Hilda og Annette Heick deler et særligt karaktertræk, som de begge er taknemmelige for

For 16 år siden befandt Annette Heick sig på et toilet på et slot i Monaco. 

Hendes mand, kokken Jesper Vollmer, havde taget hende med til et arbejdsrelateret arrangement hos Fyrst Albert, men Annette havde andre ting i tankerne end det fine selskab. 

læs også

Anna Fast Nilsson fik særlig evne i sin opvækst - som hun bruger i sin karriere i dag

Hun kunne mærke på sin krop, at noget var anderledes, og derfor havde hun anskaffet sig en graviditetstest, som hun på et tidspunkt i løbet af aftenen gik ud på toilettet og tog. 

Den var positiv.

Annette: "Da jeg kom tilbage til selskabet, sagde jeg til Fyrst Albert: ”Jeg er gravid!”. Hvortil han svarede: ”Ej, tillykke, så skal barnet da hedde Albert, hvis det bliver en dreng”."

Det blev en dreng, men han fik navnet Storm, og Annette er kommet i tanke om den lille historie, fordi hun og hendes mor, Hilda Heick, har indvilget i at fortælle om deres mor-datter-relation, herunder om Annettes opvækst som enebarn af Danmarks mest kendte dansktop-duo ”Keld & Hilda”. 

For netop den opvækst har bl.a. betydet, at Annette, siden hun var helt lille, har været vant til at tale med alle mennesker. Høj som lav.

Annette: "Og jeg har været vant til at behandle alle på samme måde. Jeg har altid haft ret meget held med at være meget straight forward overfor folk i stedet for at prøve at regne ud, hvordan jeg skal opføre mig. 

Derfor faldt det mig helt naturligt at fortælle Fyrst Albert det, jeg lige havde på hjerte den aften."

Hilda: "Ja, du hviler meget i dig selv."

Annette: "Det gør jeg nok."

Vi sidder i Keld og Hildas nye hus i Holte. De fleste flyttekasser står stadig uåbnede rundt omkring, køkkenet er delvist pakket ind i plastik, og håndværkerne larmer lidt i hjørnerne. 

Hilda undskylder flere gange for det kaos, der er, men interviewet var nødt til at foregå her netop på grund af håndværkerne, der skulle lukkes ind. 

Hun har dog formået at få et hjørne af stuen til at se helt beboeligt og hyggeligt ud, og der er både dækkeservietter, fine kopper, kaffe og croissanter på sofabordet. 

Huset har sin helt egen historie, som Annette ikke kan lade være med at fortælle undervejs i interviewet, for den historie siger nemlig en hel del om det forhold, Annette har til sine forældre. Men først skal vi en tur tilbage til den 12. november 1971, hvor Hilda fødte Annette. 

Keld var på vej til Aalborg for at optræde, sådan var det bare, for man opfyldte selvfølgelig sin kontrakt, selvom der var en baby på vej.

Hilda: "Da Annette blev lagt på op på min mave, tudbrølede jeg. Det var det mest vidunderlige øjeblik i mit liv."

Hun får tårer i øjnene.

Hilda: "Åh, og ja, jeg bliver stadig helt rørt, når jeg tænker på det. Hun var simpelthen et lille vidunder, og det første, jeg tænkte, var: Gud, og jeg må få hende med hjem! Det var helt overvældende, og jeg syntes, at hun var det dejligste barn i verden."

Annette: "Det var inden, hun lærte mig at kende."

De griner begge to.

Hilda: "Ja, så fandt jeg ud af, at hun var et meget bestemt barn."

På hvilken måde?

Hilda: "Når hun sagde nej, så betød det nej. Da Annette var to år, var der f.eks. en periode, hvor hun havde noget mælkeallergi, og derfor havde hun kun fået saftevand i et stykke tid. 

Lægen sagde, at jeg skulle prøve at give hende mælk igen, men da jeg stillede mælkeglasset foran hende, sagde hun bare NEJ og hældte det ud på gulvet. 

