Anna Bjerre: "Der var en ensomhed, som fulgte mig i rigtig mange år"

Anna Bjerre er ildsjæl helt ind til benet, og fra en tidlig alder har hun haft en naturlig trang til at hjælpe andre og bidrage til fællesskabet. Inden interviewet har hun blandt andet nået at have en psykologsamtale med en ung kvinde. For selvom hun er direktør for GirlTalk, ser hun sig selv på højde med sine ni ansatte og 200 frivillige.

– GirlTalk er i høj grad en holdsport. Det kan godt være, at jeg startede organisationen alene, men det er ikke noget, jeg har kunnet drive alene på noget tidspunkt. Jeg har altid haft brug for folk med flere forskellige kompetencer, og det er fortsat rigtig vigtigt, så vi kan drive det ordentligt.

Nu 15 år senere kan Anna kigge tilbage på den udvikling, hendes hjertebarn GirlTalk har gennemgået. Og selvom Anna er ydmygt anlagt af natur, er stoltheden ikke til at tage fejl af.

– Jeg er ret ambitiøst anlagt, men jeg har ikke behov for at stå øverst på podiet og modtage al hæder. Jeg er så hamrende stolt over, hvad vi har opnået, men jeg er også enormt ydmyg omkring det. Helt ærefrygtagtigt tænker jeg over, hvor mange mennesker som har lagt utallige timer i arbejdet hos GirlTalk for at gøre en forskel.

– Det kan jeg godt blive helt skræmt over på en fed måde. Jeg tænker ikke kun, at GirlTalk er for dem, vi hjælper, GirlTalk er lige så meget et sted, hvor vi skal præge hinanden med en god kultur, hvor vi værner om hinanden og opmuntrer hinanden. Jeg tænker ofte, at vi har potentialet til at efterlade noget hos hinanden, som varer ved resten af livet.

Forbilleder og fortielser

Anna voksede op i en større søskendeflok, hvor fællesskab, sammenhold og kristne værdier dannede rammen om det meste. Tanken om, at alle skulle bidrage til fællesskabet, var uundgåelig.

– Min far var mit helt store forbillede. Han var altid ekstremt gavmild, enormt flittig og hjælpsom. Han tilsidesatte ofte sig selv for, at andre skulle lykkes.

Farens forbilledlige tankegang fremkaldte en retfærdighedssans hos Anna. Men det gav hende til gengæld en række udfordringer blandt klassekammeraterne.

– Jeg husker, at der altid blev lavet sjov med mig, når vi diskuterede samfundsting, for jeg var selv altid optaget af dem, der ikke nødvendigvis havde de bedste kår. Det blev til en parodi på mig: ”Anna er altid optaget af dem nede på bænken”, det var ikke særligt charmerende eller rart.

– Jeg havde svært ved at føle mig som en del fællesskabet – jeg følte mig helt rodløs og rastløs. Jeg havde rigtig svært ved at passe ind. Mit selvbillede var helt forfærdeligt på det tidspunkt, og jeg blev så optaget af min egen ensomhed.

Uden tilhørsforhold og tro på egne evner stoppede appetitten brat. Som 10-årig begyndte Anna at undgå tanken om mad, og i dag mener hun, at det udelukkende var en strategi for at stå ensomheden igennem.

– Jeg havde det ikke godt, og det kom til udtryk via min usikkerhed omkring mad. Det var ikke en bevidst handling fra min side af, men det skete gradvist. Min appetit stoppede, fordi der var så mange ting, der rumsterede inde i mit hoved, og så var der ikke plads til også at håndtere mad.

LÆS OGSÅ: Fallulah om søster-bevægelse: "I mange år har jeg manglet nogen at spejle mig i"

– Folk ville udefra have beskrevet mig som en utroligt glad og initiativrig pige, og alligevel var der den der ensomhed, som forfulgte mig i rigtig mange år. Jeg følte mig ekstremt alene.

– Det fortæller også enormt meget om, hvordan man kan have det som ung i dag. En ting er, hvad man går rundt og føler indeni, en anden ting er, hvad man viser udadtil. De to ting hænger ikke nødvendigvis sammen.

Ensomheden har dog gjort Anna i stand til at identificere sig med og forstå de unge kvinder og teenagepiger, som føler sig udelukkede eller alene, fortæller hun.

