Anne Glad: "Det passer ikke, at vi spiser mindre kød og spilder mindre mad"

Anne Glads søn elsker karbonader. Den der lidt gammeldags ret, hvor hakket svinekød formes til bøffer, der vendes i æg og rasp og steges på panden i rigeligt med smør. Hvis Kaj, som Annes søn hedder, skal have grøntsager, skal det være gulerødder, agurk og rød peber. Eller syltede rødbeder. Men han behøver det bestemt ikke. Det er fint bare med kødet. Kaj er fire år, og livsstilseksperten fortæller grinende, at Kaj ikke er mega begejstret for den kasse med tre vegetariske aftensmåltider, som familien hver uge får leveret fra Kates Køkken, og som hun lige skubber til side i entreen, så jeg kan komme ind ad døren til hendes lejlighed i Københavns latinerkvarter.

"I forhold til madspild og kødindtag er det virkelig et benspænd at have små børn. For os har det været meget sværere at leve, som vi gerne vil, efter Kaj er kommet til. Det vigtigste er trods alt, at han får noget indenbords. Jeg synes også, at det er lidt op ad bakke at lave de gode vegetarretter, så de vegetariske måltidskasser har været sådan et hack til at tvinge os til at åbne horisonten mod nye måder at lave mad på."

Anne Glad er især kendt fra tv, hvor hun igennem de seneste 12 år har været den ene af eksperterne i programmet Kender du typen. Her demonstrerer hun gang på gang, hvordan hun ud fra indholdet af køleskabet, udvalget af bøger og tøjsamlingen – plus det løse – kan pinpointe, hvem der bor i det hjem, som hun og Flemming Møldrup besøger. Snart er hun også aktuel med podcasten Du kender typen, hvor hun får adgang til en gæsts bankkonto og kalender i et par uger og ud fra det taler om, hvad tiden bruges på, hvad pengene går til, og hvad det siger om gæsten. Anne ved med andre ord noget om mennesker. Om os danskere. Og hun tør godt at sige det højt, for der følger en vis goodwill med, når man i bedste sendetid hyggeunderholder familien Danmark. Men det, hun vil tale om i dag, kan alligevel godt få sindene i kog. For det er den anden sandhed om danskernes kødforbrug. Vi hører hele tiden, at vi spiser mindre og mindre kød, og at vi er duksen i klimaklassen. Men sådan forholder det sig bare ikke helt. For …

"Danskernes kødforbrug er stigende. Det er den anden sandhed. Og det, synes jeg, er vildt spændende. Jeg prøver at råbe erhvervslivet og politikere op i mine foredrag ved at servere de her fakta om bl.a. kød for dem, for vi bliver nødt til at indse, at det ikke er den almindelige dansker, der skal redde planeten. Det er ikke hjemme hos den enkelte forbruger, man ændrer klimaets katastrofekurs."

Det er vel vigtigt, at vi hver især gør, hvad vi kan?

"Det ville være dejligt, hvis alle gjorde det. For ja, det er vigtigt, at vi gør noget hver især, så vi ikke føler, at vi er handlingslammede. Det er jo det værste, man kan være, når man står på kanten af en katastrofe. Handlingslammet. Så derfor er det rigtig fint, at vi gør noget, men de store slag skal slås på Christiansborg. Hvis ikke politikerne laver en forandring, så sker der ikke en skid. Nu har vi i fem år talt om, at klimaet er på vej i den helt forkerte retning, og vi har sagt til hinanden, at vi skal spise flere planter. Der er plantefars i supermarkedet, men hvis ikke kødet bliver voldsomt afgiftsbelagt, så kommer der ikke til at ske nogen adfærdsændring hos forbrugerne."

"Det kan godt være, at der er en lille eksklusiv, velbjærget eller ung skare af forbrugere, der spiser flere planter og mindre kød, men bredt i Danmark er billedet det stik modsatte. Og det er jo fordi, det er nemt at lave kød."

"Det er billigt at købe kød. Vanvittigt billigt i et historisk perspektiv. Skammeligt billigt. Vores produktionsapparat er indrettet til at skabe det her billige kød, hvor der er fokus på alt andet end klima og dyrevelfærd. Det er under en procent af danskerne, der er veganere. Og omkring tre procent er vegetarer. Samtidig sidder jeg og kigger på salget af kød, som bare stiger og stiger, og der er jo fordi, langt de fleste stadig spiser masser af kød."