Da hun havde gjort det et par gange, blev jeg vred og sagde, du får smæk, hvis du gør det igen, men det mente jeg jo slet ikke, og Annette vidste overhovedet ikke, hvad smæk var. 

Men da hun hældte mælken ud for tredje gang, var jeg nødt til at gøre noget, og så gav jeg hende i klap bagi udenpå bleen. Det blev hun meget forskrækket over, og det gjorde jeg også. Jeg gik direkte ud i entréen og tudede, nej, nej, nej, hvad har jeg dog gjort. 

Og jeg græd igen, da jeg fortalte det til Keld, da han kom hjem. Det var helt forfærdeligt. Men jeg fandt i hvert fald ud af, at Annette var sådan en, der gerne ville bestemme selv."

Og det er du stadig, Annette?

Annette: "Ja. Og Storm har arvet det. Han er fuldstændig lige sådan."

Hilda: "Men altså, hun var et meget, meget sødt og kærligt barn. Og som teenager var hun helt fuldstændig from og god."

Har du aldrig gjort oprør?

Annette: "Nej, det har jeg faktisk ikke. Der var ikke rigtig behov for det."

Hilda: "Hun har været fantastisk hele vejen igennem."

Annette griner højt og vender øjne.

Hilda: "Men det har du, Annette. Og du har været så god overfor din far og mor. Samtidig er Annette også den, der siger, hør nu her, nu må I tage jer sammen, hvis der er noget, vi er i tvivl om. Vi får også en lille skideballe en gang imellem."

Annette: "Nå jo, men det kan man jo også godt."

Hilda: "Annette vil bl.a. have, at vi skal tage os sammen og spise sundt og dyrke motion, for hun vil gerne have os længe, siger hun."

Annette: "Ja, jeg har prøvet alt muligt forskelligt. De har fået golfkursus og vandrestave og cykler, og jeg ved ikke hvad, men der er nok en generationsting der. Det er ikke så nemt med træning, men jeg prøver."

Hilda: "Du skubber til os, og det er godt. Men far gider ikke rigtig gå tur."

Annette: "Nej, men det skal han."

Det store skift

De første år af Annettes liv levede familien et relativt normalt liv. Keld tog ud og spillede sin musik, og Hilda gik på arbejde som programmør hos Lundbeck & Co. og passede ellers Annette, som også husker sin opvækst som meget harmonisk.

læs også

I starten af deres forhold gjorde Asta Björk noget, som Sebastian Bull aldrig glemmer

Annette: "Men der skete et enormt paradigmeskift, da min mor begyndte at tage ud og spille med min far.

Jeg var omkring 10 år på det tidspunkt, og vi gik fra at være en ret almindelig familie til at være noget, der var fuldstændig hundrede procent, totalt og aldeles unormalt."

Hilda: "Og jeg havde den dårligste samvittighed over det."

Annette: "Jeg kom med ud og spille, og det lød jo altid skide sjovt, når man havde været hele sommeren på forskellige tivolipladser med popcorn, røde pølser, karruseller og radiobiler, men jeg var ved at brække mig til sidst. 

Samtidig betød det, at vi blev en lille enhed. Det blev jo os tre mod verden, kan man sige, for det var så anderledes at leve livet på den måde, som vi gjorde."

Hvad med din skole og kammerater?

Annette: "Om sommeren havde jeg jo sommerferie, men resten af året var det primært i weekenderne, min mor og far var ude og spille. Så tog vi vores campingvogn på ryggen og boede i den. 

Der er sgu ikke ret mange, der kan sige, at de har prøvet at leve det liv, for det var virkelig vagabondagtigt – i bedste forstand. 

I forhold til kammerater har jeg altid haft relativt få gode, nære venner. Og ellers havde jeg det rigeligt fint i mit eget selskab. Sådan er det også i dag, jeg har brug for meget alenetid."

