Pia skiftede spor midt i livet: ”Jeg brænder for at være bedemand”

"Jeg vil noget andet i mit liv også!"

Den tanke blev afgørende for 46-årige Pia Buus Gregersen, da hun for fire år siden indså, at selvom hun var glad for sit job som klinikassistent, trængte hun til nye udfordringer:

Lene Beier sendte sin mand afsted på en lang tænkepause – og det ændrede deres liv

Tv-vært Lene Beier og hendes mand, Anders, har længe drømt om at blive hotelejere, og nu er drømmen blevet virkelighed. Men hvordan foretager man så vildt et kursskifte? Det satte ALT for damerne kursen mod Hotel Edelweiss i Østrig for at finde ud af. Kom med, hvis du selv har drømt om at få mere ud af livet.

"Jeg havde været samme sted i 25 år og havde i et stykke tid tænkt, "Er det det her, jeg skal resten af mit liv?" Da tandlægen, som jeg altid har arbejdet med, ville ned i tid, gik jeg ned på 30 timer. I første omgang for at være mere sammen med min otteårige datter, men jeg tænkte også over, hvad jeg kunne tænke mig at lave," fortæller Pia.

Hun bor uden for Voersaa i Vendssyssel med sin samlever Thomas, der er svinebonde, og deres tre sammenbragte børn. For Pia var det vigtigt at lave noget, hvor hun er tæt på mennesker, fordi det giver hende en følelse af meningsfuldhed og af at gøre en forskel.

"Jeg har sunget i kirkekor i mange år og kan godt lide miljøet i kirken, så jeg overvejede at søge noget der, men bedemand er jo også ofte forbundet med kirken."

"Det arbejde rummer alt det, jeg brænder for – også i mit job som klinikassistent, hvor jeg viser nærvær og omsorg. Der er mange, som synes, det er utrygt hos tandlægen, så man skal kunne læse mennesker, vise empati og vide, hvad der skal til for at berolige dem," siger Pia.

Alle tankerne blev udmøntet i handling, da hun var til en bisættelse og mødte John Olsen, der er bedemand:

""Nu er det nu", tænkte jeg og gik hen til ham og sagde, "Hej, jeg kunne godt tænke mig at blive bedemand. Må jeg komme og se, hvordan du arbejder? Jeg gør det gratis på mine fridage". Det sagde han ja til," fortæller Pia.

I et halvt år fulgte Pia bedemand John Olsen om fredagen, hvor hun ikke arbejder som klinikassistent. Der kræves ingen formel uddannelse for at nedsætte sig som bedemand, men Danske Bedemænds brancheforening har et anerkendt uddannelsesforløb, som medlemmerne kan gennemføre. Pia er i mesterlære og vil på sigt gennemføre uddannelsesforløbet.

"Jeg vidste ikke, om jeg kunne arbejde med at se en død. Se mennesker så kede af det, men det fandt jeg hurtigt ud af, at jeg kunne. Jeg har erfaring med at være tæt på mennesker, og så har jeg livserfaring og kan møde mennesker i de mest sårbare situationer," forklarer hun.

Julia Lahme: Denne trend vil ændre vores liv de næste 10-15 år

Livet er ikke statisk. Det er en dynamisk serie af faser, og bare fordi du levede på én måde i går, behøver du ikke gøre det samme i morgen. Det er i høj grad sådan, vi kommer til at tænke i fremtiden. I øjeblikket revurderer vi nemlig vores måde at leve på, siger etnolog og trendforsker Julia Lahme.

Smukke samtaler

Hvor Pia selv havde sin tvivl, var bedemand John Olsen ret sikker på, at hun var den rette til jobbet.

"Jeg kendte lidt til Pia i forvejen og tænkte, at der ikke er mange, der klapper i hænderne, når de skal til tandlæge, så hun måtte kunne noget med mennesker i svære situationer. I dag har hun forlængst bevist det, og jeg er helt tryg ved at overlade butikken til hende, når jeg selv skal noget andet," forsikrer han.

Pia er mange gange blevet spurgt, "Hvordan kan du være sammen med mennesker, der er kede af det hele tiden?" 

