4 hjerter til ”Sex (Drømme) (Kærlighed)”: Den er finurlig og underlig, men ofte også absolut vidunderlig.”
Filmen '”Sex (Drømme) (Kærlighed)”' får fire ud af seks hjerter af ALT for damernes filmanmelder. Filmen er instrueret af Dag Johan Haugerud.
Skorstensfejeren gik en tur, og siden blev intet det samme som før. Denne film om to venner og kolleger er ”rar”, både på norsk og dansk. Altså, finurlig og underlig på samme tid. Men ofte også absolut vidunderlig.
To unavngivne skorstenfejer-kolleger og venner deler det, de lige er optaget af i en frokostpause. Den ene (Thorbjørn Harr fra ”Vikings”) drømmer natligt om David Bowie, og den anden (Jan Gunnar Røise) har haft spontant sex med en fremmed mand. Begge er helt almindelige gutter, men at åbne op fordomsfrit og lyttende over for hinanden og tale om tingene, ændrer deres hverdagsliv.
Man kan godt blive i tvivl om, hvorvidt denne films lavmælte køkkenbordssnak i virkeligheden hører ind under socialrealisme. Karaktererne taler utroligt meget om følelser, der ikke rigtigt kan mærkes i filmens udtryk. Der er virkelig mange lange og lidt uspændende indstillinger, hvor der sker utroligt lidt. Hvor man fanger sig selv i at kigge på trafikken, mens de to mænd snakker. Og snakker. En ældre, kvindelig læge (Anne Marie Ottersen) puster dog liv i sagerne, da hun fortæller om et arkitektpar.
Humoren sniger sig heldigvis ind, og uden at filmen nogensinde rigtigt bliver lårklaskende, så ligger der en undertone af menneskelighed og lune under filmens store, eksistentielle spørgsmål: Kan sex adskilles fra kærlighed? Er det bedre at passe ind eller stå udenfor? Hvad er frihed?
Slutningen på denne film er rørende, så hæng i, trods evt. frustrationer. Instruktør Dag Johan Haugerud er på vej med de to næste film i serien.
Skuespillet er upåfaldende, improviserende og nærmest finsk i sin indadvendthed, bortset fra viljen til at tale (og tale!) om intime detaljer. De to mænds koner (også navnløse) er mest blot samtalepartnere, men i en film om mænds venskaber og forskelligheder, er det klart, at fyrene er i fokus. Og det er en fin norsk film om mænds venskaber, der handler om lære sig selv at kende, ikke om at komme ud af skabet, men her kan ”All Of Us Strangers” (Disney+) og ”Unicorns” (i bio nu) også anbefales.
”Sex (Drømme) (Kærlighed)” havde biografpremiere den 13. august 2024.