Hilda: "Jeg insisterede på en campingvogn i stedet for hotelværelser for Annettes skyld, for dengang kunne man ikke købe mad nogen steder om aftenen. Og Annette blev jo tit sulten, når vi kom sent tilbage fra en optræden. Vi gjorde det så hyggeligt, som vi kunne."

Annette: "Jo, jo, klart nok. Men det var også noget med at sige, vi har en base her, og den skal bare fungere. Og så blev man ellers hele tiden mødt af – vitterligt – alle typer, der findes på kloden.

Søde mennesker jo, men også nogle tosser og fulde mennesker indimellem. Det er ikke noget, som ret mange udsættes for i så ung en alder, men jeg tror, det har været sundt for mig. 

Det er en bagage, jeg har kunnet tage med mig videre i livet. Og fordi vi levede på den måde, var der ikke plads til at gøre oprør. Vi boede på otte kvadratmeter i den campingvogn, tingene skulle fungere, og det var jeg en del af. 

Jeg kunne ikke bare sige, at jeg ikke ville med."

Du siger, at du havde dårlig samvittighed over at tage Annette med, hvorfor?

Hilda: "Ja, jeg syntes, det var synd for hende. Inden jeg begyndte at tage ud med Keld, havde Annette og jeg meget tid alene sammen, hvor vi strikkede dukketøj og legede. 

Vi var meget tætte. Det var ikke meningen, at jeg skulle blive ved med at tage ud og spille med Keld. Først var det bare ti gange, fordi han havde nogle stemmeproblemer og var blevet opereret, men det endte med at blive resten af livet. 

Jeg glemmer aldrig, da Annette efter et par måneder sagde til mig: ”Mor, kan du ikke også godt savne vores hyggelige lørdag aftener?”. Ej, ej, ej – jeg græd simpelthen og tænkte, hvad er det, vi byder det stakkels barn."

Men du overvejede ikke at stoppe igen?

Hilda: "Keld stod på den ene side og sagde, jeg har brug for dig, jeg kan ikke klare at køre ud alene. Og Annette stod på den anden side og drømte om at komme tilbage til tiden, hvor vi lavede dukketøj. Årh … jeg var SÅ splittet, og der var en periode, hvor jeg var virkelig, virkelig ked af det indimellem."

Har du nogensinde gennem årene spurgt dine forældre, om de ikke kunne leve et mere normalt liv?

Annette: "Nej, for det blev jo vores normal, at vi var på landevejen. Det er først, når man står på bagkant, at man kan se, shit, det var godt nok en aparte opvækst. 

Men det er ikke noget, jeg har været ked af, skal jeg lige sige."

I hvilket omfang har opvæksten været medvirkende til, at du også selv står på en scene i dag?

Annette: "Jamen, det har hundrede procent indflydelse, det er der ingen tvivl om. Og der er rigtig mange situationer i mit arbejdsliv, som jeg kan genkende, fordi det ligger omme i rygsækken, at okay, så gør vi sådan her."

Vejen til musicalscenen

Lige nu er Annette netop aktuel på scenen. 

Hun spiller rollen som Billy Elliots ikoniske danselærer Fru Wilkinson i musicalen 'Billy Elliot – The Musical' i Operaen. Det er en medrivende historie om den danseglade dreng Billy, der vokser op i et barsk minearbejdermiljø i England. 

Billy går til boksning, men drømmer i virkeligheden om at blive balletdanser.

Annettes rolle er temmelig krævende med nogle meget lange monologer, der skal synges og siges i takt, samtidig med, at hun skal holde styr på Billy Elliot, dansepigerne, orkesteret og så også lige danse til. 

Det er ikke første gang, Annette påtager sig en så omfattende rolle. Hun brød igennem som musicalstjerne i 2011 i forestillingen 'Wicked', og rollen som heksen Glinda krævede halvandet års intensiv sangtræning. 

Inden da havde Annette arbejdet med journalistik i forskellige afskygninger, men da hun først trådte ind på musicalscenen, kunne hun mærke, at hun havde fundet sin rette hylde.

