Her er filmen, du bør se dette efterår: ”Kate Winslet er fængslende”
Kate Winslet er fængslende som fotografen Lee Miller, for hvem det at udtrykke sig i billeder var et spørgsmål om at komme ud på en gren og save den over bag sig selv.
Blandt de damer, der har banet vejen, fortjener Lee Miller virkelig sin ikon-titel.
Den tidligere model dokumenterede rædslerne under Anden Verdenskrig som ingen før, stillede støvlerne ved Hitlers badekar, så andre kunne gå i hendes fodspor og prøve at matche hendes blik og mod.
Eksmodel og fritænkende kunstner Lee Miller (Kate Winslet) møder i en kunstnerkoloni sit livs kærlighed (Alexander Skarsgård) på kanten af krigens fremmarch.
Da Tyskland år senere mister jerngrebet, rejser hun til fronten som udsendt fotograf for Vogue, og med en amerikansk kollega (Andy Samberg) dokumenterer hun ødelæggelserne i det sønderrevne Europa. Filmen er solidt instrueret, produceret og skrevet af kvinder, men lægger sig lidt i slipstrømmen af spillefilm om perioden.
Øjnene har set noget, der umiddelbart ligner disse rum og disse kameraindstillinger før. Men ikke sådan her. Kate Winslet er det magnestiske midtpunkt. Lee stiller skarpt, fanger sekunderne, og vi zoomer ind på et ansigt, et menneske, registrerer hende, mens hun ser alt, og publikum ser ødelæggelserne påny. Hendes blik er solidarisk. Hun ser andre motiver og andre vinkler, fordi hun er kvinde.
Der er både noget klaustrofobisk ved filmen, fordi vi er så tæt på, og noget nyt, der gives plads til følelser og til detaljer: Kvinden, der manisk prøver at gøre rent i en hærget lejlighed, barnet, som ikke tør række ud efter den humpel brød, Lee rækker frem. Birollerne er stærkt besat med eminente præstationer fra Marion Cotillard, Josh O’Connor, Andrea Riseborough og Noémie Merlant. Men især Andy Samberg som følsom jødisk fotografmakker gør indtryk.
Scenen, hvor de først bestikker sig ind i Hitlers berliner-lejlighed og både tager varme bade og billedet af Miller i badekarret, er kostelig. Hun blev ikke fejret nok i levende live. Lee Millers værk og bidrag til forståelsen af verdenshistorien blev først for alvor anerkendt efter hendes død. Billederne, filmen og hendes stærke blik bliver hængende.
'Lee' får biografpremiere den 26. september