”X Factor” med en karriere i sigte.

– Og så har jeg et kæmpestort behov for at lave noget sjovt. Humor betyder sindssygt meget i mit liv, og jeg har det underligt med, at jeg ikke har brugt det i mit virke endnu.

Hvem er Lars Ankerstjerne?

Lars Ankerstjerne, født 1984

• Sanger, rapper, sangskriver, producer, manager og ”X Factor”-dommer.
• Kæreste med skuespiller Lise Koefoed, 33 år, og far til Leona på 3 måneder.
• Har skrevet musik for stjerner som Rasmus Seebach, Burhan G og Joey Moe og var i 2013-15 den mest spillede danske komponist.
• Har tidligere optrådt under pseudonymet Jinks, men udgav i 2011 ”Tag hvad du vil” med sanger Burhan G under eget navn for første gang. Sangen har modtaget platin for 30.000 downloads.
• Hans andet album udkom i 2015.

– Lad os sige, at jeg havde alle penge i hele verden, så gad jeg godt tøffe rundt derhjemme og passe børn og røre i gryder. Lise kunne spille skuespil, og jeg kunne være husfar – det ville virkelig klæde mig, ha ha.

– Jeg gad godt bygge et job, hvor man kan det hele: både være sjov, seriøs og rørende. Hvorfor ikke vælge eventyret, hvis jeg kan?