Frivillig og fyrig

At blive frivillig var lige så naturligt som at trække vejret – det er en del af Anna-DNA ’et, fortæller Anna. I sine starttyvere var hun ”hæng-ud-medarbejder” i en klub, hvor pigerne kunne tale med Anna om deres problemer.

– I den periode begyndte jeg også at tage ud på skoler for at holde foredrag om ensomhed, mobning og spiseforstyrrelser. I mit arbejde så jeg, at der var rigtig mange piger, som havde behov for at tale om deres følelser, men manglede et sted, hvor de kunne gøre det. Det var på baggrund af det, at jeg begyndte at tænke over at lave en form for forum.

På en rejse til Australien blev tanken om at gøre en forskel manifesteret takket være en reklame for mindreværd på australsk tv.

– Reklamen har virkelig indprentet sig. Jeg husker den stadig: En pige med hvid natkjole kom gående over et mørkt trægulv i retningen mod et spejl. I det øjeblik hun kiggede på sig selv, splintrede spejlet i tusinde stykker. Lige dér fik jeg følelsen af, at jeg ville og måtte gøre en forskel for de piger, der havde det svært.

– Næste dag sad jeg på stranden i Sydney og skrev ned på et stykke papir, hvad chatportalen skulle indeholde, og hvilken forskel den skulle gøre. Formålet var fra start at hjælpe pigerne derhen, hvor der var professionel hjælp at hente, og samtidig motivere dem til at komme videre derfra, hvor de stod. Jeg havde et billede af, at der var mange piger, som havde brug for hjælp, og at der var masser af hjælpende hænder, men der manglede en bro mellem de to. Og jeg så GirlTalk som broen mellem pigen og hjælpen.

Sådan startede rejsen. Anna var blot 23 år gammel og drevet af troen på, at alt kunne lade sig gøre. Allerede året efter begyndte Anna på psykologistudiet og fik med hjælp fra en IT-kyndig ven stablet GirlTalk-portalen på benene.

Hvordan nåede I ud over rampen og fik fat i de piger, som havde brug for hjælp?

– Jeg begyndte at fortælle de piger, jeg i forvejen var i kontakt med gennem mit job som frivillig, at jeg havde startet projektet op. Og så fortalte de det videre til deres veninder. Men det er jo et godt spørgsmål, du stiller, for det var slet ikke et spørgsmål, jeg stillede mig selv dengang. Jeg gik bare i gang, og det tror jeg på en måde har været mit held. Hvis jeg havde stillet alle de spørgsmål, jeg ville stille mig selv nu, så er jeg ikke sikker på, at GirlTalk var blevet til noget. Jeg glemte at tænke over, hvorvidt det rent faktisk kunne lade sig gøre.

– Jeg havde ingen ambitioner om, hvorvidt det var 10, 100 eller 1000, der skulle forbi, før det ville være en succes. Motivationen var, at hvis der bare var en pige, som ville sige, at GirlTalk havde haft en afgørende betydning i hendes liv, så havde det været det hele værd.

Ansvaret voksent

Det vrimlede ikke med chatportaler, da GirlTalk så dagens lys i 2004. Og tanken om, at man kan chatte sig ud af problemer, fik Anna mange høvl for.

– Folk syntes, at det var useriøst. Jeg tænkte, at det var smart at bruge en kommunikationsform, de unge piger talte sammen på i forvejen. Når de kom fra skole, åbnede de deres store stationære computere for at sætte musik på, lave lektier eller snakke med vennerne på MSN Messenger.

– Dengang var det begrænset til pigeværelset, men i dag har vi vores smartphone med over alt, så nu fokuserer vi massivt på SoMe. Hvorfor ikke bruge de platforme, som allerede bliver brugt?

Indtil for nylig sad Anna selv og besvarede de chatopkald, der kom ind. Nu har hun face-to-face-samtaler med pigerne og deres pårørende. Og selvom psykologistudiet har klædt Anna på til lidt af hvert, kan hun sommetider føle sig utilstrækkelig.

– Jeg kan have rigtig svært ved at acceptere, at pigen selv skal løse sine problemer, når jeg kan mærke, at hun er modløs, træt og brugt op. Og det er svært, når man pludselig føler sig utilstrækkelig. Jeg har faktisk altid været bange for, at jeg ikke var dygtig nok til det, jeg lavede.

