Birthe Kjær har stået på en scene
siden 1960 og optrådt med kæmpehits som ”Pas på den knaldrøde gummibåd”, ”Vi maler byen
rød” og ”Sommer og sol”.
Hun har altså været et dansktopkoryfæ, længe før der blev sat fokus på sexisme og ulighed i den danske musikbranche, og i ALT for damerne uge 47 fortæller hun om, hvorfor hun har fulgt med i Metoo-debatten, lige siden den opstod.
”Jeg følger selvfølgelig med i det
og mener jo også, at folk skal opføre sig ordentligt i det hele taget. Det var
fint, at Sofie Linde startede den kæmpe bølge, så folk – og det er jo så især
mænd – er begyndt at tænke lidt mere over, hvordan de opfører sig. For vi skal
respektere hinanden på lige fod," siger hun.
Birthe Kjær mener især, at der er én god grund til, at vi skal tage debatten.
”Det er vigtigt, at vi passer på vores unge mennesker. Vi, der sidder med en stor livserfaring, kan jo sagtens tænke, jamen, hvorfor siger de unge ikke bare fra, men det kan man ikke nødvendigvis, når man er ung og sårbar. Og her kommer de sociale medier ind i billedet, for der kan også opstå en mobning, som man næsten ikke kan forestille sig. Så det er godt, der er kommet gang i debatten, og vi voksne skal tage affære, når vi opdager, at den slags sker. Det kan jo ødelægge et helt liv for et ungt menneske.”
Der var mænd alle vegne
Birthe Kjær har aldrig selv været udsat for krænkelser.
”Som mange andre i branchen blev
jeg også spurgt om det af Artistforbundet, inden man lavede den dokumentar
(”Sexisme i musikbranchen” på DR, red.), og det var nok sådan, man fandt frem
til dem, der havde oplevet noget. Jeg tænkte og tænkte over det og nåede frem
til, at de gange, hvor jeg har oplevet tilnærmelser af en eller anden slags,
jamen så har jeg enten taget imod det, fordi jeg også selv var interesseret,
eller også har jeg bare lagt det ned ved at være helt afvisende. Jeg har ikke
opfattet det som noget, der forfølger mig,” siger hun og fortsætter:
”Men det kan også være, at jeg bare
tilhører en årgang, hvor man var vant til, at kvinder blev behandlet lidt
anderledes i branchen. Der var mænd alle vegne, og det var mænd, der var
direktører alle steder, men jeg så det ikke som et kvinde-mand-problem. Det var
bare sådan, det var. Jeg arbejdede under Johnny Reimar, som var min
pladeproducer de første ti år, men han har sgu altid opført sig ordentligt. Og
når der har været noget halvsjofel snak i et orkester, så var det jo bare
musikersnak, som jeg godt kunne tåle at høre. Så nej, personligt kan jeg ikke
deltage i Metoo-debatten, men jeg synes, det er rigtig godt, at den er der.”
Læs hele interviewet med Birthe Kjær i ALT for damerne uge 47, hvor hun også fortæller om en nærdødsoplevelse, og hvad hun tænker om, at den unge målgruppe går helt amok i publikum, når hun træder på scenen.
Birthe Kjær
En af Danmarks mest
kendte dansktopsangere
med hits som ”Arrivederci
Franz”, ”Pas på den
knaldrøde gummibåd” og
”Sommer, sommer og sol”.
Har også medvirket i revyer,
musikforestillinger og
Melodigrandprix, som hun
vandt i 1989 med ”Vi maler
byen rød”.
Udnævnt til ridder af
Dannebrog i januar 2024.
Er aktuel i musicalen "Tinkas Juleeventyr" i Tivoli.
Hun er 76 år, bor alene og har
ingen børn.