At der er noget om snakken, understregede Tivoli i december på en sjov måde, da man udsendte en pressemeddelelse, hvoraf det bl.a. fremgik, at der på en god dag i forlystelsesparkens vintersæson sælges så meget flæskesteg, at skiverne ville kunne nå helt op til toppen af Rundetårn, hvis man stablede dem ovenpå hinanden. Det er godt nok kød fra frilandsgrise eller økologiske grise, men alligevel – et vildt billede at se for sig. Især når man har gået rundt og troet, at der efterhånden var rigtig mange vegetarer i Danmark.

"Det er der også i de store byer, København og Aarhus, men sådan er det ikke i resten af landet. I byerne er det 12 procent af de unge, der er vegetarer, og en tredjedel af de unge i byerne er flexitarer."

Hvor meget skal der til for at være flexitar?

"Ja, det er jo det, der er svært at definere. Er du flexitar, hvis du har været ude og spise en grøn middag og så spiser en shawarma på vej hjem om natten? Fødevarestyrelsen kom med de nye kostråd i foråret. Og jeg synes, det er helt fantastisk at kigge på den nye planche og tallene bag, hvor styrelsen gør opmærksom på, at næsten halvdelen af det, vi spiser, skal være frugt og grønt. Vi skal også spise 100 gram bælgfrugter om dagen og en lillebitte portion kød. 350 gram om ugen er nok, altså 50 gram om dagen, så er vi dækket ind. Og på planchen er der ingen firbenede dyr. Kun fisk og kylling. Det er jo helt fantastisk, når man ved, hvad danskerne reelt spiser. DTU har i mange år sagt, at vores kødforbrug baseret på kostanalyser ligger et sted mellem 1 og 1,8 kilo om ugen. Mændene spiser lidt mere kød end kvinderne. Og nu kommer der snart helt nye tal, som formentlig er højere. Vi har håndfaste data fra Salling Group, der siger, at kødsalget steg med 25 procent under coronanedlukningen. Og det kan ikke udelukkende forklares ved, at vi ikke spiste mad i kantinerne, for der er masser af mennesker, der går på arbejde med en madpakke. Folk sidder helt lamslåede, når jeg fortæller dem, at der er kommet nye kostråd, og hvordan de lyder. Det er ikke noget, der interesserer en kæft. Kun de ernæringsfaglige."

Hvem er Anne Glad?

• Selvstændig forbrugerekspert, foredragsholder, tv-vært, forfatter og podcastvært.
• Bl.a. kendt fra DR-programmet Kender du typen og har skrevet bogen Danskernes mad.
• Tidligere tekstforfatter og strategisk direktør i reklamebranchen, hvor hun fik et indgående kendskab til danskerne forbrugs- og livstilsvaner.
• Aktuel med DR-podasten Du kender typen, som er en samtale om værdier baseret på kontoudtog og kalender.
• Gift med musikproducer Kim Glad Wagner. Sammen har de sønnen Kaj på 4 år.

Hvad tror du, at det handlede om, da vores kødforbrug begyndte at stige under den første coronanedlukning?

"Det handlede om tryghed. Samtidig forsvandt al plantefars og de forskellige mælkealternativer fra Sallings butikker, Netto, Føtex og Bilka. Alle klimaprodukterne forsvandt simpelthen, fordi vi kun kan overskue at dø af en ting ad gangen. Vi kunne ikke forholde os både til klima og corona. Slikforbruget steg også med 40 procent! Som Uffe Buchard så smukt sagde i Mads og Monopolet i marts 2020: ”Ja, min sommerkrop er altså aflyst”. Det var spot on. Den der kollektive fornemmelse af, at det kunne være lige meget det hele. Vi købte hakket kød, fordi vi skulle hjem og lave mormormad. Og oksekødet overhalede svinekødet, selvom det er oksekødet, der bliver udskammet, når vi snakker klima. Men det er udtryk for, at familien Danmark bedre kan overskue at lave pasta bolognese end frikadeller. Det går hurtigere."

En anden ting, der voksede under corona, var vores madspild.

"Jeg var i selskab med Too good to go på Fødevaredagen, og indtil i år har det været sådan, at det er cirka en tredjedel af hele fødevareproduktionen, som ender som spild, og det meste foregår hjemme hos forbrugerne. Under coronanedlukningen er vi kommet op på 40 procent. At være hjemme og lave mad har boostet madspild igen, men det er jo ikke det billede, man sidder med. Mange tror, at vi er enormt gode til at undgå madspild. Det er den privilegieblindhed, jeg oplever, at der er i den kreative klasse og i de store byer. Det sjove er, at det er de unge, der spilder mest mad. Det er en overraskelse for mange, men det har organisationen Madkulturen dokumenteret."