– Jeg har tænkt: Du er da fuldstændig sindssyg. Hvad nu, hvis det råd, du giver, ikke er godt nok? Den følelse har jeg haft meget i perioder, og nogle gange har jeg følt det som, at jeg stod med et andet menneskes liv i mine hænder. Ansvaret for andre menneskers liv – det har jeg prøvet ikke at tænke for meget på.

Only the sky is the limit

Præstationspres er et ord, der går igen hos Anna. Som 15-årig havde hun prydet sit spejl med citatet: ”The sky is the limit” og så det som den vildeste motivation. Men i dag kan citatet runge en anelse hult i hendes ører.

– Der er et langt større krav om at udleve sit potentiale i dag som ung kvinde. Det, der tidligere var en mulighed, har udviklet sig til et reelt krav. Det er ikke længere et spørgsmål om, at du kan, men et spørgsmål om, at du SKAL få et 12-tal eller være nr. 1.

LÆS OGSÅ: Et portræt af Tine Bryld: Kvinden, der altid forsvarede dem, hun var bedre til at formulere sig end

– I dag er nr. 2. ensbetydende med at være den mislykkede etter. Kravene om præstation og perfektionisme ligger som en ubevidst retorik og diskurs.

Anna mener, at følelsen af ensomhed og ikke at være god nok er den samme, men præmissen for selvbilledet er en helt anden i dag. For de unge kvinder er langt mere eksponeret i takt med tilkomsten af sociale medier end for 15 år siden, hvor du loggede på din stationære computer og kunne måle dig med Hollywood-stjerner, fortæller Anna.

– Som ung dansede jeg meget, og det er nok den periode i mit liv, hvor min krop har været mest fit, men det var også i den periode, hvor jeg mindst kunne lide min krop. Det slog mig virkelig, hvor meget jeg hele tiden spejlede mig og kun så alt det, jeg ikke kunne lide.

– Det samme ser vi, når unge piger spejler sig i de sociale medier. Det gør dem enormt selvkritiske, og det er en kæmpe udfordring for mange unge piger. Naturligvis vil det afstedkomme en utilstrækkelighedsfølelse hos hver enkelt. Den præmis er vi voksne nødt til at forstå for at kunne se, hvor meget de kæmper med selvværdet. De unge er ikke selvoptagede, men de bliver bombarderet med ting, der hele tiden får dem til at skulle forholde sig til sig selv.

Anna peger på den sørgelige statistik, som viser, at over 50 procent af alle piger har lavt selvværd. Og 12 procent af de 15-årige piger føler sig ofte eller meget ofte ensomme (tal fra Den Nationale Sundhedsprofil fra 2017, red.). Det mener hun blandt andet kan tilskrives præstationsræset.

– Det er både et spørgsmål om, at politikerne aktivt går ind og ændrer for eksempel fremdriftsreformen. Men det er lige så meget et spørgsmål om at stå af præstationstoget. Det skal de unge være indstillet på at vinke farvel til. Også selvom alle de andre stadig er med på toget.

– Vi skal også acceptere, at vi ikke kommer igennem en ungdomstid uden at slingre lidt. Vi falder og slår os, og så kommer vi op at stå igen. Følelsen af ensomhed er heller ikke katastrofal, den oplever vi alle af og til, den må bare ikke gro fast.

Nederlag og blomstring

På den private front er Anna også faldet og har taget de knubs, der kom. Hun nåede at sætte tre børn i verden, inden ægteskabet slog fejl, og det hele ramlede om ørerne på hende.

– Jeg blev skilt i 2011. Det ønsker jeg ikke for nogen. Det er noget af det mest forfærdelige, jeg nogensinde har været igennem. Jeg fik fuldkommen knust mine drømme. Alt det, jeg havde investeret i, blev annulleret, og jeg skulle starte forfra – både i forhold til identiteten som kæreste og som mor. Det tog flere år at komme mig over den forvirring, der følger med et brud.

– Det værste er jo børnene. Dem sårer man dybt ved at tage de rammer væk fra dem, som man ønskede at give dem. Det var rigtig svært for mig at vide, at vi ikke kunne lykkes som familie.

Men efter faldet formåede Anna at rejse sig igen med genvunden tro på, at kærligheden og lykken findes.

