Marie og Kenneth cyklede fra Norge til Sydafrika: ”Vi forlænger livet med de her ture”
Marie Stoubæk og Kenneth Bruun Jørgensen er ”bikepackers”. De rejser jorden rundt på deres cykler for at komme helt ind under huden på de steder, de besøger, for de har begge den samme tilgang til livet: At det mindste, man kan gøre, er at få det maksimale ud af det.
Det er det korte oprids af den tur, Marie Stoubæk og hendes forlovede, Kenneth Bruun Jørgensen, netop har været ude på.
Turen er gået fra Nordkap i det nordligste Norge til Kap Det Gode Håb i det sydligste Sydafrika.
Undervejs har de krydset lande som Nigeria, Gineau-Bissau, Angola og Elfenbenskysten. Alt sammen på cykel.
Marie og Kenneth er nemlig det, man kalder ”bikepackers”, så når de rejser, foregår det på to hjul. Rejseformen giver dem en unik mulighed for at komme helt tæt på.
4 hurtige om turen og ruten
- 30.641 kilometer
- 2 kontinenter
- 26 lande
- 525 dage
"Det går langsomt på en cykel, og man er sårbar og tilgængelig, fordi man ikke sidder inde bag en bilrude. Man er out there, og man kan dufte alting og se alt, hvad der sker omkring én.
Vi kommer ind igennem alle de små landsbyer, køber mad på de lokale markeder og sidder under bliktagene og spiser med de lokale mennesker. Jeg føler, at vi cykler igennem folks hverdag," siger Marie.
Hun fortæller, at cyklerne også baner vejen for at opleve områder, som de færreste ellers kommer til.
"Når vi kommer cyklende, spørger folk tit: ”Hvor er jeres følgebil henne? Hvad laver I her?”, fordi vi kommer ud til områder, hvor der ikke rigtig er andre turister."
Kenneth og Marie mødte hinanden for 10 år siden. De var begge passionerede omkring cykling og drog hurtigt afsted på tur sammen. I den tid, de har dannet par, har de tilbragt cirka halvdelen af tiden i udlandet – på deres cykler.
Som regel har de brugt et par måneder om sommeren på en lidt længere tur, og i 2017 tog de afsted på deres første rigtig lange rejse. Den strakte sig over 21 måneder og gik fra Argentina til Alaska.
Dengang sagde parret deres arbejde op for at forfølge drømmen, men i dag har de etableret et liv, hvor eventyret og arbejdet kan sameksistere. Kenneth er freelance tv-instruktør og har holdt pause fra projekterne, imens de har været på deres ”Kap-Kap-tur”. Marie, som arbejder på et kommunikationsbureau, har holdt orlov fra jobbet.
Denne løsning passer dem perfekt.
Annonse
"Undervejs på turen har vi talt om, om vi kunne rejse sådan her for evigt, og det kunne vi nok ikke, for vi savner også den faglige stimulering fra vores arbejde.
Så for os handler det om at finde ud af, hvordan vi kan udleve nogle af de drømme, vi har, samtidig med at vi har et meningsfuldt arbejdsliv derhjemme," siger Marie.
Dette er et gennemgående tema for parret: De vil ikke undvære deres arbejdsliv, som de elsker, men de vil heller ikke opgive deres drømme. Der skal være plads til begge dele for at skabe et ”helt” liv.
"Man kan hurtigt blive forledt til at se sit liv som sit arbejdsliv, men for os er det vigtigt, at vi har et liv, og at INDE i det liv er der et arbejdsliv og et privatliv. Og det hele skal gå op i en højere enhed.
Alt tyder jo på, at vi skal være virkelig længe på arbejdsmarkedet, så vi vil gerne indrette os sådan, at vi hver især har en karriere, som vi synes er vigtig og givende, men også vægter vores privatliv højt og sørger for at få oplevet de ting, vi gerne vil," siger Kenneth og uddyber:
"Vi har et vennepar, hvis forældre havde gået hele livet og glædet sig til, at de skulle på jordomrejse i deres sejlbåd, når de blev pensionerede, men da de så kom dertil, havde de ikke længere energien til det, og så blev det aldrig til noget.
Vi kan godt regne ud, at hvis vi skal være på arbejdsmarkedet mange år endnu, kan vi ikke vente, til vi går på pension, med at tage ud på de her cykelture, for så kommer energien ikke til at være til det. Så vi er nødt til at rejse sideløbende med, at vi arbejder, hvis drømmene skal realiseres."