"Grunden til det er, at de unge ikke har lært at lave mad, og at de ikke har en så fast struktur i deres hverdag, som f.eks. en børnefamilie har. De har heller ikke så mange penge og er til fals for tilbud på storkøb, men når de så ikke er hjemme flere dage, ender de med at smide en masse ud. Jeg peger ikke fingre ad de unge, for min generations forbrug har været fuldstændig vanvittigt, så vi har ikke noget at lade dem høre."

 Vi ser os selv som den dygtige pige i klassen, når vi snakker klima, men det er vi simpelthen slet ikke?

"Nej. Vi er nogle af dem, der bruger allerflest ressourcer. Og det gør vi, fordi vi er så velhavende i Danmark. Da der var nedlukning, myldrede vi ud og købte fladskærme i vildskab. Salget af fladskærme lå 88 procent højere end i den tilsvarende periode året før. Og det var ikke, fordi vi manglede fladskærme. Det var bare, fordi vi har vænnet os til, at vi skal have, hvad vi peger på. Så jeg kan godt forstå de unge, der bliver trætte, når der er Black Friday. Alene det, at vi har indført sådan en amerikansk helligdag – en forbrugshelligdag – i den her tid, er vanvittigt. Altså, vi har jo ikke fattet en meter."

"Men alt det med klimaet er noget, vores hjerner ikke er indrettet til at tage ind. Vi kan kun håndtere katastrofer, der er helt tæt på. Hvis der står en sabeltiger lige foran os, så ved vi godt, at enten skal vi prøve at hakke et spyd i den eller flygte. Men at høre, at der kommer en sabeltiger om 50 år – og måske et helt andet sted i verden – det er ikke rigtig noget, vi kan forholde os til. Det er simpelthen for meget, og så laver vi strudsen og stikker hovedet i jorden. Vi går også lidt i baglås og føler, at vi bliver angrebet på vores identitet, når vi f.eks. får at vide, at vi skal holde op med at spise frikadeller eller lade være med at køre rundt i vores store biler. Men igen er der store forskelle i landet."

"Når vi i København undrer os over, at folk kan blive rasende over, at der ikke må serveres frikadeller i institutionerne i Randers … jamen så er det jo også en afspejling af den kæmpe, kæmpe forskel, der er i Danmark. I lille bitte Danmark, hvor vi tror, at vi alle sammen er helt ens og på samme måde. Det er vi ikke. Der er nogle værdimæssige ting, som er fuldstændig skæve. Og der ligger også noget kulturhistorisk forankret i os i forhold til kødet. Vi har sådan en fornemmelse af, at vores velfærdssamfund er bygget op af svineproduktion, baconeksport og smøreksport, og derfor er der en angst for, at hvis vi ikke har vores store svineproduktion, så bryder velfærdsstaten sammen, og så kan vi aldrig komme gratis på sygehuset igen. Men det er jo ikke sandheden. Landbruget udgør en ganske lille del af vores BNP. Så der er også følelser knyttet til det her kødforbrug. Og de fleste danskere har ikke skyggen af kognitiv dissonans, når de jerner sådan en svinekam til 17,95 halvkiloet ned i kurven."

"Kognitiv dissonans kan bl.a. opstå, når ens værdier kommer i konflikt med ens handlinger. Altså, at man f.eks. mener, at det af hensyn til klimaet er rigtigt at spise mindre kød, men alligevel vælger en pakket hakket okse i supermarkedet, fordi det er nemmere eller måske billigere. Kognitiv dissonans opleves som regel ubehageligt, fordi det handler om, at man ikke lever op til sin egen selvforståelse, men ifølge Anne er der altså ingen kognitiv dissonans for de fleste danskere ved køledisken. Flertallet føler simpelthen, at det er helt ok at spise kød og tænker ikke på klimaet, når aftensmaden skal vælges."

 Det siger hun ikke for at dømme nogen. Tværtimod.

"Jeg siger det, fordi jeg er harm over, at vi i København får det til at lyde som om, at ”hele verden” er ved at blive vegetarer. For det er simpelthen ikke rigtigt. Og det bliver også en sovepude, hvis vi tror, at vi alle er blevet plantespisere i løbet af de sidste tre år, for så er vi jo i mål med alt det, vi skulle i forhold til klimaet. Og det er vi bare overhovedet ikke."