Annette: "Det er helt vidunderligt at være på den kæmpestore scene ude i Operaen, og jeg glæder mig hver dag til at skulle på arbejde med det fantastiske hold derude."

Hvad har det betydet i jeres familierelation, at du endte med også at optræde, Annette?

Annette: "Vi kan ikke undgå at tale fag, og hvis jeg f.eks. er ude på turné og kommer til et sted, hvor mine forældre har optrådt, så ringer jeg lige hjem og siger, ej, kan I huske dengang, vi var her. 

Der var også nogle år, hvor jeg selv var på landevejen og optrådte til fester og den slags, og det var sjovt, for det føltes faktisk som at komme hjem. 

I dag er min kalender brygget sammen på en anden måde, så det er et helt andet game, der ikke kræver så megen rakken rundt, og det er dejligt."

Har du kunnet sparre med din mor og far i forhold til at skulle på scenen?

Annette: "Jeg tror i virkeligheden mere, at det har været noget med, at jeg har set det indefra fra en tidlig alder, og at jeg har lært at gennemskue mennesker, fra jeg var helt ung. 

Folk, som f.eks. puster sig op eller giver sig ud for at være noget, de ikke er, er jo typisk meget usikre, det er godt at vide. Det har også være en hjælp i forhold til lønforhandlinger og management, for jeg har jo set, hvordan mine forældre har gjort. 

Og dybest set har jeg også lært af nogle af deres fejl. Jeg har da begået masser af fejl, men jeg har helt sikkert undgået nogle andre, fordi jeg har set min mor og far begå dem."

Hilda: "Annette har også mødt noget modstand på grund af Keld og mig. Folk har spurgt, om hun ikke bare skulle ud at lave det samme som os. Men hvorfor skulle hun dog det? Hun skal selvfølgelig have sit eget liv."

Og du har aldrig haft lyst til at lave samme slags musik som dine forældre?

Annette: "Nej, det har jeg bare ikke."

Hilda: "Og hvis jeg som mor lige må have lov til at prale lidt, så har Annette også langt bedre stemmemateriale, end Keld og jeg har, og hun har også så mange andre talenter."

Annette: "Det kan godt være en hæmsko med et kendt efternavn.

Jeg havde brug for en wingman, der troede på mig, og det fik jeg først i forbindelse med 'Wicked', hvor Niels-Bo Valbro fra Det Ny Teater gav mig chancen."

Føltes det som at komme hjem, da du landede på musicalscenen?

Annette: "Jeg tror mere, det var folk omkring mig, der blev ved med at sige det. Det tog noget tid for mig selv at indse."

læs også

Her er 5 grunde til (igen) at elske Bridget Jones

Hilda: "Vi fik den sødeste mail fra Niels-Bo Valbro dengang, hvor han skrev: ”Man ved først, om ens børn har fået det rigtige med i livet, når man ser, hvordan de klarer sig. I har gjort det rigtige”. 

Det var bare så sødt! Han skrev også, at Annette altid var den, der fik løst det, hvis der opstod gnidninger på holdet."

Annette: "Det er rigtigt, og det er nok noget med, at det simpelthen bliver for rodet for mig, hvis der er ballade. Så hellere få sagt tingene ligeud – bum – og så kan vi komme videre. Jeg bærer aldrig nag. 

Eller jo, der er én eneste gang, jeg har båret nag, og det var under corona. Der blev jeg kraftedeme sur over, at man spærrede de unge inde, det kommer jeg aldrig til at tilgive. 

Men ellers bærer jeg simpelthen ikke nag, det er alt for bøvlet."

Hilda: "Nej, det gider jeg heller ikke. Vi gider ikke være sure, vi tager den her og nu, og så er det overstået."

Annette: "Og bølgerne har kunnet gå rigtig højt herhjemme."

Hvad kan bringe jer op i det røde felt?

Annette: "Uha, mange ting, vi har temperament alle tre."