Ny energi til arbejdet
Foruden at det er vigtigt for Marie og Kenneth at udleve deres drømme, imens de har energien til det, tror de også på, at det er godt for deres arbejdsliv at tage disse ”pauser”.
"Turene beriger vores arbejdsliv, når vi kommer hjem. Vi er fyldt op med energi og har fået nye perspektiver og referencer at trække på. Det gør os bedre til vores arbejde," siger Marie, og Kenneth supplerer:
"En af de bedste kollegaer, jeg har haft, var hende, der gik tidligst hver dag. I starten havde jeg det lidt svært med det, for vi havde jo en masse, vi skulle nå, men jeg fandt hurtigt ud af, at hun var den, der leverede bedst.
Hun havde altid klare, kreative idéer og overskud. På et tidspunkt kom vi til at snakke om, at når hun gik ”tidligt” – altså måske klokken 15 – brugte hun tiden på at gå på museer eller andet, der inspirerede hende.
Der gik det op for mig, at det jo også er en måde at passe på sig selv – og sit arbejde – på. Mange har en tendens til bare at sidde længere og længere tid på kontoret og bruge længere og længere tid på opgaverne og brænde mere og mere ud, men hun prioriterede virkelig at blive inspireret, og det blev hun meget dygtigere af."
Som freelancer er Kenneth desuden nødt til at være skarp på, hvordan og hvor meget han kan arbejde.
Annonse
"Jeg er i en branche, hvor der er rigtig mange, der bliver sygemeldt med stress, og jeg kunne også nemt selv blive ramt.
Som freelancer er der ikke nogen, der prikker mig på skulderen og siger: ”Nu skal du også passe på dig selv og huske at gå hjem”, så jeg skal selv prioritere og tilrettelægge mit liv og arbejde, så det er holdbart. Det er jeg meget bevidst om, og derfor vil jeg hellere tage noget tid ud af mit arbejdsliv løbende og få fornyet energi og nyt perspektiv end knokle nonstop, indtil jeg brænder ud."
Annonse
Det muliges kunst
Men hvordan finder man lige halvandet år, man kan tage ud af kalenderen? Svaret er, at det gør man ikke. Eller det gjorde Marie og Kenneth i hvert fald ikke, og derfor har den netop afsluttede tur også været en øvelse udi det muliges kunst, fortæller de.
"Siden vi var afsted i 2017-2018, har vi vidst, at vi gerne ville gøre noget lignende igen, men det var blot nogle måneder forinden, vi besluttede, at det skulle være ”Kap-Kap”, og hvornår vi ville tage af sted," siger Kenneth.
Marie fortæller videre:
"Egentlig havde vi ikke tænkt, at turen skulle ligge lige dér, for jeg havde skiftet job kort tid forinden, og generelt passede det ikke helt fantastisk, men på en eller anden måde blev vi alligevel enige om, at vi var nødt til at komme afsted, og at så måtte vi løse de praktiske ting i det.
Det endte med, at vi brugte sommerferien på at cykle fra Nordkap og hjem til København. Derefter arbejdede vi lidt derhjemme og fik afsluttet nogle forskellige ting. Jeg havde to måneders arbejde, og Kenneth havde én.
Da han blev færdig på jobbet, cyklede han afsted igennem Tyskland, Frankrig og Spanien, og da jeg så blev færdig, mødte jeg ham, og så cyklede vi videre sammen. Det har altså været en sammensat tur, fordi det var sådan, vi kunne få det til at lykkes.
Og det har været en stor pointe med den her tur: Vi har gjort det, der kunne lade sig gøre, for man kan vente og vente, og det passer jo sjældent helt perfekt – især ikke, når man beslutter det så kort tid forinden, som vi gjorde," siger Marie.
Hun fortæller, at hun faktisk også var hjemme i Danmark undervejs.
"Jeg fløj hjem fra Ghana, fordi min niece skulle konfirmeres. Det havde jeg lovet at komme til, og det var noget, jeg rigtig gerne ville prioritere. Kenneth cyklede videre imens, og så mødte jeg ham igen bagefter.
Igen var det et spørgsmål om at tilrettelægge turen, så vi kunne få det hele til at gå op. Hvis vi havde været låst på, at vi SKULLE kunne tage af sted halvandet år i træk begge to, skulle vi som minimum være blevet hjemme i Danmark et helt år ekstra, for at jeg kunne komme til den konfirmation."
I stedet valgte parret at planlægge turen rundt om arbejde og konfirmation.
"Man kunne nemt gøre det til forhindringer, som afholdt os fra at tage afsted, men hvorfor egentlig?