Får du folk på nakken, når du taler om de her ting?

"Når jeg er med i Kender du typen, skal jeg hele tiden balancere, hvad jeg siger. I virkeligheden synes jeg, at det er meget nemmere at udtale mig om noget, når det er faktabaseret, som det her er. Det kan så somme tider været lidt ubehageligt, når fakta ikke stemmer overens med det billede, vi har af virkeligheden. Og det kan jeg godt blive udfordret på. Hvis jeg skal være en, man gider lytte til på tv og i radioen, så skal jeg for guds skyld ikke blive for frelst. Hvis jeg taler ud fra mit eget ekkokammer her i det indre København, så havner jeg et helt forkert sted i forhold til at lave Typen, som appellerer bredt, og som samler familien. Så det er den knivsæg mit job altid balancerer på. At servere sandhederne på en måde, så folk tror på det, og så de ikke synes, jeg er for hellig. Derfor har jeg altid holdt mig selv ude af ligningen, når jeg laver tv."

Så du tænker en del over, hvad du siger, når du er på skærmen?

"Ja. Det gør jeg. Men det kommer meget af sig selv. I Kender du typen er vi jo på besøg i et privat hjem, og der opfører man sig jo ordentligt og høfligt. Der, hvor det er tydeligt, at der er overskud, fyrer vi den dog lidt mere af, end hvis vi kan se, at vi er i et hjem hos et ungt menneske, som måske er mere sårbart. Så det er altid en afvejning."

Nu er dette jo ikke et hyggeligt tv-program, og Anne har indvilget i også at tale personligt og lige på og hårdt. Også selvom det, hun siger, så kommer fra et københavnsk ekkokammer, som mange ikke kan identificere sig med. Hun fortæller, at hun ikke kunne drømme om at spise kød fra et dyr, som ikke har haft det godt, og hun fortæller historien om Kaj, der bliver nødt til at leve med den vegetariske måltidskasse tre gange om ugen, selvom han er en kødmand. På trods af vegetarkassen spiser Anne, hendes mand, Kim, og lille Kaj omkring 700 gram kød per næse om ugen, skønner hun. Altså dobbelt så meget, som de nye kostråd anbefaler, men dog noget mindre, end danskerne gennemsnitlige kødforbrug. Anne forsøger også at få en del danske bælgfrugter på bordet.

Når I har valgt at spise mindre kød – hvad handler det så om for dig?

" Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle have et barn, for jeg havde ingen forhåbninger om, at verden ville være et rart sted at være om 50 år. Kim havde det på en anden måde, da jeg mødte ham. Han overtalte mig til, at det kunne man godt. Så for mig er et mindre kødforbrug en måde at handle på i vores lille familie. Det er et af de steder, hvor vi kan gøre noget for at gå i den rigtige retning. Jeg har også gjort det, at jeg ikke køber nyt tøj mere. For lidt over to år siden besluttede jeg at tage et år uden nyt tøj, hvilket er lidt et benspænd, når man skal lave Kender du typen og skal have forskelligt tøj på i 20-24 programmer om året. Men i forvejen gik jeg meget i genbrugstøj, så nu har jeg bare gjort det helt hardcore. Nu er der gået to år, og i den tid har jeg tilladt mig selv at købe tre nye ting, men det føles lidt uartigt, når jeg gør det. Jeg lejer også tøj, og det er det fedeste."

Du må lige uddybe: Var den usikre verden simpelthen årsagen til, at du ikke havde ønsket at få et barn?

"Det var en væsentlig del af det, ja. Jeg tænkte, at verden ikke var egnet til at sætte børn i. Men det er jo et virkelig dystert budskab at komme med, så det er ikke noget, jeg har udbasuneret før. Jeg havde haft perioder, før jeg mødte Kim, hvor jeg havde tænkt, at nå ja, man skal da have et barn, det er jo sådan, det er, det bør jeg vel få. Men hver gang tænkte jeg så også: Men hvorfor egentlig? Der mangler da virkelig ikke børn i verden. Og jeg havde et dejligt liv."

Så det var først, da du mødte Kim, at lysten til at få et barn trumfede bekymringen for verdens fremtid?

"Ja, det var det. Og det har jo vist sig, at det at få Kaj har været meget mere forpligtende i forhold til at gøre de rigtige ting.  Jeg er en meget bedre klimaaktivist nu, hvor vi har Kaj. Jeg træffer meget mere ansvarlige valg, fordi jeg har en at holde kloden kørende for."