Hilda: "Ja, DET har vi."

Kampen om huset

Temperamentet er senest kommet til udtryk i forbindelse med huset, vi sidder i. Det er det tredje hus, Hilda og Keld har underskrevet købskontrakt på i 2024. 

De to første huse endte med ikke at blive til noget. Det første af nogle tekniske årsager, det andet, fordi Annette simpelthen satte sine forældre stolen for døren. 

Efter hendes opfattelse lå huset alt for langt fra offentlig transport, indkøbsmuligheder og et hospital. Og det fik hun fortalt i så klare vendinger, at den lille familie faktisk ikke talte sammen i en uges tid. 

Hilda og Keld mente ikke, at Annette skulle blande sig i, hvad de brugte deres penge på, og det er Annette sådan set helt enig i.

Annette: "Men hvem er det, der skal løse problemerne, hvis min far f.eks. brækker hoften en isvinter, og min mor ikke kan køre bilen til det hospital, der ligger langt væk, og heller ikke kan tage offentlig transport, fordi det vil tage timevis at nå frem?"

Hun peger på sig selv.

Annette: "Det skal jeg. For jeg er enebarn. Og derfor var jeg sur over det hus, de havde valgt. Så klipper vi til, det ikke blev det hus. 

Men mine forældre ville stadig gerne flytte, og min mor havde en drøm om at komme tilbage til Paradiskvarteret her i Holte, hvor de boede i 26 år, og hvor jeg voksede op."

Hilda: "Pludselig kom vores gamle hus til salg, og jeg sagde til Keld, skal vi ikke købe det? Men Keld ville ikke tilbage til det gamle hus, og det knækkede mig lidt. Og så beklagede jeg mig til Annette."

Annette: "Ja, og jeg sagde, er du blevet fuldstændig vanvittig? Du skal da ikke tilbage til et kæmpestort hus. 

What the fuck!"

Hilda: "Men jeg har så mange gode minder fra det hus. Fra dengang Annette var lille."

Annette: "Minderne bor derinde, mor."

Hun peger på sin mors hoved. Og Hilda nikker. Hun ved det godt.

Den korte version af en meget lang og følelsesladet historie er, at Annette midt i pausen på en forestilling fandt et andet hus i Paradiskvarteret på Boligsiden. Huset, vi sidder i nu. 

Hilda ville overhovedet ikke hen at se det, for det var mørkebrunt overalt indeni, dårligt indrettet og i det hele taget bare slet ikke noget for hende. 

Men Annette bookede en fremvisning og fik hevet sine forældre med. Hun havde lavet nogle virtuelle indretningsbilleder på sin iPad, og hver gang Hilda påpegede noget i huset, hun ikke kunne lide – og det var faktisk det hele – viste Annette hende et billede og sagde: ”Det kan komme til at se sådan her ud, mor”.

Hilda: "”Nu tager du ja-hatten på, mor”, sagde Annette, for det her er det rigtige sted."

Det var den bestemmende unge dame med mælkeglasset, der trådte frem igen?

Hilda: "Ja, hun er der stadigvæk, ha ha. Annette sagde også til mig: ”Mor, du bestemte over din mor og far og flyttede dem på plejehjem, da det var tid, og nu bestemmer jeg også over jer!”. Og ja, så måtte jeg jo indrømme, at hun havde ret. 

Det var det rigtige hus at blive gammel i."

Hvordan er det, at rollerne bliver byttet lidt om, så ens datter bliver ”mor” for en?

Hilda: "Annette gør det jo af lutter omsorg for os, og fordi hun ved, hvor meget blod, sved og tårer det kostede mig, da jeg skulle tage mig af mine forældre, da de blev gamle og syge. 

Jeg er også enebarn, og mine forældre kunne ingenting til sidst, så jeg kørte konstant fra Herodes til Pilatus for at hjælpe og besøge dem hjemme og på to forskellige hospitaler.