– For fire år siden blev jeg gift med Hallur. Vi havde kendt hinanden perifert i mange år, men hvis du havde sagt til mig dengang, at jeg ville ende op med ham, havde jeg sagt, at du var crazy. Det var først nogle få år inden, vi blev gift, at vi blev allerbedste venner. Og det var som at komme hjem, han var ligesom den brik, der manglede i mit liv. Fra første kop kaffe var det som om, det ikke kunne være anderledes. Det var som at puste ud og komme i havn. Jeg måtte bare være tæt på ham.

Og kærligheden har også fået Anna til at tro på, at hun rent faktisk godt kan, selvom hun tvivler på sig selv indimellem.

LÆS OGSÅ: Soleima: ”Hvert 30. sekund tænker vi over, hvordan andre opfatter os – det er jo et fucking fuldtidsarbejde, d'damer!”

– Når jeg har været bange for, at jeg ikke kan noget, minder Hallur mig om, at jeg er klog og intelligent. Jeg kan godt lide at se mig selv i det spejlbillede, han viser. Jeg bliver for eksempel genert, når jeg skal holde foredrag, og jeg tror, at mange synes, at jeg langt mere modig, end jeg egentlig er. Jeg er skrækslagen for masser af ting. Men den usikkerhed fjerner Hallur, det er som om, jeg låner lidt af hans tro på mig.

Anna stopper sin talestrøm:

– Inden vi får malet et glamourøst glansbillede, vil jeg tilføje, at hverdagen selvfølgelig også rammer os.

Hallur havde i forvejen en søn, da de mødte hinanden. Og et nyt puslespil skulle lægges med børn fra to forskellige verdener, som skulle lære at leve sammen som søskende.

– At være en sammenbragt familie kan være ekstremt hårdt og krævende arbejde for alle parter. Det er ikke noget, man bare lige gør, kæft, hvor er det kompliceret. Men vi har altid vidst, at vi ville hinanden, og det har båret os igennem de svære tider og den labyrint, der har været af udfordringer. Når dagen er omme, og lige inden jeg lukker øjnene, føler jeg mig heldig. Jeg ligger ved siden af min bedste ven og min helt store kærlighed.

Hjerteblod

Et af de regnestykker, som kunne blive en hovedpine for mange, er en helt naturlig opgave for Anna. Hun veksler ubesværet mellem rollen som direktør for hjertebarnet GirlTalk og rollen som mor.

– GirlTalk er blevet en livsstil for mig, lige så meget som det at være mor. Det kalder på nogle forskellige områder i mig. At være mor for mine børn er en side af mig, og at lave GirlTalk er en anden side af mig. Der er ingen tvivl om, at når dagen er slut, og jeg skal gøre det op, så står min familie øverst på listen. Men det at have GirlTalk er ekstremt meningsfuldt for mig og giver mig også en oplevelse af at lave noget, som giver mening for andre.

– Mine børn er også meningsfulde for mig, men de tilfredsstiller min mere introverte side. Hvis man da overhovedet kan være introvert med seks børn, ha ha. De er mit hjem – der hvor jeg ånder ud – og det kan ikke erstattes af noget andet. Det giver mening på en helt anden måde at skabe en familie og klæde børnene på et til meningsfuldt liv. Forhåbentlig bliver de nogle gode mennesker.

Hvor opmærksom er du på den eksponering, din datter bliver udsat for nu, hvor hun er blevet teenager?

– Jeg er meget opmærksom og har et virkelig godt forhold til min datter, og det er jeg ikke i tvivl om, at hun vil være enig i. Vi taler meget om tingene, og jeg bruger hende faktisk meget til at reflektere med i forhold til visse problemstillinger hos de piger og unge kvinder, får vi ind hos GirlTalk. Hvad tænker du om det her, eller hvad hvis jeg siger det her? Hun er jo lige midt i målgruppen.

– Jeg tror ikke, vi skal undgå, at vores børn får udfordringer, det er forkert af os som forældre at tro det. Jeg ser det mere som, at vi skal hjælpe dem igennem det. Og når de støder på udfordringer undervejs, skal vi glæde os over, at vi kan hjælpe dem med at komme igennem det. Her lærer de noget, som de skal bruge resten af livet. Jeg er ikke så udfordringsforskrækket. Mine børn skal helst slå sig nu, hvor jeg er her, og så have lært af det til senere.