Hvad tænker du så om den verden, nu hvor du har Kaj?

"Jamen, jeg laver også strudsen. Jeg kan heller ikke overskue at tænke for meget over verdens tilstand. Jeg prøver at ruste Kaj til at blive et robust menneske. Jeg har ikke så travlt med hans digitale dannelse, jeg har mere travlt med at lære ham at tænde bål og have et forhold til naturen. Selvom vi bor her midt i København, så elsker han naturen. I morges græd han sådan, for han har haft en kålorm fra noget grønkål i et terrarium, og pludselig var den død, han går meget op i sådan noget."

"Vi har et hus på Falster med 1800 kvadratmeter have, hvor han kan grave regnorme lige så tosset, han har lyst, og så er hans børnehave enormt god til at tage i skoven, tænde bål og lade børnene se en jæger plukke og partere nogle fasaner. Alt Kajs tøj er genbrug, men jeg tror ikke, at han vokser op og føler, at han mangler noget, for vi har ikke truffet meget dramatiske og indgribende valg i vores familie."

Selvom Anne og hendes lille familie gør, hvad de kan for at være bevidste forbrugere, der passer på miljøet, er der også områder, hvor hun ikke lever op til sin egen selvforståelse som klimaaktivist.

"Vores bil er fyldt med kognitiv dissonans. Vi prøvede at klare os uden bil i halvandet år og brugte i stedet GoMore og DriveNow, når vi skulle længere væk. Jeg elsker også at køre i tog, for jeg kan arbejde, og det er behageligt. Men efter klokken otte om aftenen kører der ingen tog ud af Nordjylland, så hvis jeg er færdig med et foredrag kl. 21 deroppe, kan jeg ikke komme hjem."

"Jeg er derfor ret afhængig af en bil, og efter vi fik Kaj blev det endnu mere påkrævet, fordi det var op ad bakke med lejebiler og barnesæde, der skulle flyttes rundt. Derfor har vi nu en bil, og som en del af vores bilbudget lejer vi også en garage lige hernede. Vi ville gerne have haft en elbil, men vi har en Volvo, der kører på benzin indtil videre. Det er lidt hårdt for mig. Heldigvis kan bilen bruges til at hente brugte møbler og hårde hvidevarer til vores hus på Falster. Hele vores hus dernede er indrettet med genbrug, som vi har hentet rundt omkring."

Er der andre områder i dit liv, hvor du gør noget andet, end du føler, du burde?

"Nej, ikke umiddelbart. Da vi købte huset på Falster, solgte vi vores hus i Italien. Det er også vigtigt for mig at formidle, at alt det, jeg sidder her og siger, ikke skal give andre dårlig samvittighed. Slet ikke de unge. Jeg har fået min del af kagen. Mit forbrug har været voldsomt før i tiden. Jeg har tjent rigeligt hele mit liv, særligt da jeg arbejdede i reklamebranchen, og jeg har brugt alt for mange ressourcer på alt muligt. Især på tøj og sko. Så det er ikke for at pege fingre af andre, når jeg fortæller, at jeg ikke køber nyt, eller at vi prøver at spise mindre kød."

"Jeg kan bare ikke tillade mig at bruge mere nu. Derfor flyver vi heller ikke rundt i verden. Kim drømmer slet ikke om at komme ud og rejse, faktisk, og vi er i det hele taget ikke de vilde globetrottere. Hvis vi skal ud og se noget, er det steder i Europa, hvortil vi kan køre. Jeg tror, at det er vigtigt at fokusere på, at vi danskere ikke mister noget ved at træffe anderledes valg. Det er ikke sådan, at vi skal have det ringere, fordi vi skal være bevidste om klimaet. Det handler tværtimod om, at det skal gøre vores liv federe. Det er meget vigtigt at holde fast i, at det ikke er et spørgsmål om askese."

"Det er tværtimod et spørgsmål om at have det lidt skønnere. Der ligger en stor kommunikationsopgave i at få det ud. Jeg har ikke mødt nogen, der kørte elbil, som syntes, at det var forfærdeligt. Jeg har kun mødt mega fans. Og jeg vil da også sige, at det kød, vi spiser her i huset, smager vildt dejligt, fordi det kommer fra dyr, der har haft det godt. Så vi lider bestemt ikke afsavn som følge af de valg, vi tager."