"Jeg kan slet ikke lade være, for jeg gør en forskel, og samtalerne med de efterladte kan være smukke og også hyggelige samtaler, der handler om gode minder," siger Pia.

Til en samtale kommer de pårørende på kontoret, eller Pia kommer hjem til dem.

"For mig er en smuk samtale, når de pårørende, i deres mest sorgbare tid viser åbenhed og tillid til mig. Så er det min opgave at vise empati og være lyttende. Alle samtaler og historier berører mig."

"Der kan være ønsker om at synge eller høre en sang, der betød noget for afdøde, eller at køre afdøde hjem til egen bopæl for sidste gang. Jeg vil gerne opfylde så mange ønsker, som muligt, så det bliver en værdig afsked i den afdødes ånd," fortæller hun.

Døden er naturligvis også et emne, hun bliver spurgt ud om, og Pia erkender, at hun selvfølgelig var spændt, da hun første gang mødte døden som bedemand.

"Det var på et plejehjem, og jeg var spændt på, hvordan jeg ville reagere. Den specielle lugt, der opstår ved et dødsfald, lagde jeg mærke til, men det vænner man sig til. Det er en del af at være bedemand," siger Pia.

Hun lægger vægt på at afskeden er værdig for både afdøde og pårørende. Også når der ikke er nogen.

"Jeg har været til bisættelser, hvor der ikke var andre end præsten og mig til stede. Det var underligt, men præsten og jeg gjorde, som vi plejer. Det var værdigt, og det er vigtigt for mig," understreger Pia.

Høj energi og ro

Hun har også prøvet at køre med de helt små kister, og de meget tunge og tragiske dødsfald kræver, at hun ikke fremstår for påvirket, for "det er ikke hendes sorg", som hun siger. Hun har også lært at lægge jobbet fra sig, når hun kommer hjem.

"Og det skal man kunne, for ellers går det ikke," erklærer hun.

Mange dage går Pia også hjem opfyldt af god energi.

"Når det hele går op i en højere enhed, så er det intenst og meningsfyldt at være "på", som jeg er, når jeg er i jobbet som bedemand. Det giver mig en mening med livet at hjælpe andre, og at jeg kan gøre en forskel: Det giver god energi," siger hun.

For Pia har det været godt at få lov at snuse til jobbet som bedemand. Hun er glad for, at hun brugte timerne på det, selvom hun ikke fik løn i begyndelsen.

"Jeg var jo gået ned i tid, så jeg var indstillet på en lavere løn i den periode, hvor jeg arbejdede ulønnet for John. Jeg gør ikke det her for pengenes skyld," understreger hun.

Pia erkender dog, at hun måske ikke havde brugt sine fredage på et ulønnet job i et halvt år, hvis hun havde været eneforsøger.

Tina og Dorte fandt venskab i sorgen: ”Kun mødre, der har mistet, forstår”

Tina og Dortes venskab havde de helst været foruden. For de blev sat i forbindelse med hinanden af fælles bekendte, efter at de med et halvt års mellemrum mistede henholdsvis en datter på 23 år og en søn på 22. Men venskabet er blevet uundværligt, og med deres projekt "Mindernes Hus" ønsker de nu at hjælpe andre, der har mistet børn.

"Det er klart, at det økonomiske er en faktor og især, hvis man ikke har et sikkerhedsnet, som jeg havde i Thomas. Han har støttet mig og synes, at jeg er sej. Han kalder mig en stærk kvinde," fortæller hun med et smil.

Selvom Pia er glad for at være bedemand, så er hun også tilpas med, at hun fortsatte som klinikassistent:

"Det er to fuldstændig forskellige brancher. Deroppe har jeg 21 kollegaer og er aldrig alene, mens jeg som bedemand er alene, når jeg kører rustvogn og planlægger bisættelser og begravelser."

"Jeg får energi af, at de to jobs er så forskellige, og at jeg kan skifte mellem høj energi og ro. Jeg synes, alle burde prøve at have to jobs," slutter Pia med et stort smil.