Jeg kan godt have en tendens til at tænke, at hvis jeg gør noget, SKAL jeg gøre det 100 procent, men nu står vi jo her, halvandet år senere, og har haft en fuldstændig fantastisk tur, som har beriget vores liv helt vildt meget.
Og måske var den ikke ”100 procent”, men nærmere 80 procent, fordi vi havde de her forskellige afbræk, men jeg tror, man skal undgå at lade sig fange af, at det skal være perfekt.
Det bliver det alligevel ikke, der opstår alt muligt undervejs, som ikke går som planlagt, så hvorfor ikke gøre plads til de små bump og udfordringer fra starten af," spørger Kenneth.
Benhårde prioriteringer
Én ting er praktisk at få det til at hænge sammen at tage ud at rejse i (næsten) halvandet år, noget andet er at få økonomien til at hænge sammen. I alt har Marie og Kenneths cykeltur fra Norge til Sydafrika kostet omkring 230.000 kroner.
En del af pengene er kommet fra foredrag, de har holdt om deres Argentina-Alaska-tur.
"Vi har holdt foredrag om vores første lange tur, og det skal vi også efter denne. De penge, vi har tjent på foredrag, er gået ind på en særlig konto og er blevet geninvesteret i nye eventyr. Det er ret hyggeligt," siger Marie og fortæller videre:
"Derudover prioriterer vi benhårdt i hverdagen for at spare op til en tur som denne. Vi bor i lejlighed, vi har ikke bil eller sommerhus, og vores forbrug er skåret ind til benet.
Selvfølgelig gør vi nogle luksusting, men dét er for eksempel at gå ned på Istedgade og drikke en god kop kaffe, ikke at tage ud at spise fancy middage med vinmenu."
Kenneth uddyber:
"Det har virkelig været en nøgle til vores liv at finde ud af, hvad der giver mening for os at prioritere, og vi er blevet enormt skarpe på, hvad der er vigtigt for os.
Lige nu, på det her tidspunkt i livet, er det vigtigere for os at opleve verden og møde mennesker, som bor og lever anderledes end os, end det er at have hus og bil. Det kommer jo så også til at betyde noget for vores økonomi i fremtiden, fordi vi ikke har en stor opsparing i et hus, som mange andre har, men det er et valg, vi har truffet."
Foruden de økonomiske prioriteringer handler det for Marie og Kenneth også om at investere tid, energi og overskud i drømmene.
"Nogle gange får vi at vide, at ”Ej, hvor er I heldige, at I kan gøre det der”, men det har ikke en pind med held at gøre.
Det er en prioritering, og det kræver hårdt arbejde. Især, når man går ind i planlægningsfasen, det tager virkelig meget tid og energi. Selvfølgelig er vi heldige og privilegerede ved tilfældigvis at være født i Danmark, det går virkelig også op for én, når man er ude, men udover dét handler det om, hvordan vi vælger at bruge både vores penge, tid og energi," siger Kenneth.
Umage med sit liv
Parret vender flere gange tilbage til, hvor privilegerede de føler sig over at være født i Danmark.
"Det gjorde stort indtryk på mig, da vi var i Angola og cyklede forbi tre unge mennesker, som var på vej på arbejde med hver deres hakke over skulderen.
De gik og havde det sjovt og jokede, akkurat ligesom hvis det var tre unge i København, deres hverdag er bare fuldstændig anderledes. Og så kan man godt få tanken: ”Hvad er deres fremtid?”.
Vi har også kæmpet meget med dårlig samvittighed på turen, men det nytter ikke så meget, for vi kan jo heller ikke gøre for, at vi er født, hvor vi er," siger Marie.
Til gengæld mener hun, at der må følge et ansvar med.
"Fordi vi er så privilegerede i Danmark, som vi er, er det mindste, man kan gøre, at få maksimalt ud af sit liv: Have nogle ambitioner og tage ansvar. Gøre sig umage med sit liv.
Og det betyder også, at man ikke altid bare tager de nemme valg, men sørger for at GØRE noget. Hvad end det så er. For os er det at rejse, men det kan jo også være mange andre ting."
"Det er i hvert fald værd at huske på, at vi lever i et sindssygt privilegeret samfund, hvor vi faktisk har mulighed for at forfølge vores drømme. Langt de fleste mennesker, vi har mødt på vores tur igennem Vestafrika, har slet ikke den mulighed.
Det bliver simpelthen ikke nemmere, end når man er dansk statsborger, så i virkeligheden er man sin egen største forhindring," siger Kenneth.
