"Man skal lægge øre til rigtig meget, når man som ung kvinde forelsker sig i én, der er så meget ældre"

Hvad er den vigtigste beslutning, du har taget? 

– Det må være at sige ja til en kærlighed, der ikke var helt snorlige. Jeg var ret ung, faktisk kun 24 år gammel, og han var næsten 20 år ældre end jeg, havde to børn og var netop kommet ud af et længerevarende forhold. Det er jo totalt uden for den gængse fortælling om, hvordan det er at være i start-20’erne, og man skal også være rimelig hardcore for at kaste sig ud i det, for man kommer til lægge øre til rigtig meget, når man som en ung kvinde forelsker sig i én, der er så meget ældre end én selv. Man kan argumentere for, at kærlighed ikke er en beslutning, men det er det jo, og jeg valgte det heldigvis til. Nu har vi været sammen i syv år, er gift, og så venter vi vores tredje barn sammen og har snart fem børn tilsammen. Og jeg elsker både ham, vores liv sammen og alle ungerne. Så jeg er glad for min beslutning. At jeg turde at gå med kærligheden.

Hvad ved dig overrasker folk mest?

– Der er to ting. Den ene er trist, den anden glædelig. Den triste er, at jeg har læst en kandidatuddannelse, der hedder lang forvaltning. Og skrevet speciale om Lissabontraktaten artikel 17. Når man siger det, dræber det enhver form for sjov samtale. Folk bliver helt triste i øjnene og kigger væk. Den positive overraskelse er så, når jeg siger, at jeg er født i Grønland. Så kan man kickstarte samtalen igen, for det synes folk altid er meget spændende.

Hvornår græd du sidst? 

– Jeg har et selvbillede af, at jeg aldrig græder. Men jeg græder ekstremt meget til film. Jeg havde taget min bonusdatter med i biografen for at se den nye udgave af filmen ”Little Women”.  Og fra åbningsscenen, hvor man ser nogle efterårsfarver, brød jeg bare helt sammen og græd resten af filmen. Jeg græd i 1,5 time. Jeg prøvede virkelig at holde igen, for min bonusdatter på 12 var jo med, og jeg tænkte, at det var for voldsomt for hende, men der var ikke noget at gøre. Jeg kunne simpelthen ikke stoppe igen. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men jeg har altid grædt meget til sentimentale film. I biografen er det på sådan en måde, hvor folk omkring mig bliver bekymrede og spørger mig, om jeg er okay. Jeg kan græde til de fleste film. Det kan være alt fra fattige børn til lykkelig eller ulykkelig kærlighed. Det må være, fordi jeg ikke græder så meget i andre sammenhænge, at det hele kommer ud, når jeg ser film, måske ikke så sundt egentlig.

Hvornår er du mest træt af dig selv?

– Når jeg kører i bil med andre mennesker. I særdeleshed min mand. Jeg er en forfærdelig co-driver. Hvis en anden kører bilen, og jeg sidder på passagersædet, så kan jeg godt finde på lige at påpege, hvis der kommer en fodgænger gående på fortovet 150 meter fremme. Jeg prøver at beherske mig, men jeg har meget svært ved at lade være, når jeg ikke har kontrollen selv.

Hvad har været den mest definerende dag for dig?

– Det har været den 22. juli 2011, hvor der var et stort terrorangreb i Norge. Mange af mine venner befandt sig på øen Utøya den dag. Det er en ø, jeg selv er kommet meget på, både før og efter angrebet, og datoen er blevet en mørk dag i mit liv hvert år. Den har haft stor betydning for, hvordan jeg ser verden og livet samt kærlighed og ondskab på. Det er også en dag, der har rystet hele AUF, den organisation der ejer øen. De har formået at genskabe øen og de rammer, der var, med liv og kærlighed og demokratiopbyggende arbejde. De bruger mange kræfter i AUF på at understrege, at dagen skal bruges på at mindes alle dem, vi mistede, for alt det gode, de var. De prøver fortsat at insistere på kærlighed og medmenneskelighed.

Hvad kan få dig til at grine? 

– Det kan det meste egentlig, men jeg er særligt glad for britisk humor. Det må være Storbritanniens vigtigste bidrag til civilisationen – sammen med tebrevet.