'Raechelle Banno' spilles af Nicole Appleton og 'Jonno Davies' spilles af Robbie Williams.
Instruktør Michael Gracey er også manden bag musicalen ”The World’s Greatest Showman”. Han har baseret denne abeskønne film på sine interviews med Robbie Williams.

Er du bare det mindste vild med Robbie Williams, så vil du elske den her film

Ugens film anmeldt af filmredaktør Stephanie Caruana.

Dokudrama

Lad ham underholde dig

Begynd filmåret med denne absurd underholdende biopic om megastjernen Robbie Williams. 

Filmen er et sindssygt vildt ridt og på samme tid en rørende og overstimulerende øjen- og ørehænger. 

Usikkerhed og opmærksomhedshunger gennemsyrer Robbie (Carter J. Murphy/Jonno Davies). Som ung mand charmerer han sig ind i et boyband og rammes af en tsunami af succes, skrigende fans og eskalerende selvdestruktion. For han er sin egen værste fjende.

Historien om den tragiske rejse til stjernerne og ned igen er alt andet end forudsigelig – ikke kun fordi Robbie er i skikkelse af en computergeneret menneskeabe. Det er ikke (kun) et bizart fortællegreb, men fungerer som et billede på én, der aldrig har passet ind og altid har været for meget. 

Robbie som aben, der hader at være lænket til lirekassen, men samtidig ikke kan lade være med at optræde, når musikken spiller. 

Men Robbies dømmende blik på sig selv, når han står foran sine fans, kan mærkes, og opgøret mod en hær af selvhad er på 'Avengers'-niveau. Visuelt vild, let udmattende og sjov, så udstiller filmen fint pophysteriet i slut-halvfemserne og nullerne. 

Skæg er især en fuldstændig episk og absurd dansescene på Picadilly Circus; en aldeles opkørt pastiche over 'Wannabe'-videoen med Spice Girls. Naturligvis til Robbies egen banger af et hit fremfor boybandets egne sange. 

Filmen er både en udstrakt hånd til os andre og en udsøgt langefinger, som peger mod mandeaben selv. Selvfølgelig er Robbie i fokus, hokus-pokus, men han har faktisk noget på hjerte. 

Og hvis man ikke smådanser i biografsædet og engagerer sig i den forkælede pop-terrorist på trods af hans mange fejl, er man måske lavet af sten. Eller hedder Gary Barlow.

'Better Man' fik biografpremiere den 25. december