I den periode var jeg nok meget fraværende som mor, og det er det, Annette har oplevet. Sådan vil hun ikke selv have det. Og det er også bedre, at vi selv er med til at træffe beslutningerne, mens vi kan."

Annette: "Jeg tror, at mange, der stadig har fuld gang i livet og arbejdet, kan genkende det her med, at det er svært at forestille sig en tid, hvor man pludselig ikke længere kan det samme. 

Ork, det ligger langt ude i fremtiden, siger man. Ja, måske. Måske ikke. You just don’t know, så få nu truffet beslutningerne. Det nytter ikke, at der er 937 meter til nærmeste bus og intet S-tog i nærheden."

Hilda: "Det er typisk Annette at undersøge sådan noget – 937 meter, det var helt præcist afstanden til bussen fra det andet hus, vi skrev under på. 

Så langt havde jeg ikke tænkt, men jeg må bare bøje mig og sige, at hun har ret. Det går ikke."

Annette: "Med det her hus har jeg meget mere ro på. Jesper og jeg bliver boende i nærheden, det er nemt til hospitalet, nemt til offentlig transport, nemt at handle. Og skoven ligger lige udenfor vinduerne. Her er hjemme."

Relationen til bedsteforældrene

Hilda er, direkte adspurgt og ganske mor-objektivt, slet ikke i tvivl om, hvad det bedste ved Annette er.

Hilda: "Hun er bare en sød og omsorgsfuld datter. Og ja, lidt skrap en gang imellem. Men hun er det på den kærligste måde."

Og hvad er så det bedste ved din mor, Annette?

Annette: "Åh, der er jo så mange ting, det er svært at komme med sådan en maggiterning."

Hun tænker lidt.

Annette: "Jamen, det er først og fremmest det store omsorgsgen, min mor har. Og når jeg nu sidder og tænker over det, så er det faktisk også en enorm glæde for mig at se forholdet mellem mine børn og mine forældre. 

At se dem være bedsteforældre. Det betyder helt vildt meget med den relation. Og den fylder nok mere, end jeg bruger mine forældre. 

Som voksne har vi jo vores egne liv hver især, men mine børn er i gang med at skabe deres egne liv, og der er relationen til bedsteforældrene så vigtig. Så jeg tror måske, det er den del, jeg holder mest af her og nu. Jeg prøver også at fortælle mine drenge, hvor meget de skal huske at værdsætte den relation. 

Jeg havde selv et rigtig, rigtig nært forhold til min mormor og morfar, og det er jeg virkelig taknemmelig over, at jeg havde. Jeg kan stadig savne dem."

Hvordan kommer din mors omsorgsgen til udtryk?

Annette: "Som vi talte om i begyndelsen, så rækker det helt tilbage til barndommen, hvor min mor og jeg hyggede med at strikke dukketøj og lege. Og hør her, jeg har stadig de pågældende dukker og det dukketøj, vi lavede. 

Min mor har altid været der for mig, og jeg har virkelig taget det med mig, at det vigtigste, man kan give som mor, det er tid. Tid til at sidde og strikke, tegne, tage på museum eller hvad det nu kan være. 

Det, der lige kræver noget ekstra. Det er så nemt at give gaver og dermed købe aflad på en eller anden måde, det svære er det, der kræver noget ekstra tid og noget fantasi."

Hilda: "Du er også selv helt fantastisk til at arrangere ture og lave ting sammen med Jesper og drengene, Annette. Og til at tage os med."

Annette: "Ja, det har jeg altid prioriteret. 

Rejser, museums-besøg, juleture, julekalendere. Og det får mig lige til at tænke på en stump garn, jeg fandt for nylig. Det gik op for mig, at den stammede helt tilbage fra en pakkekalender, du lavede til mig, da jeg var barn, mor, og som jeg har gemt, fordi jeg syntes, at den var så fin. 

Nu er jeg i gang med at strikke en trøje, hvor det lille stykke garn bliver strikket ind, og så kan det sidde der og glimte som en lille reminiscens fra barndommen."