Selvom man som dansker har gode forudsætninger for at udleve sine drømme, ved bikepacker-parret godt, at det kan være nemmere sagt end gjort.
"Jeg synes da godt, det kan være svært at stå udenfor normen. At man kan blive hevet ind i den der ”burde”-tankegang, og inden vi mødte hinanden, havde vi også begge to taget den lige vej.
Samtidig havde vi det også begge to sådan, at vi gerne ville have noget mere ud af livet. Nu, hvor vi er to, kan vi gøre det sammen og støtte hinanden i at stikke lidt ud," siger Marie.
"Ja, for der er jo en tendens til, at man bliver målt på normen. Når man taler med andre mennesker, taler man ofte ud fra, hvad de fleste gør. Mange af de ting, vi gør, stikker ud, og det bliver der ofte sat spørgsmålstegn ved.
Det er på en måde ret skønt, fordi det kan resultere i nogle spændende samtaler, men det kan selvfølgelig også være udfordrende og anstrengende," siger Kenneth.
Livet er ikke lineært
Med tiden – og sammen – er Marie og Kenneth begyndt at hvile mere i deres valg om et anderledes liv.
"Vi har efterhånden fundet ro i at være bevidste om, hvad det er for et liv, vi gerne vil leve. Og det er et liv med meningsfuldt indhold og oplevelser, man kan huske," siger Marie og uddyber:
"Der var på et tidspunkt en anden langturscyklist, der sagde til mig, at vedkommende tog på de her ture for at forlænge livet, fordi det er nogle dage, man kan huske. Sådan har vi det også. Jeg har før haft perioder af mit liv, hvor årene bare gik, uden at jeg rigtig kan huske noget derfra.
Omvendt tænkte jeg tilbage på vores Argentina-Alaska-rejse hver eneste dag i minimum to år efter, vi var kommet hjem.
Det behøver ikke at være rejser som vores, men jeg tror, det er vigtigt at gøre nogle ting, som lever videre i én. Så nu insisterer vi på at leve et liv, som vi synes er værdifuldt. Hvor der ikke er noget rigtigt og forkert, men vi i stedet forholder os til, hvad der giver mening for os lige nu, og hvordan vi så kan få det til at lykkes," siger Marie og fortæller, at de ser deres liv som forskellige faser.
"Livet behøver ikke være lineært. Engang havde jeg det måske sådan, at nu skulle jeg på universitetet, og så skulle jeg have et job, og så … Men hvem siger egentlig det? Og hvem siger, at man ikke kan skifte mening og kurs undervejs?
Nu cykler vi meget og synes, at dét giver mening, men det kan da godt være, at vi får lyst til at få et hus om fem år. Så må vi jo spare op til dét. På den måde har livet ligesom nogle forskellige kapitler."
Hvide pletter på kortet
Eftersom livet ikke er statisk, men består af forskellige kapitler, mener Marie heller ikke, at man skal være bange for at kaste sig ud i noget nyt og anderledes.
"Generelt tror jeg, at vi danskere er for bange for at fejle. Og jeg tænker da også over, om jeg lykkes med ting, men det vigtigste er i virkeligheden at prøve. Hvis vi var taget afsted på vores første tur og ikke kunne lide det alligevel, måtte vi jo bare tage hjem igen.
Det behøver ikke at være så definitivt, og hvis ikke det blev, som man havde tænkt, går det nok alligevel."
Heldigvis gik Marie og Kenneths første lange tur godt. Det samme gjorde den anden, og selvom de ikke på nuværende tidspunkt har en ny cykeltur i kalenderen, har de svært ved at forestille sig, at deres rejselyst skulle forsvinde.
"Når man først har fået vakt sin nysgerrighed for verden, så er den der ild nærmest uslukkelig, tror jeg. For der er så mange steder og oplevelser, der er fantastiske.
Vi ved ikke, om vi kommer til at tage en stor cykeltur igen, eller om vi finder på noget helt andet, men jeg tror for evigt, at den der nysgerrighed vil drive os," siger Kenneth, og Marie supplerer:
"Selvom vi ikke kan være ”rigtige” opdagelsesrejsende i den tid, vi lever i, har vi begge to en opdagelseslyst.
Vi vil gerne opdage – og opleve – verden og lære mere om, hvordan den hænger sammen. Undervejs på vores tur har vi også talt om, hvorfor det stadig er vigtigt, at mennesker rejser ud.
Og for os står det klart, at selvom der ikke er flere hvide pletter på kortet at opdage, er der mange hvide pletter i vores forståelse af verden."
